Om udskiftning af kronen med euroen kan sikre en økonomisk politik, som tager hensyn til sociale forhold og til beskæftigelsen.

4) Til statsministeren af:
Frank Dahlgaard (UP):
»Med hvilken begrundelse mener statsministeren, at Danmark kun ved at udskifte kronen med euroen kan sikre en økonomisk politik, som tager hensyn til sociale forhold og til beskæftigelsen?«

Skriftlig begrundelse

I det danske Socialdemokratis forslag til »Manifest SAMAK år 2000« om »Norden i Europa og vores globale ansvar«, som netop er blevet drøftet i klubben af nordiske socialdemokrater på et møde 13.-14. januar i Stockholm, skriver statsministeren bl.a.: »Kun ved at deltage i et kraftfuldt og forpligtende samarbejde på tværs af grænserne kan vi være med til at sikre en økonomisk politik, som tager hensyn til sociale og politiske mål.« Statsministeren skriver også i SAMAK-manifestet:
»Medlemslandene i ØMU'en tegner til at blive den eneste region i verden, hvor man kombinerer en fælles valuta med en stærk indsats for beskæftigelsen og miljøet«. Samtidig er det imidlertid en kendsgerning, at den danske beskæftigelse er væsentlig bedre end beskæftigelsen i euro-området, hvor arbejdsløsheden er mere end dobbelt så høj som i Danmark - og også væsentlig højere end i de øvrige vesteuropæiske lande, som står uden for ØMU'en. Samtidig er den sociale sikring i Danmark meget høj og den indkomstmæssige fordeling større end i noget andet EU-land. På den baggrund er der behov for en uddybning af statsministerens synspunkter på dette område.

Frank Dahlgaard (UP):
Så vidt jeg har forstået, har statsministeren været oppe at drøfte med sine socialdemokratiske kolleger fra de andre nordiske lande i klubben, der hedder SAMAK, det oplæg, som den danske socialdemokratiske statsminister kom med om socialpolitik og økonomisk politik og Norden i Europa og vores globale ansvar.
I det oplæg hedder det, og det går jeg ud fra er med statsministerens pen: »Kun ved at deltage i et kraftfuldt og forpligtende samarbejde på tværs af grænserne kan vi være med til at sikre en økonomisk politik, som tager hensyn til sociale og politiske mål.« Og videre et andet sted skriver statsministeren:
»Medlemslandene i ØMU'en« - altså Den Økonomiske Monetære Union, euro-området - »tegner til at blive den eneste region
i verden, hvor man kombinerer en fælles valuta med en stærk indsats for beskæftigelsen og miljøet«. Dér må jeg stille det spørgsmål: Har vi en dårlig beskæftigelse i Danmark? Er de sociale forhold elendige i forhold til andre lande? Er de bedre i euroområdet? Hvad mener statsministeren?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg forstår helt den fælles interesse, og jeg deler den med hr. Frank Dahlgaard, i, hvordan vi i de kommende år kan tilrettelægge tingene sådan, at Danmark kommer bedst muligt af sted, først og fremmest hvordan vi får den bedst mulige beskæftigelsesudvikling. Det er præcis det, der driver også mig og hele regeringen.
Jeg er fuldstændig overbevist om - og det er også den politik, vi har ført i alle årene - at Danmark kommer bedst af sted ved at samarbejde med de andre nabolande godt, effektivt og sådan, at vi bevæger os i samme retning, for hvis de andre ikke prioriterer beskæftigelsen højt og bruger hinanden på en klog måde, men modarbejder hinanden, så går det jo galt. Vi så, det gik galt i oliekriseårene i 1974 og 1979, vi så, det gik galt i 1993, da det europæiske valutasamarbejde gik i stykker, vi så, det gik galt i 1998, da Danmark blev ramt på valutabeholdningen, og det kan også godt gå galt igen.
Vi har en bomstærk økonomi nu, og i en ret overskuelig fremtid kan vi fastholde den, men vi kan jo ikke sige til hinanden med garanti, at der aldrig nogen sinde mere kommer en international finanskrise. Den kan være inspireret af Asien, den kan komme alle steder fra. Det kan vi jo ikke sige til hinanden. Og vi har set så sent som for halvandet år siden, at Danmark altså ikke er et land, der, uanset hvor stærke vi er, bare flyver hen over virkeligheden. Vi har brug for at være i det fællesskab.
Det handler ikke om at fraskrive sig kronen. Det handler om at være i et fællesskab, hvor vi netop ved at stå sammen kan beskytte os mod internationalt pres, for hvis der først spekuleres mod et lands valuta og et lands valuta drives i knæ, så er det jo hele samfundet, der drives i knæ, og så ved vi jo godt, hvem det er, der bliver ramt. Så er det de bageste i samfundet, de svageste i vores land. Og det er det, der er grundlaget for, at vi siger: Vi skal være med dér, hvor der besluttes noget, der har betydning for os.

