Om finanspolitisk stramning efter et nej til ØMU'en.

2) Til statsministeren af:
Holger K. Nielsen (SF):
»Kan statsministeren garantere, at der kommer en finanspolitisk stramning efter et nej til ØMU'en?«

Skriftlig begrundelse

Statsministeren har udtalt, at der vil komme en finanspolitisk stramning efter et nej til ØMU'en. Det er svært at se den saglige begrundelse for en sådan stramning, eftersom dansk økonomi er kernesund, uanset hvilken økonomisk indikator man ser på - i modsætning til en række lande i euro-området, hvor det går temmelig sløjt.
Hertil kommer, at adskillige udenlandske bankeksperter mener, at der i tilfælde af et nej ikke vil komme andet end nogle kortvarige krusninger på overfladen.
En finanspolitisk stramning, der savner en saglig begrundelse, er udtryk for en uansvarlig økonomisk politik. Derfor har det interesse at få afklaret, om statsministeren virkelig vil garantere, at der vil komme en finanspolitisk stramning eller ej.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Spørgsmålet lyder, om jeg kan garantere, at der kommer en finanspolitisk stramning efter et nej til ØMU'en.
Det, jeg har sagt, og det er vel dermed også et svar til hr. Keld Albrechtsen, er, at jeg ikke synes, at man skal udelukke det. Jeg vil i hvert fald ikke fraskrive mig en handling og handlekraft efter en folkeafstemning, som jeg ikke håber bliver et nej. Skulle det blive et nej, så er jeg og hele regeringen naturligvis nødt til at være parat til at varetage Danmarks interesser bedst muligt i den situation, og da er det, at jeg siger, at hvis der skulle ske det, at Danmark kommer ud for et pres, så er det klart, at så må Danmark dokumentere, at vi agter at fastholde vores økonomisk-politiske linje.
Vi ved jo godt alle sammen, at sådan et pres kræver en ekstra dokumentation for, at vi er beslutsomme for at fastholde, at der er styr på økonomien. Det gælder sund økonomi, når det gælder statens finanser. Det gælder den lavest mulige inflation og den bedst mulige beskæftigelse. Så det handler om hele tiden at dokumentere over for omverdenen og indadtil i vores land, at vi har styr på økonomien, og dér er det, at jeg siger: Det pres og det at vise, at der er styr på tingene, bliver stærkere udenfor end indenfor. Det er derfor, jeg hele tiden kommer tilbage til, hvad der tjener vores land bedst.
Jeg skal også sige til hr. Peter Skaarup, som jo tager fejl, når han siger, at finanskrisen fra Asien ramte hele verden, at det gjorde den jo ikke. I 1998, hvor vi fik efterklangen fra finanskrisen i Asien, var det jo kun Danmark, der blev ramt. Det var jo ikke Portugal og Spanien, som normalt plejer at blive ramt, og det var det ikke, fordi alle vidste, at Portugal og Spanien var på vej ind i den fælles valuta. Hr. Peter Skaarup kan selv slå efter; sådan forholder det sig.
Endelig skal jeg blot igen sige, at jaet sikrer os også mod at blive rendt over ende fra andre lande inden for den fælles valuta, der ikke kan devaluere, lige så lidt som vi kan.

Formanden:
Jeg går ud fra, at vi er enige om, at vi ikke vender tilbage til det forrige spørgsmål.

