Dokumenter
Europa-Parlamentets ene IGC-observatør Elmar Brok besøger Europaudvalget den 12. maj
Europaudvalget
(Info-note I 137)
(Offentligt)
_____________________________________________
FOU, Alm. del - bilag 210
(Løbenr. 19317)
UPN, FT del - bilag FT 111 (Løbenr. 19318)
Europa-Parlamentets ene IGC-observatør Elmar Brok besøger Europaudvalget den 12. maj
Europa-Parlamentets ene IGC-observatør Elmar Brok besøger Europaudvalget den 12. maj kl. 9.15 for at gøre rede for Europa-Parlamentets holdninger til den igangværende regeringskonference.
Elmar Brok udgør sammen med Dimitrios Tsatsos Europa-Parlamentets to observatører på regeringskonferencen. De to observatører deltager i alle møder under regeringskonferencen, der afholdes på repræsentantniveau. Sammen med Europa-Parlamentets formand Nicole Fontaine er de to desuden med til formøderne med EU-landenes udenrigsministre forud for møderne på ministerplan.
Elmar Brok er udpeget af Parlamentets største politiske gruppe Det Europæiske Folkeparti (PPE), mens Dimitrios Tsatsos kommer fra den socialistiske gruppe (PSE).
Brok var også blandt Europa-Parlamentets to observatører på den foregående regeringskonference, der førte til Amsterdamtraktaten, samt medlem af Refleksionsgruppen, der forberedte denne regeringskonference.
Trods betegnelsen observatører har de to repræsentanter fra Europa-Parlamentet ret til at tale og kommentere indlæg fra regeringernes repræsentanter på møderne. De to observatørers indlæg på møderne baserer sig på Europa-Parlamentets udtalelser om regeringskonferencen fra 18. november, 3. februar og 13. april.
Brok var desuden ordfører for Europa-Parlamentets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalgs udtalelse om regeringskonferencen fra februar 2000. Udtalelsen er vedlagt denne note som bilag II.
Broks holdninger til regeringskonferencen
Den fælles udenrigs-og sikkerhedspolitik
Som formand for Parlamentets udenrigsudvalg lagde Elmar Brok særlig vægt på de udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål i sin tale den 12. april 2000 i Europa-Parlamentet under behandlingen af den seneste udtalelse om regeringskonferencen. Bl.a. foreslår han, at man på regeringskonferencen indskriver WEU-traktatens artikel V om den gensidige forsvarsforpligtelse mellem WEU-landene i en protokol til EU-traktaterne. Hvert enkelt land skal derefter frit kunne afg øre, om det ønsker at tiltræde denne protokol.
Brok mener samtidig, at man bør overlade det til Europa-Parlamentet at føre den parlamentariske kontrol med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.
I udtalelsen om regeringskonferencen fra udvalget for udenrigs- og sikkerhedspolitik taler Brok for, at EU afskaffer den højtstående repræsentant i Rådets generalsekretariat. EU bør i fremtiden kun have én repræsentant udadtil, og denne bør placeres inden for Europa-Kommissionens strukturer og ikke i Rådets generalsekretariat.
Brok foreslår endvidere, at EU opretter et forsvarsministerråd. Se bilag II til denne note.
Andre institutionelle spørgsmål
I sin tale i Parlamentet den 12. april insisterede Brok på, at kvalificeret flertal bliver hovedreglen i EU-samarbejdet, når Ministerrådet skal træffe beslutninger. Udsigten til optagelse af en stor gruppe af nye lande vil gøre dette nødvendigt på alle områder i traktaterne undtagen i konstitutionelle spørgsmål samt for de områder inden for skattepolitikken og socialpolitikken, der forbliver national kompetence.
Brok mener, at forholdet mellem EU{{PU2}}s institutioner i højere grad bør reguleres efter forbundsstatslige principper, idet EU allerede i dag, ifølge Brok, arbejder som en forbundsstat på de områder, hvor EU har kompetence. Der må derfor fastlægges en ny balance mellem små og store lande, der på den ene side tager hensyn til de små landes ønske om at være repræsenteret i Europa-Kommissionen, på den anden side skal de lande til gengæld sikres en stærkere legitimationsbasis ved en repræsentation i Europa-Parlamentet, der bedre afspejler befolkningstallet i landene.
Brok efterlyser, at man udvikler et kompetencekatalog, der klart fastlægger, hvad der er EU-kompetence og hvad der er national kompetence. Endeligt taler Brok for en todeling af traktaterne, forstærket samarbejde inden for FUSP samt integration af charteret for grundlæggende rettigheder i traktaterne så det bliver EU-retligt bindende.
