Resume af 25. konventssamling 11.-13/6

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

På den 25. samling i Det Europæiske Konvent blev der holdt tre plenummøder. På det første møde onsdag den 11. juni drøftede Konventets medlemmer Præsidiets reviderede udkast til artikler vedrørende institutionerne og til forfatningens del I som helhed. Præsidiet annoncerede åbenhed over for ændringsforslag fra komponenterne. Konventets medlemmer tilsluttede sig i store træk Præsidiets forslag, men havde en række ændringsforslag.

På det andet møde torsdag den 12. juni præsenterede Præsidiet et nyt udkast til forfatningen med følgende væsentlige ændringer, som der var opnået enighed om i Præsidiet:

- en henvisning til værdierne i præamblen,

- at sammensætningen af Europa-Parlamentet skal besluttes inden 2009,

- at DER ikke varetager lovgivende funktioner,

- at kommissionsformanden skal være med i forberedelsen af de

fremtidige aktiviteter i DER,

- ligelig rotationen af Rådets medlemmer,

På mødet fredag den 13. juni konstaterede Valéry Giscard d’Estaing herefter, at der nu var opnået konsensus om udkastet til en forfatning.

Den 25. samling i Det Europæiske Konvent fandt sted onsdag den 11. juni, torsdag den 12. juni og fredag den 13. juni 2003. Fra Folketinget deltog Henrik Dam Kristensen, Peter Skaarup og Niels Helveg Petersen.

Konventsformanden, Valéry Giscard d'Estaing, præsenterede den reviderede tekst til første del med de reviderede bestemmelser om institutionerne og med de to protokoller (CONV 797/03), som Præsidiet var nået frem til på et præsidiemøde under sidste konventssamling. Den reviderede tekst om institutionerne er kommenteret særligt i Info-note I-302. Der var mange, der havde ment, at det næppe ville være muligt at blive færdig med et udkast til en samlet traktat, men med dette dokument nu så det ud til, at man kunne gøre sig forhåbninger om at nå et resultat. Det var dog op til Konventets medlemmer at afgøre dette på nærværende møde, sagde Giscard d'Estaing

Han oplyste videre, at de reviderede tekster til tredje del ville blive omdelt onsdag eftermiddag. Medlemmerne ville herefter have lejlighed til at stille ændringsforslag og komme med kommentarer til tredje del frem til mandag den 23. juni 2003. Der var endvidere truffet beslutning om at indkalde Konventet to gange til for at gøre arbejdet med del III og del IV færdigt. Konventet kunne således forvente at blive indkaldt den 4. juli og den 9.-11. juli 2003.

Valéry GISCARD d'ESTAING foreslog, at dagens møde i Konventet i overensstemmelse med dagsordenen skulle bruges til at drøfte Præsidiets seneste udkast til del I og protokollerne. Der skulle dog indledningsvist fastlægges en tidsplan og en dagsorden for resten af konventsmødet.

Hvis Konventets komponenter ønskede det, ville han selv og de to næstformænd hver især holde møder med komponenterne torsdag formiddag, hvorefter der ville være møde i Konventet torsdag eftermiddag og fredag formiddag. Såfremt Konventet nåede til konsensus om udkastet til forfatningstraktaten, ville han endvidere invitere til frokost fredag middag.

Under den efterfølgende drøftelse af tidsplanen var der bred enighed om, at det indledende plenummøde onsdag skulle være relativt kort, idet der var behov for at drøfte Præsidiets reviderede udkast til artikler vedrørende institutionerne og til del I som helhed i komponenterne. Der var dog ligeledes behov for at mødes i plenum og drøfte det videre forløb af konventssamlingen. Man enedes derfor om først at holde et møde på en time og derefter at genoptage mødet kl. 18.00, hvilket ville gav mulighed for interne møder i komponenterne fra kl. 16.00 til 18.00. På disse to møder ville medlemmerne og repræsentanterne for komponenterne kunne give udtryk for deres synspunkter på Præsidiets reviderede udkast til del I.

