Resumé af 23. konventssamling 30.-31/5

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Debatten om forstærket samarbejde viste bred tilslutning til de af Præsidiet foreslåede artikler, idet de fleste dog understregede, at det må være den sidste udvej.

Debatten om økonomisk governance og egne indtægter samt budgetprocedure viste at der var støtte til en styrkelse af samordningen af den økonomiske politik, hvor de fleste støttede overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politikker. Der var dog delte meninger om målene for den økonomiske politik og om hensigtsmæssigheden af at formalisere EURO-gruppen, ligesom meningerne også var delte i spørgsmålet om koordinering af skattepolitik.

Der var støtte til bestemmelsen om at øge Europa-Parlamentets indflydelse ved, at Parlamentet skal godkende beslutninger om justeringer af Unionens eksisterende egne indtæger, mens den nationale ratifikation fastholdes ved afskaffelsen af eksisterende indtægter og ved justeringer af loftet.

Der var ligeledes støtte til indførelsen af én ny fælles budgetprocedure for hele budgettet og ophævelsen af skellet mellem de obligatoriske og de ikke-obligatoriske udgifter.

Inkorporeringen af EU-chartret om grundlæggende rettigheder som del II i forfatningstraktaten blev positivt modtaget, ligesom Præsidiets udkast til del III om Unionens politikker og funktionsmåde også blev overvejende positivt modtaget. Især den øgede anvendelse af kvalificeret flertal blev rost.

Inkorporeringen af EURATOM-traktaten fik en del knubbede ord med på vejen, idet de fleste mente, at den burde revideres.

Endelig var der generel enighed om, at Unionen skulle sikre adgang til offentlige forsyningsydelser, mens der ikke var enighed om, hvad dette indebar.

Den 23. samling i Det Europæiske Konvent fandt sted fredag den 30. maj og lørdag den 31. maj 2003. Fra Folketinget deltog Henrik Dam Kristensen og Peter Skaarup.

Valéry Giscard d'Estaing oplyste, at Præsidiet ville mødes lørdag den 31. maj om eftermiddagen for at gøre endnu et forsøg på at blive enige om et revideret udkast til artiklerne vedrørende institutionerne.

Konventet havde indgående drøftelser om de tre punkter på dagsordenen, der drejede sig om forstærket samarbejde, artiklerne vedrørende Unionens økonomi og de nye artikler i forfatningens del III.

Ved mødets begyndelse gennemgik konventsformanden, Valéry Giscard

d'Estaing, de udkast til artikler, som nu forelå. Han fortalte, at når artiklerne i del I vedrørende institutionerne ikke var revideret, skyldtes det, at Præsidiet ikke havde kunnet opnå enighed vedrørende kvalificeret flertal. Mht. del III pointerede konventsformanden, at Konventet ikke havde fået til opgave at se på indholdet af de forskellige sektorpolitikker, kun at stille forslag vedrørende forenkling og tilpasning af artiklerne til det, der stod i del I om kompetencer, procedurer og institutioner mv.

I forbindelse med næste konventssamling ville konventsformanden og de to næstformænd holde separate møder med de forskellige komponenter. Planen var at mødes med repræsentanterne for de nationale parlamenter onsdag den 4. juni om formiddagen og at tale med regeringsrepræsentanterne og europaparlamentarikerne ved to separate møder om eftermiddagen. Desuden ville man tale med kommissærerne, som jo har sæde i Præsidiet.

Torsdag den 5. juni skal man på et plenummøde drøfte de foreslåede reviderede artikler i del I – bortset fra artiklerne vedrørende institutionerne. Debatten om institutionerne ville finde sted fredag den 6. juni og muligvis fortsætte på den følgende session den 11.-13. juni.

Elmar BROK (EP) lykønskede Præsidiet med den åndelige kraftpræstation, det havde været at nå frem til udkast til alle artiklerne i forfatningen. Han fremhævede som et afgørende træk i konventsmetoden, at alle medlemmer var lige – altså at repræsentanter fra store lande ikke vejede tungere end repræsentanter fra små lande. Det drejer sig om at finde frem til et kompromis, der kan accepteres af alle fire komponenter, sagde Elmar Brok, men det er ikke ensbetydende med, at alle skal være enige om alt, for så risikerer man at komme ud for samme problemer som på de tidligere regeringskonferencer, hvor ét land kunne bremse alt. Elmar Brok var bekymret over, at Præsidiet endnu ikke havde fremlagt reviderede forslag vedrørende institutionerne, og beklagede, at det ikke var afspejlet i Præsidiets reviderede forslag, at et stort flertal i Konventet gik ind for øget anvendelse af kvalificeret flertal også inden for udenrigspolitikken. Hans afsluttende opfordring til at vise handlekraft i stedet for at fokusere på, om land A eller B ikke ville være med, fik stort bifald fra konventsmedlemmerne.

