Om et eventuelt nej til euroen.

1) Til statsministeren af:
Keld Albrechtsen (EL):
»Vil statsministeren tage afstand fra alle forsøg på at skræmme vælgerne med påstande om rentestigninger og finansstramninger i tilfælde af et nej til euroen, og vil statsministeren understrege, at kronen er stærk, og at der derfor ikke er grund til at frygte, at der vil komme pres på den danske valuta i tilfælde af et nej?«

Keld Albrechtsen (EL):
Statsministeren sagde forleden, at hvis vi stemmer nej til euroen den 28. september, vil der blive iværksat finanspolitiske stramninger. Men allerede umiddelbart efter at statsministeren havde været ude med disse meldinger, med dette skrækscenario, blev det skudt ned af tre internationale bankeksperter, der samstemmende meldte ud, at der ikke ville opstå nogen panik omkring den danske krone og den danske økonomi, for den danske økonomi er stærk og grundlæggende sund og vil derfor ikke komme under pres, uanset om vi stemmer ja eller nej.
Derfor håber jeg, at statsministeren i dag vil benytte lejligheden til at anlægge en saglig debatlinje for månederne fremover, så vi kan undgå den form for skræmmekampagner fra begge sider.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Spørgsmålet om Danmarks situation, hvis der skulle ske det, at det bliver et nej ved en kommende folkeafstemning, er desværre ikke så enkel, må jeg sige til hr. Keld Albrechtsen. Så god er verden ikke, at vi bare kan sejle videre i ubekymrethed.
Et dansk nej til deltagelse i euroen vil få virkning, vil få indflydelse på dansk økonomi og på den danske rente, og det uanset, at vi har en sund og en stærk økonomi. Situationen i dag, hvor Danmark er uden for euroen, men med udsigt til deltagelse i euroen, er ikke den samme som den situation, vi vil stå i i tilfælde af et nej.
I dag tror jeg det er rigtigt at sige, at de fleste på de finansielle markeder forventer, at Danmark går ind i det fælles samarbejde under den fælles valutas beskyttende paraply. Et nej må forventes at indebære et større rentespænd, altså en højere rente, end i tilfælde af et ja. Det vil have betydning for mange mennesker, og et nej vil også kunne skabe en situation, hvor spekulation mod den danske krone kan opstå. Det er en mulighed og en situation, vi ikke kan se bort fra. Dermed er jeg nødt til at sige, at et nej indebærer, at Danmark er i en mere usikker situation end i tilfælde af et ja. Et nej indebærer dermed også, at der vil være meget større opmærksomhed, meget større preslignende situationer og usikkerhed omkring det end i tilfælde af et ja. Man kan sige det kort, at et ja i virkeligheden er ensbetydende med, at Danmark tegner sig en 100 pct.s forsikring mod pres fra international spekulation i fremtiden.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg havde håbet, at statsministeren havde benyttet de mellemliggende dage til ligesom at få bragt den her debat op på sporet igen, men jeg må jo konstatere nu, at statsministeren i dag anlægger endnu dystrere skræmmebilleder, nærmest regulære trusler, over for befolkningen, og efter min mening varsler det ilde for debatten. Der er nu fra statsministerens side anlagt et hårdt og usagligt debatniveau; det synes jeg er dybt beklageligt.
Men jeg vil så godt spørge, hvad det er for nogen finanspolitiske stramninger, statsministeren havde i tankerne den 21. marts, da han kom med den udtalelse, at der ville komme finanspolitiske stramninger. Vil det være sådan, at når finansloven kommer til august, vil der ligge en skuffefinanslov i finansministerens skrivebordsskuffe - forhandlet med V og K, må det vel være? Det vil i hvert fald ikke være noget, venstrefløjen under nogen omstændigheder vil røre ved med en ildtang, så det må vel være med V og K.
Kan statsministeren løfte sløret for, hvad er det for en skuffefinanslov, man har påtænkt at have liggende klar til brug efter et eventuelt nej?

