Om den rapport, de økonomiske vismænd fremlægger om dansk økonomi den 21. november 2000.

Spm. nr. S 486 - besvaret 22/11-2000

9) Til finansministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Deler ministeren den vurdering, de økonomiske vismænd fremlægger i deres nye rapport om dansk økonomi, herunder synet på situationen efter det danske nej til euroen?«

Skriftlig begrundelse

Tirsdag den 21. november 2000 kl. 9.30 offentliggøres et resumé af den nye vismandsrapport, som danner grundlag for diskussionen på et møde i Det Økonomiske Råd en uge senere. Vismandsrapporten beskæftiger sig bl.a. med den aktuelle økonomiske situation - og med de økonomiske og finansielle reaktioner på det danske nej til euroen ved folkeafstemningen den 28. september 2000.

Frank Dahlgaard (UP):
Finansministeren var jo en af de skrappeste til at kritisere, ja, næsten overfalde de økonomiske vismænd, da de i maj måned kom med deres rapport, hvor de stilfærdigt gjorde opmærksom på, at ud fra en rent økonomisk betragtning, var det nærmest ligegyldigt, om Danmark tilsluttede sig euroen eller kørte videre med sin egen krone, og udviklingen har jo vist, at de har haft ret. Nu er vismændene kommet med i hvert fald et resumé af den rapport, som er på vej. Det er offentliggjort, og det viser et billede af en økonomi i Danmark, som aldrig nogen sinde har været tegnet så positivt.
 Jeg vil gerne vide, om ministeren deler vismændenes syn på den økonomiske situation og udvikling?

Finansministeren (Mogens Lykketoft):
Nej, ikke ganske. For det første mener jeg, vismændenes økonomiske model må være løbet løbsk, for jeg tror, det er for optimistisk at forestille sig, at vi i løbet af de næste
3 år når op på et overskud på 53 mia. kr. på de offentlige finanser og 47 mia. kr. på betalingsbalancen samtidig med, at vi har en klar positiv beskæftigelsesændring. Så god tror jeg ikke verden er. Jeg tror, det mere er udtryk for en modelsvaghed i vismændenes økonometriske model, end det er udtryk for den mest sandsynlige virkelighedsbeskrivelse. Men jeg vil selvfølgelig være utrolig glad for, hvis dansk økonomi kunne udvikle sig så eksplosivt positivt. Så må jeg til gengæld sige, at på den baggrund finder jeg det særpræget, at vismændene mener, at der er noget i vejen med dansk økonomisk politik, for det må jo være den økonomiske politik, man har lagt ind i fremskrivningen. Jeg vil også godt gøre en specifik bemærkning om dette her tema, som vismændene strejfer - som andre, jeg havde nær sagt euromodstandere, strejfer - nemlig, at vi jo ikke har set den store renteforskel. Vi sagde jo - det gjorde vismændene i øvrigt også selv - at renten nok ville blive på
½ pct. i forskellen mellem ja- og nejscenariet. Og nu er den så ikke så stor. Jeg vil egentlig godt gøre en sammenligning, som jo er meget aktuel. Vi har talt om, hvad der var den sandsynlige renteforskel i ja- og nejsituationen over en 10-årig periode. Hvis man skulle sammenligne med en igangværende optælling af resultater ved det amerikanske præsidentvalg, så kan man sige, at i de 7 uger, der er gået, har vi kun nået at optælle 1½ pct. af stemmerne, og det er på den baggrund, man mener at kunne bedømme, at nogle af os tog fejl. Vi gav et skøn over, hvordan det ville gå i de næste 520 uger. Vi har set 7 ugers resultater, og så er der straks nogle, der siger: Uh, der kan man se, de tog fuldstændig fejl.

Frank Dahlgaard (UP):
Nej, det siger vismændene jo ikke. Der står jo rent faktisk i rapportresumeet: Det er vanskeligt at vurdere de fulde økonomiske konsekvenser af udfaldet af afstemningen.
 Men så siger de længere nede, at udviklingen i aktiekurserne - de er jo steget i Danmark, mens de ikke er steget i Tyskland og andre eurolande på samme måde - indikerer, og udsigterne for de kommende år i Danmark ikke er påvirket negativt af afstemningsresultatet.
 Det er så stilfærdigt og ikke hoverende, vismændene skriver om situationen indtil nu, og så gengiver de kurver - vil ministeren ikke medgive mig, at han kender de kurver - der viser udviklingen. Er de grafiske kurver, vismændene gengiver, ikke korrekte? Aktiekurserne har ligget fladt det sidste halve år i Tyskland, mens de er steget også under regeringens skræmmekampagne, og også efter nejet til euroen i Danmark. Renteforskellen til Tyskland er nu så langt nede, at vi i dag i Danmark har en lavere rente end i Belgien, end i Portugal og i Italien - de er alle eurolande.