David HEATHCOAT-AMORY (UK, underhuset) var ikke enig i den hovedstruktur i forfatningen, der nu tegnede sig, og afleverede under stor presseopmærksomhed en alternativ rapport, hvori man lagde op til et Demokratiernes Europa, som efter skeptikernes mening i højere grad levede op til Laeken-erklæringens ånd og bogstav, og som ville skabe et mere demokratisk, fleksibelt og dynamisk Europa tættere på borgerne. Dokumentet er siden fremsendt som CONV 773/03 og er underskrevet af 9 konventsmedlemmer, herunder Jens-Peter Bonde, Peter Skaarup og Per Dalgaard fra Danmark.

Valery GISCARD d'ESTAING lovede at se på forslaget, men gjorde opmærksom på, at det drejer sig om at nå frem til en syntese i form af en tekst, som kan samle bred konsensus i Konventet, og som har en chance for at blive ratificeret i alle 25 medlemslande. I en replik til Elmar Brok sagde Giscard

d'Estaing, at personligt havde han gerne set, at Præsidiet havde udsendt en revideret tekst vedrørende institutionerne.

Debatten om forstærket samarbejde fandt sted på grundlag af Præsidiets forslag i CONV 723/03, som er analyseret i Info-note I 270. Det drejer sig om en ny artikel 32b i del I og artikel I-P i del III. (I det senere fremsendte samlede udkast, CONV 724/03, er de omdøbt til artikel I-43 og artikel III-318 –

III-325).

I sin indledning gjorde Giscard d'Estaing opmærksom på, at muligheden for forstærket samarbejde blev indført ved Amsterdamtraktaten og ændret ved Nicetraktaten. Den er blot aldrig blevet brugt. Hvis man ikke kan få samarbejdet til at fungere, kan man anvende forstærket samarbejde som en sidste udvej. Giscard d'Estaing fremhævede, at det kræver opbakning fra et kvalificeret flertal i Ministerrådet, og at mindst en tredjedel af medlemslandene ønsker at deltage. Han mente, det ville gøre det muligt at bevare samarbejdet inden for Unionen – i stedet for at det kom til at foregå uden for Unionen. Han pointerede, at det forstærkede samarbejde skal være åbent for senere tiltrædelse fra de medlemslande, som ikke i første omgang melder sig til at deltage i det.

Generelt blev Præsidiets forslag modtaget positivt, idet man hilste den forenkling af procedurerne, der foreslås, velkommen og tilsluttede sig forslagene om at styrke Kommissionens og Europa-Parlamentets rolle på tidspunktet for iværksættelse af et forstærket samarbejde.

Dog nævnte næsten alle talerne, at det måtte betragtes som den sidste udvej. Det gjaldt f.eks. den svenske regerings repræsentant, Lena HJELM-WALLÉN, som fremhævede, at udgangspunktet må være, at alle medlemslande skal være omfattet af alt samarbejde i EU. Michael FRENDO (maltesiske parlament) sagde ja til forstærket samarbejde som en sidste udvej, men nej til forstærket samarbejde som en almindelig forvaltningsskik.

De fleste kom også ind på, at det skal hænge sammen med EU's generelle mål og politik i øvrigt. Det gjaldt f.eks. Marietta GIANNAKOU (græske parlament), som fremhævede, at forstærket samarbejde aldrig må gå imod Unionens strategi eller dens ideer. Ernâni LOPES (portugisiske regering) sagde, at forstærket samarbejde ikke måtte blive et instrument, som gav splittelse i Unionen.

Frans TIMMERMANS (hollandske parlament) betegnede det som en fordel, at det forstærkede samarbejde kan finde sted inden for EU's institutionelle ramme.