Om torsdagen ville der herefter være møde i komponenterne kl. 9.00, og kl. 11.00 ville formanden og de to næstformænd for Konventet hver især holde møde med de tre komponenter. Komponenterne måtte herefter fremsætte ændringsforslag til den reviderede tekst til del I senest kl. 15.00, hvor Præsidiet så ville mødes og tage stilling til, hvilke ændringsforslag Præsidiet i givet fald ville indarbejde i del I. En revideret tekst til del I ville så skulle drøftes på et plenarmøde kl. 18.00 torsdag.

Fredag kl. 11.00 ville der så blive afholdt det sidste møde inden Det Europæiske Råds møde i Thessaloniki, hvor man ville konstatere, om der var opnået konsensus i Konventet om et udkast til forfatningstraktat.

Drøftelsen af Præsidiets reviderede udkast til artikler vedrørende institutionerne og til del I som helhed skete som nævnt dels på et indledende møde kl. 15 og dels på et senere møde onsdag kl. 18.

På disse to møder gav medlemmerne og repræsentanterne for komponenterne udtryk for deres synspunkter på Præsidiets reviderede udkast til del I. Generelt blev Præsidiets forslag modtaget positivt.

Der var dog naturligvis flere forslag til forbedringer, og både Valery GISCARD d’ESTAING og kommissær Michel BARNIER understregede, at det reviderede udkast var et dynamisk papir, der kunne revideres yderligere inden fredag. Dog sagde Valéry GISCARD d’ESTAING, at revisioner skulle ske på baggrund af forslag fra komponenterne, som var koordinerede og grupperede. Mange talere takkede for Præsidiets åbenhed over for ændringer herunder Josep BORELL (det spanske parlament).

Iñigo MÉNDEZ DE VIGO (MEP) talte for at opretholde balancen mellem institutionerne, ligesom Peter HAIN (britiske regering) udtrykte sin støtte til Præsidiets tekst. Han mente ikke, at man nu kunne gå ind og ændre ved de kompromiser, der lå til grund for Præsidiets udformning af teksten om institutionerne, som han mente udgjorde en fin balance. Denne udtalelse fik stort bifald fra medlemmerne af Konventet. Der var dog alligevel adskillige kommentarer til bestemmelserne om institutionerne.

Andrew DUFF (MEP påpegede, at udpegningen af kommissærer var et tilbageskridt i forhold til Nice. Han mente, at kommissærer og Europa-kommissærer skulle vælges efter den samme procedure, det vil sige, at alle skulle godkendes af Europa-Parlamentet. Christina MUSCARDINI (MEP) mente, at Europa-Parlamentet ligesom formanden for Kommissionen skulle kunne afskedige enkelte kommissærer. Hun mente ligeledes, at det ikke var tilfredsstillende, at kommissærer, ikke havde stemmeret og ikke spillede den samme rolle. Ben FAYOT (Luxemburgs parlament) foreslog, at også kommissærerne uden stemmeret skulle udpeges efter et rotationssystem.

Jacques SANTER (Luxemburgs regering) og Panayiotis DEMETRIOU (det kyprotiske parlament) opfordrede til, at Kommissionsformandens og kommissærernes kompetencer blev defineret klarere i forbindelse med drøftelsen af del III. Især efterlyste han en præcisering af Kommissionens kompetence i relation til Unionens repræsentation udadtil. Hanja MAIJ-WEGGEN (MEP) mente, at hvis Det Europæiske Råd ikke foreslog egnede kandidater til posten som formand for Kommissionen, så skulle Europa-Parlamentet selv kunne fremsætte forslag til og træffe beslutning om posten som formand for Kommissionen.

Jacques SANTER (Luxemburgs regering) mente i øvrigt, at formanden for Det Europæiske Råd kun skulle vælges for to år ad gangen. Ben FAYOT mente, at oprettelsen af posten forskubbede balancen, hvilket kunne indebære, at man måtte se på formanden for Det Europæiske Råds kompetence i forbindelse med drøftelsen af del III.

Giorgos KATIFORIS (græske regering), Paraskevas AVGERINOS (græske parlament) og Peter HAIN (britiske regering) påpegede, at formændene for Ministerrådet skulle udpeges efter ligelig rotation, og at der var behov for at beskrive denne rotation nærmere.