Finansministeren (Mogens Lykketoft):
Det er jo i virkeligheden således, som jeg også gjorde det gældende i diskussionen om finanspolitikken: Det, der påvirker renten eller aktiekurserne, er jo meget andet end den folkeafstemning, vi har haft.
 Enhver må jo have sin overbevisning, og hr. Dahlgaard har sin. Jeg har min overbevisning om, hvad der i det lange løb ville være det bedste udfald for Danmark. Men én ting er fuldstændig sikkert, nemlig at det kan man ikke udlede noget som helst fornuftigt om på grundlag af bevægelserne i markedet i de første 7 uger.
 Jeg vil tillade mig igen på det her punkt at sige, at jeg tror, at den meget overbevisende karakterbog, regeringen har, om sin vilje til at føre en bestemt økonomisk politik og de meget stærke erklæringer, vi har fremsat om vores vilje til at fastholde fastkurspolitikken, har medvirket til, at vi ikke har fået så stort et rentespænd.
 Jeg vil også godt sige, at jeg mener, at risikoen for - ikke hvis, men når euroen igen begynder at tage værdi ind - at vi har svært ved at holde det samme beskedne rentespænd i forhold til Euroland, er overvældende stor. Det er stadig væk min opfattelse.

Frank Dahlgaard (UP):
Det er da klart, at på et eller andet tidspunkt inden for de næste 100 år skal der jo nok komme nogen uro omkring kronen. Det er klart. Havde vi afskaffet den, var der jo ikke uro om den. Så var den død.
 Finansministeren siger, at vi kun har set virkningerne de første 7 uger, og det svarer jo til, man kun har optalt 1½ pct. af stemmerne ved et valg, men det er jo ikke rigtigt.
 Finansministeren er nationaløkonom, finansministeren ved godt, at når der sker noget pludseligt - det gjorde der med afstemningen, vi fik et nej, og så var det pludselig klart, at det var et nej og ikke et ja, og at det var en ny situation, der dermed forelå - så vil den nye situation med det samme afspejle sig i kurserne på Børsen, i aktier og obligationer, for kurserne på Børsen er jo udtryk for, hvordan forventningerne nu er 5-10 år frem i tiden i dansk økonomi under den nye forudsætning, nemlig at den danske befolkning har holdt fast i kronen og sagt nej til euroen.
 Dermed har vi i virkeligheden allerede i dag, allerede få dage efter afstemningen fået et billede af, hvordan erhvervslivet, finansverdenen og investorerne betragter situationen for dansk økonomi også fremover i kraft af kurserne nu og her.

Fjerde næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Helge Bo Jensen. 1 minut maksimum.

Helge Bo Jensen (EL):
Må ministeren ikke i det mindste medgive, at der ikke er noget som helst i udviklingen i de forgange 7 uger, som tyder på, at regeringen får ret i sin spådom vedrørende de næste
513 uger? Jeg husker ikke, at regeringen lovede, at der ikke ville ske noget før i slutningen af denne her periode.

Finansministeren (Mogens Lykketoft):
Jeg synes, det var meget interessant, at hr. Frank Dahlgaard indrømmede, at ja, der kan jo komme spekulationsbølger.
 Der skal man jo huske, at hvis man bare i en kortere periode af et længere åremål har spekulative bevægelser, valutauro, som vi havde så sent som i 1993-94 i Europa, som vi oplevede svagere igen i 1997-98 i forbindelse med Asienkrisen, så sker der en udvidelse af rentespændet til ugunst for Danmark - det er i hvert fald en historisk erfaring - hvor man meget nemt kan få et par procents renteforskel i korte perioder.
 Jeg mener, hvis den langsigtede forventning er, at der er en risiko for, at vi gennemsnitlig betaler 0,5 pct. for meget i rente, så skal man jo i det enkelte år kun have ét kvartal med uro og 2 pct.'s renteforskel, for at man resten af året slet ikke skal have nogen.
 Det er de her situationer, jeg i øvrigt udtrykkeligt og meget grundigt for dem, der gad høre på det, også har prøvet at forklare, før der var folkeafstemning, men hr. Frank Dahlgaard var enten ikke til stede eller ikke beredt til at modtage budskabet.

