Europa-Parlamentet sender lang "indkøbsliste" til EU-regeringskonference

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

"Parlamentet ønsker traktatreformer før udvidelsen, og en institutionel minirevision er ikke nok", sagde Jo Leinen, der er tysk PPE{{PU2}}er og ordfører for Europa-Parlamentets nye betænkning om den igangværende regeringskonference, på et pressemøde efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets holdning til de forestående traktatreformer.

Parlamentet sender med Leinens betænkning en byge af krav til reform af EU-traktaterne til EU{{PU2}}s stats- og regeringschefer, fordi man mener, det er sidste udkald for en generel institutionel reform, før EU får så mange lande med om bord, at fremtidige traktatændringer bliver særdeles vanskelige.

Det blev klart, da Europa-Parlamentet på sin session i april i Strasbourg med 238 stemmer for og 147 imod vedtog en 17 sider lang resolutionstekst med sin ønskeliste til den kommende reform af EU-traktaterne.

Betænkningen indeholder en særdeles bred vifte af reformforslag, der ikke begrænser sig til de rent institutionelle forhold. Den rummer også en række krav om at igangsætte en konstitutionalisering af EU{{PU2}}s traktater, ophævelse af enkeltlandes særordninger i forhold til Schengen-samarbejdet, en styrkelse af Europa-Parlamentets beføjelser i forbindelse med fastlæggelsen af EU{{PU2}}s egne indtægter og retningslinjerne for de øko tikker i EU-landene samt reformer af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Europa-Parlamentet skal ikke godkende traktatændringer. Parlamentets udtalelse er alene en initiativbetænkning, som er uden bindende effekt i forhold til det endelig resultat af regeringskonferencen.

Ordføreren Jo Leinen udpegede spørgsmålet om indførelse af kvalificeret flertal som hovedreglen i Ministerrådet som det væsentligste mål for konferencen, idet han mente, at enstemmighed i en union med op til 27 lande vil gøre beslutninger næste umulige. Kvalificeret flertal skal ifølge Parlamentet gøres til hovedreglen på lovgivningsområdet samt på al lovgivning vedtaget inden for den 3. søjle om politisa marbejde og retligt samarbejde i kriminalsager. Også alle udnævnelser i unionens institutioner og organer samt oprettelsen af decentrale agenturer og finansiel og fagligt samarbejde med tredjelande skal træffes med beslutning ved kvalificeret flertal. Eneste undtagelse skal være beslutninger af forfatningsmæssig karakter, som kræver de nationale parlamenters samtykke.

Kvalificeret flertal i Ministerrådet skal fremover ændres fra det nuværende system med vægtede stemmer til medlemslandene til en slags dobbeltflertal, hvor en beslutning er vedtaget når den har opbakning fra et simpelt flertal af landene, der samtidigt repræsenterer et flertal af EU-landenes samlede befolkning.

Parlamentet kræver også mere åbenhed i Ministerrådets arbejde. Når Ministerrådet optræder som lovgiver eller budgetmyndiged, skal det offentliggøre fuldstændige referater fra sine møder samt aflægge fuld beretning til Europa-Parlamentet om møderne.

Efter udvidelsen af EU med nye lande bliver det nødvendigt at fordele antallet af pladser i Europa-Parlamentet mellem EU{{PU2}}s medlemslande anderledes. Allerede efter en optagelse af Ungarn og Polen vil man nå op over Amsterdamtraktatens loft på 700 medlemmer i Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet foreslår til dette formål et system, der i højere grad afspejler de enkelte landes befolkningstal end det er tilfældet i dag, så de store lande får en relativ større repræsentation i Parlamentet. Systemet består i, at hvert enkelt land som udgangspunkt skal sikres 4 pladser, mens resten fordeles i forhold til befolkningstallet i de enkelte lande efter en proportional fordelingsnøgle. I dag er hvert enkelt land på forh ånd sikret 6 pladser, mens de resterende er fordelt efter et princip om degressiv proportionalitet. Parlamentet foreslår desuden, at en andel af de 700 medlemmer skal vælges på europæiske lister, hvor EU betragtes som én stor valgkreds. Parlamentet har tidligere talt om 10 pct., men dette blev stemt ned på sessionen.

