EU's vismand forslår omfattende ændringer af EU-traktaterne

Institutionel reform: Med hensyn til de konkrete forslag til institutionelle reformer, finder gruppen det nødvendigt at gå udover den begrænsede dagsorden, som fastlægges af EF-landenes stats- og regeringschefer i protokol nr. 7 til Amsterdamtraktaten. Det hedder i protokollen, at EU forud for den første udvidelse skal se på spørgsmålet om Europa-Kommissionens sammensætning og antal samt på de enkelte landes stemmevægte i Ministerrådet. Protokollen fastslår også, at mindst et år før antallet af medlemmer i EU overstiger 20, skal der indkaldes til en regeringskonference, der skal foretage en generel revision af traktaternes bestemmelser om institutioners sammensætning og funktionsmåde. Vismændene mener her, at EU{{PU2}}s stats- og regeringschefer bør gå direkte til den generelle revision af traktaterne, fordi den første optagelsesrunde efter deres vurdering kan udvide Unionens medlemstal udover de 20. Vismændene begrunder dette med, at antallet af ansøgerlande der føres bilateral forhandlinger sandsynligvis vil gå fra de nuværende seks til 12 efter at Europa-Kommissionen har udtalt sig positivt om at indlede forhandlinger lle 12 ansøgerlande. Ministerrådet: Vismændene mener, at beslutninger i Ministerrådet bør træffes med kvalificeret flertal på alle områder inden for det overstatslige samarbejde (første søjle) samt på visse områder inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (2. søjle) samt inden for samarbejdet om politi og strafferet (3. søjle). Dette vil i praksis indebære, at EU fremover vil kunne træffe beslutninger ved flertalsafgørels er inden for bl.a. samarbejdsområder som afgifter og indirekte skatter (TEF art. 93), visse dele af miljøsamarbejdet (TEF art. 175, stk. 2), vedtagelse af regler for ikke-diskrimination (TEF art. 13), udøvelse af Unionsborgernes rettigheder (TEF art. 18), samt rettigheder for vandrende arbejdstageres (TEF art. 42) mv. Ifølge vismændene bør man desuden gennemføre en reform af de enkelte landes stemmevægte i Ministerrådet, tærsklen for opnåelse af et kvalificeret flertal (der i dag udgør 71,3% af stemmerne i Rådet) samt endeligt overveje en reorganisering af rådsformandskabets rolle. Europa-Kommissionen: Vismændene fremhæver i forbindelse med reformen af Europa-Kommissionen nødvendigheden af en reform af Europa-Kommissionens sammensætning og antal. Vismændene sætter dog ikke noget øvre antal af medlemmer for Kommissionen, men foreslår i stedet en styrkelse af Kommissionsformandens rolle i forbindelse med ledelsen af Kommissionen. Det siges indirekte, at hvert land bør have sin egen kommissær. Kommissionsformanden bør have øget i ndflydelse, når de øvrige kommissærer skal udnævnes og vælges, samt et klart mandat til at organisere, koordinere og styre Europa-Kommissionens arbejde. Vismændene forslår også en nærmere afklaring af den enkelte kommissærs ansvar. Vismændene mener her, at det frivillige tilsagn som kommissærerne har afgivet til Prodi om at ville træde tilbage, hvis han beder dem om det, bør skrives ind i traktaten. Europa-Parlamentet: Europa-Parlamentet bør ifølge vismændene være ministerrådets medlovgivere på alle områder, hvor EU vedtager lovgivning og hvor beslutningsformen i Ministerrådet er kvalificeret flertal. Dette indebærer, at man træffer beslutning efter den såkaldte procedure for fælles beslutningstagning (TEF art. 251) på f.eks. områder som indirekte skatter og afgifter og rettigheder for vandrende arbejdstagere, men også inden for landbrugspolitikken (TEF art. 37). Vismændene foreslår desuden, at man tager hul på diskussionen om en omfordeling af antallet af medlemsstaternes medlemmer af Europa-Parlamentet allerede før Europa-Parlamentet, pga. af optagelsen af nye medlemslande, når det maksimum på 700 medlemmer, som fastslås i TEF art. 189. Andre EU-institutioner: Vismændene mener, at udvidelsen af Unionen også vil skabe problemer for beslutningsdygtigheden for nogle af de øvrige EU-institutioner. Bl.a. bør man se på størrelsen og organiseringen af EF-domstolen, Revisionsretten og Regionsudvalget. Vismændene kommer her ikke med konkrete forslag, men siger blot at man bør lytte til institutionerne egne forslag. EU{{PU2}}s eksterne forbindelser: Vismændene foreslår også, at regeringskonferencen drøfter mulige traktatændringer i forbindelse med indførelsen af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Vismændene tænker her udelukkende på fastlæggelsen af de institutionelle rammer, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelser inden for dette samarbejde f.eks. i forbindelse med konfliktforebyggelse og krisestyring (de såkaldte Petersberg-opgaver). Vismændene tilråder, at man når frem til en løsning, der sikrer, at dette samarbejde kan fungere inden for de institutionelle rammer i den 2. søjle, så man undgår at skabe en særlig 4. (forsvars)søjle. Vismændene foreslår desuden, at EU-landene skal kunne beslutte at etablere et mere fleksibelt samarbejde, eller et såkaldt "forstærket samarbejdet" inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvis et kvalificeret flertal i Rådet ønsker dette. Dette forstærkede samarbejde skal stå åbent for alle medlemslande. I dag eksisterer denne mulighed ikke i traktaterne inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Den eneste form for fleksibilitet, der findes inden for dette samarbejde, er muligheden for såkaldt konstruktiv afståelse ved at et land, der afholder sig fra at stemme i Rådet og afgiver en formel erklæring herom, ikke omfattes af en afgørelse. Vismændene mener endeligt, at Unionen bør kunne optræde effektivt som en enhed under internationale forhandlinger om andet end varer, f.eks. også når det drejer sig om handel med tjenesteydelser eller i økonomisk monetære spørgsmål. Vismændene mener desuden, at man bør overveje at gøre EU til en egentligt juridisk person {{SPA}} det vil sige med mulighed for at forpligte unionen juridisk. Trods de tre vismænds meget høje ambitionsniveau for regeringskonferencen, mener de alligevel, at det er realistisk at forhandle tingene på plads inden udgangen af år 2000 med afslutning under fransk EU-formandskab. Det kræver blot en anden metode end den hidtil benyttede for regeringskonferencer (TEU, art. 48). Initiativet bør overlades til Europa-Kommissionen og ikke som under tidligere regeringskonferencer styres af Rådsformandskabet. Europa-Kommissionen skal derfor ifølge vismændene allerede ved begyndelsen af regeringskonferencen fremlægge et samlet udkast til en todelt traktat. Dette skal naturligvis ske i et tæt samarbejde med Ministerrådet og Europa-Parlamentet, mv.