Om en rotationsordning for kommissærposter i EU.

Spm. nr. S 570 - besvaret 29/11-2000

2) Til statsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Er statsministeren enig i, at indførelse af en rotationsordning for kommissærposter i EU sammenholdt med en styrkelse af Kommissionens formand medfører en sådan ændring af Kommissionens karakter i retning af en overnational regering, at dansk tilslutning til en sådan ordning indebærer suverænitetsoverdragelse?«

Skriftlig begrundelse

Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 569.

Keld Albrechtsen (EL):
Ja, vi kan så nu gå over til spørgsmålet om juraen.
 Jeg vil gerne spørge statsministeren: Hvis man nu forestiller sig, at vi står i en situation, hvor landene ikke har en kommissær hele tiden, og der samtidig sker det, man kalder et hierarki, at Kommissionens formand får en præsident- eller statsministeragtig funktion og f.eks. kan afskedige EU-kommissærer, er det så ikke sammenlagt sådan, at det indebærer suverænitetsafgivelse?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg vil sige til hr. Keld Albrechtsen, at jeg medgiver gerne, at nogle dage er hårdere end andre. Det tror jeg hr. Keld Albrechtsen også godt kender fra sit eget liv eller job, for den sags skyld.
 Hvis vi tager spørgsmålet helt konkret, vil jeg gerne svare på det. Med hensyn til Kommissionens interne organisering, hvordan arbejdet skal tilrettelægges i den fremtidige kommission, så er det regeringens opfattelse, at vi skal passe på ikke at være alt for detaljerede i Traktaten. Altså der skal også være rum til, hvordan man indretter sig i praksis, uden at alle detaljer er skrevet ind i Traktaten.
 Desuden skal kommissionen jo også kunne arbejde effektivt. Vi støtter derfor Kommissionens formand i bestræbelserne for at få større frihed til selv at fordele nogle af opgaverne, og vi støtter også tanken om, at kommissionsformanden får mulighed for at afskedige kommissærer, som det i øvrigt allerede gælder i praksis i dag, men nu indskrives det i Traktaten. Det støtter vi faktisk.
 Det tror jeg også hr. Keld Albrechtsen er klar over. Jeg tror, vi har nævnt det nogle gange, bl.a. i Europaudvalget, og hvis jeg ikke tager fejl, også nogle gange i debatterne.
 Ændringer i Kommissionens sammensætning og funktionsmåde er selvsagt vigtige, men de indebærer ikke, at der overlades nye beføjelser til Fællesskabet - det er det juridiske grundlag, regeringen har - og de adskiller sig principielt heller ikke fra mange andre vigtige ændringer af EU-institutionernes virkemåde, som blev gennemført siden 1972, uden at grundlovens § 20 blev aktiveret.
 Der er altså ikke noget grundlag for en § 20-situation, heller ikke i det her tilfælde.

Keld Albrechtsen (EL):
Ja, men jeg kan så forstå, at statsministeren er indstillet på at acceptere en ordning, hvor EU-Kommissionens formand enten vil kunne afskedige en dansk kommissær eller i realiteten fratage en dansk kommissær sine arbejdsfunktioner og tildele vedkommende et ligegyldigt arbejdsområde.
 Vil statsministeren ikke medgive, at det er en meget alvorlig forringelse af Danmarks position i Kommissionen, hvis man står i den situation, at ikke alene skulle man acceptere, at Danmark i perioder slet ikke havde en kommissær, men når man så endelig fik en kommissær, kunne vedkommende afskediges eller forflyttes, om jeg så må sige, af Kommissionens formand?