Elmar Brok
Elmar Brok er endeligt formand for Europa-Parlamentets udvalg for udenrigs-og sikkerhedspolitiske anliggender og suppleant i forfatningsudvalget.
Bilag I {{SPA}} Curriculum Vitae for Elmar Brok
Bilag II:
Udtalelse fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik.
28. februar 2000
Ordfører:
PROCEDURE
På mødet den {25.11.1999}25. november 1999 valgte {AFET}Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik Elmar Brok til ordfører.
På møder den 10. januar, 31. januar og 24. februar 2000 behandlede det udkastet til udtalelse.
På sidstnævnte møde vedtog det nedenstående konklusioner (for: 32; imod: 6; hverken/eller: 5).
Til stede under afstemningen var: Gary Titley, mødeformand; Bastiaan Belder, Andre Brie, Gunilla Carlsson, Carlos Carnero González (for Rosa M. Díez González), María Carrilho (for Mário Soares), Gérard Caudron (for Sami Naïr), John Walls Cushnahan, Giorgos Dimitrakopoulos (for Elmar Brok, ordfører), Juan Manuel Fabra Vallés, Giovanni Claudio Fava (for Claudio Martelli), Monica Frassoni (for Daniel Marc Cohn-Bendit), Michael Gahler, Per G ahrton, Vitalino Gemelli (for Jas Gawronski), Marietta Giannakou-Koutsikou, Alfred Gomolka, Klaus Hänsch, Magdalene Hoff, Giorgos Katiforis (for Petros Efthymiou), Efstratios Korakas, Jan Joost Lagendijk, Patricia McKenna (for Elisabeth Schroedter), Cecilia Malmström (for Haarder), Pedro Marset Campos, Emilio Menéndez del Valle, Philippe Morillon, Pasqualina Napoletano, Arie M. Oostlander, Hans-Gert Poettering, Jacques F. Poos, Luís Queiró, Lennart Sacrédeus (for Stenze l), Jannis Sakellariou, Jacques Santer, Pierre Schori, Mariotto Segni (for Muscardini), Ioannis Souladakis, Hannes Swoboda, Freddy Thielemans, Johan Van Hecke, Jan Marinus Wiersma og Matti Wuori.
I. Indledende bemærkning
Denne udtalelse til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om forslagene til en traktatændring kan ikke fremstille de samlede aspekter af en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Dette er forbeholdt andre betænkninger fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik.
Det skal snarere vises, hvilken traktatmæssig ramme og hvilke instrumenter der er nødvendige for at give en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik en selvstændig europæisk profil, hvis den politiske vilje hertil forefindes.
Traktatændringen er nødvendig for at sikre EU's handleevne, også efter dens udvidelse. Der skal i denne forbindelse gøres opmærksom på, at netop udvidelsen af EU med staterne i Central- og Østeuropa i sig selv skaber større sikkerhedspolitisk stabilitet i Europa, hvorfor denne proces efter de krisebetonede udviklinger på Balkan endnu en gang er blevet fremskyndet i Helsinki.
Med udgangspunkt i Amsterdam-traktatens bestemmelser, deres gennemførelse og i lyset af de seneste afgørelser truffet af Det Europæiske Råd i Køln og Helsinki om skabelse af de operationelle evner for en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (CESDP) forsøger ordføreren at foreslå nogle konklusioner.
II. De positive aspekter ved Amsterdam
Amsterdam-traktaten har medført visse vigtige og kvalitative forbedringer med henblik på en mere effektiv FUSP:
- med hensyn til analysekapacitet:
- introduktion af enheden for politisk planlægning og hurtig varsling, der i mellemtiden er underlagt Rådets generalsekretær/højtstående repræsentant under betegnelsen "Policy Unit"
- med hensyn til synlighed og repræsentation udadtil:
- introduktion af en højtstående repræsentant (artikel 26)
- introduktion af en ny trojka bestående af formandskabet, den højtstående repræsentant og kommissæren med ansvar for udenrigsanliggender (artikel 18)
- med hensyn til udformning af politik:
- introduktion af fælles strategier som nyt instrument (artikel 13)
- med hensyn til beslutningstagning:
- indførelse af kvalificeret flertal, når der træffes afgørelse på grundlag af en fælles strategi (artikel 23, stk. 2), der ikke vedrører militær- og forsvarsområdet
- indførelse af konstruktiv stemmeundladelse, der muliggør en koalition mellem de medlemsstater, der kan og vil, medmindre mere end en tredjedel afholder sig fra at stemme (artikel 23, stk. 1)
- med hensyn til sikkerheds- og forsvarspolitik:
- henvisning til WEU og medtagelse af Petersberg-opgaverne i traktaten.
