Om euroens kursfald i forhold til den japanske yen.

Til økonomiministeren (29/11 2000) af:

»Hvorledes vil Økonomiministeriet forklare eurokursens store fald (siden euroens start 1. januar 1999) i forhold til japanske yen, når den økonomiske vækst i Japan i de sidste tre år har ligget under væksten i euroland, når renten i Japan også er lavere end i euroland, og når udsigterne for de næste par år tyder på en vækst og en rente, som fortsat vil være lavere i Japan end i euroland?«

I den offentlige debat om eurokursen har regeringen og Økonomiministeriet hele tiden ensidigt hæftet sig ved euroens værdi i forhold til den amerikanske dollar. Den faldende eurokurs i forhold til dollaren har været forklaret med euroområdets lavere økonomiske vækst end væksten i USA - samt det forhold, at renten i USA har været (og er) højere end renten i euroland.

Imidlertid er euroen også faldet i forhold til den japanske yen - endda mere end i forhold til dollaren - til trods for, at både den økonomiske vækst og renten har været (og er) højere i euroland end i Japan.

Det rejser selvsagt spørgsmålet, om der gælder ét sæt forklaringer, når det drejer sig om euroens fald i forhold til dollaren, og et andet sæt forklaringer, når det gælder euroens fald i forhold til japanske yen. Eller om Økonomiministeriets hidtidige forklaringer på eurokursens fald, når det kommer til stykket, er bortforklaringer.

Det er grundliggende de samme faktorer og forhold, der bestemmer udviklingen i euroens kurs i forhold til japanske yen som i forhold til amerikanske dollar - eller andre valutaer, der er flyder frit i forhold til euroen. Jævnfør begrundelsen for spørgsmålet er der således ikke tale om forskellige sæt af forklaringer afhængigt af, hvilken valuta man betragter.

Vækstudsigterne er en faktor bag udviklingen i euroens kurs i forhold til yen. Væksten i Japan ligger aktuelt under væksten i Europa, men ikke desto mindre er der tale om en ganske markant forbedring af udsigterne for japansk økonomi. Hvor der i 1998 var en negativ vækst på 2½ pct. i Japan, venter OECD nu en positiv vækst på 1,9 pct. i år og 2,3 pct. i 2001. Denne forbedring af vækstudsigterne tilsiger umiddelbart en styrkelse af yen.

En anden faktor er kapitalstrømmene i forhold til USA. Såvel europæiske som japanske investorer har de seneste år investeret ganske meget på blandt andet aktiemarkedet i USA, og disse kapitalstrømme fra Europa og Japan til USA er en del af forklaringen på dollarens appreciering. Men Japan har i modsætning til Europa et stort overskud på betalingsbalancen, der kan modsvare en kapitaludstrømning som følge af investeringer på det am erikanske aktiemarked og dermed modvirke tendensen til depreciering af yennen som følge af en sådan kapitaludstrømning.

I forbindelse med kapitalstrømme skal det samtidig tages i betragtning, at valutaerne fra eurolandene og dermed euroen i løbet af 1998 blev styrket under den finansielle krise i Asien og Rusland, fordi Europa er betragtet som en »sikker havn«, hvor investorer flygter til ved stigende usikkerhed. Dette var ikke i samme omfang tilfældet med Japan, og yennen deprecierede i forhold til euro og dollar i første halvdel af 1998. I takt med at dønningerne fra den finansielle kri se tog af, har man set en modgående udvikling.

De tre hovedvalutaer, dollar, euro og yen, flyder frit i forhold til hinanden, og erfaringerne viser, at der til tider forekommer store, tilfældige og ganske langvarige udsving i valutakurserne, jævnfør eksempelvis kapitel 2 i Økonomisk Oversigt maj 2000 eller kapitel 2 i »Danmark og euroen«. Den aktuelle udvikling skaber associationer tilbage til midten af 1980'erne, hvor der var endog større udsving i forholdet mellem de tre hovedvalutaer (dengang D-mark i stedet for eu ro). Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at IMF i sin seneste World Economic Outlook (oktober 2000) anfører, at det er vanskeligt fuldt ud at forklare euroens depreciering ved de fundamentale makroøkonomiske forhold, og at euroen synes undervurderet, specielt i forhold til amerikanske dollar, men også i forhold til japanske yen.