Dokumenter
Nyt slagsmål i EU-konvent om de økonomiske og sociale grundrettigheder i EU-charter
Europaudvalget
(Info-note I 142)
(Offentligt)
_____________________________________________
REU, Alm. del - bilag 880
(Løbenr. 19491)
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Nyt slagsmål i EU-konvent om de økonomiske og sociale grundrettigheder i EU-charter
EU-konventet fortsatte behandlingen af de økonomiske og sociale grundrettigheder på sit uofficielle møde den 28. april i Bruxelles.
De første drøftelser af de økonomiske og sociale grundrettigheder fandt sted på konventets uofficielle møde den 3.- 4. april.
Også denne gang tegnede der sig to fronter i konventet i spørgsmålet om inddragelse af de grundlæggende sociale rettigheder og hvad det egentligt er for et mandat, man har fået fra det Europæiske Råd i Køln.
På den ene side stod en gruppe, som fastholdt, at Køln-mandatet kun kræver de sociale rettigheder fra den europæiske socialpagt og fællesskabspagten medtaget, hvis de ikke er formuleret som mål for EU's virke. Ifølge disse medlemmer har de sociale bestemmelser i den europæiske socialpagt netop karakter af mål for staterne og ikke individuelle rettigheder. Mest markante fortalere for dette synspunkt var Ingo Friedrich fra Europa-P ntet (PPE/CDU), Peter Altmaier fra den tyske Forbundsdag, Frits Korthals Altes fra den hollandske regering, Lord Bowness fra House of Lords, Lord Goldsmith fra den britiske regering og den irske regerings repræsentant Michael O'Kennedy.
Ingo Friedrich frygtede, at man vil udvide Unionens kompetence, hvis "målene" fra den europæiske socialpagt medtages. Han mente ikke, at hverken borgerne eller de 15 medlemslandes nationale parlamenter vil acceptere, at Unionen snupper ny kompetence på denne måde, og han advarede imod, at man sætter hele charteret på spil på denne måde.
På den anden side talte særligt Guy Braibant fra den franske regering, Europa-Kommissionen, konventets italienske medlemmer samt dele af Europa-Parlamentets delegation imod dette. Braibant afviste, at man kan se helt bort fra målsætninger i charteret, idet skellet mellem målsætninger og rettigheder ikke er stort. Braibant forklarede, at man i fransk forfatningsret opererer med en blanding af de to i form af et begreb, som kaldes målsætninger af forfat ningsmæssig værdi. EU-kommissær
AntónioVitorino støttede Braibant, idet han sagde, at Køln-mandatet alene udelukker sociale bestemmelser, der har karakter af rene målsætninger. Han mente, at en del af de sociale bestemmelser har en "mixed dimension" og derfor skal medtages.
Braibant kaldte de sociale rettigheder for et kernepunkt i charteret, idet han anså dem for at udgøre den eneste chance for at tilføje noget nyt i charteret, og han henviste til, at de i øvrigt er anerkendt retspraksis i alle medlemslande. Problemet med de sociale rettigheder er, at de er spredt over så mange forskellige retskilder. Braibant så på den baggrund en vigtig opgave for konventet i at samle de sociale rettigheder og gøre dem syn lige som principper i charteret. "Man kan naturligvis også overlade det til domstolene at fastlægge de grundlæggende sociale rettigheder ud fra disse spredte retskilder", foreslog Braibant retorisk, "men det vil tage mindst 10-15 år og skuffe borgerne dybt", sluttede Braibant.
Den danske regerings repræsentant Erling Olsen fandt, at de sociale rettigheder må placeres på en fremtrædende måde, hvis konventet skal have noget ud af sin mission. Han mente, at Køln-mandatets vigtigste opgave er at synliggøre over for EU's borgere, hvilke gældende grundlæggende rettigheder de har ifølge den Europæiske Menneskerettigheds-Konvention (EMRK) samt de økonomiske og sociale rettigheder, som f&osl er af fællesskabet i Unionen. Erling Olsen syntes imidlertid ikke, at der er meget politisk værdi i at synliggøre de rettigheder, der følger af EMRK, idet disse allerede er kendte af borgerne. Vigtigere er de økonomiske og sociale rettigheder.
