Om at forhindre uafhængige økonomer i at udarbejde en redegørelse om fordele og ulemper ved dansk euro-tilslutning.

6) Til økonomiministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Har regeringen søgt at forhindre uafhængige økonomer i at udarbejde en redegørelse om fordele og ulemper ved dansk eurotilslutning, fordi man op til ØMU-folkeafstemningen ønsker at være alene på banen med sin egen ensidige eurorapport?«

Skriftlig begrundelse

Gennem det seneste år har regeringen konsekvent været imod, at der skulle nedsættes et udvalg af uafhængige nationaløkonomer, som efter svensk mønster kunne udarbejde en nøgtern og uvildig rapport om fordele og ulemper ved at afskaffe sin egen nationale valuta til fordel for euroen. En sådan uvildig redegørelse udarbejdedes i Sverige, hvor et hold af uafhængige økonomer under ledelse af professor Lars Calmfors i 1996 fremlagde den såkaldte Calmforsrapport - den svenske ØMU-rapport. Denne rapport konkluderer, at der ud fra en økonomisk betragtning alt i alt ikke er fordele for Sverige ved at erstatte den svenske krone med euroen, og at man i hvert fald bør se tiden an. Denne anbefaling fra eksperterne har den svenske regering valgt at følge.
Regeringens officielle argument herhjemme har været, at der er rigeligt med rapporter og analyser om euroen, og at sagen altså allerede er godt nok belyst.
I december kom det imidlertid frem, at man i Økonomiministeriet arbejder på en omfattende redegørelse om fordele og ulemper for Danmark ved forskellige former for eurotilknytning - en rapport, som planlægges færdig og udsendt i marts-april. Dermed tegner der sig et billede af en regering, som ønsker at være alene på banen op til den kommende folkeafstemning med sin egen ensidige eurorapport.

Frank Dahlgaard (UP):
At afskaffe sin valuta, sit lands pengevæsen, er en stor ting, og derfor er det vigtigt, at det bliver ordentligt belyst.
I Sverige satte man for, jeg tror, det er 5 år siden, en række uafhængige, uvildige, økonomer under ledelse af professor Lars Calmfors til at komme med udredninger om, hvad fordelene og ulemperne ville være, hvis Sverige tilknyttede sig den europæiske mønt, euroen. Der kom så en redegørelse frem i 1996, som anbefalede, at man ventede og så tiden an, og at det ud fra en økonomisk betragtning nærmest var bedst, at Sverige stod udenfor. Det var vistnok konklusionen. Men det afgørende er, at der kom en uvildig rapport. Den har en række euroskeptiktere eller direkte modstandere af EU
i Danmark efterlyst, men vi har ikke fået den, og så kommer det frem på et samråd i Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg mandag den 13. december, at man ovre i Økonomiministeriet er i fuld gang med at lave en stor redegørelse om fordele og ulemper for Danmark ved forskellig tilknytning til euroen. Og så er mit spørgsmål: Er det fordi regeringen ønsker at være alene på banen med sin ensidige redegørelse, at man har gjort alt muligt for at undgå en uvildig redegørelse om dette vigtige spørgsmål?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Svaret er nej. Regeringen har ikke, som hr. Frank Dahlgaard benævner det, søgt at forhindre uafhængige økonomer i at udarbejde en redegørelse om fordele og ulemper ved dansk eurotilslutning.
Der er gennem årene udarbejdet adskillige analyser om det emne. Det er udarbejdet mange analyser af mennesker uden for centraladministrationen, og jeg går ud fra, at det er dét, hr. Frank Dahlgaard mener med begrebet uafhængige økonomer. Bl.a. har vismændene lavet en rapport for nogle år siden, og vi ved jo alle sammen, at hr. Frank Dahlgaard selv har bidraget til debatten i bogen »Euroen eller kronen, fordele og ulemper ved euroen«.
Men jeg vil godt understrege, at det er vigtigt at være opmærksom på, at dansk deltagelse i eurosamarbejdet efter min opfattelse - og det har jeg sagt mange gange - grundlæggende er et politisk spørgsmål, og det kan man ikke lukke ind i et ekspertskab og få et eller andet ekspertsvar ud af. Det er en politisk stillingtagen.
Jeg har allerede under et samråd i december måned fortalt hr. Frank Dahlgaard og udvalget om regeringens forsøg på at efterkomme den vedtagelse, som Folketinget vedtog i december 1998. Da vedtog Folketinget følgende:
»Folketinget opfordrer regeringen til løbende at fremlægge oplysninger og vurderinger om eurosamarbejdets udvikling, herunder at belyse fordele og ulemper for Danmark
i forhold til forskellige former for tilknytning til eurosamarbejdet.« Det er det, regeringen gør, og jeg går ud fra, at hr. Frank Dahlgaard er enig i, at regeringen bør følge det, Folketinget vedtager.