Holger K. Nielsen (SF):
Det var jo et interessant svar. Statsministeren ville ikke give nogen garanti for, at der kommer et indgreb. Det kan jeg godt forstå sådan i betragtning af de erfaringer, der er med at give garantier. Statsministeren vil ikke udelukke det, men siger, at det kunne da godt være. Ja, ja, men så kan jeg bare ikke forstå, hvorfor statsministeren gang på gang kører frem med de skræmmevisioner om, at man må lave indskrænkninger her, nedskæringer der, en finanspolitisk stramning her, som især rammer de dårligst stillede.
Kunne det ikke være et fremskridt for den her diskussion, at hvis det bliver et nej den 28. september, så er det indlysende nok, at der stadig væk vil være nogle krav til dansk økonomi, til den danske regering, men at det jo ikke er krav, der vil gå ud over det, som kan lade sig gøre i det her land, og kan vi ikke være enige om, at det, der blev kørt frem op til 2. juni-afstemningen, ikke holdt efterfølgende?
Og kunne det så ikke være en idé også på baggrund af, at der ikke gives garantier i dag, for at der kommer indgreb, at vi så kommer til at snakke om det væsentlige i den her diskussion, nemlig om de politiske konsekvenser af ØMU'en, om den danske befolkning vil være med til en udvikling, der med stormskridt fører i retning af en politisk union i et Europas Forenede Stater, eller om den ikke vil det? Så vi fik den debat på dagsordenen frem for de der skrækvisioner, hvor statsministeren alligevel i dag må indrømme, at han ikke ved det helt. Det kan ikke udelukkes, siger han så. Det kan da godt være, at det bliver nødvendigt.
Det kan altid være, at en ting kan være nødvendig, men det er helt, helt usagligt at bruge det i forbindelse med ØMU-kampagnen.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Der er et spørgsmål, som statsministeren har meget svært ved at forholde sig til, og det er spørgsmålet, om der er noget i den førte politik, eller om der er noget i dansk økonomi, som statsministeren er bekendt med og vi andre ikke er bekendt med, der skulle begrunde en anden situation den 29. september end den 27. september, hvis befolkningen stemmer nej den 28. september til euroen. Er der noget, som vi ikke kender til?
Er det ikke således, at hvis der så bliver en kortvarig uro omkring den danske krone efter et nej, så er den fremkaldt som følge af det, statsministerens egen finansminister tidligere har kaldt »de hysteriske kællinger«, og ikke på en reel baggrund af, at der skulle være uro, fordi den danske økonomi er grundlæggende sund, og fordi statsministeren vel føler, at der bliver ført den økonomiske politik her i landet, som er nødvendig? Kan vi ikke bare få det bekræftet? Det tror jeg vi kunne have fået bekræftet bare dagen før, statsministeren havde fastsat datoen for afstemningen om euroen, og så kan jeg ikke forstå, at det er så svært at bekræfte det også i dag.

Keld Albrechtsen (EL):
Statsministeren vælger jo altså at fortsætte med at spille med lukkede kort. Og det er jo ikke specielt over for en formand for SF eller over for en Keld Albrechtsen, at statsministeren spiller med lukkede kort. Det er jo over for befolkningen, og det synes jeg er alvorligt.
Så vil jeg godt spørge statsministeren: Er det ikke korrekt, at den eneste, der virkelig vil kunne fremkalde alvorlig valutauro i dagene omkring den 28. september, er statsministeren selv og hans regering? Det vil alene være regeringen, som ved at begynde at så tvivl om kronens troværdighed i en sådan situation vil kunne fremkalde valutauro. Ingen andre vil gøre det. Bankeksperterne i udlandet siger, at der ingen risiko er for et sådant skrækscenarie.
Er det ikke korrekt, hr. statsminister, at statsministeren og regeringen selv vil kunne gøre det, således at statsministeren kan gøre det til en selvopfyldende profeti, hvis han vælger det? Så er mit spørgsmål: Det vil vel naturligvis ikke blive tilfældet, for det vil jo være langt over grænsen for, hvad ministeransvarlighedsloven tillader?