Adskillige mente, at der også skulle kunne træffes flertalsafgørelser inden for FUSP'en, heriblandt Andrew DUFF (MEP), der generelt opfordrede til, at man i højere grad forlod enstemmighedsprincippet til fordel for flertalsafgørelser. Dette synspunkt blev støttet af Pierre LEQUILLER (franske nationalforsamling), som mente, at de kvalificerede flertalsafgørelser gradvist skulle indføres på flere og flere områder. Joscha FISCHER (tysk regeringsrepræsentant) sagde, at hvis man ønskede fremskridt på FUSP-området, måtte man åbne op for at træffe beslutninger med superkvalificeret flertal. Det kunne ske ved, at udenrigsministeren i konkrete situationer kunne bede om, at man overgik til afgørelser med kvalificeret flertal, hvilket blev støttet af Peter HAIN (britisk regeringsrepræsentant).

Josep BORELL (spanske parlament) mente tillige, at kvalificeret flertal skulle udstrækkes til skatteområdet.

Kimmo KILJUNEN (finske parlament) opfordrede derimod kraftigt til, at man opretholdt enstemmighed inden for visse områder herunder især inden for forsvarsområdet, hvor den finske regering ikke kunne støtte kvalificeret flertal.

Præsidiet havde i det seneste udkast til del I indføjet en "passerelle" i art. 24, stk. 4, hvorefter Det Europæiske Råd med enstemmighed kunne træffe beslutning om, at der kan træffes beslutning med kvalificeret flertal, på et område hvor man i henhold til forfatningens del III træffer afgørelse med enstemmighed. Denne bestemmelse var genstand for en del drøftelser. Iñigo MÈNDEZ DE VIGO (MEP), Andrew DUFF (MEP) og Elmar BROK (MEP) mente ikke, at bestemmelsen var vidtgående nok, og mente i stedet, at der blot skulle være et kvalificeret flertal i Det Europæiske Råd for at kunne træffe en sådan beslutning.

Erwin TEUFEL (tyske bundestag) kunne ikke støtte, at det blev muligt at gå fra enstemmighed til flertalsafgørelser, ligesom Lord TOMLINSON (Overhuset) påpegede, at man hermed kunne gennemføre forfatningsrevisioner udenom de nationale parlamenter, hvilket han ikke kunne støtte. Lena HJELM-WALLÉN (EP) mente, at bestemmelsen var dukket op på så sent et tidspunkt, at den burde slettes.

Elmar BROK (MEP) og andre konventsmedlemmer nævnte også traktatens revisionsprocedure som et problem, idet kravet om enstemmighed ved traktatændringer i en Union på 25 medlemsstater ville blokere for tilpasninger. I stedet måtte man finde en mere fleksibel procedure, hvor et kvalificeret flertal af medlemsstater kunne revidere traktaten.

Iñigo MÈNDEZ DE VIGO (MEP) og Johannes VOGGENHUBER (MEP) påpegede, at der skulle indføjes en bestemmelse om, at der ikke kan gennemføres europæisk lovgivning uden Europa-Parlamentets medvirken, hvilket blev støttet af Hanja MAIJ-WEGGEN (MEP).

Jürgen MEYER (tyske bundestag) gik ud fra, at når Præsidiet ikke havde medtaget noget om borgerinitiativer, så var det fordi Præsidiet endnu ikke havde taget stilling hertil. Han støttede i hvert fald, at et vist antal borgere fik ret til at tage initiativ til lovgivning. Erwin TEUFEL (tyske bundestag) mente ligeledes, at der skulle indføres en bestemmelse i forfatningstraktaten om, at en gruppe borgere kunne indgive et ønske om, at Kommissionen skulle fremsætte lovgivningsinitiativ på et område. Dette ville have en stor symbolværdi. Valéry GISCARD d’ESTAING erklærede sig enig heri.

