Om regeringens brug af embedsmænd i forbindelse med folkeafstemninger og folkehøringer

Spm. nr. S 527 - besvaret 22/11-2000

3) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Hvilke overvejelser gør regeringen sig om brugen af statens embedsmænd fremover i lyset af den debat, der udspandt sig i forbindelse med folkeafstemningen om kronen den 28. september, samt den debat, der er om de afholdte folkehøringer?«

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Ja, det er jo den samme surdej hele vejen igennem, så jeg kan henvise til de to foregående spørgsmål. Jeg hører jo hver gang, at dette her i virkeligheden er hr. Kristian Thulesen Dahls forsøg på at holde den samme tale hver gang. Det er i virkeligheden ikke båret af et ønske om at belyse et spørgsmål. Det er jo det samme, der bliver sagt til hvert enkelt spørgsmål, og derfor kan jeg selvfølgelig også henvise til mine svar på spørgsmål nr. S 525 og S 526.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Vil det sige, at det eneste, statsministeren har som svar - for der var jo en stribe af statsretseksperter, som udtalte sig frem til den 28. september, og de kritiserede regeringens måde at føre valgkamp på og dens måde at bruge statens midler og embedsmændene i sit apparat på, for de agiterede for et bestemt politisk synspunkt - er: Jeg henviser til de to foregående spørgsmål. Og det er en henvisning til de ikkesvar, som statsministeren gav på dem.
 Er det statsministerens vægtigste bidrag til en debat om afgrænsningen af statens og embedsmænds opgaver i en valgkampsituation, som jeg vil definere dét, vi stod i frem til den 28. september?
 Jeg vil da allerede nu sige, at vi da får et beslutningsforslag her i Folketingssalen omkring den her definition, hvor de enkelte politiske partier får lejlighed til at tage stilling til det, og hvor også Socialdemokratiet må have en ordfører, som giver sit bidrag, for selvfølgelig skal der da være en grænse. Jeg må endnu en gang bede statsministeren være opmærksom på, at professor i offentlig ret, Jørgen Grønnegaard Christensen, gør det klart, at det er Folketinget, der skal sætte den grænse.
 Statsministeren gør det åbenbart ikke. Regeringen kan ikke magte at sætte nogen grænse. Den bruger i stigende grad embedsmændene i det politiske spil. Så er der kun én instans, der skal sætte den grænse, nemlig Folketinget, og hvis ikke statsministeren vil indgå i en dialog om det her - og det kan jeg forstå, at statsministeren ikke vil; det er det valg, statsministeren har - så er det eneste alternativ selvfølgelig et konkret forslag i Folketinget, hvor hvert enkelt parti så må ytre sin holdning til, hvor grænsen skal gå.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg kan da måske godt forstå statsministerens irritation over hr. Thulesen Dahls aggressive facon, men det er et skuffende svar, statsministeren kommer med, for her er jo faktisk et problem, som er blevet påpeget bl.a. af professor i offentlig forvaltning, Jørgen Grønnegaard Christensen, i Dagbladet Børsen den 17. november. Også dagbladet Berlingske Tidende har den 20. november skrevet om det og sagt, at man er gået over en grænse, og også den måske kommende statsminister, hr. Anders Fogh Rasmussen, har sagt det i en debat, vi havde her
i Folketinget den 6. september. Han synes, at der er sket et skred i denne regerings tid, når det gælder publikationsvirksomhed, altså i en retning af valgkampsmateriale. Så der er da vist et principielt problem.

