Hjælpemenu

Hovedmenu

Om tryghed i forbindelse med euroen, når fhv. økonomiminister Ivar Nørgaard mener, at det bliver umuligt at opretholde folkepensionen, som vi kender den i dag, såfremt vi går over til euroen.

Besvaret §20-spørgsmål

4. august 2000

Besvarelse af spørgsmål S 3378 stillet af Frank Dahlgaard (UP) den 24. juli 2000

Spørgsmål

Hvordan kan regeringen tale om tryghed i forbindelse med euroen, når fhv. økonomiminister Ivar Nørgaard mener, at det bliver umuligt at opretholde folkepensionen, som vi kender den i dag, såfremt vi opgiver kronen og går over til euro?

Svar

Regeringens vurdering er, at deltagelse i euroen giver en bedre sikring af dansk økonomi og dermed en bedre sikring af grundlaget for velfærdssamfundet og grundlaget for eksempelvis at opretholde folkepensionen.

En lille åben økonomi som den danske er sårbar, hvis der på de finansielle markeder opstår tvivl eller mistillid til den økonomiske situation i Danmark eller ved finansiel uro i omverdenen. Senest så vi, hvordan den danske krone kom under pres i forbindelse med den finansielle krise i Asien i efteråret 1998. Ved deltagelse i euroen indgår dansk økonomi derimod i en fælles valutaalliance, der sikrer landene mod valutaspekulation. Euroen er en "sikker havn" i tilfælde af international valutauro.

Danmarks valutaaftale med Den Europæiske Centralbank og euro-landene udgør ikke et tilsvarende stærkt bolværk mod spekulation og uro på markedet. Ingen kan garantere, at valutaaftalen vil kunne holde, hvis der f.eks. opstår international finansiel uro. Andre og langt større valutaer - blandt andet det britiske pund og liren - er i 1990'erne blevet presset ud af deres valutaaftaler.

Hvis kronen kommer under pres, må den økonomiske politik strammes for at modstå presset. I euroen bliver bindingerne for den økonomiske politik derfor færre end uden for euroen. Finanspolitikken vil ikke længere skulle bruges til at understøtte en stabil krone overfor euroen og imødegå påvirkninger fra de finansielle markeder. Det giver et større råderum i brugen af finanspolitikken, der i højere grad kan fokusere på vækst, beskæftigelse og velfærd.

Folkepensionen er helt og holdent et anliggende for Folketinget, og det er op til os selv, hvordan vi indretter for eksempel folkepensionen. Medlemsskab af euroen giver os bedre muligheder for at sikre velfærdssamfundet herunder folkepensionen, end hvis vi er udenfor.

align="BOTTOM">