Om Danmarks Nationalbank tjener penge på valutakriser.

Til økonomiministeren (24/3 2000) af:

»Kan ministeren bekræfte, at Danmarks Nationalbank typisk tjener penge på valutakriser, mens spekulanterne typisk taber?«

Når der opstår pres på kronen, foretager Nationalbanken støtteopkøb af kroner ved at sælge fremmed valuta dyrt (til højere kurser). Når krisen typisk efter nogle få uger eller måneder har lagt sig, køber banken så den samme valuta tilbage til lavere kurser. Derved scorer Nationalbanken en gevinst til gavn for den danske statskasse. Spekulanterne betaler gildet. De har tabt penge ved at spekulere mod den danske krone hver enes te gang de sidste mange år.

Det er forkert at fremstille valutakriser som et 'spil', der har én vinder og én taber. Det er ikke tilfældet.

Det kan være tilfældet, hvis spekulanterne har held med deres forehavende som for eksempel ved EMS-sammenbruddet i 1993. I dét tilfælde vil spekulanterne være vindere, mens den centralbank, der må opgive forsvaret af en fast valutakurs, vil være taber.

I almindelighed er det imidlertid et spil, som ikke har nogen vinder. Det er netop en af grundene til, at deltagelse i euroen er en gevinst for de deltagende lande. Når spillet bliver afskaffet, kan der ikke længere opstå valutaspekulation. Så behøver centralbankerne hverken at bruge ressourcer på at være forberedte til at imødegå valutaspekulation, eller at forhøje renterne i tilfælde af en valutakrise og dermed inddrage resten af samf undet i spillet.

Under valutakriser køber Nationalbanken danske kroner til en lav kurs og sælger efterfølgende danske kroner igen, når kursen på danske kroner er steget, hvis valutakrisen vel at mærke ophører.

For at kunne forsvare den danske krone, er Nationalbanken imidlertid nødt til at have valutareserver til rådighed. Nationalbanken har derfor en løbende omkostning, der svarer til forskellen mellem ydelsen på finansieringen af valutareserverne og afkastet af placeringen af valutareserverne. Nationalbanken finansierer sig blandt andet ved at sælge statsobligationer og indskudsbeviser. Disse forrentes i forhold til den danske rente. Valutareserven består af udenlandske fordringer, der forrentes til den lavere udenlandske rente.

Det er derfor ikke muligt på forhånd at sige, om det er det er en 'overskudsforretning' for Nationalbanken, at være deltager i en valutakrise - selv når det lykkes at forsvare den danske krone. Det afhænger blandt andet af, hvor store valutareserver der er nødvendige, og hvor tit der opstår valutakriser.

Det er oplagt, at spekulanterne taber, når det lykkes for Nationalbanken at imødegå en valutakrise, idet de under krisen har solgt danske kroner mod udenlandsk valuta til en lav kurs. Deres tab er imidlertid beskedent i forhold til den mulige gevinst, hvis det rent faktisk lykkes for spekulanterne at fremtvinge en kursændring. Forholdet mellem det tab der risikeres og så de meget store potentielle gevinster er netop en af grundene til, at spekulation opstår.

Det største tab i forbindelse med valutakriser er imidlertid ikke hverken Nationalbankens eller spekulanternes eventuelle tab, men kan derimod være den samfundsmæssige omkostning, når Nationalbanken for at forsvare kronen er nødt til at hæve renten. Hele samfundet rammes af de renteforhøjelser, som følger forsvaret af kronen. En højere rente reducerer blandt andet investeringerne.

Nationalbanken er hele tiden nødt til at være klar til at bruge rentevåbnet og at have reserver klar, og det koster i det lange løb samfundet dyrt.