Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en annonce i dagbladene den 26. september 2000.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 722 - besvaret 06/12-2000

5) Til statsministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»I hvilket omfang har Statsministeriet og/eller Socialdemokratiet stået bag den annonce i dagbladene den 26. september 2000, hvor en række tidligere økonomiske vismænd anbefalede et ja til euroen - men i dag føler sig ført bag lyset og misbrugt?«

Skriftlig begrundelse

Få dage før folkeafstemningen om euroen i slutningen af september 2000 bragte flere dagblade en stor annonce, hvori ni tidligere økonomiske vismænd anbefalede at stemme ja til euroen. Berlingske Tidende skriver nu (den 30. november 2000), at initiativet til denne ja-annonce kom fra Statsministeriet og fra Socialdemokratiet. Dette fik de ni vismænd imidlertid ikke at vide. De blev bibragt det indtryk, at det var flere medlemmer af Det Økonomiske Råd, det vil sige af de store organisationer i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet, som var initiativtagere. I dag føler flere af de tidligere vismænd ifølge Berlingske Tidende, at de er blevet ført bag lyset - og misbrugt. De ville ikke have medvirket i euroannoncen, hvis de havde vidst, at det var Statsministeriet og/eller Socialdemokratiet, som stod bag. Spørgsmålet er i denne forbindelse også, om embedsmænd i Statsministeriet har overskredet grænsen for politiseren, hvis de har taget initiativ til en euroannonce, sådan som Berlingske Tidende fastslår.