Frank Dahlgaard (UP):
Tak for svaret.
Nu er det jo sådan, at et flertal i Folketinget - omkring 80 pct., fire ud af fem folketingsmedlemmer - ønsker at afskaffe kronen og altså er unionspolitikere i stor stil, og det er det flertal, der har vedtaget den vedtagelse. Men når ministeren selv siger, at vi jo har redegørelser nok, og at der er skrevet den ene og den anden bog, hvorfor kommer ministeren så selv med en stor redegørelse om fordele og ulemper, som er bebudet til i at blive fremlagt i samråd i hvert fald til marts eller april?
Man har fra Rådet for Europæisk Politik forsøgt at skaffe sig midler til at få en uvildig undersøgelse. Det er heldigvis også lykkedes nu, men det har sandelig været op ad bakke, fordi regeringen ikke har villet bevilge de midler, som det var naturligt at stille til rådighed fra regeringens side til sådan noget på samme ordentlige måde, som det skete
i Sverige, da man skulle lave Calmforsrapporten. Jeg behøver næppe at citere, hvad Nævnet vedrørende EU-oplysning har skrevet om den sag. Det har præcis det indhold, jeg siger nu, nemlig at det er en naturlig opgave for regeringen og det offentlige at tage sig af det, og at man ikke skal tage midlerne fra Nævnet vedrørende EU-oplysnings midler, som man jo delvis har gjort. Det betyder, at en lang række græsrodsorganisationer og enkeltpersoner ude i landet ikke kan få penge, fordi man anser det for at være vigtigt, at dette uvildige udvalg af økonomer kan komme med en rapport. Det gør man så nu. Der foreligger jo et brev fra udenrigsministeren, dateret den 21. januar, tror jeg, altså for få dage siden, hvori det hedder, at man er parat til at stille penge til rådighed. Nu får vi heldigvis disse fire økonomer, tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, professor Jesper Jespersen, professor Claus Vastrup og professor Christen Sørensen, til at komme med en rapport, der er bebudet til at være færdig i juni måned. Men vil ministeren ikke erkende, at det ikke var noget, man arbejdede for eller gav grønt lys for, men forsøgte at modvirke? Er det en rimelig måde at lægge grundlaget for en vigtig debat på?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Hr. Frank Dahlgaard stiller endnu en gang spørgsmålet:
Hvorfor kommer ministeren med en stor redegørelse til marts/april?
Det spørgsmål har jeg svaret på både i samrådet og her, men jeg gentager gerne: Vi efterkommer den vedtagelse, Folketinget vedtog i december 1998.
Så spørger hr. Frank Dahlgaard til Rådet for Europæisk Politik.
Regeringen har tilkendegivet, at regeringen ikke tager initiativ til at nedsætte et såkaldt uafhængigt ekspertudvalg til at lave en analyse af dette spørgsmål, men regeringen stiller sig ikke hindrende i vejen for Rådet for Europæisk Politik.
Rådet for Europæisk Politik har søgt om penge forskellige steder, og regeringen har været hjælpsom og bidraget til at finde midler, både første gang sagen blev rejst og senere, da det viste sig, hvor mange penge det var lykkedes for Rådet for Europæisk Politik at samle ind. Regeringen fandt så de sidste midler, der manglede, og det er ikke at stille sig hindrende i vejen for Rådet for Europæisk Politik.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg tror, forløbet desværre er et noget andet end det, ministeren her giver udtryk for. Men heldigvis er vi nu nået frem til, at vi får en sådan uvildig redegørelse, formentlig engang i juni måned, og det er jo derfor, man ikke længere kan operere med en tidlig forårsafstemning, for det er klart, at man ikke kan lave en afstemning, før den uvildige rapport foreligger.
Rådet for Europæisk Politik, som består af, tror jeg, 60 personer, som repræsenterer alle organisationer og partier og foreninger af betydning i det danske samfund plus en række enkeltpersoner, har fundet det så væsentligt at få en uvildig redegørelse i stil med den svenske, at man har inddraget budgetterne for de næste år og har sagt, at dette er vigtigere end al anden aktivitet.
Det er dog udtryk for, at der i det danske samfund, i organisationer osv., er en bred vurdering af, at der er behov for en sådan uvildig, uafhængig redegørelse for de økonomiske konsekvenser, fordelene, ulemperne, sådan at vi kan få debatten op til den folkeafstemning, der nok kommer, på et sagligt økonomisk grundlag, og sådan, at der ikke bliver mulighed for hverken fra den ene eller den anden side at komme med fuldstændig tåbelige påstande, som bliver skudt ned i den rapport af mennesker, som jeg tror vi alle sammen har tillid til i det danske samfund. Er det ikke sådan, det hænger sammen?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg har ikke ret meget mere at føje til hr. Frank Dahlgaards insinuationer. Det ligger, som jeg har beskrevet det lige før.
Jeg skal sige til den bemærkning, der faldt, hvor hr. Frank Dahlgaard sagde, og jeg citerer, som jeg fik det noteret ned: At der så ikke kan komme en folkeafstemning, før rapporten fra Rådet for Europæisk Politik foreligger.
Det vil jeg gerne sige, at det har regeringen ikke forpligtet sig til. Nu er der ingen planer om, at der skal komme en folkeafstemning dette forår, men jeg vil bare lige understrege, at det har regeringen ikke forpligtet sig til.
Dernæst vil jeg lige korrigere den udlægning, som hr. Frank Dahlgaard flere gange kommer med - også under dette spørgsmål - om, hvad Calmforsrapporten i Sverige konkluderer. Den konkluderer to ting: At Sveriges arbejdsmarked ikke efter gruppens mening var fleksibelt nok på det tidspunkt, rapporten blev lavet, til, at det var klogt, at Sverige deltog på det tidspunkt, og samtidig konkluderede man, at man var fuldstændig bevidst om, at Sverige ville miste politisk indflydelse ved ikke at være med.