Frank Dahlgaard (UP):
Statsministeren sagde, hvis jeg hørte rigtigt: Det drejer sig ikke om at fraskrive sig kronen. Jo, det er vist da lige præcis det, det gør, medmindre regeringen har skiftet politik inden for de sidst 20 sekunder. Statsministeren vil jo fraskrive sig kronen. Og derefter, når vi har fået euroen, er kronen forbudt for tid og evighed, går jeg ud fra. Vi kan ikke vende tilbage til vores egen valuta.
Når statsministeren taler om mulighederne for beskæftigelse og social fordeling, som jo er flotte i Danmark, også set med moderne konservative - også frikonservative - øjne, så må man jo stille det spørgsmål:
Hvad er problemet? Vi har en statsminister og en regering, som har været ved magten i de sidste 7 år, og med egen valuta og stort set egne instrumenter - i et samarbejde med de andre, men dog ikke mere, end at vi stadig væk kan lukke døren og være os selv, vi stadig væk uden at spørge nogen steder kan føre vores egen økonomiske politik - har vi fået en beskæftigelsesfremgang, som er flot, en arbejdsløshed, som også reelt er faldet, sådan at der nu er så meget mangel på arbejdskraft, at det begynder at være et problem med inflationen, men det er det, jeg og andre vil kalde et positivt problem.
Vi har jo vist, statsministeren har selv vist, at det går fint. Det går faktisk bedre end for de andre, når vi kører vores egen økonomiske politik med vores egen mønt. Hvorfor skal der så ændres på det?