Netop i forbindelse med disse europæiske lister ønsker Parlamentet at fremme udviklingen af politiske partier på europæisk plan. Man foreslår derfor, at der vedtages en statut om europæiske politiske partier samt bestemmelser, der sikrer en finansiering af de europæiske politiske partier.

Disse europæiske politiske partier skal kunne trækkes for EF-Domstolen, hvis de ikke respekterer de demokratiske principper og grundlæggende rettigheder. Domstolen skal kunne fratage dem deres EU-finansiering.

Europa-Parlamentet mener desuden, at man i højere grad skal være Ministerrådets medlovgiver i EU, og foreslår derfor, at der indføres fælles beslutningstagning på al lovgivning - også for de relevante bestemmelser inden for det økonomisk monetære samarbejde samt samarbejdet om politi og retligt samarbejde i kriminalsager.

Europa-Parlamentet mener desuden, at det selv skal kunne vedtage en statut for sine medlemmer uden Ministerrådets indblanding.

Parlamentet foreslår to muligheder med hensyn til Kommissionens størrelse og sammensætning:

Kommissionens formand skal fremover vælges af Europa-Parlamentet blandt flere kandidater foreslået af Ministerrådet. I dag indstiller medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst én kandidat, som derefter godkendes af Europa-Parlamentet. Kommissionsformanden skal selv udpege de øvrige 20 kommissærer i forståelse med medlemsstaterne.

Europa-Kommissionen skal indsættes af Europa-Parlamentet efter at Parlamentet gennem høringer har vurderet hver enkelt kandidats kvaliteter.

Kommissionsformanden skal desuden kunne afskedige kommissærer, der gør sig skyldige i alvorlige forseelser, ligesom Europa-Parlamentet skal kunne anmode EF-Domstolen om at fyre en kommissær.

Endelig skal Kommissionen kunne anmode Europa-Parlamentet om et tillidsvotum. Hvis ikke Parlamentet giver et sådan, skal Kommissionen gå af.

Europa-Parlamentet mener, at EF-Domstolen skal have sin kompetence udvidet til at gælde inden for hele samarbejdet om visum, asyl og indvandring (TEF afsnit IV) samt i den 3. søjle inden for politisamarbejde og det retlige samarbejde i kriminalsager (TEU afsnit VI). Det betyder bl.a., at man vil ophæve de begrænsninger og forbehold, der er sat for Domstolen inden for disse to områder. Det gælder indenfor samarbejdet om asyl og invandring, hvor Domstolen ingen komp etence har til at afsige domme, hvis det er sager der vedrører opretholdelsen af lov og orden samt opretholdelsen af den indre sikkerhed i landene. Et andet forbehold i samme afsnit er det, som Danmark, Storbritannien og Irland har, og som betyder, at landene står uden for dette samarbejde og ikke er bundet af foranstaltninger vedtaget her samt afgørelser fra EF-Domstolen.

Endelig er Domstolens beføjelser i forhold til politisamarbejdet begrænset til at afsige præjudicielle afgørelser om gyldigheden, fortolkningen og lovligheden af rammeafgørelser og andre afgørelser samt fortolkningen af konventioner inde for dette samarbejde. Domstolens kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål er her yderligere begrænset til kun at gælde lande, der har godkendt dette i form af en erklæring.

Europa-Parlamentet ønsker at få udvidet sin adgang til bringe sager for EF-Domstolen. F.eks. ønsker man ligesom Ministerrådet og Kommissionen at kunne indbringe klager for EF-Domstolen under påberåbelse af magtfordrejning, inkompetence, væsentlige formelle mangler, overtrædelse af traktaten eller af retsregler samt i forbindelse med passivitet. Parlamentet ønsker også at have samstemmende udtalelse (vetoret) i forbindelse med ændringer af afsnit III og IV i Domstolens statut.

