Resume af møde i Bruxelles 1-2/2-00 i konventet

Dette reviderede forslag blev vedtaget med 33 stemmer mod 16, idet 3 hverken stemte for eller imod.

Konventet vedtog den forelagte mødeplan (kaldet Working programme), som omfattede både møder i konventet, møder i redaktionskomiteen (= præsidiet) og møder i den uformelle arbejdsgruppe (jf. nedenfor). De resterende 4 møder i selve konventet er planlagt til at finde sted i Bruxelles:

Oprindelig havde præsidiet forestillet sig, at man skulle nedsætte nogle arbejdsgrupper, som skulle drøfte de forskellige typer af rettigheder. Det havde imidlertid vist sig vanskeligt at finde frem til, hvordan man skulle definere de forskellige grupper, og hvilke grupper de forskellige rettigheder skulle placeres i, idet der er tale om en vis overlapning. Desuden ville det være vanskeligt at fordele de 62 medlemmer på arbejdsgrupperne, idet nogle medlemmer ønsk ede at deltage i flere arbejdsgrupper. Derfor forelagde præsidiet en ny idé til arbejdsmetode og procedure for konventet. Man foreslog, at der udover de planlagte 6 officielle møder for hele konventet blev afholdt en række uformelle arbejdsgruppemøder, hvori alle konventets medlemmer og suppleanter kan deltage, hvis de har tid og lyst. Dette forslag blev vedtaget.

På grundlag af et forslag fra præsidiet drøftede man, hvorledes der skulle træffes afgørelser i konventet. Nogle talte for, at man skulle kunne træffe afgørelser med 2/3 af de tilstedeværende repræsentanter. Andre gik ind for, at man i så høj grad som muligt skulle tilstræbe konsensus, hvilket formanden, Roman HERZOG, anbefalede. Det endelige udkast skal ifølge Köln-mandatet vedtages af konventets pa rter, men det blev ikke præciseret, hvem disse parter er, og hvordan hver enkelt part skal træffe denne beslutning, f.eks. hvordan man skal finde frem til, om "de nationale parlamenter" kan tiltræde slutresultatet.

I forbindelse med det andet møde blev der omdelt et dokument, udarbejdet af præsidiet, som omfattede 43 grundlæggende rettigheder, og der blev ligeledes omdelt et notat, udarbejdet af sekretariatet, indeholdende nogle mere teoretiske betragtninger om nogle tværgående spørgsmål. De to dokumenter blev kommenteret i flere af indlæggene, men formanden for konventet, Roman HERZOG, præciserede, at der ikke var tale om et fo rslag til et charter omfattende 43 rettigheder. Han lovede, at forud for det første uformelle arbejdsgruppemøde, som skulle finde sted den 24.-25. februar, ville præsidiet udsende et foreløbigt tekstudkast, som kunne danne grundlag for de videre drøftelser.

Her skal kun nævnes nogle eksempler på de rettigheder, som der kom forslag om under den første, indledende drøftelse.

Jürgen MEYER fra den tyske Forbundsdag pegede på, at ikke-diskriminering ikke er det samme som ligestilling. Blandt de sociale rettigheder nævnte han retten til bolig.

Jens-Peter BONDE savnede blandt de 43 nævnte rettigheder nogle kollektive rettigheder, f.eks. retten til at få spørgsmål afgjort så tæt på borgerne som muligt, retten til lokalt selvstyre, nationale mindretalsrettigheder og rettigheder for folk uden nation, f.eks. baskere.

José BARROS MOURA fra Portugal talte om retten til liv, som har relation både til diskussionen om dødsstraf og til abortdiskussionen.

Charlotte CEDERSCHIÖLD, finsk medlem af Europa-Parlamentet, nævnte, at strejkeretten kan komme i konflikt med retten til fri bevægelighed. Hun nævnte ejendomsret og næringsfrihed - forstået som retten til at etablere egen virksomhed og udøve selvstændig professionel aktivitet.

Johanna MAIJ-WEGGEN, hollandsk medlem af Europa-Parlamentet, nævnte ligebehandling af mænd og kvinder - ikke blot i relation til arbejdsmarkedet - og retten til information og åbenhed.

