Om tættere unionssamarbejde.
Spm. nr. S 497
Til udenrigsministeren (16/11 2000) af:
(EL):»Er det korrekt, at der efter de foreslåede regler i det franske forslag om tættere samarbejde, kan etableres en hjemmel for indførelse af flertalsafgørelser vedrørende direkte og indirekte skatter, samt social sikring, og at Danmark vil kunne tilslutte sig et sådant samarbejde, uden at dette kræver anvendelse af grundlovens paragraf 20 og uden folkeafstemning i Danmark?«
Begrundelse
Bestemmelserne om tættere samarbejde kan læses således, at et flertal i EU's ministerråd kan give en kreds af mindst 8 medlemslande ret til at indføre et regelsæt om anvendelse af flertalsafgørelser på områder, hvor der efter traktaten i dag anvendes enstemmighed. Inden for det tættere samarbejde kan overgang til flertalsafgørelser altså finde sted, uden at dette kræver en traktatændring. Det kræver blot et k valificeret flertal i EU's ministerråd.
Da indirekte skatter og social sikring allerede er nævnt i traktaten, så vil indførelse af flertalsafgørelser på disse områder efter regeringens særegne grundlovsfortolkning ikke indebære suveræni- tetsoverdragelse for Danmarks vedkommende.
Da regeringen ydermere mener, at direkte skatter er omfattet af traktaten, selv om dette ganske vist ikke fremgår af traktaten, så vil også dette område falde ind under ovenstående.
Med reglerne om tættere samarbejde kan Danmark altså uden traktatændring og uden folkeafstemning lempes ind i en skatteunion, hvor der kan gennemføres harmonisering af skatte- og sociallovgivning.
Kun i det omfang, hvor reglerne berører indvandreres og flygtninges sociale rettigheder, vil det kunne føre til en folkeafstemning, fordi dette spørgsmål er omfattet af den danske undtagelse.
Svar (4/12 2000)
Udenrigsministeren
(Niels Helveg Petersen):Jf. bestemmelse A, litra d) skal et forstærket samarbejde udspille sig indenfor rammerne af traktatens beføjelser. Ligeledes gælder - jf. bestemmelse D - de relevante institutionelle bestemmelser, herunder således også beslutningsprocedurerne. Det er således ikke muligt indenfor rammerne af et forstærket samarbejde at ændre beslutningsprocedurerne på områder, hvor dette ikke udtrykkeligt fremgår af traktaten.
Desuden gælder, at der i et forstærket samarbejde alene kan vedtages retsakter indenfor rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fællesskabet. Det gælder også i forhold til direkte skatter, indirekte skatter samt social sikring.
Fsva. forholdet mellem forstærket samarbejde og grundlovens §20 henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 492 af 16. november 2000.