Formanden Roman Herzog erkendte, at konventet er delt i spørgsmålet om inddragelse af de sociale rettigheder. Han opfordrede derfor konventets parter til at komme hinanden lidt i møde. Inspireret af den tyske forfatning foreslog han selv et kompromis, hvor man tager sociale rettigheder med i charteret, der hvor den menneskelige værdighed står på spil.
For detaljerede bestemmelser
En stor gruppe af konventets medlemmer mente, at flere af de sociale rettigheder var formuleret alt for detaljeret fra Præsidiets side. Mest kritiseret blev artikel XI og XII om barselorlov og forældreorlov, fordi de sætter konkrete talværdier på længden af orloven. Flere medlemmer mente, at den samfundsmæssige udvikling hurtigt vil overhale disse konkrete bestemmelser.
Peter Altmaier fra den tyske Forbundsdag fandt desuden, at for detaljerede sociale rettigheder risikerer at udhule den sociale model i medlemsstaterne. Ifølge Altmaier er forudsætningen for at lave et charter med individuelle rettigheder, som borgerne kan indklage for en domstol, at man holder charteret inden for gældende fællesskabsret. Det mente han ikke, at præsidiets forslag gør. Bl.a. O{{PU2}}Kennedy fra Irland, Friedrich, Rodriguez-Beriejo fra den spanske reger Lord Goldsmith støttede Altmaiers ønske om mindre detaljerede formuleringer af de sociale rettigheder.
Lord Goldsmith tilføjede dog, at man også skal være varsom med for vage formuleringer uden klare definitioner, idet man ellers overlader for meget fortolkningsrum til EF-Domstolen. "Den britiske regering foretrækker, at regler inden for det sociale område vedtages af regeringer ikke af domstole", sluttede Goldsmith.
Friedrich foreslog, at man begrænser sig til 25 kortfattede artikler i charteret. Han mindede om, at Biblens ti bud rummer omkring 50 ord, mens charteret, som det i øjeblikket tegner, vil komme til at indeholde tusindvis af ord, som borgerne ikke har en chance for at overskue. Friedrich foreslog, at man i stedet tager alle definitioner og detaljer med i en del B i charteret.
Skelne mellem grundlæggende rettigheder og ønskelige politikker
Bl.a. den spanske regerings repræsentant Alvar Rodriguez-Berijo fandt det ønskeligt, at man skelner mellem sociale rettigheder, der har rang af grundlæggende rettigheder, og rettigheder, som skal fastlægges via lovgivning i direktiver eller i national lovgivning.
Artikel IX: Ret til beskyttelse i tilfælde af opsigelse i ansættelsesforhold
Arbejdstagere har ret til ikke at blive sagt op uberettiget samt til en passende erstatning eller anden kompensation i tilfælde af uberettiget opsigelse.
Flere talere støttede tilstedeværelsen af en artikel om uberettiget afskedigelse heriblandt Jürgen Meyer fra den tyske Forbundsdag (SPD). Nogle talere mente dog, at den bør placeres et andet sted i charteret eller sammenlægges med art. X i charteret. Bl.a. Paavo Nikula fra den finske regering og Braibant foreslog en sammenlægning med artikel X. Også Korthals Altes fra den hollandske regering mente, at bestemmelsen hører til i charteret, men advarede imod for detaljerede bestemmelser, idet man ellers risikerer at begrænse de nationale parlamenters handlemuligheder inden for dette område. Korthals Altes ønskede derfor en ny og mere generel formulering. Bl.a. Nikula og Maj-Weggen tilsluttede sig dette.
Den britiske regering fandt det ikke ønskeligt med denne rettighed i charteret, idet man i Storbritannien allerede har detaljeret lovgivning, der regulerer dette spørgsmål, og han fandt det ikke ønskeligt at overlade det til EF-Domstolen at afgøre, hvad en uberettiget afskedigelse er. Erling Olsen foreslog en mere generel formulering om, at man ikke kan fratage folk deres arbejde, hvor udgangspunktet for bestemmelsen er det enkelte menneskes vær dighed. I øvrigt betonede Olsen, at der i medlemsstaterne er meget forskellige måder at håndtere dette spørgsmål på.