Flere talere kom ind på, at det ville være en god idé, at EU som sådan tiltrådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sådan som alle medlemslandene har gjort. Formanden, Roman HERZOG, medgav, at det ville gøre arbejdet i konventet nemmere, men fastslog, at det ikke var et spørgsmål, konventet skulle tage stilling til. Han tilføjede, at hvis EU tiltrådte menneskerettighedskonventionen, ville det i praksis indebær e, at EF-Domstolen blev underlagt Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Det ville give nogle juridiske problemer, ligesom der er det problem, at kun stater kan være medlemmer af Europarådet.

Hovedemnet på mødet var en første, indledende drøftelse af charterets indhold, hvorunder nogle repræsentanter kom med principielle bemærkninger om charterets karakter og relation til Traktaten, mens andre kom med konkrete forslag til rettigheder, der burde medtages i charteret.

Mht. hvilke rettigheder charteret skal omfatte tegnede der sig det billede, at der var to skoler. Den ene skole, som langt de fleste repræsentanter fra Europa-Parlamentet tilhørte, gik ind for, at man skulle give de europæiske borgere noget, de ikke havde i forvejen, ved at lade charteret omfatte nye rettigheder. Andrew DUFF fra Europa-Parlamentet talte f.eks. om, at man skulle supplere de traditionelle menneskerettigheder med "moderne" grundlæggende rettigheder. De n anden skole, som den engelske regerings repræsentant, Lord GOLDSMITH, var fortaler for, gik ind for, at man blot skulle nedskrive de eksisterende rettigheder i et klart og enkelt sprog, så enhver europæisk borger ved, hvilke rettigheder han har over for EU's institutioner. Lord Goldsmith pegede på, at der var store problemer forbundet med at nå frem til nye formuleringer af de eksisterende rettigheder. Dels ville det give fortolkningsproblemer, dels risikerede man, at de vill e blive fortolket forskelligt af de internationale domstole i Strasbourg og i Luxembourg.

Flere af talerne var inde på, at man så vidt muligt skal tilstræbe konsensus om en enkel tekst, som skal kunne hænges op på væggen i de små hjem, og som man kan bruge i skolerne. Et ofte fremført argument for at nøjes med at nedskrive eksisterende rettigheder var, at hvis man var mere ambitiøs og kastede sig ud i mere vidtgående diskussioner om nye rettigheder og politiske visioner, ville man ikke kunne opnå konsensus eller blot k valificeret flertal - og slet ikke inden for den givne tidsramme.

Erling OLSEN, som er den danske regerings repræsentant i konventet, sagde, at efter hans mening indebar det mandat, konventet fik fra topmødet i Köln, at man skal synliggøre to ting, både over for den enkelte borger i EU og over for alle, der har myndighed at udøve:

Det førte til, at man efter hans mening skulle interessere sig for de eksisterende rettigheder og for, hvad institutionerne skal være forpligtet af. Da der er to målgrupper, må man formulere sig på to forskellige måder. Derfor støttede Erling OLSEN Lord Goldsmiths idé om at have en del, der klart og tydeligt, så alle kan forstå det, præciserer de grundlæggende rettigheder, og en del, hvor man udtrykker sig i juridiske termer. Han var glad for den oversigt over rettigheder, der var kommet fra præsidiet, men mente, det var for tidligt at tage stilling til de enkelte rettigheder. På grundlag af den foreløbige drøftelse måtte repræsentanterne gå hjem og drøfte med deres baggrundsgrupper, hvad der skal lægges vægt på, hvad der ikke skal lægges vægt på, og hvad der eventuelt skal tilføjes.

Jürgen GNAUCK, som i konventet repræsenterer det tyske Forbundsråd, og som er Europaminister i delstaten Thüringen, advarede mod, at man gennem charteret skaber nye kompetencer, idet det vil give store problemer for de tyske delstater. Han pointerede, at det ikke var konventets opgave at lave en forfatning for Den Europæiske Union, opstille visioner eller fastlægge politiske mål. Han opfordrede til, at man søger at undgå enhver konflikt med nationale g rundrettigheder.

