Hjælpemenu

Hovedmenu

Om ØMU'ens muligheder for at garantere fred i Europa.

Besvaret §20-spørgsmål

Til økonomiministeren (12/1 2000) af:

Frank Dahlgaard

(UP):

»På hvilke måder kan ØMU'en garantere fred og økonomisk stabilitet i Europa?«

Begrundelse

Fredsargumentet benyttes igen og igen af unionspolitikerne, men vi har jo fred i Vesteuropa. Ingen ved sine fulde fem forestiller sig vel, at Frankrig og Tyskland eller England igen skulle gå i krig med hinanden. Disse lande (og deres ungdom) er ganske enkelt vokset fra at slås indbyrdes, ganske som det er utænkeligt, at danskere og svenskere skulle begynde at kriges - hvad enten vi er i union med hinanden eller ej.

På den anden side er der så vidt forskellige interesser allerede blandt de eksisterende 11 euro-lande, at én fælles rente- og valutapolitik for dem alle meget nærliggende vil føre til kiv og strid. Ikke militært, men alligevel så megen verbal ballade og misstemning, at det er tænkeligt, at Vesteuropa ville blive et mere fredeligt sted uden den fælles euro-mønt med den dertil hørende ufleksible rente- og valutapolitik. Der er alt i alt et behov for at få dokumenteret, anskueliggjort eller blot sandsynliggjort, at et EU med en fælles mønt er mere fredeligt end et EU uden fælles mønt.

Svar (19/1 2000)

Økonomiministeren

(Marianne Jelved):

Det overordnede hensyn bag ØMU'en er at skabe større økonomisk stabilitet og social samhørighed mellem de europæiske lande og herigennem undgå tidligere tiders konfliktsituationer, der i høj grad har præget den europæiske historie.

Landene i EU handler fortrinsvis med hinanden i det indre marked. Derfor har de alle en fælles interesse i at samordne deres økonomiske politik og udvikling. Det gør de bl.a. dels ved den fælles valuta og dels ved et bedre økonomisk-politisk samarbejde, således at de europæiske lande støtter hinanden frem for at eksportere problemerne til hinanden.