Endelig mener Europa-Parlamentet, at det skal gøres lettere for enhver person at anlægge sag ved EF-Domstolen, som en udbygning af den eksisterende domstolskontrol. Det præciseres ikke her, hvilke typer søgsmål Parlamentet tænker på. Der findes i dag kun en begrænset søgsmålsret for personer ved EF-Domstolen.

Europa-Parlamentet mener, man skal foretage en konstitutionalisering af EU-traktaterne. Traktaterne skal opdeles i to dele, hvor man samler alle bestemmelser af forfatningsmæssig karakter i den ene, mens traktatens resterende bestemmelser forbliver i den anden. De forfatningsmæssige bestemmelser omfatter ifølge Parlamentet en præambel, Unionens mål, charteret for grundlæggende rettigheder, institutionelle bestemmelser og beslutningsprocedure samt en klar angivelse af kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne. Man bør samtidig gradvist gå bort fra den eksisterende søjlestruktur og karakteren af samarbejde mellem regeringer i den 2. og 3. søjle.

Europa-Parlamentet skal være med, når traktaterne ændres i fremtiden, så Unionens såkaldte dobbelte legitimitet som en union af folk og af stater afspejles.

Ifølge Parlamentet skal den forfatningsmæssige del af traktaterne stadig først kunne ændres efter en enstemmig beslutning i Ministerrådet samt efter national ratifikation i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i hvert enkelt land. Men som noget nyt skal Europa-Parlamentet også godkende ændringerne.

Den anden del af traktaterne skal kunne ændres efter en forenklet procedure uden ratifikation i medlemsstaterne men alene efter en vedtagelse i Ministerrådet og efter samstemmende udtalelse af Europa-Parlamentet.

EU skal også kunne tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention. Samtidig skal EU etablere et samarbejde med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for at undgå konflikter og overlapninger mellem Luxembourg-domstolen og Strasbourg-systemet.

Parlamentet tilslutter sig det portugisiske EU-formandskabs idé om at gøre det lettere at etablere et tættere samarbejde mellem lande, der ønsker at gå videre med den europæiske integration. Det skal ifølge Parlamentet være muligt at etablere et tættere samarbejde inden for alle tre søjler {{SPA}} altså også inden for den 2. søjle, der rummer samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Et tæt amarbejde skal kunne etableres af en tredjedel af medlemslandene, hvis det kan godkendes af et kvalificeret flertal i Ministerrådet - og som noget nyt også efter godkendelse af Europa-Parlamentet (samstemmende udtalelse).

Europa-Parlamentet ønsker en fuld integration af WEU i EU. Det indebærer bl.a. at også den gensidige forsvarsforpligtelse fra WEU-traktatens artikel V foreslås taget med i EU via en protokol til EU-traktaterne, som hver enkelt medlemsstat så vil kunne tiltræde.

Parlamentet mener også, at man bør fjerne medlemslandenes mulighed for at nedlægge veto mod de fælles aktioner eller fælles holdninger på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, der er vedtaget på baggrund af fælles strategier.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør ifølge Parlamentet i højere grad gøres til en del af EU{{PU2}}s normale beslutningsprocedurer, og fællesskabskompetencen bør styrkes her. Dette indebærer, at Europa-Kommissionen skal spille en større rolle i forbindelse med koordineringen af Fællesskabernes og medlemsstaters ikke-militære instrumenter i forbindelse med international krisestyring, samt at Europa-Parlamentet selv inddrages igtigste beslutninger og kan bidrage til fastlæggelsen af de generelle retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Endelig foreslår Parlamentet, at man flytter hvervet som EU{{PU2}}s højtstående repræsentant fra Rådsgeneralsekretariatet til Europa-Kommissionen. Parlamentet mener, at man bør sammensmelte den højtstående repræsentant med hvervet som udenrigskommissær til en særlig udnævnt næstformand for Europa-Kommissionen.