Frank Dahlgaard (UP):
Jo, jeg var såmænd både til stede og beredt til at modtage budskabet, og jeg var også med til at skrive en pjece sammen med Mette Koefoed Bjørnsen, statens tidligere forligsmand, og en række andre økonomer, som lagde alle de her ting frem.
 Vi beskrev fordelene, og det er en af fordelene, at man slipper for krise omkring kronen, når man afskaffer den, og vi beskrev ulemperne, og så vejede vi det i forhold til hinanden. Det var klart den bedste pjece, der overhovedet var på markedet, og finansministeren bør kende den.
 Når finansministeren siger, at hr. Frank Dahlgaard indrømmer, at der kan komme en krise, så har jeg sagt det hele tiden, det er da klart. Men alle disse ting, inklusive risiciene for kommende kriser omkring kronen, er jo indkalkuleret af finansmarkedet, erhvervslivet og investorerne, og hvis det var så forfærdeligt, som finansministeren har sagt tidligere, og nu - lidt anstrengt - gentager, ville kurserne da ikke stige på aktierne. De andre forhold, der påvirker aktiekurserne, kan da ikke veje så tungt, når de bare stiger. Så er dette med muligheden for lidt krise om kronen altså ikke så alvorligt.
 Og vil finansministeren ikke medgive, at de kriser, vi har haft omkring kronen de sidste 10 år, er ikke kriser, der er nået ud i realøkonomien, og som overhovedet kan huskes af menigmand?

Finansministeren (Mogens Lykketoft):
De kriser, vi har haft de sidste 10 år, har omsat sig i nogle statslån, der skulle optages alt for dyrt, en milliardregning, vi trækkes med, og dermed et mindre manøvrerum i vores økonomiske politik. Så de er da i høj grad nået ud i realøkonomien.
 Hvis man i øvrigt har en eller anden rimeligt præcis målsætning om, at det her samfund skal nedbringe sin offentlige gæld i en bestemt takt, må man sige, at så har de kriser, vi har haft, og de merrenteudgifter, vi har haft i anledning af dem, afskåret os fra at gøre andre gode ting, hvad enten det så efter nogens mening var skattelettelser, man kunne have fået, eller efter andres mening offentlige goder, man kunne have fået ekstra.
 Så vil jeg i øvrigt sige, at det, som hr. Frank Dahlgaard jo helt forbigår - jeg tror ikke overser, men helt forbigår - er, at hvis der har været nogen markedsforventning til udfaldet af den danske folkeafstemning, så var den nærmest negativ. Altså markedet havde på forhånd, på grundlag af at et flertal af opinionsmålinger sagde, at nej var det mest sandsynlige, jo taget højde for, at det kunne blive et nej.
 Det er selvfølgelig en ekstra grund til, og at man ikke har set mange umiddelbare skvulp til den gale side.
 En tredje grund ud over det, regeringen har gjort af statements og skabt troværdighed om, er selvfølgelig Nationalbankens meget resolutte reaktion på valgnatten omkring renten; den har virket meget beskyttende og stabiliserende.

Fjerde næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Frank Dahlgaard, det er sidste gang, max. 1 minut.

Frank Dahlgaard (UP):
Det er klart, at markedet delvis havde forventet et nej, for meningsmålingerne viste, at det meget vel kunne blive et nej, men det var jo i de sidste dage spændende ifølge meningsmålingerne, om det ville blive et ja eller et nej.
 Jamen det var delvis indarbejdet i forventningerne, og det er klart, at så bliver reaktionen ikke så stor som for eksempel i 1992, hvor vi jo stemte om det samme ved Maastricht, og hvor det blev et nej. Det var et uventet, overraskende nej, og reaktionen kendte vi jo også: der skete næsten ingenting med obligationskurserne eller med aktiekurserne.
 Det har vi jo stillet spørgsmål om, det har vi svar på, det har vi dokumentation for, og på den baggrund må finansministeren medgive mig, at man faktisk kørte en skræmmekampagne, når man kendte resultaterne af et tidligere nej, som var uventet. Nu fik vi så et nej, som var i hvert fald delvis forudset, og det er klart, at så må reaktionen blive endnu mindre og måske endda ligefrem positiv. Det var også det, der skete.

Finansministeren (Mogens Lykketoft):
Lad mig så slutte med at sige, at jeg oplever ikke, at jeg har medvirket til nogen form for skræmmekampagne under den folkeafstemning.
 Jeg oplever, at jeg har prøvet sammen med mine kolleger og meningsfæller at videregive så omhyggeligt som muligt både de erfaringer, vi har fra tidligere valutakriser, og de forventninger, vi har om, hvad Danmark kan blive udsat for, og hvad Danmark kan gå glip af i den situation, vi nu er i.
 Hvis man har læst tilstrækkeligt grundigt og præcist på, hvad jeg i hvert fald har sagt om den sag, så er der ingen som helst modstrid mellem det, jeg sagde før folkeafstemningen, og det, jeg har svaret hr. Frank Dahlgaard her i dag, og jeg er glad for, at vi kan konkludere af vores ordveksling, at hr. Frank Dahlgaard ikke er udrustet med et eneste citat, der modsiger mig heri.

Hermed sluttede spørgsmålet.