Formanden, Roman HERZOG, var nærmest tilhænger af den skole, hvis synspunkter bl.a. blev fremført af Lord Goldsmith, og som fik støtte fra bl.a. dansk og finsk side. Herzog advarede mod, at man fortabte sig i alt for mange nymodens ideer og derved risikerede, at der slet ikke kom noget ud af bestræbelserne. I en foreløbig konklusion pegede han på, at det drejer sig om grundrettigheder, som de europæiske institutioner skal respektere. Bestemmelserne er al tså ikke rettet mod de nationale organer, hvilket også ville give store problemer i relation til de nationale grundlove. Det ville også være en misforståelse at forsøge at skabe nye sociale og økonomiske rettigheder og derved udvide Unionens kompetence på disse områder. Det ligger ligeledes uden for konventets opgave at udtale sig om det traktatfæstede nærhedsprincip. Roman Herzog så ikke nogen modstrid mellem præcise juridiske tekster og klare og forståelige formuleringer. I hvert fald måtte det være ambitionen at udtrykke sig både så præcist, at jurister og dommere kan lægge bestemmelserne til grund, og så enkelt, at almindelige mennesker kan forstå dem. Når det drejer sig om menneskerettigheder, gik Roman Herzog ind for, at man lagde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og de fortolkninger af denne, Domstolen i Strasbourg har anlagt, til grund.

Også mht. dette spørgsmål var der to skoler. Den ene gik ind for, at det charter, man udarbejdede, skulle bestå af juridiske tekster af bindende karakter, således at borgerne havde noget at holde sig til, når de ville klage til Domstolen. Derved ville charteret også indeholde et løfte om en juridisk "helbredelsesmetode", hvis rettighederne blev overtrådt. Disse rettigheder skulle indskrives i traktaten, helst allerede i forbindelse med den traktatændring, der skal vedtages i december på Det Europæiske Råds møde i Nice. Den anden skole gik ind for, at der skulle være tale om en højtidelig erklæring af politisk karakter. Flere pegede på, at det ikke var en afgørelse, konventet skulle træffe. Konventet havde til opgave at udarbejde et udkast til et charter. Derefter ville stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd tage stilling til, om charteret p&ari ng; den ene eller den anden måde skulle knyttes til den nye traktat eller ligefrem indskrives i den. Heroverfor blev det anført, at det var afgørende for formuleringen af charteret, hvorvidt der var tale om en politisk hensigtserklæring eller juridisk bindende tekster.

Jens-Peter BONDE mente, at hvad enten man vil det eller ej, er det en forfatning, man er i gang med at skrive. Selv om den ikke måtte blive indskrevet i Traktaten, vil EF-Domstolen lægge bestemmelserne i charteret til grund for sine domme, ligesom Domstolen i dag henviser til principper i medlemslandenes grundlove. Han pegede på, at man går ind i minefelter for national suverænitet, og nævnte som eksempler abortspørgsmålet i Irland og folkekirkens stilling i Danmark. Derfor bør man skelne klart mellem, hvad der er politiske hensigtserklæringer og gode ønsker og drømmerier, og hvad der er juridisk bindende tekster, som Domstolen i Luxembourg kan dømme efter - på godt og ondt. Han opfordrede derfor til, at man knytter specialister til konventet, så man får præcise juridiske tekster at tage stilling til. Jens-Peter Bonde pegede på, at det vil være ulykkeligt, hvis man etablerer et nyt jernt&a elig;ppe i Europa - mellem de mennesker, som er omfattet af EU's menneskerettigheder, som fortolkes af EF-Domstolen i Luxembourg, og de mennesker, som er omfattet af et andet sæt menneskerettigheder, som fortolkes af Europarådets domstol i Strasbourg. Strasbourg-domstolen bør tage sig af menneskerettighederne, mens Domstolen i Luxembourg skal regulere EU-institutionernes adfærd. Også forholdet til internationale konventioner må afklares, så man f.eks. får en entydig tolkning af ILO-konventioner. Endelig må forholdet til de nationale forfatninger afklares.