Valéry GISCARD d´ESTAING sluttede mødet af med at minde om torsdagens møde i komponenterne, hvor han forventede, at de ændringsforslag, der blev udarbejdet, var afleveret til Præsidiet kl. 15.00, hvor Præsidiet holdt møde. Her ville Præsidiet så træffe beslutning om, hvilke ændringsforslag der kunne imødekommes. Torsdag kl. 18.00 ville konventsmødet så blive genoptaget.

Torsdag den 12. juni blev konventsmødet først genoptaget kl 19.15. Valéry GISCARD d´ESTAING undskyldte forsinkelsen, men arbejdet med ændringsforslagene havde taget længere tid end forventet, på trods af at det var foregået i en positiv ånd. Han kunne dog meddele, at der var opnået enighed om et kompromis i Præsidiet, hvilket havde resulteret i en række ændringer i forfatningen. De reviderede tekster blev herefter omdelt som CONV 811/03, og der blev ligeledes omdelt en samlet revideret tekst til forfatningens første og anden del jf. CONV 797/1/03. Nu ville Præsidiet ikke holde flere møder

Valéry GISCARD d´ESTAING gennemgik de reviderede tekster, som herefter blev kommenteret af Konventets medlemmer. De vigtigste ændringer i teksten var:

Josep BORELL (spanske parlament) og flere andre medlemmer takkede Præsidiet for at have udarbejdet et afbalanceret forslag

En af ændringerne var, at der i chartrets præambel var indføjet en passus om, at chartret vil blive fortolket i overensstemmelse med de forklaringer, der var blevet udarbejdet på foranledning af præsidiet for den forsamling, der udarbejdede chartret. Denne passus mente Elmar BROK (MEP) og Johannes VOGGENHUBBER (MEP) ikke var skrevet i et sprog, som var egnet til at indgå i traktaten. De mente derfor, at den skulle udgå. Kommissær Antonio VITORINO sagde, at denne tekst i chartrets præambel ikke i sig selv havde nogen juridisk værdi. Det var kun en forklaring, der var medtaget for at tilfredsstille nogle lande, og den havde ingen juridiske retsvirkninger. Sylvia-Yvonne KAUFMANN (MEP) følte sig ikke overbevist af Vitorinos forklaring, idet hun ikke mente, at man på den ene side kunne sige, at noget var et fortolkningsbidrag, og på den anden side kunne sige, at det ikke havde nogen juridisk betydning. Hun støttede derfor, at teksten udgik.

Peter HAIN (britiske regering) påpegede dog, at der ville være mindst 5 lande, der ikke kunne ratificere forfatningen, hvis ikke denne tilføjelse var med. Han mente derfor ikke, at det var et spørgsmål om, at disse lande var vanskelige, men at der snarere var tale om et nødvendigt kompromis, hvis man ønskede, at traktaten skulle kunne ratificeres også af disse lande.

Elmar BROK (MEP) og René van der LINDEN (hollandske parlament) savnede fortsat bestemmelser i forfatningen om, at man kunne overgå til kvalificeret flertalsafstemninger på FUSP-området, men kunne tilslutte sig forfatningen, hvis dette spørgsmål kunne tages op under drøftelsen af del III. Josep BORELL (spanske parlament) efterlyste ligeledes flere afstemninger med kvalificeret flertal, som han gerne så indført på områderne for skat, uddannelse og forskning, som han også forslog drøftet under den generelle drøftelse af del III.

Kimmo KILJUNEN (finske parlament) udtrykte endnu en gang bekymring for, at man ved drøftelserne af del III ville tage spørgsmålet om kvalificeret flertal på forsvarsområdet op eventuelt i en arbejdsgruppe. Der havde allerede været nedsat en arbejdsgruppe under Konventet, som havde været en succes, og som ikke havde anbefalet kvalificeret flertal på dette område.

Kommissær Michel BARNIER sagde, at forsvarsspørgsmålet var det vanskeligste område, og at der her ikke kunne opnås enighed. Derfor var det særlige fleksible samarbejde foreslået som en mulighed for lande, der ville gå videre.

