Om, at Danmark altid på et senere tidspunkt vil kunne tilslutte sig euroen, hvis vi stemmer nej.

3) Til statsministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Kan statsministeren bekræfte, at Danmark altid på et senere tidspunkt vil kunne tilslutte sig euroen, hvis vi stemmer nej den 28. september, mens det omvendt er umuligt at forlade euroen igen, i bedste fald usikkert, når vi først har sagt ja?«

Skriftlig begrundelse

Den forhenværende økonomiske overvismand professor Anders Ølgaard skriver i dagbladet Børsen mandag den 27. marts 2000 om mulighederne for at fortryde, hvis vi først har sagt ja til euroen og har fået den indført. Ølgaards vurdering er, at er den danske krone først udskiftet med euroen, kan vi ikke forlade euroen igen uden samtidig helt at opgive vores EU-medlemskab.
Anders Ølgaard slutter sit indlæg: »Derfor synes jeg, at det ville have været mere regulært at sige, at naturligvis kan alt ske her i verden, herunder jo også, i hvert fald i teorien, et sammenbrud af hele euroen. Men en isoleret dansk udtræden af ØMU'en, efter at euroen måtte være blevet vor eneste valuta, vil nok være en af de mindst sandsynlige optioner, selv om vi engang måtte få lyst.«

Frank Dahlgaard (UP):
Baggrunden for dette spørgsmål er jo, at folk begynder at sige til sig selv - nu interesserer det jo efterhånden menneskene i Danmark - at det her med euroen drejer sig om at afskaffe kronen for tid og evighed, og så er der mange, der siger: Jamen hvis vi stemmer nej nu, kan vi jo altid senere, hvis euroen viser sig at være den store succes, få en ny folkeafstemning, så vi kan stemme ja. Vi kan altid komme ind, hvorimod hvis vi først har stemt ja og er kommet ind, kan vi ikke komme ud igen. Er det ikke sådan, det forholder sig?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
I internationalt samarbejde, og hvis man skal prøve at se på, hvad der tjener Danmarks interesser bedst, gælder det ofte om at være med blandt de bedste og komme med blandt de bedste for at få den stærkeste beskyttelse mod en barsk international verden så hurtigt som overhovedet muligt. For hver ekstra dag, der går, bliver der på en måde skabt en usikkerhed for Danmark, og jeg ønsker derfor at medvirke til, at Danmark så hurtigt som muligt, men under udfoldelse af en demokratisk og god debat som den, vi har her
i dag og forhåbentlig også frem til den 28. september, træffer en god beslutning. Jeg ser ikke noget grundlag for at udsætte den afgørelse. Det vil ikke tjene Danmarks interesser, det vil blot forlænge usikkerhedsperioden, og det vil jo dybest set heller ikke forandre hr. Frank Dahlgaards holdning til den fælles valuta.