Holger K. Nielsen (SF):
Jeg må tilstå, at den her besvarelse undrer mig en lille smule, ikke mindst i betragtning af, at Danmark jo har været uden for euroen, har haft denne her undtagelse fra eurosamarbejdet, siden 1993, hvor bl.a. statsministeren var med til, at vi fik den aftale i land sammen med SF og Det Radikale Venstre.
Jeg går da ud fra, at statsministeren hele tiden har haft det som sin alvorlige hensigt dengang, at vi skulle stå uden for den fælles mønt på baggrund af folkeafstemningen den
2. juni 1992. Men når nu statsministeren siger, at den danske økonomi kun har klaret sig, fordi der har været en forventning om, at vi kom med på et senere tidspunkt, så kan den analyse jo kun fortolkes sådan, at der ikke har været nogen reelle hensigter hos statsministeren med hensyn til, at vi reelt skulle stå udenfor på det tidspunkt. Hvis det er analysen, må statsministeren jo hele tiden have ment, at det var en fejl, at vi stod udenfor i 1993.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Jeg vil gerne spørge statsministeren, om der efter statsministerens opfattelse er noget substantielt, der skulle begrunde uro omkring kronen i tilfælde af et nej? Er der noget i forhold til den danske økonomi, er der noget i forhold til den politik, der føres, som statsministeren er bekendt med og vi andre ikke er bekendt med, som skulle begrunde, at der i givet fald kommer uro om den danske krone efter et nej den 28. september?
Jeg tror, det var statsministerens egen finansminister, der på et tidspunkt brugte det lidet flatterende udtryk »hysteriske kællinger« om børsens folk og valutaspekulanter. Er det den melodi, statsministeren nu gerne vil synge, bare med modsat fortegn? Er det i virkeligheden et stille håb, statsministeren har, om, at der vil være nogen, der vil forsøge at skabe tvivl om kronens status for at få jaet i hus den 28. september? Er det virkelig det, vi skal opleve fra nu af og frem til folkeafstemningen?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Til hr. Keld Albrechtsen: Det, jeg er noget optaget af, er, at vi jo ikke kan se bort fra, at et ja indebærer, at Danmark fortsat har ro, har stabilitet, har tryghed til at fortsætte den fremgangslinje, vi har haft i de sidste 7 år, til fortsat at samle kræfterne om at skabe nye job, bruge vores velfærd rigtigt, forbedre kvaliteten på de områder, hvor vi gerne vil forbedre den i vores velfærd: ældre, sygehuse, familie, skole, arbejdsmarked.
Et nej kommer vi ikke uden om at erkende betyder, at det bliver usikkert. Vi skal jo huske - det er også til SF's formand, hr. Holger K. Nielsen - at forskellen nu i forhold til 1993 jo er tre ting:
For det første har vi fået en helt ny Amsterdamtraktat, der på afgørende måde ændrer forudsætningerne, i og med at vi nu samarbejder om en beskæftigelsespolitik, der er en stor, stor fordel for Danmark.
For det andet: I forhold til 1993 er den fælles valuta ikke længere en teoretisk størrelse. Det er en fælles valuta, der til sommer efter alt at dømme omfatter ikke alene 11 lande, men 12 lande. Den fælles valuta er altså en realitet, en virkelighed.
Dermed er vi for det tredje henne ved det afgørende spørgsmål: Hvad er et lille land som Danmark bedst tjent med, at stå uden for et stort og stærkt og solidarisk samarbejde, der er et godt, trygt værn mod internationale finansielle kræfter, eller at stå udenfor på sidelinjen? Hvad er bedst for Danmark?
Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er bedst for Danmark at være med i et fællesskab, der giver en fælles beskyttelse og giver ro og stabilitet og tryghed, for at vi kan komme videre med vores egen velfærd.
Derfor til hr. Thulesen Dahl: Jeg tror, vi er tilbage til det, der er det centrale: Danmarks deltagelse i den fælles valuta vil frem for alt være en god beskyttelse for landet - udenfor: usikkerhed og dermed også usikkerhed på det finansielle marked.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt spørge statsministeren én gang til, for jeg synes ikke rigtig, jeg hørte noget svar: Er det sådan - for sådan må man jo forstå Ritzaus referat af statsministerens pressemøde, Ritzaus telegram den 21. marts - at statsministeren siger, at man må stramme finanspolitikken i tilfælde af et nej, og derfor vil vi ved et nej skulle i gang med nogle stramninger?
Det var meget konkret snak. Altså statsministeren havde allerede besluttet sig til, at der skulle sættes nogle stramninger i gang. Det kan jo ikke forstås anderledes, end at det allerede nu indgår i statsministerens finanspolitiske overvejelser med hensyn til finanslovforslaget, der vil blive fremsat ca. den 1. september.
Derfor vil jeg godt spørge statsministeren: Vil der ligge et sådant skuffefinanslovforslag, som befolkningen skal straffes med i tilfælde af et nej? Har man drøftet det her med Venstre og De Konservative? Det er jo indlysende, at det her lægger gift for et samarbejde mellem regeringen og venstrefløjen.
Jeg kunne godt tænke mig, at befolkningen blev orienteret om det her af statsministeren.