Valéry GISCARD d’ESTAING sagde, at det var en illusion at tro, at problemerne med udenrigspolitikken kunne løses ved at overgå til afstemninger med kvalificeret flertal. Disse problemer måtte løses lidt efter lidt. Han var opmærksom på, at nogle ønskede overgang til kvalificeret flertal på flere områder. Dog erindrede han om, at der allerede var sket store fremskridt her, idet man fremover ville overgå til kvalificeret flertal på yderligere 39 områder. Derudover var der passerellen, der gjorde det muligt successivt at overgå til kvalificeret flertal. Imidlertid ville spørgsmålet blive behandlet i forbindelse med drøftelsen af del III.

Jens-Peter BONDE (MEP) var meget utilfreds med, at Præsidiet ikke havde fjernet passerellen i art. 24, stk. 4, fordi den var et redskab for politikkerne mod borgerne, der gjorde, at man kunne ændre forfatningen uden ratifikation af de nationale parlamenter og uden eventuelle folkeafstemninger. Den udgjorde ikke en gangbro, men var i stedet en envejssti. Den var kommet alt for sent ind i forfatningen til, at man kunne tage stilling til den. Samtidig påpegede han, at forfatningen ikke øgede gennemskueligheden for Unionens borgere. Han efterlyste tillige en mulighed for Konventets medlemmer for at sige fra over for forfatningsudkastet. Peter SKAARUP (Folketinget) var enig med Jens-Peter Bonde i, at forfatningen ikke gjorde, at Unionen kom tættere på borgerne, eller at der var mere transparens. Særlig henvisningen til Thykidid, mente han, var et godt eksempel på, at forfatningen ikke kom nærmere på den almindelige borger.

Peter HAIN var uenig heri og påpegede derimod, at forfatningsudkastet netop var en mulighed for af bringe Unionen tættere på borgerne og gøre Unionen mere effektiv og demokratisk.

Valéry GISCARD d’ESTAING oplyste i den forbindelse, at forbeholdene ikke ville kunne beskrives individuelt. Imidlertid ville det være muligt at medtage forbehold fra en større gruppe af medlemmer i det forfatningsudkast, som skulle afleveres i Thessaloniki. Han mente i øvrigt, at der var gjort store fremskridt for så vidt angår transparens i forfatningen, idet der nu er offentlighed om møder i Ministerrådet, når det forhandler om og vedtager lovgivning. Ifølge art. 49 pålægges institutionerne dvs. både Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet endvidere at vedtage åbenhedsreglen.

Andrew DUFF (MEP) savnede en forsikring om, at del IV også ville kunne drøftes efter Thessaloniki, idet han mente, at der var behov for en tilpasning, at revisionsproceduren. Valéry GISCARD d’ESTAING var enig i af revisionsproceduren var et vanskeligt spørgsmål, som ville blive overvejet i forbindelse med den nærmere drøftelse af del IV.

Robert BADINTER (det franske senat) påpegede, at han ikke fandt det passende, at Konventet i præamblen takkede sig selv for arbejdet med forfatningen. Det måtte være andre munde, der skulle synge denne pris. Hertil svarede Valéry GISCARD d’ESTAING, at det var en misforståelse at tro, at Konventet takkede sig selv. Der var i stedet tale om et forslag til, at stats- og regeringscheferne takkede Konventet for arbejdet.

Afslutningsvis sagde GISCARD d’ESTAING, at mødet herefter ville blive genoptaget fredag kl. 11.00, som ville være det afsluttende møde, hvor man ville konstatere, om der var konsensus om forfatningsudkastet.

Valéry GISCARD d´ESTAING indledte dagens møde med minde om, at dette var dagen, hvor Konventet skulle afgøre, om man kunne udtale sig i konsensus om udkastet til forfatningstraktaten. Flere talere havde allerede givet udtryk for, at der var elementer i forfatningstraktaten, som de hver især ikke kunne lide, eller som de omvendt lagde stor vægt på. Der var med dokumentet søgt at ramme en ligevægt, som tilgodeså alle synspunkter i et vist omfang, og nu måtte medlemmerne af Konventet give udtryk for, om dette dokument kunne overleveres til Det Europiske Råds møde i Thessaloniki som et konsensusdokument. Han ville nu give ordet til repræsentanter for komponenterne og de politiske familier.

