Om EU-charterets artikel 17 er irrelevant.
Spm. nr. S 295
Til udenrigsministeren (30/10 2000) af:
(EL):»Vil EU med hjemmel i Amsterdamtraktaten kunne vedtage lovgivning om ejendomsret eller begrænsninger af denne, eller må det konstateres, at artikel 17 i udkastet til charter er irrelevant for unionen, og at udkastets artikel 51 tømmer artikel 17 for indhold?«
Svar (15/11 2000)
Udenrigsministeren
(Niels Helveg Petersen):Vedtagelsen af charterudkastet vil ikke ændre på den nuværende kompetencefordeling, der eksisterer mellem Unionen og medlemsstaterne, hvilket fremgår af charterudkastet artikel 51, stk. 2. Unionen og medlemsstaterne, når disse gennemfører EU-retten, skal ifølge artikel 51, stk. 1 respektere rettighederne og overholde principperne i charteret, herunder ejendomsretten og de lovlige begrænsninger af denne rettighed. Dette har bl.a. været relevant ved e n række sager ved EF-domstolen, eksempelvis sag 44/79, (Hauer), dom af 13/12.1997, saml. side. 3727 og sag 5/88, (Wachauf), dom af 27/4 1989, saml. side 2609.
Det fremgår tillige af Amsterdamstraktatens art. 6, stk. 2, at
»Unionen respektere de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten«.
Det fremgår af forklaringerne til charteret, at charterets artikel 17 afspejler Unionens forpligtelse til at respektere beskyttelse af ejendom, således som den kommer til udtryk i artikel 1 i 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.