Med disse fornyelser har visse fællesskabsskabende elementer fundet adgang til den anden søjles mellemstatslige procedurer, og der er dannet grundlag for en gradvis fastlæggelse af en fælles forsvarspolitik.
Det største udviklingspotentiale i Amsterdambestemmelser med henblik på udvikling af en konkret fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger utvivlsomt i elementerne højtstående repræsentant, herunder "Policy Unit", fælles strategier, konstruktive stemmeundladelser og Petersberg-opgaver.
Til de negative aspekter ved Amsterdam hører:
- Indførelse af mulighed for veto for medlemsstater ved afstemninger med kvalificeret flertal af vigtige årsager, der vedrører den nationale politik, og henvisning til Det Europæiske Råd med henblik på enstemmig afgørelse (artikel 23, stk. 2, andet afsnit),
- manglende enighed om at lade Unionen have status som juridisk person i international sammenhæng,
- bestemmelserne om tættere samarbejde (fleksibilitetsbestemmelse - artikel 43) er for komplekse, medfører vetoret for en enkelt medlemsstat og gælder ikke for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
III. Nye forfatningsmæssige realiteter via implementering
Ved at udnævne Javier Solana til højtstående repræsentant for FUSP og til WEU's generalsekretær, ved at vedtage den første fælles strategi for Rusland og Ukraine og forberede yderligere om Sydøsteuropa og om Middelhavspolitikken og ikke mindst via Det Europæiske Råds afgørelser i Køln og Helsinki, der markerer en afgørende udvikling i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, har man synliggjort den politiske v ilje til vedvarende at styrke de institutionelle, civile og militære dele af FUSP.
Især med afgørelsen om at skabe mulighed for selvstændige militære handlinger har reformdebatten om FUSP, der hidtil har været koncentreret om institutionelle spørgsmål, for første
gang fået et konkret indhold, hvilket styrker FUSP's gennemslagskraft med hensyn til konfliktforebyggelse og krisestyring i og omkring Europa.
Ikke mindst via muligheden for at træffe afgørelse efter princippet om konstruktiv stemmeundladelse, jf. artikel 23 i forbindelse med gennemførelse af Petersberg-opgaverne, angives der med Helsinki klare retningslinjer for gennemførelse af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik med indførelse af
a) militær kapacitet i forbindelse med Petersberg-opgaverne
b) en stående politisk og sikkerhedspolitisk komité (PSC)
- en militærkomité (MC)
- en militærstab
c) en koordineringsmekanisme for civil krisestyring.
Det fremgår ikke af Helsinki-afgørelserne, om og i hvor høj grad det er nødvendigt med traktatændringer for at gennemføre en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Det portugisiske rådsformandskab har fået til opgave at undersøge dette spørgsmål.
I et responsum af 26. november 1999 kommer Rådet til den foreløbige konklusion, at samtlige afgørelser om sikkerheds- og forsvarspolitik, som de fremgår af det finske formandskabs situationsrapport, lader sig aflede af de eksisterende artikler i traktaten, navnlig artikel 18, stk. 2, og artikel 26, hvorefter formandskabet og den højtstående repræsentant har ansvaret for iværksættelsen af afgørelser truffet af Rådet i henhold til artike l 13, stk. 3.
Med hensyn til, at Unionen benytter sig af WEU til at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet (artikel 17, stk. 3), fremfører Rådets juridiske tjeneste, at denne henvisning på grund af den sproglige formulering er fakultativ, og at den ikke udgør nogen absolut forpligtelse for Unionen, der således i eget regi kan træffe afgørelser med forsvarspolitisk indvirkning.
IV. KONKLUSIONER
På baggrund af ovenstående betragtninger forelægger ordføreren Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, følgende konklusioner med henblik på eventuelle traktatændringer:
1) Hovedmålsætningen for FUSP's videre udvikling på lang sigt er fortsat skabelsen af en fælles repræsentation udadtil inden for rammerne af EU-Kommissionens strukturer.
2) Ved udviklingen af operative evner for en krisestyring i Europa inden for rammerne af Petersberg-opgaverne bør der sørges for, at der efter de erfaringer, der er gjort på Balkan, ikke sker nogen opdeling i civil og militær krisestyring, og at et overordnet fælles beslutningsorgan for ikke-militær og militær krisestyring med passende inddragelse af Kommissionen er ansvarligt; der må ved kombinationen mellem militære og ikke-militære instrumenter og foranstaltninger ikke være tvivl om, at den civile konfliktforebyggelse kommer i første række.