Peter Skaarup (DF):
Nu vil jeg ikke gå ind med en polemik om, hvad der blev svaret og spurgt om under tidligere spørgsmål. Det plejer statsministeren heller ikke at ville acceptere at man gør.
Derfor vil jeg vende spørgsmålet hen i retning af det, vi diskuterer under det her spørgsmål: Vil statsministeren garantere, at der kommer en finanspolitisk stramning efter et nej til ØMU'en? Og det vil statsministeren ikke garantere, som også hr. Holger K. Nielsen har sagt. Og det er meget fornuftigt, for situationen vil jo bare være den, efter at danskerne har sagt nej den 28. september - hvad jeg tror de vil - at vi er i samme situation som vores nabolande Sverige, Norge, England, som vi samarbejder med.
Hvad er det så, der er særlig specielt ved, at Danmark på det tidspunkt ikke er med i ØMU'en, lige så vel som Sverige, Norge og England ikke er det på det tidspunkt? Hvad er det, der vil ramme specielt Danmark så hårdt på det tidspunkt, som ikke vil ramme Norge, som ikke vil ramme Sverige, som ikke vil ramme England? Det kunne jeg godt tænke mig at få et svar på.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Først til hr. Holger K. Nielsen: Jeg vil meget gerne diskutere den politiske vision også for det europæiske samarbejde. Nu har jeg svaret på de spørgsmål, jeg blev stillet i dag, men jeg vil meget gerne diskutere, hvad det er for en fremtid, vi har foran os.
Jeg mener, at topmødet i Lissabon her for en uges tid siden tegner et meget spændende perspektiv, hvor vi for første gang i virkeligheden i det europæiske samarbejde nu sætter os nogle meget gode fælles mål, hvor vi siger, at vi vil have fuld beskæftigelse i Europa, hvor vi siger, at vi vil arbejde for et velfærdssamfund hver i vores land. Vi vil gå op imod social udstødelse af mennesker, som ikke har haft chancen i deres lande.
Og vi siger ikke, at det skal harmoniseres alt sammen; vi siger det modsatte. Budskabet fra det sidste europæiske topmøde, i Lissabon, er det modsatte. Vi siger netop, at vi skal sammenligne os og sætte os nogle fælles mål, men så går vi hjem og gør de mål til virkelighed med de metoder og de midler, vi nu synes er bedst hver i vores land. Det er en fantastisk fordel for Danmark, at de andre lande nu i virkeligheden begynder at sætte sig nogle mål, som vi har arbejdet med i mange år i Danmark, og det mener jeg er budskabet.
Budskabet i fremtidens Europa er, at der i endnu højere grad, når vi går ind på det område, som beskæftigelsen tegner, bliver et samarbejde mellem suveræne stater, selvstændige nationer, der har sat sig for, at dette Europa skal være et menneskeligt sted at være. Og vi skal være lige så dygtige til at konkurrere med USA, som vi er nu, men vi vil bare gøre det på menneskevenlige betingelser og med social tryghed, og det er da et enormt positivt område. Det handler ikke om Europas Forenede Stater. Dem har vi vinket farvel til mange gange, og vi har gjort det endegyldigt i Lissabon, og det er det, jeg synes er det spændende politiske perspektiv.
Hr. Thulesen Dahl er på vej til at erkende, at der bliver uro. Nu taler han om kortvarig uro, og det kan man have mange forskellige opfattelser af. Men hr. Thulesen Dahl kommer ikke uden om, og det gør hr. Keld Albrechtsen heller ikke, at en nejsituation skaber usikkerhed for Danmark.