Roman Herzog konkluderede, at der syntes at være et klart flertal for denne artikel. Man kunne dog overveje at slette anden halvdel af artiklen om retten til passende erstatning eller anden kompensation.
Artikel X: Retten til erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning
Enhver skal uden forskelsbehandling have adgang til en passende erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning, lige så længe den pågældende er erhvervsaktiv.
Elena Paciotti fra Europa-Parlamentets delegation fandt behovet for livslang uddannelse i et foranderligt samfund åbenlyst nødvendigt. Med unionens store engagement og budget inden for uddannelsesområdet mente Elena Paciotti, at det er helt afgørende at få retten til erhvervsuddannelse med i charteret. Også kommissær Vitorino støttede at tage denne bestemmelse med i charteret. Andrew Duff fra Europa-Parlamentets delegation erkendte, at Fællesskabet s kompetence på det erhvervsuddannelsesmæssige område er begrænset til at støtte og supplere medlemsstaternes aktioner, men han mente, at konventet udarbejder charteret med øje for fremtiden. Han mindede i den forbindelse om, at Det Europæiske Råd i Lissabon specifikt lagde vægt på efteruddannelse af arbejdsstyrken og adgang til relevant erhvervsuddannelse.
Flere talere - herunder Roman Herzog - talte for, at man lægger artiklen sammen med artikel 16 om retten til en skoleuddannelse
På den anden side mente såvel Peter Almaier som Lord Goldsmith, at retten for enhver til en passende erhvervsuddannelse går klart ud over Unionens kompetence. Lord Goldsmith vurderede, at artiklen er så vidtgående, at den ikke passer ind med nogen eksisterende rettighed inden for EU, hverken under artikel 150 TEF eller i den europæiske socialpagt. Lord Goldsmith mente desuden, at hvis borgerne stilles en rettighed i udsigt, er nogen også forpligtet til at garante re denne ret. Det kan EU ikke gøre. Bestemmelsen hører derfor, ifølge Goldsmith, ikke hjemme i charteret.
Også Korthals Altes var bekymret over bestemmelsen, idet den taler om, at enhver person har krav på adgang til en erhvervsuddannelse ikke - blot arbejdstagere, som i den europæiske socialpagt. Han frygtede bl.a., at man vil blive forpligtet over for personer, der opholder sig illegalt på EU's medlemslandes område. Den spanske regerings repræsentant Rodriguez-Bereijo mente, at bestemmelsen bør begrænses til kun at gælde for arbejds
Herzog konkluderede, at der syntes at være et flertal for at bevare artiklen, men erkendte dog, at der var et markant mindretal, der ønskede bestemmelsen slettet. Herzog foreslog på den baggrund, at Præsidiet fremlægger en ny tekst til 2. behandlingen af de økonomiske og sociale rettigheder, og at man her kan se nærmere på, om man skal stryge bestemmelsen helt.
Artikel XI: Kvindelige arbejdstageres ret til beskyttelse i forbindelse med svangerskab og barsel
Enhver kvindelig arbejdstager har ret til barselorlov i mindst fjorten uger før og/ eller efter en fødsel
Den franske regerings repræsentant Braibant, Catherine Lalumiere og
Ieke Van den Burgh fra Europa-Parlamentets delegation og Tuija Brax fra det finske parlament støttede, at man inkluderer retten til barselorlov i charteret. Braibant mente dog som flere andre, at man skal undlade at specificere længden af barselorloven i artiklen. Ernst Hirsch Ballin fra det hollandske Eerste Kamer mente, at den slags detaljer er bedre fastlagt i medlemsstaternes lovgivning.
Rodriguez-Beriejo ønskede helt at fjerne retten til barsel fra charteret, idet han mente, at spørgsmålet bør reguleres i et EU-direktiv eller i national lovgivning.
Artikel XII: Ret til forældreorlov
Enhver arbejdstager har ret til forældreorlov i mindst tre måneder efter et barns fødsel eller ved adoption af et barn.
Konventets medlemmer syntes her generelt at mene, at retten til forældreorlov er mindre grundlæggende end barselorloven. Flere talere talte for at slette den - herunder Braibant, Rodriguez-Bereijo og Lord Goldsmith.
