EU-konvent: Skal EU-charter på DER's møde i juni

Art. 17: 1) Personer, der ikke er unionsborgere, har en ret til asyl i Den Europæiske Union (i overensstemmelse med reglerne i Genève-konventionen af 28. juni 1951 og protokollen af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling)( på de i traktaterne fastsatte betingelser).

Tyge Lehmann fra den danske regering kaldte artiklen prisværdig kort, men fandt alligevel, at den indeholder flere kontroversielle elementer. Han mente f.eks. ikke, at Geneve-konventionen giver en individuel ret til asyl, men blot en ret til at søge om asyl. Han kritiserede artiklen for ikke at give borgere fra et EU-land ret til asyl i et andet EU-land. Endeligt frygtede han, at artiklen, som formuleret af rådssekretariatet, kan skabe falske forventninger om, at personer kan møde op i Bruxelles og få asyl fra Den Europæiske Unions institutioner. I stedet foreslog han, at man tager udgangspunkt i FN{{PU2}}s Verdenserklærings artikel 14.

Netop spørgsmålet om en borger fra et EU-land skal kunne søge om asyl i et andet EU-land gav anledning til store spanske betænkeligheder. Bereijo fra den spanske regering var bekymret over at skulle udvide asylretten i EU til EU-borgere, idet han mente, at dette vil være i strid med Amsterdam-Traktatens protokol nr. 29. Kun det italienske medlem af Europa-Parlamentet Elena Paciotti støttede Bereijos ønske om at begrænse asylretten til alene at gælde for ikke-EU-borgere.

Flere talere ønskede desuden at sætte grænser for asylretten ved at tilføje til art. 17, at kun personer der er forfulgt kan søge om asyl. Bl.a. Patijn fra det hollandske Tweede Kamer og Ben Fayot fra det luxembourgske parlament begrundede dette med, at man på det seneste havde modtaget store strømme af økonomiske flygtninge, som ikke var politisk forfulgte.

De fleste støttede forbudet mod kollektiv udvisning af udlændinge i stk. 2. Bestemmelsen stammer fra stk. 4 i Protkol 4 fra EMRK.

Lord Goldsmith fandt det tvivlsomt, om princippet om, at alle er lige for loven, skal være en selvstændig artikel i charteret. Han mente, at princippet enten skal være en del af ikke-diskriminationsbestemmelserne i art. 19 i charteret eller endnu bedre flyttes op i charterets artikel 1. Roman Herzog, den italienske regering repræsentant Stefano Rodota og Peter Maier fra den tyske Forbundsdag støttede idéen om at flytte bestemmelsen frem i charteret til art. 1, mens Bereijo mente, den skal sættes sammen med ikkediskriminationsbestemmelsen i art. 19.

Den franske regerings repræsentant Braibant mente dog, at lighed for loven og ikke-diskrimination er to forskellige ting og derfor kræver to artikler. Lighed for loven er et bredere begreb, der bl.a. omfatter kravet om ikke-diskrimination, men også inkluderer en beskyttelse mod arbitrær eller vilkårlig behandling.

Stk. 1 gav en del problemer for konventet, fordi TEF og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke indeholder de samme ikke-forskelsbehandlingshensyn. Præsidiet havde derfor i sit udkast til artikel valgt at medtage stort set samtlige de ikke-diskriminationshensyn, der findes såvel i TEF art. 13 som i art. 14 EMRK.

Patijn fra det hollandske Tweede Kamer mente, at man bør begrænse sig til hensynene i art. 13 i TEF. Nikula fra den finske regering syntes derimod, at man i charterets art. 19 godt kan udvide listen til at omfatte andre hensyn end dem i TEF art. 13. Ifølge Lord Goldsmith prøvede man med så mange ikke-diskriminationshensyn at gøre for meget i én artikel. Som udgangspunkt, mente han, at man skal tage afsæt i hensynene fra art. 14 i EMRK. Dernæst ka n man sprede andre ikke-diskriminationshensyn til andre steder i charteret. Lord Goldsmith afviste, at art. 13 i TEF giver nogle umiddelbart anvendelige rettigheder for borgerne. Artiklen er en hjemmelsebestemmelse, der fastlægger et "program" for at bekæmpe diskrimination, som endnu kun er i sin vorden, idet Rådet endnu ikke har vedtaget nogle foranstaltninger til gennemførelsen af artiklen.

Flere af konventets medlemmer mente ikke, at stk. 2 er en grundlæggende rettighed men mere en politisk målsætning, som man ønskede flyttet eller strøget helt. Andre syntes, at stk. 2 snarere hører til under charterets afsnit om sociale og økonomiske rettigheder, mens enkelte fandt, at stk. 2 er unødvendig, fordi kravet om ikke-forskelsbehandling på baggrund af køn allerede er inkluderet i stk. 1.

Maij-Weggen fra Europa-Parlamentet og rådssekretariatets repræsentant afviste at stryge stk. 2 til art. 19, idet ligestilling mellem mænd og kvinder er en klar fællesskabskompetence og et område, hvor EU bevæger sig i retning af positiv særbehandling.

Bl.a. repræsentanterne fra Sveriges, Grækenlands og Storbritanniens regeringer mente, at stk. 1 har karakter af et forfatningsprincip, som ikke hører til i charteret. Papadimitriou fra den græske regering foreslog, at man sletter stk. 1 og stk. 2 samt flytter stk. 3 over til art. C om valg til Europa-Parlamentet. Ingo Friedrich fra Europa-Parlamentet fremlagde en kompromisformulering, hvor man i stedet for at give indtryk af eksistensen af ét europæisk folk taler om, at magten udgår fra folkene (flertal), der bor i de stater, der er sammensluttet i EU.