Vytenis ANDRIUKAITIS (litauiske parlament) og flere andre medlemmer var inde på, at samarbejdet skal være åbent, således at lande, der i første omgang står udenfor, skal kunne tilslutte sig det efterfølgende. I den forbindelse pegede Jari VILÉN (finske parlament) på, at de deltagende lande også bør varetage interesserne for de lande, der ikke er med i det forstærkede samarbejde. Flere konventsmedlemmer opfattede forstærket samarbejde som et instrument med henblik på gradvis integration.

Pierre LEQUILLER (franske nationalforsamling) gik ind for, at Kommissionen skal kunne tage initiativ til forstærket samarbejde, hvilket fik støtte fra bl.a. Frans TIMMERMANS (hollandske parlament) og Pierre CHEVALIER (belgiske regering). Den sidstnævnte sagde, at hvis det forstærkede samarbejde blev foreslået af Kommissionen, var det en garanti for, at samarbejdet var i overensstemmelse med Unionens mål.

Hubert HAENEL (franske senat) opfordrede til, at man var realistiske og indså, at i et EU med 25 lande må der være en fleksibilitetsbestemmelse. Han pegede på, at det var på den måde, man havde skabt fremskridt i det europæiske samarbejde i form af Schengen-samarbejdet og euroen – selv om man i disse tilfælde ikke havde gjort brug af de formelle bestemmelser i traktaten om forstærket samarbejde. Han mente, at de betingelser, Præsidiet havde opstillet for iværksættelsen af et sådant samarbejde, var for stramme, og sammenlignede proceduren for etablering af forstærket samarbejde med et kompliceret forhindringsløb.

René VAN DER LINDEN (hollandske parlament) opfattede bestemmelsen om forstærket samarbejde som et udslag af, at man ikke ønsker, at tempoet skal fastlægges af den langsomste. Han tilføjede, at hvis man gik over til at bruge kvalificeret flertal på alle områder, var der slet ikke behov for forstærket samarbejde. Lamberto DINI (italienske parlament) udtrykte dette stærkere, idet han undrede sig over, at nogle medlemmer af Konventet både var imod flere flertalsafgørelser og var imod forstærket samarbejde. Derved ville man sætte Unionen i en spændetrøje og forhindre enhver form for fremskridt. Dinis synspunkt fik støtte fra kommissær Michel BARNIER. Pierre CHEVALIER (belgiske regering) og Pervenche BERÈS (EP) var inde på muligheden af, at man inden for det forstærkede samarbejde kunne aftale, at visse beslutninger kunne træffes med kvalificeret flertal – også på områder hvor den generelle regel i traktaten er enstemmighed. Den idé lovede Giscard d'Estaing at Præsidiet ville se nærmere på.

Andrew DUFF (EP) var en af de få, der gik imod strømmen, idet han fandt det sandsynligt, at forstærket samarbejde ville rejse større problemer end dem, det tog sigte på at løse. Han gik imod "varieret integration", som svarede til det, man tidligere havde kaldt "variabel geometri" eller "Europa i flere hastigheder".

Peter SKAARUP (Folketinget) gjorde opmærksom på, at det parti, han repræsenterede, gik ind for et Europa i flere hastigheder, men alligevel så han en række problemer i det foreliggende forslag. Han var bange for, at nogle lande ville tage nogle skridt i retning af yderligere integration og så efterfølgende tvinge de mere fodslæbende medlemslande til at deltage i samarbejdet. Han efterlyste en kattelem, som gav lande, der var blevet skeptiske, mulighed for at trække sig ud af et forstærket samarbejde. I øvrigt ønskede han den vetoret, der eksisterede før Nicetraktaten, genetableret. Han gik imod, at medlemsstater, der ikke deltager, skal være med til at betale administrationsomkostningerne ved det forstærkede samarbejde. Dette synspunkt blev i den efterfølgende diskussion imødegået af Pascale ANDRÉANI (franske regering), som var parat til at give penge fra Unionens budget til delvis finansiering af aktioner, der blev besluttet som led i et forstærket samarbejde.

Jens-Peter BONDE (EP) var bange for, at et flertal af lande ville tvinge de andre til at deltage ved at kidnappe EU's fælles institutioner og bruge dem til deres eget formål.

Proinsias DE ROSSA (irske parlament) pegede på, at forstærket samarbejde ikke måtte bruges til at diskriminere de lande, der ikke deltog i det.