Catherine Lalumiere talte dog for at beholde bestemmelsen i charteret, idet hun så den som udtryk for hvad hun kaldte den berømte europæiske socialmodel. Også Brax fra det finske parlament talte for at beholde bestemmelsen i charteret.
Artikel XIII: Social sikring
Enhver arbejdstager og dennes ydelsesberettigede pårørende (enhver) har alt efter de særlige forhold i det enkelte land ret til en social beskyttelse, der bl.a. omfatter sociale ydelser af en tilstrækkelig størrelse
Braibant kaldte denne rettighed for et nødvendigt men vanskeligt punkt, hvor man nok bør understrege nærhedsprincippets betydning. Samtidig fandt han det nødvendigt at udvide artiklen til at gælde enhver person og ikke blot arbejdstagerne. Der var dog flere talere, der udtrykte betænkelighed ved artiklen. Bl.a. Peter Altmaier, Reinhard Rack fra Europa-Parlamentet, Korthals Altes og Lord Goldsmith. Korthals Altes mente, at det er op til hvert enkelt land at afgøre, hvem der er berettiget til sociale ydelser. Flere talere var bekymret over at give tredjelandsborgere automatisk ret til sociale ydelser.
Ridriguez-Bereijo og Lord Goldsmith mente, at artiklen bør stryges fra charteret, idet den ikke udgør en eksisterende rettighed, men blot en målsætning i den europæiske socialpagt, som det er op til medlemsstaternes myndigheder at garantere - ikke EU's institutioner. Hvis artiklen alligevel skal medtages, mente Lord Goldsmith, at der bør refereres specifikt til "medlemsstaternes lovgivning" og ikke blot til "forhold i de enkelte lande&quo
Artikel XIV: Ret til social bistand
Enhver, der ikke har de tilstrækkelige midler til sit underhold (,og som er ude af stand til at skaffe sig sådanne midler ved egen hjælp eller fra andre kilder,) modtager en passende social bistand, der gør det muligt at leve i værdighed.
Van de Burgh fra Europa-Parlamentets delegation fandt bestemmelsen god, idet hun mente den knæsætter et vigtigt princip om borgernes ret til et minimum af levevilkår. Også den italienske regering støttede bestemmelsen, men foreslog, at den placeres et andet sted i charteret, fordi man her giver enhver person adgang til social bistand. Rack mente, at man bør indføre en horisontal bestemmelse, der sikrer, at personer, der illegalt opholder sig på medlemsstaternes område, ikke er berettiget til social bistand.
Lord Goldsmith afviste helt bestemmelsen, idet han mente, at dette er en essentiel medlemsstatskompetence. Storbritannien accepterede i øvrigt slet ikke princippet om, at enhver person er berettiget til social bistand. F.eks. er asylansøgere ikke automatisk berettiget til social bistand i Storbritannien. Også Peter Altmaier og Ridriguez-Bereijo mente, at spørgsmålet om social bistand ligger uden for EU's kompetenceområde og således ikke b&o r tages med i charteret.
Artikel XV: Ret til lægehjælp
Enhver skal kunne være omfattet af forebyggende sundhedsforanstaltninger og skal have adgang til lægehjælp under sygdom.
Braibant kaldte retten til lægehjælp for en vigtig bestemmelse i charteret, som bør gælde enhver person. Dog må man nok af finansielle hensyn tilføje, at det skal ske under hensyn til det eksisterende beredskab inden for sundhedsvæsenet.
Ridriguez-Bereijo mente, at artikel XV, som stammer fra den europæiske socialpagt, mere har karakter af en målsætning end en individuel rettighed og foreslog på den baggrund, at den formuleres anderledes.
Erling Olsen fandt også, at artikel XV kan give visse problemer. Bestemmelsen kan opfattes som om alle EU-borgere har ret til gratis lægehjælp, selv om de ikke betaler skat i den medlemsstat, hvor de opholder sig. Man risikerer på den måde at lægge pres på systemer i de lande, der har skattefinansierede ordninger. Olsen foreslog i stedet, at man fastslår, at retten til lægehjælp udøves i overensstemmelse med national lovgivning. Han minde de her om, at EU-forordning 1408/71 allerede anerkender, at det er op til medlemsstaterne at udforme reglerne for dette område.