Frank Dahlgaard (UP):
Hvis vi træffer den fornuftige beslutning at stemme nej til euroen og holde fast i kronen, og hvis det skulle vise sig med årene, at velstanden bliver større i euro-området end hos os - den er jo lavere i øjeblikket - og at arbejdsløsheden bliver lavere i euro-området, end den er hos os, vil det da rykke ved min vurdering. Men man kan jo vente og se hen ad vejen, om den bliver den fantastiske succes, som enkelte af regeringens ministre hævder den allerede er.
Men det er den jo altså ikke. Ministeren må da medgive mig, at euroen er faldet i kurs, sivet nedad i de 15 måneder, den har eksisteret, med 15-20 pct. i forhold til dollaren og
35 pct. i forhold til yenen, og jeg kunne blive ved. Det er stort set kun den russiske rubel, euroen har klaret sig pænt
i forhold til. Og derfor spørger jeg: Skal vi virkelig have en folkeafstemning i løbet af 5-6 måneder? Var det ikke klogere at vente? Vi kan altid sige ja senere, hvorimod vi ikke kan komme ud, hvis vi først har sagt ja og er kommet ind. Pia Kjærsgaard (DF):
Jeg vil da godt høre, om det er statsministerens usikre dage, der gør, at man nu har valgt folkeafstemningsdagen den 28. september. Der har jo været tale om, at det først skulle være
i år 2001 eller år 2002 eller måske slet ikke. Det udtalte den tidligere politiske ordfører for Socialdemokratiet, hr. Jacob Buksti, og han var stærkt i tvivl på et tidspunkt. Men hvad er det for en usikkerhed, der skabes for Danmark? Det kunne jeg da godt tænke mig at høre lidt om. Hvad er det for nogle usikre dage, vi i øjeblikket bevæger os i, og hvad er det for en usikkerhed, der kommer, hvis det skulle gå hen og blive et nej den 28. september? Jeg har dog aldrig hørt magen: usikre dage op til den 28. september! Hvad er det for en kampagne, statsministeren er i gang med? Er det en af de sædvanlige skræmmekampagner, hvor hele Danmarks befolkning nu skal gå og føle sig usikker, i hvert fald op til den 28. september, hvor statsministeren så vil slå i bordet og sige: Nu må vi altså have afskaffet denne usikkerhed, så sig ja den 28. september? Hvad er det for en gang vås? Det vil jeg godt have statsministeren til at redegøre for.

Egil Møller (DF):
Hvis statsministeren og andre får held til at narre den danske befolkning til at stemme ja til euroen, når vi skal have folkeafstemning, er det vel rigtigt, at så har vi én gang for alle fjernet mange beslutninger fra Danmark. Det er der vel ingen tvivl om, og jeg tror også, statsministeren kan bekræfte over for mig, at en del af Danmarks handlefrihed, en del af den selvstændighed, vi har haft, i hvert fald går fløjten, og at vi ikke får mulighed for at få den igen.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Om euroens værdi må jeg sige til hr. Frank Dahlgaard, at vi har jo drøftet den mange gange tidligere.
Hvis det skal måles, om den fælles valuta har klaret sig godt, skal det ikke måles på dens kurs i forhold til den amerikanske dollar. Det skal måles i forhold til dens evne til at skabe flere arbejdspladser, fastholde en lav inflation og være med til at holde styr på økonomien, og man må sige, at det faktisk er gået godt. Hvis vi ser på medlemslandene inden for euro-området, er der stabilitet, og hvis vi ser på medlemslandenes fremgang i beskæftigelsen og nedadgående kurver på arbejdsløshedsområdet, dvs. stadig faldende arbejdsløshed, er det faktisk også gået rimelig godt.
Så til fru Pia Kjærsgaard: Jeg ved ikke rigtig, hvad det er for noget med vås og sådan noget. Hvad er det for en form, fru Pia Kjærsgaard anvender? Hvad vil fru Pia Kjærsgaard med det? Lad os diskutere realiteterne. Realiteterne er, at så længe Danmarks holdning til den fælles valuta ikke er afklaret, så er der en usikkerhed, og realiteterne er også, at hvis Danmark siger nej til den fælles valuta, så står Danmark i en ny situation, der er usikker, der indebærer rentestigninger, der indebærer usikkerhed på finansmarkederne, der indebærer en usikkerhed i danske erhvervsvirksomheders planlægningsmuligheder i fremtiden. Det er det, jeg hele tiden siger er utrolig vigtigt for det her lands fremtid.
Jeg taler også om, at det internationale kapitalmarked i dag bevæger sig meget hurtigere end før, også meget hurtigere end i 1992. Jeg taler om, at vi beskytter vores land imod international spekulation i fremtiden ved at stå sammen med de andre som under en paraply og samtidig have handlefriheden til at føre vores egen beskæftigelsespolitik, vores egen socialpolitik, vores egen finanspolitik og fordelingspolitik, sådan som vi altid har gjort det, også i de 25 år, vi har været medlem.
Endelig må jeg sige til hr. Egil Møller om selvstændighed: Som jeg sagde før til hr. Frank Dahlgaard, afskriver vi os en devaluering og en revaluering af den danske krone. Til gengæld får vi også sikkerhed for, at de andre lande, Italien, Frankrig, Tyskland, ikke falder os i ryggen ved at nedskrive deres valuta og dermed få en konkurrencefordel.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg vil gerne have svar på det stillede spørgsmål: Kan statsministeren bekræfte, at Danmark altid på et senere tidspunkt vil kunne tilslutte sig euroen, hvis vi stemmer nej den 28. september, medens det ikke er muligt at forlade euroen igen, i bedste fald usikkert, hvis vi først har sagt ja?