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Statsministeren må jo på et eller andet tidspunkt erkende, at hvis man har en fælles valuta, så indretter man sig også med laveste fællesnævner. Så når statsministeren siger, at den fælles valuta er en forudsætning for at sikre de svageste, så forholder det sig selvfølgelig lige omvendt. Den laveste fællesnævner, som vil blive kendetegnet for eurozoneområdet, vil være til ulempe for den svageste dansker. Den stærkeste dansker som statsministeren selv skal nok klare sig i den globaliserede verden, skal nok rejse derud og bruge alle mulighederne og også få en masse nye muligheder, men den svageste dansker er lige præcis den person, der bliver ramt af statsministerens kurs om at fjerne kronen og lade Danmark indrullere i det fælles valutaprojekt.
Nu er det sagt mange gange her i spørgetiden, at vi skal forpligte os, vi skal samarbejde og vi skal stå op imod den internationale spekulation. Ja, det skal vi, og er det ikke lige præcis det, Folketinget har gjort ved at tiltræde aftalen om ERM II, hvor vi har et valutasamarbejde med eurolandene, som ikke er uigenkaldeligt, som vi kan opsige, hvis vi finder, det vil være godt om 15, 20 år, men som vi har, og som netop sikrer os imod international spekulation.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg er glad for, at hr. Frank Dahlgaard er enig i - og det er klar tale - at der er opnået ganske markante resultater igennem de 7 år, vi har haft regeringsansvaret. Arbejdsløsheden er blevet langt mere end halveret, over
200.000 mennesker er kommet i arbejde, de fleste i den private sektor, og en masse, masse mennesker og familier har fået bedre sociale vilkår. Der var engang før, for 7 siden, hvor vi sagde, at enhver kendte en, der var blevet arbejdsløs. I dag kender vi jo alle sammen et menneske, der er kommet i arbejde. Jeg er glad for, at det er på det rene, og det er, som det skal være. Men i de 7 år, regeringen har ført den politik, som vi her taler om, har Danmark forandret sig til det bedre, ja, men verden om os har jo også forandret sig. Verden omkring os har også forandret sig, og verden ude i Europa har heller ikke stået stille, heldigvis. Et par eksempler: Nu har vi i dag en Amsterdamtraktat. Det havde vi ikke i 1992, da hed det, vi skulle tage stilling til, en Maastrichttraktat. Amsterdamtraktaten er nu det grundlag, hvorpå vi samarbejder, og der er en helt ny beskæftigelsesstrategi, som vi selv har arbejdet for og afgørende sat aftryk på. Derfor varetager vi bedst Danmarks fremtid ved at være inden for det fælles valutaområde. Det er det, der er det centrale, når jeg får stillet spørgsmålet: Hvorfor er det nu anderledes? Fordi vi står over for en ny situation. Det nye er, at 11 lande er gået sammen i et fælles valutaområde, som aftager over halvdelen af vores eksport, og som, uanset om vi er der eller ej, kommer til at træffe en masse beslutninger, der påvirker vores vilkår. Dér er det, jeg siger, at for at beskytte os mod international spekulation og for at være med til at træffe de beslutninger, der også påvirker os, uanset om vi nu er med eller ej, skal vi være inden for den fælles valuta. Til spørgeren, der siger, at fælles valuta rammer de svageste, må jeg sige: Det forholder sig helt omvendt. Udenfor vil renten i Danmark, grundlagsrenten, alt andet lige være lidt højere, end den vil være indenfor. Udenfor vil den økonomiske vækst og erhvervslivets arbejdsvilkår dermed alt andet lige være lidt ringere end indenfor. Udenfor vil risikoen for at blive tvunget i knæ af internationale spekulanter være meget, meget større end indenfor, hvor der ikke er en sådan risiko. Og hr. Kristian Thulesen Dahl ved jo godt, hvem det er, der bliver ramt, når et land for alvor kommer i krise, og det er det, der hele tiden driver os.