Frank Dahlgaard (UP):
Ministeren må vel give mig medhold i, at Calmforsrapportens anbefaling var, at det var klogest og rigtigst for Sverige, når man så på det økonomiske, at vente og se. Det var ikke, som mange havde troet, en anbefaling af, at det helt klart var til fordel for Sverige at gå med. Det var det nok ikke, men i hvert fald: Lad os vente og se. Politisk var der måske en lidt anden holdning, men omkring det økonomiske var det ikke nogen fordel, og det var så bl.a. på grund af et ikkefleksibelt arbejdsmarked, men det var vel også på grund af, at Sverige har sit eget konjunkturforløb, og der kunne da også være nogle problemer dér. Men det var altså den konklusion.
Når ministeren så siger, at regeringen ikke på nogen måde har forpligtet sig til at vente med at udskrive en folkeafstemning eller afholde den til efter fremkomsten af denne her rapport, som nu kommer - den kommer vel ikke før tidligst i juni måned - så forundrer det mig. Og jeg vil spørge: Vil ministeren ikke i det mindste sige, at det er naturligt eller selvfølgeligt, at regeringen ikke vil lave en folkeafstemning, før vi har denne uvildige rapport om de økonomiske konsekvenser af at stå udenfor eller gå med eller forskellige andre muligheder i en mellemfase, og at der må gå nogle måneder, fra rapporten foreligger, så der er tid til at debattere den, før man går til stemmeboksene? Er det ikke en almindelig demokratisk tænkemåde i enhver regering og også i denne her?

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg er uenig med hr. Frank Dahlgaard. Alle er velkommen til at lave rapporter og analyser. Det kunne regeringen ikke drømme om at blande sig i. Regeringen har ikke forpligtet sig til at afvente den rapport fra Rådet for Europæisk Politik set i sammenhæng med, hvornår der skal holdes en folkeafstemning. Det vil jeg gerne understrege.

Frank Dahlgaard (UP):
Jeg kan forstå, hvad ministeren siger, og det betyder altså, at til trods for, at regeringen nu efter meget pres har bevilget de manglende penge til denne her undersøgelse, så er man parat til at smide de penge ud ad vinduet, hvis det ellers passer med meningsmålinger eller ud fra andre taktiske betragtninger - så er man parat til at lave en afstemning i juni måned. Måske endda før denne rapport kommer, som man selv har været med til at finansiere.
Jeg synes, at en sådan holdning sådan set taler for sig selv, men jeg ved ikke, om ministeren vil kommentere det.

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg håber, at det, der lå i ministerens ord, var, at der jo naturligvis ikke statsretligt er noget, der forpligter en regeringen til ikke at fremsætte et bestemt lovforslag. Men jeg håber da ikke, der lå det i ministerens svar, at regeringen i ramme alvor kunne drømme om at komme med sådan en kupafstemning her i løbet af foråret. Jeg troede egentlig, vi alle sammen var enige om, at det ikke skulle være nødvendigt at have den diskussion i dag, men jeg synes, ministerens svar kunne misforstås. Så jeg vil godt bede ministeren præcisere, at der selvfølgelig bliver tid til en ordentlig, demokratisk debat og også på det grundlag, at tingene skal være udarbejdet, før man skrider til en afstemning.

Økonomiministeren (Marianne Jelved):
Jeg vil gerne bekræfte over for hr. Keld Albrechtsen og gentage, hvad jeg sagde for få minutter siden, at regeringen påtænker ikke en folkeafstemning i løbet af foråret 2000. Det er tilkendegivet ved mange lejligheder. Men jeg vil gerne understrege, at regeringen i sin beslutning om, hvornår en dato skal fastlægges, og hvilken dato det bliver, ikke har forpligtet sig til at inddrage Rådet for Europæisk Politiks færdiggørelse eller ikkefærdiggørelse af den omtalte rapport.

Hermed sluttede spørgsmålet.