Holger K. Nielsen (SF):
Jeg synes, at besvarelsen før viser noget om den manipulation, der foregår her. Statsministeren siger: Så længe vores situation er uafklaret. Jamen vores situation til euroen er aldeles ikke uafklaret, den er meget afklaret. Den er afklaret i den forstand, at vi sagde nej til ØMU'en i 1993. Der er en fuldstændig afklaret situation i øjeblikket, og den afklaring ønsker den danske regering at få ændret. Det vil sige, at det er nejsigerne, der står for, at vi skal fortsætte den udvikling, vi i øjeblikket er i, og det er jasiden, der vil have en forandring i udviklingen, hvor det faktisk går ganske godt, og det vil give en meget, meget stor usikkerhed, især om demokratiet, om de politiske konsekvenser, hvis vi går med i den fælles mønt. Det er nejsiden, der står for stabiliteten, står for en videreførelse af den helt, helt afklarede situation, vi har i øjeblikket.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg lagde mærke til, at statsministeren nu har skærpet sin skræmmekampagne, for ud over at true med rentestigninger og lignende hævder statsministeren nu, at virksomhedernes muligheder for at planlægge i tilfælde af et nej vil blive forværret.
Hvad mener statsministeren egentlig med det? Deri må jo ligge, at statsministeren mener, at et nej vil medføre alvorlige, langvarige økonomiske vanskeligheder for Danmark, ellers kunne statsministeren jo ikke sige, at det vil vanskeliggøre virksomhedernes muligheder for at planlægge.
Jeg må indrømme, at jeg synes, statsministeren er kommet meget, meget langt ud, og jeg vil godt bede statsministeren lave et notat om den påstand om virksomhedernes muligheder for at planlægge.
Jeg synes ikke, en statsminister kan sige den slags ting til befolkningen i hvert fald ikke uden at dokumentere det. Jeg synes simpelt hen, det er letsindigt og løsagtigt, og jeg må bede om, at vi får et notat om, hvad statsministeren mener med dette dunkle orakelsvar.