Johannes VOGGENHUBER (EP) argumenterede for, at forstærket samarbejde skulle gives en demokratisk legitimitet, ved at det skulle godkendes af Europa-Parlamentet med simpelt flertal.

De nuværende bestemmelser om forstærket samarbejde opererer med en minimumstærskel på 50 pct., altså at forstærket samarbejde kun kan etableres, hvis over halvdelen af medlemslandene ønsker at deltage i det. I Præsidiets forslag er tærsklen sat til 1/3, hvilket i et EU med 25 medlemslande vil sige 9 lande. Nogle – bl.a. Pierre LEQUILLER (franske nationalforsamling) – gik ind for, at tærsklen skulle være endnu lavere, f.eks. 8. Andre gik ind for at bevare de 50 pct. Det gjaldt bl.a. Sandra KALNIETE (lettiske regering) og Kimmo KILJUNEN (finske parlament), som i øvrigt betegnede Præsidiets forslag som velafbalanceret.

Göran LENNMARKER (svenske riksdag) rejste det interessante spørgsmål, hvad man vil gøre, hvis én gruppe omfattende godt 1/3 af medlemslandene ønsker forstærket samarbejde, som går i én retning, mens en anden gruppe omfattende godt 1/3 af medlemslandene ønsker et forstærket samarbejde, som går i en anden retning. Vicepræsident Giuliano AMATO, som på det tidspunkt ledede forhandlingerne, betegnede en sådan situation som hypotetisk og henviste i øvrigt til, at den foreslåede godkendelsesprocedure indebar, at det problem ikke ville opstå i praksis.

Formelt omfatter artikel 32b (omdøbt til artikel I-43) om forstærket samarbejde ikke traktatens bestemmelser om den fælles udenrigspolitik, og der står direkte, at det ikke kan anvendes på spørgsmål, der har konsekvenser på det militære område eller på forsvarsområdet. Flere af talerne beskæftigede sig dog med udenrigspolitik ud fra den betragtning, at bestemmelserne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik giver mulighed for en fleksibilitet, som kan minde om forstærket samarbejde. På forsvarsområdet bliver der også mulighed for et struktureret forsvarssamarbejde, som flere af talerne sammenlignede med forstærket samarbejde.

Flere konventsmedlemmer ønskede at gå et skridt videre og lade de generelle bestemmelser om forstærket samarbejde gælde for hele traktaten, altså også udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Det ville indebære en forenkling af traktaten, argumenterede man. Bl.a. kommissær Michel BARNIER opfordrede til, at man gik videre en Nicetraktaten og udvidede det forstærkede samarbejde til at gælde hele FUSP-området, således at det blev muligt for en avantgarde at gå videre.

Jari VILÉN (finske parlament) betegnede det som en fejl, at bestemmelsen vedrørende forsvar er defineret snævrere end den almindelige fleksibilitetsbestemmelse. Jelko KACIN (slovenske parlament) betegnede det som en fejl, at man helt udelukkede brugen af forstærket samarbejde på militærområdet. Paraskevas AVGERINOS (græske parlament) forstod ikke, at man udelukkede forstærket samarbejde på forsvarsområdet, idet han pegede på, at der var behov for at udvikle en europæisk forsvarsindustri, samtidig med at det er helt udelukket, at alle 25 lande vil kunne enes om et fælles forsvar.

Lena HJELM-WALLÉN (svenske regering) advarede mod at bruge forstærket samarbejde inden for udenrigspolitikken, da det kunne føre til en svækkelse af EU's troværdighed.

Peter HAIN (britiske regering) beskæftigede sig i sit indlæg ikke så meget med forstærket samarbejde, men med anvendelsen af sådanne ideer inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Gjorde man det, var han bange for, at Europa aldrig kunne komme til at spille rollen som den gode styrke. Det skal være fælles udenrigspolitik, ikke minoritetspolitik, sagde Peter Hain. Han mindede om, at Storbritannien gerne ser en stærk europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og advarede derfor mod at ændre EU's fundamentale struktur.

Hvad angik forsvar mente han, NATO var det rette forum, og hvis den skjulte dagsorden var, at man ville skabe en rival til NATO, ville Peter Hain ikke være med.