Jacob BUKSTI henviste indledningsvis til, at Folketinget støtter arbejdet med at styrke de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne, også i Europa, og derfor vil arbejde konstruktivt med på udformningen af et EU-charter. Vi finder det afgørende, at det bliver synliggjort, at borgerne har rettigheder i forhold til EU's institutioner. Som udgangspunkt mener vi, at der bør være tale om et politisk dokument. Det er afgørende, at man ikke svæ kker det nuværende konventionssystem, som det kommer til udtryk i menneskerettighedskonventionen, ILO-konventionerne, det sociale charter, mindretalsrettigheder osv. Jacob Buksti var bekymret for, at man skulle få skruet en tekst sammen, som ikke blot på normal vis skulle ratificeres af det danske Folketing, men som krævede en ændring af den danske grundlov, idet det ville være ensbetydende med at ekskludere Danmark af EU. Derfor advarede han mod at stille ultimative krav om, at charteret skal være retligt bindende. Han opfordrede til, at man fandt frem til en løsning, som kunne samle bred enighed, og støttede Lord Goldsmiths pragmatiske tilgang til den igangværende øvelse.

Martin SCHULZ, tysk medlem den socialdemokratiske PSE-gruppe i Europa-Parlamentet, replicerede, at hvis man kun skulle beskæftige sig med noget, som kunne blive godkendt ved en dansk folkeafstemning, kunne man hurtigt blive færdig. Han så ingen grund til at være beskeden og begrænse sig, men opfordrede til, at man var modig og prøvede at formulere nogle nye rettigheder.

Formanden, Roman HERZOG, havde allerede på det første møde i konventet tilkendegivet, at det ikke var konventet, der skulle træffe beslutning om, hvorvidt og i givet fald i hvilken form charteret skulle indskrives i Traktaten, men ved formuleringen af rettighederne skulle man være varsom og sørge for, at teksten fik en så præcis form, at den i givet fald kunne indskrives i Traktaten.

Naturligvis er der et vist personsammenfald mellem den gruppe repræsentanter, som går ind for et charter med nye rettigheder, og den gruppe repræsentanter, som går ind for, at charteret indskrives i Traktaten, ligesom der er et vist personsammenfald mellem den gruppe repræsentanter, som går ind for, at man blot skal nedskrive de eksisterende rettigheder, og den gruppe repræsentanter, som går ind for, at charteret ikke skal indskrives i Traktaten. Men de to ting hænger ikke uløseligt sammen. Man kunne således godt forestille sig, at det ender med, at konventet når frem til et charter, som overvejende er en nedskrivning - i en populær og forståelig form - af de gældende rettigheder, og at Det Europæiske Råd derefter beslutter, at dette charter på en eller anden måde skal knyttes til den nye Traktat - det være sig ved en direkte indskrivning i Traktaten, som en protokol til Traktaten el ler ved en henvisning til det i Traktaten.

Indlæg fra ØSU, Regionsudvalget og den europæiske ombudsmand

På konventets anden dag, onsdag den 2. februar, fremkom der indlæg fra de nævnte tre europæiske institutioner, som deltager i konventet som en slags observatører.

Anne-Marie SIGMUND, som er medlem af præsidiet i Det Økonomiske og Sociale Udvalg, gik ind for, at charteret ikke kun skal være en kodificering af de eksisterende rettigheder, men at det tillige skal være et instrument, hvor borgerne kan læse, hvilke grundlæggende rettigheder og pligter de har, således at de ikke blot opfatter Unionen som et økonomisk samarbejde, men som et fællesskab, hvor de selv har rettigheder. Hun så alts&ar ing; charteret som et led i opbygningen af en europæisk identitet og pegede på, at også i relation til ansøgerlandene er der behov for en fælles værdiskala. I sin opremsning af rettigheder nævnte hun bl.a. ikke-diskriminering af kvinder og flygtninges rettigheder Hun fandt kun arbejdet meningsfyldt, hvis charteret bliver integreret i Traktaten og får juridisk gyldighed. Hun bad om, at ØSU kan være med i arbejdsgrupperne med observatørstatu s, hvilket formanden imødekom. I den efterfølgende spørgerunde indrømmede hun, at ØSU som sådan endnu ikke havde taget stilling til, hvilke rettigheder man ønskede skulle indgå charteret. ØSU som sådan havde f.eks. ikke taget stilling til de mere sprængfarlige emner som strejkeret og minimumsløn.