Artikel XVI: Ældres ret til social beskyttelse
- Enhver arbejdstager, der bliver pensioneret, skal kunne få adgang til midler, der sikrer vedkommende en rimelig levestandard.
- Enhver, der har nået pensionsalderen uden at være berettiget til pension, eller som ikke har andre midler til sit underhold, skal kunne få adgang til en tilstrækkelig indkomst samt en social bistand og lægehjælp, der er tilpasset den pågældendes behov.
Lord Goldsmith afviste at tage denne rettighed med i charteret, hvis charteret skal være bindende. Ifølge Lord Goldsmith er der ingen eksisterende rettigheder under fællesskabsretten eller EMRK, der garanterer den enkelte en pension på et bestemt niveau. Bestemmelsen vil som formuleret af Præsidiet, ifølge Goldsmith, indebære, at EF-Domstolen kan komme til at tage stilling til, hvad midler til en rimelig levestandard er.
Både Hirsch Ballin og Korthals Altes mente, at bestemmelsen bør stryges. Hirsch Ballin kunne i stedet tænke sig en bestemmelse, der fastslår, at man som ældre deltager som fuldgyldigt medlem af samfundet, selv om man har forladt arbejdsmarkedet.
Braibant fandt bestemmelsen helt overflødig i forhold til artikel XIII og XIV. Også Altmaier og Van den Burgh fandt artiklen unødvendig, idet de mente, at dens substans allerede er indeholdt i artikel XIII og XIV.
Artikel XVII: Handicappedes ret til social og erhvervsmæssig integration.
Enhver handicappet er, uanset årsagen eller arten af handicappet, berettiget til konkrete supplerende foranstaltninger med henblik på at forbedre den erhvervsmæssige og sociale integration.
Den britiske regerings suppleant Martin Eaton kaldte målsætningen for denne bestemmelse sympatisk. Alligevel fandt han ikke, at rettigheden passer ind i charteret, idet EF-retten ikke indeholder en sådan individuel ret - hverken ifølge TEF artikel 137 eller TEF artikel 13. Hirsch Ballin mente, at konventet bør have en diskussion om de juridiske konsekvenser af denne formulering, samt hvem det påhviler at gennemføre disse rettigheder.
Erling Olsen sagde, at han havde forståelse for en artikel om handicappedes sociale integration, men at han endnu var usikker på, hvilken formulering der er bedst. Han lovede derfor at vende tilbage med sine kommentarer til denne bestemmelse på et senere møde.
Andrew Duff fra Europa-Parlamentet mente derimod, at handicappedes ret til social integration i allerhøjeste grad bør tages med i charteret, idet spørgsmålet om handicappedes rettigheder vil stå i centrum for den fremtidige lovgivning i EU under artikel 13.
Artikel XVIII: Vandrende arbejdstageres ret til ligebehandling
Arbejdstagere fra tredjelande, der opholder sig lovligt på medlemssta
ternes område, har ret til en behandling, der ikke er mindre gunstig end behandlingen af den Europæiske Unions arbejdstagere, for så vidt angår arbejdsvilkår.
Der var på dette sene tidspunkt af konventets møde kun få medlemmer tilbage. Kun få medlemmer tog derfor ordet til denne bestemmelse. En af dem var Eaton, der mente, at selv om EU i TEF artikel 137, stk. 4 har kompetence til at vedtage regler på dette område, er bestemmelsen endnu ikke udmøntet til konkret lovgivning af Ministerrådet. Han mente derfor, at man vil foregribe begivenhedernes gang ved at indføre en sådan individuel ret for arbejd stagere fra tredjelande, inden Ministerrådet har vedtaget lovgivning. Han foreslog på den baggrund, at man stryger artiklen og overlader arbejdet til Ministerrådet efter fremgangsmåden i artikel 137, stk. 4.
Van den Burg mente, at man i formuleringen af denne artikel bør skele mere til den europæiske socialpagts artikel 19.
Venlig hilsen
Morten Knudsen