Den tyske udenrigsminister Joshka FISCHER holdt også et indlæg, hvis hovedindhold faldt lidt uden for dagsordenspunktet, men som blev hilst med stort bifald. Han var glad for, at forstærket samarbejde også kunne anvendes inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. For at den udvidede Union virkelig kan fungere, må beslutningsprocessen angående det forstærkede samarbejde forenkles, og Kommissionen bør spille en større rolle, sagde han. Han gik ind for, at man sænkede tærsklen; ellers ville samarbejdet foregå uden for traktaten.

Derefter kom den tyske udenrigsminister med nogle generelle bemærkninger om Konventets arbejde i den afgørende fase, det nu var inde i. De næste to uger ville vise, om man kunne nå et fælles mål. Han betegnede forudsætningerne herfor som fremragende takket være det glimrende forslag, Præsidiet havde udarbejdet. Der var dog stadig en risiko for et negativt resultat. Det ville ikke betyde, at Europa gik i stå, sagde Joshka Fischer, men at der opstod et samarbejde uden for traktaten mellem kernelandene. På baggrund af dette alternativ understregede han endnu engang, hvor vigtigt det var, at Konventet opnåede et godt resultat, hvilket kun kunne ske i form af et kompromis, som var udtryk for "det gyldne snit". Han mente, Konventet kunne være stolt over de fremskridt, der allerede var nået, bl.a. mht. inkorporering af chartret om grundlæggende rettigheder.

Mht. FUSP syntes Joshka Fischer dog ikke, de foreliggende forslag levede helt op til det forventningerne, idet der var behov for, at man i højere grad gik over til afstemning med kvalificeret flertal. Derfor opfordrede han til, at man dæmpede følelserne lidt, holdt sig visionerne for øje og kom væk fra den gamle uvane med ikke at kunne blive enige. Alle måtte være rede til at indgå kompromiser. Han forstod de små landes bekymringer angående en valgt formand for Det Europæiske Råd, men mente, det kunne klares ved, at man styrkede den institutionelle trekant og fandt frem til en passende opgavebeskrivelse

Joshka Fischer var optimist og troede, at Konventet kunne nå et godt resultat. Han sluttede sin tale med en opfordring til Konventet om at skabe en europæisk forfatning, som gør Unionen handlekraftig, så den kan få den vægt i det 21. århundrede, som der er brug for.

Præsident Valéry GISCARD d'ESTAING sluttede med at takke for en interessant debat, hvori der var fremkommet en række betragtninger, som Præsidiet ville tage med i sine videre overvejelser angående reviderede tekster. I disse overvejelser ville også indgå de ændringsforslag, som medlemmerne havde mulighed for at fremsende senest mandag den 2. juni.

Debatten om økonomiske governance og egne indtægter samt budgetprocedure fandt sted på grundlag af Præsidiets reviderede forslag til tekst til forfatningens del I, jf. CONV 724/03, som er analyseret i Info-note I 273 for så vidt angår reglerne for fastsættelsen af Unionens finanser. Det drejer sig om artiklerne 14 og 52 – 55 i del I samt afsnit III, kapitel II og afsnit VI, kapitel II i del III.

I sin indledning gjorde Valéry GISCARD d'ESTAING opmærksom på, at indstillingerne vedrørende de ny artikler om egne indtægter og budgetprocedure var baseret på indstillingerne fra arbejdsgruppen om økonomisk governance under ledelse af Klaus Hänsch, jf. Info-note I 35, og på anbefalingerne fra en arbejdsgruppe (diskussionskreds III) under det spanske europaparlamentsmedlem Mendez de Vigos ledelse, jf. Info-note I 266 samt på indstillingerne fra arbejdsgruppen om forenkling under ledelse af Giuliano Amato, jf. Info-note I 90.

Ændringerne i bestemmelserne om økonomisk governance er baseret på indstillingerne fra Klaus Hänschs arbejdsgruppe, der anbefalede, at samordningen af den økonomiske politik styrkes, og her er fastlæggelsen af de overordnede økonomiske retningslinjer det væsentligste instrument samt definitionen af fælles mål.