Pia Kjærsgaard (DF):
Det var også det med rentestigninger, som fik mig til at tage ordet igen, og jeg vil da godt bede statsministeren om at redegøre for, hvad han mener med rentestigninger, altså eksempelvis hvad renten er i eurolandene, hvad den er i Danmark, hvad det eventuelt kan komme til at betyde, og jeg vil godt bede statsministeren om at være meget nøjagtig med det.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Til fru Pia Kjærsgaard: Jeg tror, vi må konstatere, at det er uden for diskussion, at vi kommer til at betale med en rentestigning i Danmark i tilfælde af et nej.
Forskellen mellem renten inden for euro-området og Danmark vil blive større i Danmarks disfavør. Det tror jeg ikke der kan være to meninger om.
Regeringen vil om ganske få dage i en omfattende rapport også dokumentere, hvordan de sammenhænge er. Men vi kan egentlig meget kort ræsonnere os frem til det, for hvis det bliver et nej den 28. september, hvad jeg inderligt ikke håber det bliver for Danmarks fremtid og for vores gode velfærdssamfunds fremtid, så vil der ikke være den samme sikkerhed for Danmark, når det gælder den finansielle opbakning til Danmark, som hvis vi går ind i den fælles valuta.
Årsagen til, at det er sådan, er, at de finansielle markeder i dag har en forventning om, at der bliver sagt ja den 28. september. Man har så at sige indrettet sig på, at det bliver et ja. Skulle det ske, at det bliver et nej, jamen så vil man reagere på en ny og anderledes måde, lægge pres på Danmark, og derfor bliver vi i dansk interesse nødt til at hæve renten. Det er det, der er forklaringen.
Tallene og de eksakte regnestykker skal fru Pia Kjærsgaard naturligvis have, det siger sig selv, og dem vil fru Pia Kjærsgaard få sammen med alle andre i Folketinget i løbet af få dage, når regeringen fremlægger sin rapport.
Til hr. Keld Albrechtsen: Jeg tror, hr. Keld Albrechtsen må vænne sig af med, når han ikke er enig i mit standpunkt, at kalde det en skræmmekampagne. Hr. Keld Albrechtsen har et standpunkt og en argumentation, og jeg og regeringen har et standpunkt og en argumentation, og sådan er det. Så må argumenterne stå over for hinanden, men at betegne min argumentation som en skræmmekampagne vil være helt forkert.
Det, jeg prøver at gøre befolkningen og hr. Keld Albrechtsen opmærksom på med alt det, vi ved nu, er, hvad det er for en situation, Danmark kommer i i tilfælde af et nej og
i tilfælde af et ja, og i tilfælde af et nej vil det have betydning både for udenlandske og for indenlandske investeringer. Tag bare renten, vi talte om lige før med fru Pia Kjærsgaard. En højere rente vil naturligvis påvirke investeringerne i Danmark. Vi ved jo, der er den sammenhæng. Når renten er højere, rammer det investeringerne, og når det gælder udenlandske investeringer i Danmark, så vil Danmark ikke være så interessant i tilfælde af et nej.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg tror, statsministeren er godt tilfreds med, at der er så mange, der blander sig i debatten, så slipper han måske for at svare på det stillede spørgsmål, som er indleveret i fredags.
Er det ikke korrekt, at vi altid kan komme ind senere i euroen, men er vi først inde, kan vi ikke komme ud igen? Jeg kan henvise til dagens eksemplar af Erhvervsbladet, hvor professor Anders Ølgaard siger, at det er rent nonsens at tro, at vi kan melde os ud igen.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Først skylder jeg lige, da tiden er knap indimellem - der er jo tidsgrænser på her - at svare hr. Holger K. Nielsen fra før, som sagde, at situationen jo er afklaret, og at det har den været siden 1993.
Det ville da være at gøre Danmark en meget, meget dårlig tjeneste at holde fast på en linje, som risikerer at føre Danmark ud i en vanskeligere situation, når alt andet omkring Danmark har ændret sig.
Siden 1993 er der tre ting, der fundamentalt har ændret sig. For det første er euroen nu en realitet. 11 lande har søgt sammen om den og står for over halvdelen af danske virksomheders eksport.
For det andet er det i euroen, de vigtige, reelle beslutninger om økonomi træffes, som har stor betydning for Danmark, og dér skal vi da være med til at påvirke tingene.
For det tredje er EU's udvidelsesproces nu i et kæmpestort gear fremad, og dér skal vi da også være med i inderkernen til at påvirke tingene.
Når nu hele situationen omkring Danmark er helt, helt anderledes, end den var før, må vi da derfor også spørge hinanden, som vi skal gøre hver dag og hvert år, hvad der tjener Danmarks fremtid bedst. Det er derfor, vi siger, at det, der tjener Danmarks fremtid bedst, giver tryghed og sikkerhed i en verden, der er barsk internationalt, beskæftigelsesmæssigt, samarbejdsmæssigt og solidarisk, fører frem til et ja.
Med hensyn til demokratiet må jeg sige, at demokratiet bliver da stærkere ved, at man siger ja. Vi bliver direkte repræsenteret i Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd. Vi kommer til at sidde på lige fod med andre ved forhandlingsbordet i euro-området, når der reelt træffes nogle beslutninger.
Dertil kommer selvfølgelig, at vi har verdens bedste demokrati i det danske Folketing og i de danske kommuner, og der er det da meningen, at det her skal diskuteres hele tiden og altid og åbent og direkte.
Til hr. Frank Dahlgaard kan jeg kun sige, at man kan sige nej den 28. september og man kan sige ja den 28. september, og det, man kan vurdere, og det er jeg sikker på at alle vil vurdere, er, hvad der tjener Danmarks interesser bedst.