Iñigo MÈNDEZ DE VIGO (MEP) gav på vegne af europaparlamentarikerne sin tilslutning til, at forfatningstraktaten blev overbragt til Thessaloniki som et konsensusdokument, og takkede for at have fået mulighed for at deltage i det historiske arbejde. René van der LINDEN (hollandske parlament) lykønskede på vegne af de nationale parlamentarikere formanden med resultatet af Konventets arbejde. Han gav udtryk for, at konventsmetoden havde været en stor succes, også fordi de nationale parlamentarikere havde været yderst konstruktive, selv om det havde været vanskeligt i slutfasen. Ana PALACIO (spanske regering) indledte med at udtrykke forbehold over for traktaten på den spanske regerings vegne. Som regeringsrepræsentant lykønskede hun dog med Konventets resultat, som især i forholdet til borgerne var en succes, idet Unionen nu kom tættere på borgerne, end den nogen sinde havde været. Kommissær Michel BARNIER gav også udtryk for sin tilfredshed med resultatet. Han fremhævede styrken ved konventsmetoden, som var foregået i stor åbenhed, og som havde bragt Unionen meget længere end regeringskonferencerne i Nice og Amsterdam. Henning CHRISTOPHERSEN talte på vegne af formandsskabet, fordi Papandreu ikke var til stede. Han roste Konventet og sagde, at det havde været en ubetinget succes, som havde været præget af en åben og demokratisk proces. Resultatet var mere demokrati og åbenhed for Europas borgere i fremtiden, hvilket blev støttet af Hildegard PUWAK (den rumænske regering), som talte på vegne at socialisterne, og Elmar BROK (MEP), som talte på vegne af krist-demokraterne. Som repræsentant for de ny medlemsstater takkede Alojz PETERLE (det slovenske parlament) for den ligeværdige behandling, de ny medlemsstater var blevet mødt med, og sagde, at der var sket en osmose med de tidligere lande bag jerntæppet, og at dette var en af de lyseste dage i Europas historie.

Dominique de VILLEPIN (franske regering) mente, at der var nået fantastiske fremskridt, og han ville anbefale at stats- og regeringscheferne tilsluttede sig resultatet i Thessaloniki, hvilket blev støttet af Joschka FISCHER (tyske regering), som mente, at Konventet fortjente prædikatet "historisk" kompromis.

Den eneste kritiske røst kom fra Jens-Peter BONDE (MEP), der ikke mente, at Unionen kom tættere på borgerne med denne forfatningstraktat. Unionen bliver en juridisk person, som kan tiltage sig flere beføjelser, der i fremtiden vil gøre det muligt, at alle beslutninger vedtages med kvalificeret flertal. Hvor forfatninger normalt begrænser politikernes magt, repræsenterede denne forfatingstraktat det modsatte. De virkelige vindere var embedsmændene i Bruxelles, og de virkelige tabere var borgerne. Han opfordrede i øvrigt til, at borgerne blev spurgt om, hvilken fremtid de ønskede i Europa.

Afslutning

Valéry GISCARD d´ESTAING sluttede af med at takke for det privilegium han havde fået som formand for Konventet. Arbejdet var blevet indledt i håb og i frygt tilsat lidt drømme, og opgaven havde været at finde ud af, hvordan Europa skulle se ud i fremtiden. Her havde de 28 lande arbejdet sammen for første gang i en positiv og konstruktiv ånd, og han udtrykte sin store respekt for alle de nye lande, som havde været med til at skabe en ny tillid til Europa.

Resultatet af Konventets arbejde var ikke perfekt, men man var nået meget langt ved at gå fra 3 traktater til en forfatning, og han takkede de mange aktører for deres bidrag til dette fælles projekt og for det gode samarbejde og trofastheden over for tolerancen. Han ville nu på Konventets vegne forelægge udkastet til forfatningstraktaten i Thessaloniki, hvor han ville tillade sig at anbefale én ting:

"Jo tættere stats- og regeringscheferne holdt sig til Konventets tekst, jo færre problemer ville de få på regeringskonferencen".

Herefter blev europahymnen spillet, og der blev budt champagne til alle.

Med venlig hilsen

Eva Esmarch