Sikringen af en sådan fælles beslutningsbeføjelse bør varetages af det stående politiske og sikkerhedspolitiske udvalg, i hvilket Kommissionen tilsvarende skal inddrages.
3) Principielt skal der lægges vægt på, at Fællesskabets beføjelser, navnlig i forbindelse med ikke-militær krisestyring, styrkes, og at der opnås størst mulig kohærens med henblik på samtlige søjlers indarbejdelse i Fællesskabets struktur. Kommissionen må indtage en førende rolle ved koordineringen af fælles og nationale ikke-militære instrumenter i forbindelse med international krisestyring.
4) Det indføres et forsvarsministerråd.
5) Hvis WEU's funktioner til gennemførelse af Petersberg-opgaverne overdrages til EU inden udgangen af 2000, er det nødvendigt med en ændring af diverse stykker i artikel 17 (eventuelt bortfald af henvisningerne til WEU).
6) Hvis WEU's funktioner til gennemførelse af Petersberg-opgaverne overdrages til EU, vil det være nødvendigt med en ny bestemmelse om inddragelse af Parlamentet i spørgsmål under den anden søjle, for eksempel i form af en blandet forsamling bestående af repræsentanter fra de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.
7) Ved at overføre WEU's institutionelle strukturer og operationelle kapacitet til EU tømmes WEU-traktaten for indhold på væsentlige punkter, og der er navnlig ét område, der skal nydefineres i traktaten, nemlig bistandsbestemmelsen i WEU-traktatens artikel V. Den kunne føjes til EU-traktaten i en protokol, hvorved enhver medlemsstat suverænt kan afgøre, om den ønsker at tiltræde den.
8) I artikel 25 vil den hidtidige "politiske komité" skulle erstattes af det "stående politiske og sikkerhedspolitiske udvalg". Der vil eventuelt også skulle medtages en henvisning til "militærkomitéen".
Disse organers ledelse vil skulle overdrages til den højtstående repræsentant, mens kommissæren med ansvar for udenrigsanliggender skal være ansvarlig for koordineringsmekanismen for civil krisestyring.
9) I artikel 23, stk. 2, bør muligheden for veto ved afgørelser med kvalificeret flertal og sagens henvisning til Det Europæiske Råd ændres og bringes i overensstemmelse med den normale fællesskabsprocedure.
- Det må forankres i traktaten, at Unionen har status som juridisk person i international sammenhæng.
- Fleksibilitetsbestemmelsen til indledning af et tættere samarbejde mellem medlemsstaterne bør ikke finde anvendelse på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, bortset fra militære foranstaltninger, under forudsætning af, at EU-institutionernes enhed og navnlig Kommissionens initiativrolle og Europa-
- Parlamentets rolle med hensyn til overvågning og demokratisk kontrol styrkes og garanteres; af central betydning er her observationsorganet til tidlig påvisning af konflikter og en omfattende dataindsamling af disponibel kapacitet og kvalificeret personale fra medlemsstaterne.
12) I artikel 21 om information og høring af Europa-Parlamentet bør det tilføjes, at Europa-Parlamentet ikke blot underrettes regelmæssigt om udviklingen i udenrigs- og sikkerhedspolitikken af formandskabet og Kommissionen, men også af den højtstående repræsentant for FUSP.
Dette styrker på den ene side den højtstående repræsentants stilling, og på den anden side skaber det en snævrere forbindelse mellem Europa-Parlamentet og Rådets generalsekretariat. Der bør træffes yderligere foranstaltninger til sikring af, at Europa-Parlamentet inddrages i de vigtigste afgørelser og får mulighed for at bidrage til definitionen af EU-udenrigspolitikkens generelle retningslinjer.
13) I lighed med udnævnelsen af kommissærer, efter at Europa-Parlamentet har givet sin godkendelse heraf ved afstemning (artikel 214, stk. 2, afsnit 3), bør en lignende procedure gælde for udnævnelsen af den høje repræsentant.
I artikel 28 om finansiering af udgifter til operationer i forbindelse med Petersberg-opgaverne må det præciseres, at udgifterne til finansiering af militære foranstaltninger som led i krisestyring afholdes af de involverede medlemsstater, men at administrationsudgifterne til en fælles aktion afholdes over Fællesskabernes budget.
- Europa-Parlamentet finder det nødvendigt, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) fremover integreres i Den Europæiske Unions budget.
***