Keld Albrechtsen (EL):
Tak for det, hr. formand.
 Det, jeg håbede, vi kunne få fra statsministerens side, var en debat om, hvorvidt vi kunne få en eller anden form for uvildig afklaring af den her debat, som vi nu har haft så mange gange. Vi så jo under folkeafstemningsdebatten op til den 28. september, hvordan regeringen lod embedsmænd udarbejde store mængder af propagandamateriale. Det var det i hvert fald efter vores opfattelse og vist også efter en stor del af befolkningens opfattelse, tror jeg nok.
 Det synes jeg kunne give anledning til, at man fik udarbejdet en eller anden form for redegørelse, måske nedsat en kommission til at kigge på det her, for det er jo et spørgsmål om forholdet mellem Folketinget og regeringen, og det er et meget stort spørgsmål i forhold til magtbalancen i vores demokrati, som grundloven jo foreskriver, der skal være.
 Så jeg vil godt spørge statsministeren, om ikke man kunne forestille sig, at man fik en eller anden form for redegørelse. Ville regeringen ikke medvirke til det, så vi får den her debat på et sagligt grundlag?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Lad mig slutte med at nævne for hr. Keld Albrechtsen, at der faktisk er sådan en redegørelse. Den bedste redegørelse, jeg har kendskab til, og også den nyeste, er den redegørelse, som Lars Nordskov Nielsen i egenskab af formand for det såkaldte etikudvalg under DJØF fremkom med.
 Jeg vil sige, at det principielle spørgsmål om embedsmændenes bistand til gennemførelse af regeringens politik således er velbelyst.
 I den betænkning, jeg omtaler her, anfører udvalget en række overordnede synspunkter om spørgsmålet, og det udtaler bl.a. i den forbindelse, at det er utænkeligt, at embedsmandsapparatet ikke bistår politikerne med en række skriftlige arbejder - artikler, taler, osv. - til gennemførelse af regeringens sager. Og dette giver ikke, så længe hensynet til sandfærdighed tilgodeses, anledning til betænkeligheder. Jeg skal her henvise hr. Keld Albrechtsen til side 122-123 i denne betænkning. Så er der en anden reference, som er Ombudsmandens reference til en tilsvarende diskussion, vi havde op til afstemningen om Amsterdamtraktaten i 1998, hvor Ombudsmanden
i den forbindelse udtaler, at det ikke er i strid med gældende ret eller god forvaltningsskik, at medarbejderne i et ministerium, inden for lovgivningens rammer, forudsættes at yde bistand til ministerens politiske virksomhed. Kort sagt, vi har en række velbelyste kilder til at arbejde på det grundlag, og det respekterer vi naturligvis fuldt og helt. Derfor har jeg ikke yderligere at bidrage med til dette spørgsmål.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Det er jo altid dejligt, når statsministeren blotter sig lidt, som det sker her senest, og viser, at han jo af sine embedsmænd er udstyret med nogle talepapirer, som han ikke ønsker at bruge i starten af spørgetiden, men som så dukker op efterhånden, som andre også rejser spørgsmål.
 Det er jo rart nok, og så kan vi jo se, at statsministeren har gjort sig den ulejlighed at finde frem til, at der jo selvfølgelig er nogle bidrag til denne her debat. Statsministeren nævner så Ombudsmanden, som har været på banen. Velkendt er også Nordskovs betragtninger, som vi jo selvfølgelig kender som et vægtigt bidrag til denne her debat.
 Men det har jo bare ikke gjort, at regeringen på nogen måde har haft en selvransagelse for at finde grænsen. Når jeg noterer, at Ombudsmanden siger, at embedsmændene naturligvis skal give bistand til ministerens arbejde, så er det jo så soleklart, som noget er: Selvfølgelig er det embedsmændenes opgave.
 Men er det embedsmændenes opgave på anmodning fra statsministeren eller andre ministre at lave materiale, som indgår som egentligt valgkampmateriale op til en folkeafstemning; som indgår på lige fod med andre bidrag om, hvorvidt man skal stemme ja eller nej. Det er ikke informationsmateriale, men direkte agitationsmateriale for at få fremmet et bestemt politisk synspunkt i en valgkampsituation. Er det også embedsmændenes opgave?
 Der er altså en grænse for det. Statsministeren siger, at Ombudsmanden gør rede for, hvad der er embedsmændenes opgave, nemlig at bistå ved ministrenes opgaver, men hvad så, hvis det går over til at være egentlige agitatorer i en valgkamp?
 Jeg gerne vil have et positivt bidrag fra statsministeren om, hvorvidt statsministeren og regeringen vil bidrage til at finde og definere den grænse. Hvis ikke vi kan få det, så vil vi tage initiativ til, at Folketingets partier alligevel sætter den grænse, og så bliver det desværre bare uden statsministerens deltagelse. Så bliver det jo med de partier, der vil deltage i det arbejde, og der har jeg med glæde set, at bl.a. hr. Anders Fogh Rasmussen jo har de samme synspunkter, og jeg har også hørt SF'ere have synspunkter i den retning. Så der skulle jo være muligheder for at finde en løsning på det her.

Keld Albrechtsen (EL):
Nu stillede jeg ikke spørgsmålet til statsministeren for at genere statsministeren - det vil jeg bede ham være forvisset om - men vi kunne jo komme i den situation, at statsministeren en dag ikke længere var statsminister. Der var en anden statsminister.
 Så kunne også den nuværende statsminister måske have brug for, at der var balance og orden i de her ting. Jeg synes, at vi skulle gribe det an på den saglige måde, for der har jo udviklet sig ting, som ikke var taget i betragtning, da de rapporter, som statsministeren henviste til, blev skrevet. F.eks, har man udviklet en ny praksis. Nu kan jeg se, at statsministerens kollega, udenrigsministeren, sidder bagved, og han har ansat en masse journalister i sit ministerium, som medvirker til at udbrede ministerens opfattelse af, hvordan verden ser ud.
 Det er muligvis i orden, men det kunne da være fornuftigt at have en diskussion om, hvor langt sådan noget kan gå, og hvor man sætter grænserne, så det ikke bliver ren partipolitik.
 Jeg synes, statsministeren skulle tage imod den invitation også med henblik på, at der kunne komme andre regeringer i dette land.

Hermed sluttede spørgsmålet.