Frank Dahlgaard (UP):
Statsministeren sagde, at udenfor er renten en lille smule højere. Ja, den nominelle rente, men statsministeren ved jo som cand.polit. godt, at det ikke er den, der er bestemmende for produktion, investeringer, beskæftigelse og arbejdspladser; det er realrenten. Og vil statsministeren bekræfte, at realrenten i Danmark i dag er klart lavere end i eurolande, herunder Tyskland og Frankrig, og sådan har det været de seneste år. Og det er en af grundene til, at arbejdsløsheden er lavere og beskæftigelsen er bedre i Danmark.
Så siger statsministeren: Verden har jo også forandret sig. Det er jo ikke bare i Danmark, det er gået bedre, verden har også forandret sig.
Ja, den del af verden, vi snakker om, er jo Europa, og den har jo de sidste 6-7 år forandret sig til det værre. Hvad er der sket med arbejdsløsheden i Euroland? Den er steget, idet der har været en lav økonomisk vækst. Den er vokset, den er tocifret, og arbejdsløshedsprocenten i Euroland er mere end dobbelt så høj som i Danmark.
Det er jo kendsgerningerne. Er det ikke? Derfor er det så frustrerende og besynderligt, at vi har en regering, som med et solidt flertal bag sig i Folketinget har gjort det utrolig godt i den økonomiske politik, men som nu vil kaste instrumenterne fra sig og så køre ind under en arbejdsløshedsskabende fælles valuta.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Tak for svaret! Jeg havde lidt den samme kommentar som hr. Frank Dahlgaard om renten, den nominelle rente og realrenten, men det har statsministeren så fået at vide, og jeg tilslutter mig bare det, hr. Frank Dahlgaard har sagt.
Men hvorfra ved statsministeren i øvrigt, at renten i Danmark om 20 år ikke vil ligge under renten i eurolandene? Hvis eurolandene fører en uansvarlig økonomisk politik og vi
i Danmark fører en ansvarlig økonomisk politik, så er det da ikke noget, statsministeren allerede nu ved ikke kan ske. Hvordan kan statsministeren stå her i spørgetiden og sige, at sådan er det, at renten i Danmark altid vil ligge over? Hvorfor skulle den det, hvis vi fører en ansvarlig økonomisk politik? Derefter må jeg så sige til statsministeren: Det er rigtigt, at der vil blive truffet en lang række beslutninger blandt eurozonelandene, som selvfølgelig vil påvirke Danmark. Men hvis vi er uigenkaldeligt med i euroen og har kvittet kronen, kan statsministeren så ikke også bekræfte, at så vil de beslutninger, som bliver truffet blandt eurolandene, men som i dag ikke behøver at påvirke os, som vi står udenfor og selv kan vælge om vi vil have eller ikke have, være en forpligtende kendsgerning for os? Dér vil vi ikke kunne vælge, dem vil vi bare skulle tage, og der er en risiko for, at det bliver den laveste fællesnævner blandt eurozonelandene, og det er til ugunst for de svageste i Danmark.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Det med renten: Der er ikke tvivl om, at forskellen mellem det danske grundlagsrenteniveau og den fælles valutas rente, hvis vi går ind i den fælles valutas område, vil betyde en lavere grundlagsrente i Danmark, den såkaldte rentemarginal. Det tror jeg ikke der er tvivl om. Jeg siger ikke, det skal være udslaggivende for vores holdning på nogen måde, men jeg siger bare, at det er også en virkning, vi skal tage med, når det nu bliver nævnt af en af spørgerne.
Det andet spørgsmål, om det med den mindste fællesnævner: Jeg er stadig væk af den opfattelse, at hvis vi ser på Danmarks interesser, må jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, så vil Danmark være bedre i stand til at gøre mere for arbejderne i Danmark, for den enlige mor, for folk på bistandshjælp, fordi vores økonomi alt andet lige, alt andet taget i betragtning, som det ser ud i dag, bedre vil kunne sikre en stabil udvikling i Danmark inden for en fælles valuta end udenfor, fordi vi ikke behøver at frygte international spekulation, fordi vi ved mere om, hvad de andre gør, og vi kan samarbejde bedre med de andre om, at de også fremmer beskæftigelsen på en god, offensiv måde.
Når hr. Frank Dahlgaard derfor taler om arbejdsløshedstal i Europa, skylder hr. Frank Dahlgaard måske at gå den anden vej rundt, som siger mere om virkeligheden:
Spanien og Portugal, som har været medlemmer af den fælles valuta fra starten og også i årene før, har jo oplevet en fantastisk god udvikling i beskæftigelsen, og det er det, der trods alt betyder ganske, ganske meget i de lande, hvor
f.eks. kvinderne endnu slet ikke er ude på arbejdsmarkedet i så stor udstrækning, som både mænd og kvinder heldigvis er det i Danmark. Så det er nok beskæftigelsesudviklingen i de sydeuropæiske lande, vi især skal se på, for arbejdsløshedstallene dér er alligevel meget mere påvirkelige over for mønstrene i, om man er inden for eller uden for arbejdsmarkedet, end de er herhjemme.