I drøftelserne om målene for den økonomiske politik var der delte meninger blandt medlemmerne af Konventet om målene for økonomisk governance. Nogle herunder blandt andet Erwin TEUFEL (tyske bundestag) mente, at målene om åben markedsøkonomi og fri konkurrence skulle i forgrunden, og at målet om fuld beskæftigelse i hvert fald skulle ændres til det lidt mere realistiske høj beskæftigelse. Andre understregede vigtigheden af, at målene også omfattede sociale forhold og forhold som beskæftigelse og miljø, hvilket blev støttet af Ben FAYOT (Luxemburgs parlament), Emilio GABAGLIO fra ETUC, Anne van LANCKER (EP) og Hanja MAJ-WEGGEN (EP).

Proinsias De ROSSA (irske parlament) mente, at Den Europæiske Centralbanks rolle skulle udvides til også at handle i nationalstaterne.

Jens-Peter BONDE (EP) støttede udvidelsen af Den Europæiske Centralbanks mandat, men mente dog grundlæggende, at økonomisk politik var et nationalt spørgsmål.

Formaliseringen af EURO-gruppen og spørgsmålet om et EURO-råd blev ligeledes drøftet. Pierre LEQUILLER (franske nationalforsamling), Hans-Martin BURY (tyske regering), Kimmo KILJUNEN (finske parlament) og andre mente, at det ville være en styrke at formalisere gruppen, især fordi det ville medføre, at deltagerne ville kunne lade sig repræsentere af én person, hvilket ville give en øget indflydelse. Pia-Noora KAUPPI (EP), Ernâni LOPES (portugisiske regering) og Linda McAVAN (EP) var derimod imod en formalisering, og Linda McAVAN bemærkede i den anledning, at en formalisering var unødvendig, da 12 medlemmer ikke længere udgjorde et flertal i en udvidet Union med 25 medlemsstater. De støttede derfor, at EURO-gruppen opretholder sin uformelle status, hvilket Peter HAIN (brittiske regering) var enig i, idet han mente, at det ellers ville medføre en deling af medlemmerne i dem, der var inde, og dem, der var ude.

Pia-Noora KAUPPI (EP) mente ikke, at det var nødvendigt med en protokol for EURO-gruppen. Ernâni LOPES (portugisiske regering) mente ligeledes, at den skulle opretholde sin uformelle karakter.

Vedrørende samordningen af medlemsstaternes økonomiske politikker støttede de fleste talere overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politikker. Der var dog flere, herunder Josep BORRELL (spanske parlament) og Giorgos KATIFORIS (græske regering), der udtrykte deres skuffelse over, at der ikke kunne udstedes bindende retningslinjer. De mente, at Unionen burde kunne gå længere på dette område, hvis den Monetære Unions udfordringer skulle kunne imødegås. Der var brug for en fælles økonomisk politik.

Pierre LEQUILLER (franske nationalforsamling), Adrian SEVERIN (rumænske parlament) samt Henrik HOLOLEI (estiske regering) mente, at Kommissionens rolle skulle styrkes ved, at Kommisssionen skulle have en initiativret til at fremsætte forslag vedrørende overordnede økonomiske retningslinjer, som så kun skulle kunne ændres ved enstemmighed i Rådet.

Flere talere talte for mere magt til Europa-Parlamentet og ønskede, at Europa-Parlamentet også blev hørt i andre sammenhænge end ved udformningen af økonomiske retningslinjer.

Kun få som Linda McAVAN (EP), William ABITBOL (EP) og Jens-Peter BONDE (EP) mente, at den økonomiske politik fuldt og helt skulle forblive medlemsstaternes kompetence.

Göran LENNMARKER (svenske riksdag) bemærkede, at Unionen risikerede at blive bebrejdet noget, den ikke var ansvarlig for, hvis medlemsstaternes kompetence vedrørende den økonomiske politik ikke blev klart understreget.

Der var tillige mange talere, der anbefalede, at den åbne koordinationsmetode blev indføjet i forfatningstraktaten vedrørende økonomisk governance.

Vedrørende skattepolitik var meningerne delte. Kommissær Michel BARNIER, Gijs de VRIES (hollandske), Lamberto DINI (italienske senat), Caspar EINEM (østrigske parlament), Josep BORRELL (spanske parlament), Henning CHRISTOPHERSEN (den danske regering) m.fl. efterlyste mere mod på dette område og talte for, at man i højere grad indførte kvalificeret flertal på skattepolitikområdet. De understregede behovet for en økonomisk politik og udtrykte deres skuffelse over, at man ikke var gået længere. Kommissær Michel BARNIER og Gijs de VRIES (hollandske regering) appellerede til, at kvalificeret flertal dog i hvert fald blev udvidet til at omfatte spørgsmålet om skatteunddragelse.