Holger K. Nielsen (SF):
Jeg vil godt spørge, om det ikke er korrekt, at det, at vi siger nej til ØMU'en, betyder ikke, at vi er udelukket fra samarbejde omkring beskæftigelsespolitikken. Der er ingen konsekvenser dér.
For det andet kunne jeg forstå på statsministeren, at der er den forskel i forhold til 1993, at dengang var ØMU'en en teoretisk størrelse. Dér er jeg ikke helt enig. Det var ikke spor teoretisk, det var en del af Maastrichttraktaten, som vi stemte om. Der var en helt, helt specifik plan for, hvordan ØMU'en skulle gennemføres. Det var bestemt ikke nogen teoretisk størrelse.
Men så kommer det interessante: Var det kun derfor, statsministeren sagde nej til ØMU'en dengang i 1993? Var det kun, fordi det var en luftkastel? Skulle det forstås sådan, at i det øjeblik det blev konkret, ville statsministeren sige ja. I så fald er det jo rent bedrag, for den danske befolkning forventede i 1993, at der var tale om noget reelt, at der var tale om en reel beslutning om, at vi skulle stå uden for ØMU'en. Det var det, man forholdt sig til ved folkeafstemningen i 1993.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Statsministeren siger, at vi får en hundrede procents forsikring imod valutaspekulation, hvis vi stemmer ja den 28. september. Og det er jo også rigtigt, for vi opgiver vores egen valuta, og så er det klart, at der ikke kan spekuleres imod egen valuta. Det ville jo svare til, at man sagde, at demokratiet træffer somme tider nogle dumme beslutninger, lad os derfor afskaffe demokratiet. Det er altså et »goddag, mand
- økseskaft!«-svar at give her, synes jeg, på de spørgsmål, der stilles. Men det, jeg spurgte om, men som jeg ikke fik svar på, og som jeg så bare vil erindre statsministeren om, er: Er der ifølge statsministerens opfattelse noget som helst ved dansk økonomi eller ved den politik, der føres, bl.a. af regeringen, der skulle begrunde, at der kommer uro omkring den danske krone, fordi vi fastholder præcis den situation, vi har i dag, også efter den 28. september, eller er det ikke bare et forsøg på at skabe en stemning af ragnarok, hvis man ude i befolkningen stemmer det, man i virkeligheden har mest lyst til, nemlig for kronen og for bevarelse af vores egen valuta og dermed dansk selvstændighed?