Europa-Parlamentet ønsker også at spille en større rolle på det handelspolitiske område. Bl.a. vil Parlamentet gerne være Ministerrådets medlovgiver på dette område ved at indføre den fælles beslutningsprocedure for art. 133. I dag spiller Parlamentet ingen rolle under art. 133.

Parlamentet ønsker også samstemmende udtalelse til alle internationale aftaler samt til økonomiske sanktioner over for tredjelande. Heller ikke her har Parlamentet nogen form for høringsret i dag.

Endelig ønsker Parlamentet at blive inddraget, i form af en forudgående høring, i forbindelse med Ministerrådets fastlæggelse af Kommissionens forhandlingsmandat til forhandlinger om internationale aftaler og handelsaftaler.

Europa-Parlamentet ønsker i højere grad at blive inddraget i alle spørgsmål vedrørende de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og fællesskabets økonomiske politikker. I dag er det Ministerrådet, der træffer en afgørelse på baggrund af en henstilling fra Kommissionen om de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker. Europa-Parlamentets skal blot underrettes. Parlamentet ønsker dette ændr et, så Parlamentet får en egentlig høringsret.

Parlamentet mener, at den sociale beskyttelse bør anerkendes i traktaterne som et anliggende af fælles interesse {{SPA}} ligesom man i TEF art. 99 betragter den økonomiske politik som et anliggende af fælles interesse. Samtidig ønsker Parlamentet at godkende alle aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der indgås på EU-plan, når de skal iværksættes af Ministerrådet.

Størrelsen af EU{{PU2}}s egne indtægter bør ifølge Europa-Parlamentet fremover fastlægges af Europa-Parlamentet og Ministerrådet i forening efter proceduren for fælles beslutningstagning. I dag fastlægges EU{{PU2}}s egne indtægter af Ministerrådet med enstemmighed i overensstemmelse med medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser. Europa-Parlamentet skal i dag blot høres.

EU bør, ifølge Europa-Parlamentet, helt afskaffe finansiering via bidrag fra medlemsstaterne og bør alene finansieres ved egne indtægter. Det betyder, at den europæiske udviklingsfond samt finansieringen af en række decentrale organer foreslås gjort til en del af EU{{PU2}}s budget.

Endelig mener Europa-Parlamentet, at man bør afskaffe opdelingen i EU{{PU2}}s budget mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter. De obligatoriske udgifter er udgifter, der følger af traktaten eller af retsakter udstedt i henhold

til denne. Ikke-obligatoriske udgifter er de øvrige udgifter, som over tid er blevet en stadig større andel.

VI: Området for frihed, sikkerhed og retfærdighed

Schengen-samarbejdet skal gælde for alle 15 EU-lande. Man bør derfor genforhandle de særordninger, som bl.a. Irland, Storbritannien og Danmark har. Parlamentet ønsker at gøre dette for at sikre alle EU-borgere samme beskyttelse på unionsplan.

Europa-Parlamentet foreslår, at alle foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af området for frihed, sikkerhed og retfærdighed skal vedtages efter den fælles beslutningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet er Ministerrådets medlovgiver. Man bør ifølge Parlamentet desuden anerkende EF-Domstolen fuld prøvelsesret for samtlige foranstaltninger i forbindelse med gennemførelse af området for frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Parlamentet ønsker endelig en europæisk anklagemyndighed, et samarbejde mellem de retlige myndigheder og politimyndigheder i Eurojust, samt at Europol integreres i Unionens institutionelle ramme som en operationel struktur og et særorgan inden for politisamarbejdet.

Resolutionen om regeringskonferencen blev vedtaget med 238 stemmer for, 147 imod, mens 73 undlod at stemme. Det var de store politiske grupperinger PPE, PSE og ELDR, der leverede hovedparten af ja-stemmerne, mens nej-stemmerne var spredt godt ud på Parlamentets politiske grupper.

Ingen danske medlemmer stemte for betænkningen. De danske medlemmer fra Venstre og det Konservative Folkeparti undlod at stemme, mens otte medlemmer fra Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti og JuniBevægelsen stemte imod.