Frank Dahlgaard (UP):
Vil statsministeren bekræfte, at arbejdsløshedsprocenten i
i Spanien i dag, som han omtalte, er 15 pct., ikke 5, men 15? De 5 pct., det er jo Danmark. Den sidste del af spørgsmålet har vi ikke været inde på:
om det sociale, hvor statsministeren jo nævner i sin SAMAK-redegørelse til de nordiske kolleger, at de sociale forhold kan vi også sikre ved at være med i ØMU'en. Dér vil jeg henvise til noget, som jeg er sikker på at statsministeren har kendskab til, nemlig LO's nyhedsbrev, helt konkret fra 23. september sidste år, hvor man har en analyse, der viser udviklingen fra midten af 1970'erne og frem til i dag med hensyn til, om det indkomstmæssigt er gået mod en mere ligelig udvikling eller en mere skæv udvikling. Og LO's konklusion er, at Danmark er det eneste land, som har kørt mod en mere socialt lige fordeling af goderne, mens man
i de andre lande, herunder Tyskland, er kørt den anden vej. Hvorfor i alverden skal vi på den baggrund, - og statsministeren må kende det her - indskibe os i et fællesskab, hvor det kører mod en mere socialt ulige fordeling?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Lad mig afrunde med at sige til hr. Frank Dahlgaard, at det, der står i det nordiske samarbejde, er faktisk meget klogt. Der står, at kun ved at deltage i et forpligtende samarbejde kraftfuldt på tværs af grænserne kan vi være med til at sikre en økonomisk politik, som tager hensyn til sociale og politiske mål. Det er klogt, og det er rigtigt.
Den økonomiske politik, vi er i færd med at udforme i disse år inden for Europa, er jo ikke en politik, der alene tager hensyn til markedskræfterne. Det er jo en politik, der sætter sig nogle klare politiske mål som at fremme beskæftigelsen mest muligt og derigennem også fremme hvert lands værdi, de særegne træk, vi har, og de forskelle, vi har
- sociale mål. Når vi tager det andet afsnit, hvor hr. Frank Dahlgaard henviser til, at medlemslandene i ØMU-området tegner til at blive den eneste region i verden, hvor man kombinerer en fælles valuta med en indsats for beskæftigelse og miljø, er det jo fuldstændig rigtigt. Der er jo ikke noget andet fælles valutaområde i verden, hvor man forpligter sig så meget til at tage beskæftigelseshensyn i fællesskab og miljøhensyn i fællesskab, hverken i USA, i Japan, i Asien eller i noget som helst andet område. Vi har sagt, at vi altså ikke overlader det hele til de rå markedskræfter. De er der også, men vi lægger nogle rammer, hvor vi tager nogle hensyn til beskæftigelsen og til miljøspørgsmål, og det synes jeg da er rigtige mål, vi kan tilslutte os. For min part vil jeg runde min svarrunde af med den konstatering.

Frank Dahlgaard (UP):
Jamen jeg er nødt til så at knytte nogle kommentarer dertil, når statsministeren siger, at inden for det europæiske område og i ØMU'en kan vi forfølge nogle sociale og politiske mål.
Jamen hvad er det for mål? Det er mål, som man i Fællesskabet kan blive enig om, og det er ikke nødvendigvis de samme, som vi her i det danske samfund ønsker. Derfor er det ubegribeligt, at specielt den socialdemokratiske statsminister kan gå så voldsomt ind for det, når det tydeligt fremgår af LO's beregninger, at vi har kørt mod et mere ligeligt samfund de sidste 20 år, altså også under konservativt styre, mens man i Europa har kørt den anden vej.
Når statsministeren hævder, at beskæftigelsen er højt på tapetet i Det Europæiske Fællesskab og inden for ØMU'en, ja, så må man bare se på arbejdsløshedstallene. De er dobbelt så høje i Euroland, som de er i Danmark, og derfor er der altså nogle store ubesvarede spørgsmål, der hænger i luften. Når vi, det danske folkestyre, selv har lavet denne succes, hvorfor skal vi så afskrive os nogle muligheder og lægge nogle vigtige beslutninger væk fra Danmark? Det er ubegribeligt.

Hermed sluttede spørgsmålet.