Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Sydkorea lever op til aftalen om fair konkurrence.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 230

Til erhvervsministeren (26/10 2000) af:

Ole M. Nielsen

(KRF):

»Vil ministeren redegøre for, hvilke initiativer man vil iværksætte for at sikre, at Sydkorea lever op til aftalen om fair konkurrence, om at priser for nye skibe bør dække alle relevante omkostninger?«

Begrundelse

I juli 2000 afholdtes det andet møde mellem Kommissionen og Sydkorea under rammerne af »The European Agreed Minutes«, en aftale som bl.a. har til mål at sikre fair konkurrenceforhold for skibsværfterne i verden. Da Sydkorea efter dette møde stadigvæk ikke accepterer at overholde det aftalte princip om priser for nye skibe bør dække alle relevante omkostninger, har Kommissionen meddelt, at man nu vil overbringe sagen til Ministerrådet med anbefaling o m, at sagen f.eks. kunne tages op i WTO. Konsekvenserne af dette problem bliver, såfremt det ikke løses, fortsat urimelige konkurrenceforhold for de danske værfter.

Svar (3/11 2000)

Erhvervsministeren

(Pia Gjellerup):

Kommissionen har på vegne af EU i sommer indgået en aftale med Sydkorea om parternes ageren på det globale skibsbygningsmarked, hvor den sydkoreanske regering bl.a. anerkender, at den har et ansvar for at skabe fair konkurrencevilkår, og at den skal tilvejebringe effektive instrumenter til beskyttelse mod salg af skibe under kostpriser.

Kommissionen har siden juli 2000 haft konsultationer med Sydkorea og er fortsat i dialog med henblik på at få den koreanske regering til overholde aftalen. Kommissionen vil snarest vurdere, om der er grundlag for fortsat dialog eller om konsultationerne må betragtes som midlertidigt stoppet.

Kommissionen skal på det kommende Ministerrådsmøde (industri) den 5. december 2000 rapportere om konsultationerne og herunder anbefale eventuelle aktioner, såfremt Kommissionen vurderer, at det er formålsløst at fortsætte dialogen med Sydkorea, eller det viser sig, at Sydkorea ikke efterlever aftalen.

Det forventes, at Kommissionen senest den 8. november 2000 vedtager en rapport med anbefalinger til de aktioner, som ministerrådet skal forholde sig til den 5. december 2000. Det er derfor fortsat for tidligt at redegøre for, hvilke initiativer EU vil iværksætte for at sikre, at Sydkorea lever op til aftalen om fair konkurrence. Jeg vil naturligvis orientere Folketingets Europaudvalg om udviklingen forud for Rådsmøde (industri) den 5. december 2000.

Parallelt med disse overvejelser har Kommissionen i samarbejde med industrien i sommerens løb arbejdet på at indhente oplysninger og dokumentation, som kan danne baggrund for en klagesag fra industrien inden for WTO. Industrien indgav den 24. oktober 2000 klagen til Kommissionen, og Kommissionen har nu indledt en nærmere undersøgelse af alle faktuelle og retlige aspekter ved det indsamlede og modtagne materiale. På baggrund af materialet vurderer Kommissionen inden for 45 dage, om det er hensigtsmæssigt at skride til handling inden for WTO.