Holger K. Nielsen (SF):
For lige at følge hr. Frank Dahlgaards spørgsmål op, så gik spørgsmålet jo konkret på: Er det ikke korrekt, at man kan melde sig ind senere hen, hvis det bliver et nej, og hvis det bliver et ja, kan man ikke melde sig ud igen?
Det synes jeg vi skal have et klart svar på fra statsministeren.

Tredje næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Frank Dahlgaard og fru Pia Kjærsgaard, hr. Frank Dahlgaard en ekstra gang.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg savner stadig et svar. Vi kan altid melde os ind senere, hvis det nu skulle vise sig, at det er en succes beskæftigelsesmæssigt, stabilitetsmæssigt, velstandsmæssigt. Det er der ikke noget der tyder på endnu, men det kunne da være, og så er der vel ikke noget i vejen for, at vi altid senere kan melde os ind. Der er ingen, der skulle kunne sætte noget i vejen for, at Danmark lidt sent finder ud af det.
Men hvis vi nu går ind i noget, der kun har kørt i 15 måneder, og som ikke tegner til at blive en succes - kursen falder jo, og arbejdsløsheden er høj - så kan vi ikke komme ud igen. Det er rent nonsens at tro det, siger professor Anders Ølgaard.
Er det ikke sådan, det forholder sig.?

Pia Kjærsgaard (DF):
Der skal åbenbart mange spørgsmål til, før statsministeren vil svare på et ganske enkelt spørgsmål, og jeg vil da godt melde mig til hr. Frank Dahlgaards spørgsmål, som hr. Holger
K. Nielsen nu også har fulgt op, og lade være med at blande andre spørgsmål ind i det. Nu er det kun det ene spørgsmål, som faktisk står skrevet her i spørgsmål 3 til den mundtlige spørgetid, og det må statsministeren kunne svare på. Er det ikke umuligt at forlade euroen igen, i bedste fald usikkert, når vi først har sagt ja? Det må da være så nemt at svare ja eller nej til.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Fru Pia Kjærsgaard stiller mange udmærkede spørgsmål, og dem har jeg tilladt mig at besvare. Nu kommer vi til det spørgsmål, som flere har stillet:
Hvis man siger nej ved den kommende folkeafstemning den
28. september, så sikrer det en ny situation for Danmark, der betyder, at Danmark kommer til at foretage sig nogle ting i sin økonomiske politik og sin pengepolitik, og at Danmark kommer i en ringere situation, end vi er i i dag. Det er nu til at fastslå. Sådan er det. Derfor kan jeg ikke svare på, om Danmark om X antal år vil kunne kvalificere sig til at melde sig ind. Det kommer helt an på, hvad det er for en situation, Danmark er i. Hvis man siger ja den 28. september, så kommer Danmark i en situation, hvor vi er bedre beskyttet, end vi er i dag, men det er sådan også statsretligt, at da Danmark er en suveræn stat, så vil Danmark ved det danske folk engang ude i fremtiden kunne sige: Vi ønsker ikke at være medlem af euroen. Når hr. Anders Ølgaard er betænkelig ved den sag, så er det, fordi hr. Anders Ølgaard ser på de praktiske besværligheder, og det er da rigtigt nok, at der vil da være mange forhandlinger, der skal føres, men i og med, at Danmark er en suveræn stat, så kan den danske befolkning også i fremtiden ved en folkeafstemning beslutte at trække sig ud. Nu vil jeg gerne slutte med at sige til hr. Frank Dahlgaard: Nu gifter man sig jo ikke for straks at lade sig skille, men det kan man altså gøre, og vi ved jo også godt, at en skilsmisse er en kostbar affære; jeg taler af erfaring. Men det ændrer jo ikke ved den kendsgerning, at naturligvis kan man det som et suverænt folk og en suveræn stat.

Hermed sluttede spørgsmålet.