Peter Skaarup (DF):
Statsministeren siger i sin besvarelse her, at det er, lige som om vi har en helt ny situation i forhold til 1992, hvor danskerne sagde nej til Maastrichttraktaten, men er det ikke korrekt opfattet, at det faktisk var nøjagtigt den samme situation, der gjorde, at danskerne faktisk stemte nej, nemlig at regeringen og statsministeren på det tidspunkt truede den danske befolkning med, at det hele ville gå galt, at det hele blev ragnarok, hvis det var sådan, at vi stemte nej?
Og hvad skete der faktisk? Det gik overhovedet ikke i ragnarokretning. Det gik faktisk udmærket. Økonomien stabiliserede sig stille og roligt, efter at man havde stemt nej den 2. juni, og ligesom bankøkonomer i andre lande har forudset, at det vil gå denne her gang, så gik det faktisk udmærket, stille og roligt for den danske økonomi.
Her er det, at jeg godt vil spørge statsministeren:
Vækker det ikke til eftertanke, at der faktisk var mange i den danske befolkning, som i forbindelse med den tidligere afstemning stemte nej alene af den årsag, at den var ked af de trusler, der blev udsendt over for den danske befolkning? Og bør statsministeren så ikke forholde sig sagligt til det, han tidligere har sagt, nemlig at der er fordele og der er ulemper, og diskutere det i stedet for at true den danske befolkning?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
At hr. Peter Skaarup ikke kan lide det, jeg siger, er fair nok, men jeg føler det som en stor pligt at fortælle den danske befolkning, hvad det efter min bedste vurdering er for en situation, Danmark kommer i, hvis vi siger nej.
Må jeg minde hr. Peter Skaarup om, at der har været situationer, hvor Danmark er kommet ud for spekulationspres udefra. I 1998 måtte vi ned at hente 50 mia. kr. i valutakassen for at beskytte den danske krone. Det er lige så meget som vores årlige udgifter til sygehusvæsnet.
I 1986, hvor Danmarks økonomi gik i stå, steg arbejdsløsheden de næste 5-6 år til 350.000 mennesker. Og jeg ved jo godt, hvordan det går et land som Danmark, når vi har økonomiske stilstande eller går i stå eller har tilbageskridt, så er det jo ikke hr. Peter Skaarup eller mig, der bliver ramt, så er det alle de mennesker, der har sværest ved at komme i arbejde, der bliver ramt, så er det de svageste, der kommer til at betale prisen. Derfor ønsker jeg, at Danmark får den bedst mulige placering, den største ro om vores land, kommer ind under den beskyttelsesparaply, som den fælles valuta er. Skal vi nu ikke i stedet for at slå hinanden oven i hovedet med 1993, som jo ikke er år 2000, sige til hinanden:
Hvad er bedst for et land som Danmark? Er det at stå som et lille land på sidelinjen uden stærk beskyttelse, mens 12 andre lande snart søger sammen, er søgt sammen? Det er det, vi skal forholde os til. Citater og alle mulige løsrevne ting kan jeg jo også komme med til hr. Peter Skaarup og også til hr. Thulesen Dahl. Ok, ok, ok, når jeg tænker på, hvad der er blevet sagt gennem den seneste halve snes år også fra EU-modstandere, er det ikke nogen kunst. Næ, opgaven og ansvaret er at vurdere:
Hvad tjener Danmarks fremtid bedst? Den fælles valuta er en realitet. Vi kan tegne - og det er til hr. Holger K. Nielsen
- en 100 pct. forsikring mod at blive rendt over ende i fremtiden ved at sige ja til den fælles valuta. Det er det, der optager os. Det er det, der er det centrale. Det er det, der giver Danmark den nødvendige tryghed.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg kan forstå, at statsministeren simpelt hen ikke vil besvare mit spørgsmål, men jeg vil gerne have at vide: Er der konkrete planer fra regeringens side om finanspolitiske stramninger eller ej? Det synes jeg befolkningen har krav på at vide, når statsministeren nu så konkret i ordvalget har truet med det på et pressemøde. Det kan vi åbenbart ikke få at vide i dag, men jeg kan love statsministeren, at jeg vil fortsætte med at insistere på at få det oplyst over for befolkningen. Statsministeren skal ikke tro, at han slipper, bare fordi han tier her i spørgetiden i dag.
Så vil jeg godt spørge statsministeren: Kan vi i det mindste få det løfte, at statsministeren ikke i de sidste par dage før den 28. september vil forsøge at fremkalde valutauro gennem sådan nogle udtalelser, hvis nejsiden står til at vinde folkeafstemningen i opinionsmålinger? Kan vi ikke i det mindste få det løfte fra statsministeren, for ellers vil statsministeren jo ikke alene være ude i en skræmmekampagne, men være ude i noget, som vil være i strid med reglerne for statsministerens embede?

Peter Skaarup (DF):
Jeg vil godt sige til statsministeren, at når statsministeren ligesom siger, at Danmark specielt vil blive udsat for valutaspekulation, og at det vil skabe usikkerhed, hvis vi ikke er med i ØMU'en, så må vi ikke glemme, at vores nabolande, Sverige, Norge, England - lande, som vi normalt sammenligner os med og samarbejder med også på det handelsmæssige område - ikke er medlemmer af ØMU'en og heller ikke har interesse i at blive det, i hvert fald ikke som det ser ud lige nu. Der er et stort flertal i øjeblikket i Sverige, der er imod det og også i England, og derfor er det manipulation, når statsministeren begynder at sige, at vi som et lille land særligt vil blive udsat. Der er ingen grund til at tro, at Danmark specielt vil være udsat for valutaspekulation.
Lad os heller ikke glemme, at i det eksempel, som statsministeren var inde på, hvor vi var udsat, var det jo ikke Danmark alene, for det var hele verden. Vi havde en Asienkrise, som man skulle forholde sig til, ikke bare fra dansk side, men fra hele verdens side, og derfor var det nødvendigt at gå ind. Det var det også i alle mulige andre lande, og derfor er det altså manipulation at tale om det.
Derfor vil jeg godt spørge statsministeren, om det ikke vil være fornuftigt, at regeringen stopper med de her trusler og går i gang med at diskutere fordele og ulemper ved ØMU'en, sådan som den selv i øvrigt har lovet, dengang vi stemte om Amsterdamtraktaten.

Hermed sluttede spørgsmålet.