Holger K. Nielsen (SF):
Når statsministeren siger, at tanken om Europas Forenede Stater er endegyldigt død, kommer jeg til at tænke på en kollega, der engang sagde: Unionen er stendød!
Den danske EU-historie er jo fuld af eksempler på, hvordan udviklingen har dementeret de løfter og de udsagn, der er kommet fra forskellige statsministre og forskellige ledende politikere, og Unionen eller Europas Forenede Stater er ikke stendød. ØMU'en er netop udtryk for, at man vil gå længere i den retning. Jeg kan være helt enig med statsministeren i, at der skal skabes menneskelige rammer i Europa, men hvorfor nødvendiggør det en fælles valuta?
For at vende tilbage til spørgsmålet: Statsministeren indrømmer, at det er de politiske visioner, vi skal diskutere. Jeg er fuldstændig enig og ser frem til, at vi får en debat om dem frem til den 28. september 2000. Men ville det så ikke være på sin plads, at man som regering lod være med at sige, som man gjorde sidste tirsdag, hvor statsministeren sagde: Bliver det et nej, så bliver vi nødt til at lave nedskæringer for de dårligst stillede, så bliver vi nødt til at lave stramninger i finanspolitikken, og så vil kronekursen komme under pres? Kunne vi ikke blive fri for den slags og i stedet få den diskussion om det politiske, der er det grundlæggende i alt dette her?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg forudser bestemt ikke, at der kommer valutaspekulation efter et nej den 28. september, medmindre man politisk skaber valutaspekulation, og det har statsministeren jo ikke forholdt sig til.
Jeg har spurgt statsministeren - og nu gør jeg det så for fjerde gang - om statsministeren ikke kan bekræfte, at der ikke er noget som helst i den førte politik eller i dansk økonomi, der skulle begrunde et pres imod kronen den 29. september. Hvis vi alligevel skulle få det, er det ikke på grund af den førte politik, og så går jeg også ud fra, at statsministeren ville føre en anden politik. Og når det heller ikke er på grund af den danske økonomi, kan det alene være på grund af, at tilhængerne af euroen har forsøgt at skabe den situation, som jeg meget frygter, nemlig at man forsøger at piske danskerne til at stemme ja til euroen af frygt for, hvad der ellers sker.
Jeg synes, det er et meget, meget ubehageligt scenario, men jeg synes desværre også, at de ting, statsministeren har sagt i spørgetiden her i dag, ikke har givet grund til, at vi skulle tro, at det bliver anderledes. Tværtimod har statsministeren holdt alle muligheder åbne for at være med til at skabe den situation med de udtalelser, som bl.a. statsministeren selv kommer med, og det synes jeg er det bedrøvelige ved denne debat - selvfølgelig medmindre statsministeren her på falderebet får korrigeret det spor, han har bragt sig selv ind på.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Hr. Thulesen Dahl stiller som så mange gange før et helt forkert spørgsmål.
Forholdet er, at Danmarks situation i tilfælde af et nej vil blive forandret. Et nej vil forandre Danmarks placering og situation, mens et ja muliggør, at vi kan fortsætte vores gode, stabile udvikling. Det er det, der er forskellen, og derfor er spørgsmålet forkert stillet. Situationen er, at et nej bringer os i en usikker fase, men et ja sikrer, at vi kan fortsætte ad den stabile kurs, vi er på i øjeblikket.
Til hr. Holger K. Nielsen, som gerne vil have mig til at lade være med at tale om, hvad Danmark i givet fald kan blive nødt til at foretage sig, må jeg sige: Nej, det kan jeg ikke lade være med at tale om. Jeg vil tale om det politisk visionære, det gode - så vidt jeg kan se det - for Danmarks fremtid. Men jeg må naturligvis også, når jeg bliver spurgt, hvilken økonomisk situation Danmark vil stå i i tilfælde af et nej, svare så godt, som jeg nu kan.
I tilfælde af et nej - det vil jeg gerne gentage - vil jeg ikke fraskrive mig muligheden for, at regeringen naturligvis må gøre, hvad den kan for at beskytte os, så godt det kan lade sig gøre. Men det bliver på andre betingelser, det bliver på svækkede betingelser, og det er derfor, kravene til os kan blive større, end de ellers ville være blevet. Når det gælder den politiske union, må man ikke forveksle den med Europas Forenede Stater. Begrebet den politiske union dækker jo over noget andet. Det begreb, vi anvender i dag om den politiske union, dækker for det første over et meget fornuftigt udenrigspolitisk samarbejde, hvor der sandelig af og til er behov for at føre en fælles udenrigspolitik over for f.eks. det tidligere Jugoslavien. Det dækker også over meget fornuftige fælles holdninger til den internationale økonomi, f.eks. at vi skal have spekulationen under kontrol, og det dækker også over meget fornuftige holdninger til, hvilke værdier vi har i Europa, og hvad det er, vi skal kæmpe for i fællesskab, jf. Lissabontopmødet, hvor vi sagde, at beskæftigelsen er et fælles mål, som vi skal kæmpe stærkere for end nogen sinde før.