Ikke overraskende var flere af Europa-Parlamentets medlemmer uenige i, at man skulle holde dette princip om demokrati uden for charteret. Voggenhuber, Maij-Weggen og Mendez de Vigo kaldte princippet charterets vigtigste. Andrew Duff fandt artiklen helt afgørende, idet den ifølge Duff sammenfatter begreberne europæisk suverænitet og demokrati samt knæsætter begrebet om den dobbelte legitimitet i EU. Begrebet den dobbelte legitimitet dækker over for restillingen om, at Unionen henter sin legitimitet fra to steder: den folkelige residerer hos Europa-Parlamentet, mens staternes ligger hos Rådet. Duff var dog godt klar over, at kun et mindretal i forsamlingen delte hans opfattelse.

Ifølge Heinrich Neisser fra den østrigske regering er en europæisk forfatning, ifølge tysk retstradition, slet ikke mulig, fordi det vil forudsætte eksistensen af et europæisk folk. Peter Altmaier fra den tyske Forbundsdag kunne godt se, at begrebet "folk" rummer sprængkraft, idet det kan forstås som om der eksisterer et europæisk folk. Det har vi altså ikke endnu, fastslog Altmaier. Han mente dog, at formuleringen skal bevares som den er.

Formanden Roman Herzog tilkendegav afslutningsvis, at han generelt er af den opfattelse, at man skal lade være med at tage elementer med, der kan skabe problemer. Alligevel opfordrede han til, at man laver en kompromistekst til stk. 1. Han mente desuden, at man skal omformulere stk. 3 fra et forfatningsprincip til en individuel ret og så flytte det over i art. C om valg til Europa-Parlamentet. Endelig vurderede han, ligesom bl.a. Patijn fra det hollandske Tweede Kamer, at valgretten til Europa-Parlamentet bør omfatte alle borgere, der er bosiddende i Unionens medlemsstater.

Bl.a. Lord Goldsmith, Wyn Griffiths fra House of Commons og Nikula fandt artiklen unødvendig, idet de mente, at retten til at oprette politiske partier er en af de klassiske forenings- og forsamlingsfriheder og derfor rettelig hører under denne, hvilket bl.a. betyder, at også 3. landsborgere er omfattet af denne rettighed. Formanden Roman Herzog tilsluttede sig dette.

Andrea Manzella fra det italienske deputerkammer fandt det absolut nødvendigt at formulere denne artikel som en borgerret, hvis man skal skabe en europæisk offentlighed, der kan være med til at eliminere det demokratiske underskud i EU. Han fik støtte til dette fra bl.a. Maij-Weggen fra Europa-Parlamentet. Manzella foreslog desuden, at man får en henvisning til finansieringen af de europæiske politiske partier.

Braibant støttede idéen om at have en selvstændig artikel om dannelsen af politiske partier på Unionsplan. Det gjorde Peter Altmaier fra den tyske Forbundsdag også. Han fandt det også i orden at begrænse retten til at danne politiske partier til unionsborgere samt at fastholde formuleringen om, at dannelsen af politiske partier bidrager til europæisk bevidstgørelse - så længe det ikke er en pligt men en ret.

Braibant, Stefano Rodota fra den italienske regering og Piero Melograni fra Italien samt flere andre afviste formuleringen om, at politiske partier på unionsplan bidrager til en europæisk bevidstgørelse, idet de fandt den ikke blot unødvendig, men problematisk, hvis det så betød, at man ikke kan danne partier mod Unionen på unionsplan.

Bl.a. Hanja Maij-Weggen fra Europa-Parlamentet og Mooney fra det irske parlament mente, at man skal stille krav om, at de politiske partier skal være demokratiske for at være omfattet af artiklen..

Der var generelt enighed i konventet om, at retten til at deltage i valg til Europa-Parlamentet hører til i charteret. Griffiths og Lord Goldsmith gjorde dog opmærksom på, at formuleringen vil give britiske borgere færre rettigheder end de har i dag, idet den vil betyde, at britiske statsborgere med bopæl i et andet EU-land ikke vil kunne stille op til valg i Storbritannien.

Lord Goldsmith og Tarschys fra Sverige tilføjede desuden, at den sidste sætning i art. C, der henviser til "bestemmelserne fastsat i traktaten om{{NEL}}" bør fjernes og flyttes over i en eventuelt del B i charteret.

Nogle nævnte desuden muligheden for, at borgere fra tredjelande med bopæl i et EU-land også bør omfattes af rettigheden til at deltage i valg til Europa-Parlamentet.

Retten til at deltage i kommunale valg

Der var i konventet generel enighed om, at retten til at deltage i kommunale valg hører til i charteret. Maij-Weggen fra Europa-Parlamentet var dog ikke glad for de begrænsninger, der findes i retten til at deltage i kommunale valg, hvis andelen af udenlandske borgere i den pågældende medlemsstat er over 20%. Peter Michael Mombaur (tysk medlem af Europa-Parlamentet) mente, at det er nødvendigt med disse undtagelser fra denne ret, idet det er et ganske følsomt spørgsmål i flere medlemsstater.

God forvaltningsskik (forbindelse med forvaltningen)