JOS JABERT, som netop er blevet valgt til formand for Regionsudvalget, henviste til den initiativbetænkning, som Regionsudvalget havde udarbejdet, og tilsagde Regionsudvalgets medvirken i det ambitiøse projekt. Han fandt, at charteret hænger uløseligt sammen med de institutionelle reformer, der behandles under regeringskonferencen, og betegnede det derfor som vigtigt, at det bliver indskrevet i den nye traktat og får bindende karakter. Han så charteret som basis for unionsborgerskabet, og sidestillede charteret med en forfatning, som borgerne kunne henvise til, når de henvendte sig til de nationale domstole og til Domstolen i Luxembourg for at påtale, at deres rettigheder blev krænket. Blandt rettighederne nævnte han frihed, lighed og religionsfrihed. Regionsudvalget ønsker, at der kommer noget med om minoritetsrettigheder og retten til at have forskellige meninger. Han opstillede tre typer af rettigheder:

Den europæiske ombudsmand, Jacob SÖDERMAN, henviste til, at baggrunden for charterprojektet var, at EF-Domstolen i marts 1996 var nået frem til, at EU som sådan ikke kunne tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Set fra borgernes synspunkt var der to problemer med den nuværende retstilstand: 1) Ganske vist henviser Traktaten til, at man skal overholde de fundamentale rettigheder, men der står ikke, hvad det er for nogle, og man ka n ikke forlange af alle borgere, at de er eksperter i komparativ forfatningsret og EU-ret. 2) Nationale myndigheder skal overholde de fundamentale rettigheder, men reglen gælder ikke EU{{PU2}}s institutioner. Jacob Söderman tilføjede, at han tidligere havde foreslået, at der kom en bestemmelse ind i Traktaten, som sagde, at Unionens institutioner skal respektere de fundamentale rettigheder, som et flertal af medlemslandene havde ratificeret, og at man som et bilag til Traktaten optry sten over, hvilke konventioner det gjaldt. På den baggrund hilste den europæiske ombudsmand charterinitiativet velkomment. Udgangspunktet i charteret må være, at EU{{PU2}}s institutioner skal respektere eksisterende menneskerettighedskonventioner og de principper for grundlæggende rettigheder, der gælder i henhold til medlemslandenes forfatninger. Men derudover så ombudsmanden et perspektiv i, at man som fundamental rettighed medtager retten til en åben, ansva g serviceminded administration. Man kunne indskrive retten til god administration i charteret og udmønte det i regler om god administrativ praksis og om adgang til information. I forbindelse med det sidste kritiserede ombudsmanden det forslag, Kommissionen netop havde fremsat om aktindsigt, som snarere var en lang liste over de begrundelser, man kunne anvende for at nægte borgerne adgang til dokumenterne. I sine afsluttende bemærkninger pointerede Jacob Söderman, at rettigheder ikke er noget værd, medmindre der er effektive midler til at sikre deres håndhævelse.

I den efterfølgende spørgerunde bad Jens-Peter BONDE ombudsmanden om at uddybe sin kritik af Kommissionens netop fremsatte forslag om aktindsigt, men formanden, Roman HERZOG, gjorde opmærksom på, at det konkrete

forslag fra Kommissionen om aktindsigt ikke skal diskuteres på konventet.

I sin besvarelse af de forskellige spørgsmål sagde Jacob SÖDERMAN bl.a., at det er en grundlæggende rettighed, at borgeren har ret til at få sin sag behandlet rimeligt hurtigt og med den fornødne åbenhed. I praksis sikres dette gennem lovgivning om god administrativ praksis og lovgivning om offentlig adgang til dokumenter. Han betegnede dette som en meget vigtig rettighed, for mens det ikke er særlig sandsynligt, at Unionen udsætter en EU-borger for tortur, kan alle komme ud for dårlig administration og mangelfuld information.

Med venlig hilsen

Bjørn Einersen