Hjælpemenu

Hovedmenu

Om hvad de samlede udgifter har været i ministerier og Nationalbanken fra 1993 til 2000 på at forberede eventueldansk deltagelse i ØMU'ens 3. fase.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 128

Til økonomiministeren (12/10 2000) af:

Kim Behnke (FRI):

»Vil ministeren indsamle og videreformidle oplysninger om, hvad de samlede udgifter har været i ministerier og Nationalbanken fra 1993 til 2000 på at forberede eventuel dansk deltagelse i ØMU'ens 3. fase?«

Begrundelse

Tilbage i 1999 spurgte spørgeren i spørgsmål nr. S 840 (Folketingssamlingen 1998-1999), om ministeren vil stoppe alle udgifter til forberedelse af Danmarks eventuelle deltagelse i ØMU'ens 3. fase, indtil den danske befolkning måtte have ophævet det danske forbehold. Ministeren svarede dengang, at det ville hun ikke.

Nu har den danske befolkning sagt nej til deltagelse i Euroland.

Det må derfor nu være muligt at opgøre de samlede udgifter, der er anvendt i ministerierne og i Nationalbanken på projektet omkring forberedelse af dansk deltagelse i ØMU'ens 3. fase.

Svar (30/10 2000)

Økonomiministeren (Marianne Jelved):

Ministerierne har kun afholdt meget begrænsede udgifter med henblik på forberedelse af eventuel dansk deltagelse i euroen. Regeringen har lagt vægt på, at egentlig forberedelse og iværksættelse af overgang til euroen først skulle sættes i gang, såfremt det i givet fald var blevet et "ja" til euroen ved folkeafstemningen den 28. september 2000.

Økonomiministeriet udarbejdede i 1999 i samarbejde med blandt andet andre ministerier og Nationalbanken den tekniske redegørelse for overgang til euroen, som giver en oversigt over, hvad der skulle være sket, såfremt det i givet fald var blevet et "ja" til euroen ved folkeafstemningen den 28. september 2000. Redegørelsen blev udarbejdet som opfølgning på en række spørgsmål fra Folketinget til økonomiministeren i løbet af for&a ring;ret 1999.

Økonomiministeriet har med baggrund i bl.a. Folketingets vedtagelse af den 8. december 1998 iværksat en informationsindsats om ØMU og euro og der blev på finansloven for 1999 afsat midler til at styrke ministeriets oplysning om ØMU og euro.

Herudover har Økonomiministeriet sammen med andre ministerier besvaret over 600 spørgsmål fra Folketinget, bl.a. i forbindelse med lovforslaget om Danmarks deltagelse i den fælles valuta. Der er ligeledes besvaret adskillige henvendelser fra offentligheden.

I forbindelse med folkeafstemningen har Udenrigsministeriet afholdt udgifter til udarbejdelse, trykning og distribution af regeringens lovforslag om Danmarks deltagelse i den fælles valuta samt til informationsmateriale herom. Disse udgifter er afholdt med hjemmel i aktstykke 284 tiltrådt af Finansudvalget den 17. maj 2000. Endvidere har Indenrigsministeriet haft omkostninger i forbindelse med afholdelse af selve folkeafstemningen.

Desuden har der i flere år været arbejdet på at formindske konkurrencemæssige ulemper for danske virksomheder og finansielle institutioner, når Danmark står uden for euroen. Det førte i 1996 til nedsættelse af et Kontaktudvalg om den fælles valuta under Økonomiministeriet, og at regeringen i 1998 fremsatte en eurolovpakke med henblik på, at danske virksomheder fra 1999 kunne aflægge årsregnskab i euro, angive selskabskapital i euro og bogføre i euro. Som opfølgning på eurolovpakken opfordrede Folketinget Told & Skat til at iværksætte en teknisk analyse af mulighederne for at tilbyde virksomheder at indberette og afregne skatter og afgifter i euro. Den tekniske analyse belyser, hvilke udfordringer Told & Skat kunne blive stillet over for afhængig af, om Danmark deltager i euroen eller står uden for.

De udgifter, der mellem 1993 og 2000 har været i ministerierne, har således helt overvejende ikke sigtet på en forberedelse af dansk deltagelse i euroen, men har vedrørt information om euroen, aktiviteter i forbindelse med regeringens lovforslag om dansk deltagelse i den fælles valuta og folkeafstemningen samt Danmarks deltagelse i det økonomisk-politiske samarbejde i EU. Udover det ovenfor anførte vedrørende særlige midler er udgifterne afholdt i nden for ministeriernes driftsrammer.

For så vidt angår Nationalbanken, har Nationalbanken oplyst følgende: "Natiolnalbanken har forud for folkeafstemningen udarbejdet en beredskabsplan til identifikation af især IT-projekter, som skulle iværksættes, hvis det blev et "ja". Nationalbanken har endvidere udarbejdet en computerskitse til dansk euromønt. Udgifterne til forberedelse af eventuel dansk deltagelse i ØMU'ens tredje fase kan ikke udskilles fra det almindelige regnskab".