Hjælpemenu

Hovedmenu

Europa-Kommissionen præsenterer ekspertrapport om todeling af EU-traktaterne

Info-note tilgået Folketingets Europaudvalg

Europaudvalget
(Info-note I 155)
(Offentligt)

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Europa-Kommissionen præsenterer ekspertrapport om todeling af EU-traktaterne.

 

EU-Kommissær Michel Barnier opfordrede tirsdag den 16. maj på et møde i Europa-Parlamentets forfatningsudvalg EU's stats- og regeringschefer til at udvide Helsinki-mandatet for den igangværende regeringskonference. Bl.a. tilrådede han EU-landene til at inkludere spørgsmålet om en todeling af EU-traktaterne på regeringskonferencens dagsorden. Opfordringen kom samtidig med præsentationen af en rapport fra Robert Schuman Centeret på det eur ig;iske universitetet i Firenze, der skitserer, hvordan EU's traktater kan reorganiseres i to dele.

Rapporten foreslår, at EU-traktaterne opdeles i en grundlæggende traktat for den Europæiske Union, der indeholder de grundlæggende bestemmelser for Unionen såsom målsætninger og opgaver, borgernes grundlæggende rettigheder, institutionelle bestemmelser, mv. og en konsolideret traktat for det Europæiske fællesskab, der indeholder de resterende artikler fra TEF .

Forenklet traktatrevisionsprocedure

Formålet med at opdele traktaterne er at skabe et mere enkelt og transparent system af traktater for borgerne. Samtidig skal det gøres lettere at revidere traktaterne, hvis Unionen i fremtiden skal rumme op i mod 27-28 lande.

Bl.a. derfor har både Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet foreslået, at man skal have forskellige procedurer for revision af de to traktater. Hvor den grundlæggende traktat fortsat kun skal kunne ændres efter national ratifikation i alle EU-lande, skal den konsoliderede EF-traktat med de resterende traktatbestemmelser kunne ændres efter en forenklet procedure. Firenze-instituttets rapport rummer ikke et egentligt forslag til, hvordan en sådan ny procedurer for t raktatrevisioner kan se ud, idet man udtrykkeligt har ønsket at foretage omorganiseringen af traktaterne på baggrund af de eksisterende traktater/retstilstand. Dog loves det i rapporten, at man vil præsentere en separat rapport om "traktatrevisionsspørgsmålet" i løbet af efteråret.

Idéen om at omorganisere traktaterne er ikke ny. Allerede i forbindelse med den seneste regeringskonference, der blev afsluttet i 1997, understregede Europa-Kommissionen vigtigheden af at skelne mellem traktatens grundlæggende artikler og de øvrige bestemmelser. Idéen om en todeling af traktaterne blev derefter taget op igen i en rapport fra Kommissionens tre vise mænd, Dehaene, von Weizsäcker og Lord Simon, om de institutionelle implikationer af EU's udvidelse e rapport kom den 18. oktober 1999. Forslaget er siden blevet støttet i Europa-Kommissionens udtalelse om regeringskonferencen fra november 1999 og af Europa-Parlamentet ved flere lejligheder.

Firenze-rapporten blev bestilt af Europa-Kommissionen lige efter årsskiftet og er således blevet udarbejdet i ekspresfart af Firenze-instituttet.

 

To traktater:

 

I rapporten foreslås det, at EU-traktaterne fremover skal opdeles i en grundlæggende Traktat for den Europæiske Union vedhæftet to protokoller, der svarer til Unionens to mellemstatslige søjler (2 og 3), og en konsolideret udgave af Traktaten om oprettelse af det Europæiske Fællesskab (TEF) efter den er blevet tømt for "grundlæggende bestemmelser" .

Den grundlæggende Traktat for den Europæiske Union skal bestå af blot 95 artikler (clauses) fordelt på 8 afsnit (Titles): 1) Unionens grundlæggende bestemmelser, 2) De grundlæggende rettigheder, 3) Unionsborgerskab, 4) Unionens mål og opgaver, 5) Institutionelle bestemmelser, 6) Finansielle bestemmelser, 7) Bestemmelser om tættere samarbejde og 8) Afsluttende bestemmelser.

De enkelte artikler er i vidt omfang blevet omformuleret til nye mere enkle og klare tekster uden dette dog ifølge rapportens forfattere betyder, at man har ændret den eksisterende retstilstand. Særligt anfører forfatterne, at man har været opmærksom på, at der ikke er sket forskydninger mellem EU's og medlemsstaternes kompetence.

Den konsoliderede EF-traktat (TEF) skal bestå af de 314 eksisterende artikler minus de artikler, som bliver flyttet over i den grundlæggende traktat. Den konsoliderede TEF anvender den samme opbygning som den eksisterende TEF.

Næste skridt

 

Udover at Firenze-dokumentets juridiske holdbarhed vil blive set efter i sømmene af Europa-Kommissionens og Parlamentets juridiske tjenester, er også spørgsmålet om dets politiske bæredygtighed helt centralt. Ifølge Michel Barnier vil Europa-Kommissionen derfor inden for den nærmeste tid informere medlemsstaterne om rapportens konklusioner. Efter selv at have overvejet rapporten grundigt, vil Europa-Kommissionen fremlægge sine egne konklusioner på regeringskonferencen.

Også Europa-Parlamentet vil udtale sig om rapporten. Under Michel Barniers præsentation af rapporten i forfatningsudvalget gav flere af udvalgets medlemmer rapporten en kommentar med på vejen. Generelt var der kun få mislyde fra udvalgets medlemmer, der ser todelingsøvelsen som et led i en "konstitutionalisering" af traktaterne.

Forfatningsudvalgets formand Georgio Napolitani annoncerede desuden, at Europa-Parlamentet under sessionen i juni gennemfører en mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen om rapporten. Forespørgslen vil blive diskuteret på forfatningsudvalgets møde den 24-25. maj.

 

Rapporten er tilgængelig på Europa-Kommissionens særlige regeringskonference-hjemmeside

Med venlig hilsen

 

Morten Knudsen