Om folkehøringer er et partianliggende eller en statsopgave.

Spm. nr. S 526 - besvaret 22/11-2000

2) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl (DF):
»Vil statsministeren forklare, hvorfor regeringen er af den opfattelse, at de afholdte folkehøringer ikke er et partianliggende for regeringspartierne, men er en statsopgave?«

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg kan sige, at det jo er velkendt, at regeringen har et meget stærkt ønske om at forbedre kerneområderne i vores velfærdssamfund, vores ældreomsorg, vores sygehuse, vores folkeskole og vores arbejdsmarkeds evne til også at skabe job til de mennesker, der ikke er 100 pct. effektive. Der er sket en lang række fremskridt i de senere år, men nu har vi mulighed for at tage det næste store tag.
     Derfor har vi, for at få det bedst mulige beslutningsgrundlag, arrangeret disse nationale folkehøringer, som har været en kæmpesucces, må jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl - en kæmpesucces. Folk har været så glade for dem, fordi det har gjort det muligt for regeringen og for folk at få en direkte dialog, hvor man kan komme med kritik og positive forslag.
     Og jeg kan sige, at senest ved kommuneforhandlingerne her i sommer og igen her ved finansloven, som vi jo i disse dage forhandler i Folketinget og gennemfører, ja, dér går jo en lang række af de gode ideer igen, som mange, mange mennesker er kommet frem med under vores folkehøringer.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg synes bestemt, det er godt, at regeringens ministre kommer ned i gulvhøjde, som det vist var statsministeren på et tidspunkt formulerede det, med vælgerne og ser, hvordan sådan rigtige mennesker ude i landet faktisk oplever deres hverdag. Jeg synes, det er ganske glimrende og helt utroligt, at regeringen kan få sig til det. Det er jo ikke det, regeringen tidligere havde som stil.
     Men må jeg ikke bare sige, at meget af det, der foregår
i forbindelse med de folkehøringer, er jo reelt vælgermøder. Det er jo reelt, at man som politiker eller man som parti skal ud at møde vælgerne og forklare, hvorfor lige præcis ens parti er det bedste, og hvorfor man skal vælge at stemme på det parti ved det næste valg. Det er jo reelt det, der sker ved mange af de her anledninger. Derfor er det også her, som det var med pjecerne før, et kendetegn for den nuværende regering, at man i stigende grad bruger statsapparatet på aktiviteter, man burde udføre gennem sine partiapparater. Derfor er folkehøringer, som det nævnes her, også et eksempel, hvor statsministeren bliver nødt til at forholde sig til, at der er en eller anden grænse, der må defineres:
Hvad skal statsmagten tage sig af og betale for, hvad skal vi alle sammen finansiere over statskassen, og hvad skal Socialdemokratiet påtage sig selv? Hvor mange embedsmænd skal ansættes for at tjene Socialdemokratiets vel, og hvor mange embedsmænd skal ansættes for at tjene statens vel? Statsministeren har valgt at have en mere og mere flydende grænse, hvor statsministeren ønsker at bruge en stadig stigende del af statens embedsmænd til brug for sit partiapparat, men det er os alle sammen, der skal finansiere det. Der må statsministeren altså finde sig i, at vi er nogle, der begynder at kigge dette her godt efter i sømmene og vil have det gennnemset på en helt anderledes ordentlig måde end det, statsministeren har lagt op til før. Og folkehøringerne er ét eksempel, hvor statsministeren må erkende, at her er vi ovre i egentlige vælgermøder og ikke bare de folkehøringer, som statsministeren ønsker at definere dem som.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg er ikke bekendt med, om hr. Kristian Thulesen Dahl har deltaget i nogen af de folkehøringer. Jeg tror det ikke. Og det er nu en god, gammel leveregel, at hvis man gerne vil udtale sig om noget, så skal man kende det.
     Folkehøringerne har været en fantastisk succes, må jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, for regeringen og for folk. Det er i øvrigt en del af det projekt, som vi jo i sin tid gennemførte og har kørende under overskriften »Service & Velfærd«, som er et fælles projekt med Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
     Det er en god dialog, det er meget fornuftigt, det er, som det skal være, og jeg har ikke mere at tilføje.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jo, men nu vil man jo udvide de her folkehøringer til også at være det, der skal redde hele EU-debatten. Altså et af de to initiativer, regeringen påstås at have taget for nu virkelig at komme nejflertallet fra den 28. september 2000 i møde er, at man vil skrive en hvidbog engang om nogle år. Derudover vil man holde nogle folkehøringer. Derfor er det lidt interessant at se på, hvordan de her folkehøringer så egentlig skal tilrettelægges, og hvem der bestemmer, hvordan de skal tilrettelægges.
     Der har jeg forstået det sådan, at det er regeringen og regeringen alene, der vil finde ud af, hvordan folkehøringerne skal køre, hvem der skal sidde der, hvem der skal ytre sig, hvem der skal det ene, og hvem der skal det andet. Og det styres gennem ministerierne, så statsministeren har hånd i hanke med det.
     Så er det, at jeg siger: Det er fint nok, og det er glimrende, at statsministeren på den måde kommer ud til nogle mennesker. Det tror jeg også at statsministeren ofte trænger til, så det er fint nok.
     Men det er vælgermøder. Det er da vælgermøder, som vi andre arrangerer i partiforeningerne eller inviterer folk til, når vi tager rundt, og derfor er det noget, Socialdemokratiet må påtage sig at arrangere, og ikke noget, man i stigende grad skal bruge statens embedsmænd til.
     Og det er den grænse, både når det drejer sig om pjecer, når det drejer sig om publikationer, og når det drejer sig om møder rundt i landet, man bliver nødt til at se på. Nu senest har jeg set, hvad socialministeren skriver om »dit liv«. Når han ønsker at få mere fremgang hos de ældre, sker det i reklamekampagner, der nu kommer ud via Socialministeriet.
     Statsministeren må da erkende, at dette her er noget, vi skal forholde os til, og det er noget, der skal diskuteres,
  hvis ikke vi skal have amerikaniseret det danske politiske liv fuldstændig.

Hermed sluttede spørgsmålet.