 Jeg synes, det lyder meget vidtgående, og jeg synes, at kombinationen af de to ting da forhåbentlig må være uspiselig for regeringen.
 Derfor vil jeg godt spørge statsministeren: Hvis det både bliver en rotationsordning og den magt til Kommissionens formand til at kunne afskedige en dansk kommissær, så er det vel over tærsklen for, hvad den danske regering kan acceptere?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Man må jo sige, at regeringen i løbet af ganske kort tid har flyttet sig endog meget langt i forhandlingerne. Det er ikke mange måneder siden, statsministeren rejste land og rige rundt og garanterede den danske befolkning, at vi også havde en dansk kommissær efter Nicetopmødet: Ikke bare i nogle år, og så ikke en kommissær efterfølgende, men at vi permanent havde en kommissær.
 Grunden til, at det har ligget statsministeren meget på sinde at gøre dét klart for befolkningen, har jo nok været, at Kommissionen er det eneste sted, hvor man kan fremsætte forslag til beslutninger i EU-systemet, og at man har sat Kommissionen meget højt i forhandlingerne.
 Det er det, vi nu kan høre, at der er tendens til at udvande, så det ikke er så nødvendigt længere for Danmark at holde fast i det her. Derfor er mit spørgsmål til statsministeren, om ikke en sådan ændring, som vi er inde på under det her spørgsmål, må nødvendiggøre, at statsministeren én gang til overvejer, om det er en rent juridisk overvejelse, der afgør, om vi får en folkeafstemning om Nicetraktaten, eller det også er en politisk afgørelse. Det er altså en overvejelse over, hvor megen politisk omvæltning der sker for Danmark med flertalsafgørelser i et meget stort og nyt omfang og altså også muligvis en kommissærpost mindre til Danmark i perioder samt en Kommission, der er opbygget på en ny måde.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg lytter altid særlig opmærksomt, når hr. Kristian Thulesen Dahl prøver at citere mig, og som sædvanlig har den lige fået det der lille ekstra drej, som tjener lidt til det der evige usikkerhedsskabende eller til mistænkeliggørelse.
 Lad os nu holde os til, hvad der er realiteten. Det, vi skal gøre, hver gang vi står i en ny situation i Europa, efter vi har forhandlet en traktat, er præcis det, vi altid har gjort. Vi skal henvende os til Justitsministeriet. Vi skal få en meget nøgtern, professionel og ordentlig juridisk vurdering. Foreligger der en situation i grundlovens forstand, hvor vi skal holde en folkeafstemning eller skal vedtage traktaten med fem sjettedels flertal her i Folketinget? Det er den metode, vi har brugt i 28 år med en enkelt undtagelse, og det er den metode, vi skal fortsætte med at bruge. Det er regeringens grundlag. Sådan arbejder vi.
 Så til hr. Keld Albrechtsen: Se, det er sådan, at allerede i dag gælder det i praksis, at kommissionsformanden faktisk kan afskedige en af kommissærerne. Det er klart, at hvis det er en dygtig kommissær, der udfører sit arbejde, så kommer det jo ikke på tale.
 Det gælder også allerede i dag i en erklæring fra Amsterdamtraktaten, at Kommissionen i overensstemmelse med den erklæring kan omfordele opgaverne, hvis der er gode begrundelser derfor. Det vil der jo selvfølgelig være. Så i den forstand er vi ikke reelt i en ny situation.
 Jeg har ikke mere at tilføje til det spørgsmål.

Keld Albrechtsen (EL):
Statsministeren sagde, der skulle foretages en professionel og nøgtern juridisk vurdering, og det blev jeg naturligvis meget, meget lykkelig for at høre.
 Så vil jeg spørge statsministeren, om det skulle forstås sådan, at statsministeren nu vil acceptere, at der gennemføres en uvildig juridisk efterprøvning f.eks. ved, at vi indbyder tre statsretseksperter fra vores universiteter til - helt uafhængigt af ministerier og ministre og folketingsmedlemmer, og hvem der ellers kunne have en mening
- at gennemgå det og se, om det er suverænitetsoverdragelse i grundlovens forstand. Statsministeren siger jo altid, når der skal gennemføres noget nyt i EU, at sådan har det jo i virkeligheden altid været. Men vil statsministeren godt bekræfte, at den nuværende kommissionsformand Prodis mulighed for at afskedige en kommissær alene bygger på, at det har kommissærerne lovet Prodi, at de vil acceptere, hvis han gør. Men det er jo helt frivilligt fra kommissærernes side. Det er jo ikke noget, som man kan efter Traktaten. Det er en dum aftale, kommissærerne har indgået med Prodi, det er så en anden sag. Men det er altså frivilligt.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Statsministeren har det med altid at blive så vred, når man tillader sig at referere, hvad statsministeren tidligere har gået rundt og sagt til den danske befolkning og givet af løfter og garantier. Det kan man selvfølgelig godt forstå, når man ser det, statsministeren tidligere har lovet den danske befolkning og garanteret i et væld af forskellige sammenhænge.
 Jeg forstår da også godt, at statsministeren har det lidt sørgmodigt med at blive konfronteret med udsagn om, at den danske regering ville fastholde, at Danmark skulle have en kommissær. Men det er da ubehageligt at få at vide på et tidspunkt, hvor den danske regering er løbet fra også det løfte til den danske befolkning, og hvor man nu er i gang med at acceptere en ordning, hvorefter Danmark i en rotationsordning en gang imellem har en kommissær.
 Vi ved ikke, hvordan det ender. Det er jo ikke sikkert, det går så galt. Men det, at den danske regering vil gå med til det, er altså et skred i forhold til det, vi tidligere har fået at vide.
 Derfor bliver jeg nødt til at fastholde spørgsmålet til statsministeren: Om ikke det ud fra dét så er ganske fornuftigt, hvis statsministeren allerede nu siger, at vi ikke vil hænge os i nogen juridiske spidsfindigheder i forhold til, at det er den danske befolkning, der afgør, om Danmark skal tilslutte sig den nye traktat.
 Vi vil tage en politisk vurdering af det her, og er der reel afgivelse af selvstændighed for Danmark til EU i det her spil, så vil den danske befolkning også få en folkeafstemning.

Hermed sluttede spørgsmålet.