Hjælpemenu

Hovedmenu

Om skærpelse af grænsekontrollen til Tyskland.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 748

Til justitsministeren (5/12 2000) af:

Pia Kjærsgaard

(DF):

»Vil ministeren tage kontakt til sin kollega i Tyskland med henblik på, at Tyskland presses til at skærpe grænsekontrollen ved sine ydre grænser således, at fremmede ikke smutter gennem den tyske grænsekontrol og videre mod Danmark, hvor de enten ved anholdelse, ved grænsen eller ved ankomst til Sandholmlejren påberåber sig asyl?«

Begrundelse

I weekenden den 2. og 3. december 2000 pågreb grænsepolitiet 78 fremmede, der forsøgte at komme over grænsen fra Tyskland og ind i Danmark. Weekenden før var det 98 fremmede. For året som helhed ser det ud til, at antallet af illegale grænseoverløbere sætter rekord. Alle søgte ved pågribelsen om asyl, og derfor kan ingen af de pågrebne personer afvises, men Danmark er tværtimod forpligtet til at indlede en omfattende og kostbar asylproces.

At fremmede kan komme fra et land uden for den europæiske union og ind gennem Tyskland viser med al tydelighed, at Tyskland ikke formår at sikre sine ydre grænser. Hvis Tyskland var i stand til at sikre sine grænser, ville der for det første være færre, der forsøgte at komme ind i Tyskland. For det andet ville de, der blev taget af det tyske grænsepoliti i forsøget på at trænge ind i Tyskland, blive nødt til at indgive asyl ansøgning i Tyskland.

Spørgeren er af den opfattelse, at ministeren må tage kontakt til sin tyske kollega med henblik på, at Tyskland skærper sin grænsekontrol, så færre trænger ind i Tyskland og derfra har mulighed for at søge videre mod Danmark.

Svar (13/12 2000)

Justitsministeren

(Pia Gjellerup, fg.):

Justitsministeriet har anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. S 751 fra medlem af Folketinget Erik Jacobsen (V), der har bedt mig oplyse, hvilke initiativer der vil blive iværksat med henblik på at imødegå en stigning i antallet af grænseoverløbere ved den dansk/tyske grænse.

Når Rigspolitichefens udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.