Holger K. Nielsen (SF):
Jeg synes, der er tale om meget uld i mund i de svar, der kommer her i dag: Statsministeren vil ikke garantere, at der kommer et indgreb, men han vil heller ikke fraskrive sig muligheden. Han vil primært diskutere visioner, men når det kommer til stykket, vil han ikke alligevel. Jeg synes, det står hen i tåger, hvad det egentlig er, statsministeren vil med hensyn til de ting.
Men lad mig så stille et supplerende spørgsmål: Hvis regeringen nu går ud og siger til befolkningen, at det kan da godt være, den vil lave et eller andet, hvis det bliver et nej, kunne det så ikke være et fremskridt for demokratiet, hvis man sagde præcis, hvad det er, man vil lave? De små antydninger, de små hentydninger til, at det kan da godt være, man laver et eller andet, synes jeg er direkte ubehagelige og meget lidt fremmende for, at vi får en ordentlig diskussion. Så derfor: Hvis regeringen vil lave et indgreb, kunne vi så ikke få en sikkerhed for, at vælgerne i det mindste ved, hvad det er, man vil gribe ind med?

Peter Skaarup (DF):
Regeringen og statsministeren har jo tidligere rost den såkaldte ERM II-aftale, der netop sikrer Danmark mod spekulation og sætter os ind i den slange i forhold til euroen, som regeringen har været interesseret i at vi er med
i.
Derfor vil jeg godt spørge, om de udtalelser, statsministeren er kommet med i dag på baggrund af, hvordan statsministeren opfatter situationen den 29. september 2000 efter et nej, skal forstås sådan, at statsministeren vil tage initiativ til, at Danmark melder sig ud af ERM II-aftalen. Jeg kan ikke opfatte situationen anderledes, end at det er det, statsministeren ønsker, i og med at statsministeren ligesom siger: Der vil blive spekuleret, der er stor risiko, osv. osv., selv om realiteterne jo er, at regeringen selv har rost, at vi er koblet sammen med euroen, koblet sammen med den nye valuta, efter denne aftale.
Jeg vil altså gerne spørge: Vil regeringen - og jeg kan ikke tolke det anderledes - tage initiativ til, at den aftale bliver ophævet, eller hvad er situationen?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg kan afslutningsvis sige til hr. Holger K. Nielsens spørgsmål, om regeringen ikke præcist og nøje og i alle detaljer kan fortælle, hvad den vil gøre i tilfælde af et nej: Nej det kan regeringen ikke, og årsagen til det er, at regeringen kan jo lige så lidt som hr. Holger K. Nielsen helt præcist forudse, hvordan reaktionen vil blive fra de internationale finansielle kræfter.
Men vi kan have én stor overskrift, og det er den, jeg var inde på i mit første svar: Vi kan forvente en rentestigning; rentespændet i forhold til de 11 eurolande vil blive større. Det vil ramme en masse familier i Danmark, og det vil også ramme investeringerne i Danmark. Vi kan også forvente en reaktion på det internatinale finansielle marked, for jeg tror, det er rigtigt at konstatere, at man dér forventer, at Danmark siger ja, fordi der er så mange fordele for Danmark ved at sige ja. Men siger vi nej, jamen så er Danmark kommet i en helt ny situation, og derfor ville det være meget forkert af mig her i dag at gå ind for noget konkret. Det ville ikke være at varetage landets interesser.
Det, det gælder om, hvis vi kommer i den situation, er at tænke på, hvad der er bedst for Danmark, og hvad der skal til for at sikre, at der fortsat er tillid til dansk økonomi. Det kan man kun vurdere i selve situationen i tilfælde af et nej, og det er derfor, jeg siger, det er en usikkerhed, vi kommer i.
Til hr. Peter Skaarup, som omtalte den aftale, vi har nu under betegnelsen ERM II, må jeg sige, at den kan bedst beskrives ved at kalde den en kassekredit. Det er i virkeligheden en kassekreditaftale, vi har med eurolandene, og hr. Peter Skaarup ved godt, at en kassekredit skal betales tilbage, og den må ikke overtrækkes, i hvert fald ikke ret meget og ikke ret ofte; den skal også betales tilbage. Men hvis vi siger ja, er det ikke nogen kassekredit, så er det et fællesskab, hvor man står sammen om at værne sig mod omverdenen. Vi får en hundrede procent forsikring gratis, for det er jo den samme internationale politik, man fører mod international spekulation.

Hermed sluttede spørgsmålet.