René van der LINDEN (hollandske parlament) beklagede, at der ikke var opnået en bestemmelse om bemyndigelse på skatteområdet.

Andre mente, at de foreliggende bestemmelser allerede gik for langt på det skattepolitiske område, idet indførelsen at kvalificeret flertal i spørgsmål om skatteunddragelse og administrativt samarbejde blev forudset som en mulighed. Disse synspunkter blev blandt andet støttet af Jens-Peter BONDE (EP), John BRUTON (irske parlament), Peter HAIN (britiske regering) og Lord TOMLINSON (britiske overhus). Jens-Peter BONDE mente i øvrigt, at skattepolitiske spørgsmål altid skulle afgøres i enstemmighed, idet det var afgørende for landenes suverænitet.

John BRUTON (irske parlament) fik stort bifald, da han nævnte, at hvis skatten er høj i et land, så er det, fordi man har gode tjenesteydelser på andre områder. Skat måtte være et lokalt spørgsmål i de enkelte lande.

Klaus HÄNSCH (EP) argumenterede for, at man eventuelt introducerede begrebet superkvalificeret flertalsafgørelse for at opnå et kompromis i spørgsmålet om Unionens kompetence på det skattepolitiske område. Valéry GISCARD d'ESTAING oplyste, at han selv var tæt på disse synspunkter, men at han havde imødekommet nogle indsigelser i forbindelse med udarbejdelsen af Præsidiets udkast.

De fleste talere støttede den seneste reviderede bestemmelse om Unionens eksisterende egne indtægter, hvor der gives Europa-Parlamentet øget indflydelse på justeringer af disse, ved at Europa-Parlamentet skal godkende beslutninger om egne indtægter. Samtidig afskaffes kravet om godkendelse i de nationale parlamenter af sådanne ændringer. Ved nye EU-indtægter eller afskaffelse af eksisterende kategorier af indtægter og ved justeringer af loftet for EU´s samlede indtægter fastholdes den nationale ratifikation dog.

Lamberto DINI (italienske senat) og René van der LINDEN (hollandske parlament) tilsluttede sig således Præsidiets forslag og mente, at de ny tekster var fremskridt i forhold til de første udkast til artikler, der opretholdt status quo. De støttede ligeledes, at beslutninger om Unionens egne indtægter blev truffet ved enstemmighed. Kun få talere talte for at indføre kvalificeret flertal, idet det blev fremhævet, at dette ville indebære en forøgelse af skatterne.

Næsten alle talere støttede indførelsen af én ny fælles beslutningsprocedure for hele budgettet, hvor Europa-Parlamentet får det sidste ord på alle områder af EU-budgettet i tilfælde af uenighed med Rådet. Europa-Parlamentet kan således fremover gennemtrumfe sine ønsker med et kvalificeret flertal i Europa-Parlamentet. Samtidig ophæves skellet mellem de obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter.

Lamberto DINI (italienske senat) og René van der LINDEN (hollandske parlament) og Gijs de VRIES (hollandske regering) tilsluttede sig Præsidiets forslag og støttede meget fjernelsen af forskellen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter.

Jürgen MEYER (tyske Bundestag) støttede meget, at forskellen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter blev fjernet, men mente dog, at bestemmelserne vedrørende budgetproceduren burde stås sammen og ikke stå dels i del I og dels i del III. Han støttede samtidig en ændring af beslutningsproceduren for budgettet, idet han mente, at den anvendte budgetprocedure er for indviklet.

Andrew DUFF (EP) var utilfreds med, at Europa-Parlamentet ikke skulle have noget at have sagt vedrørende prisen på en ko, mens det skulle have indflydelse på udgifter for mennesker. Hvorfor skal landbrugsudgifter være en hellig ko, spurgte han? Denne undtagelse blev dog særlig af støttet Pascale ANDRÉANI (franske regering).

Klaus HÄNSCH (EP), Anne van LANCKER (EP) og Cristina MUSCARDINI (EP) kritiserede, at Europa-Parlamentet og Kommissionen ikke havde nok indflydelse på fastsættelsen af den flerårige finansielle ramme. Henning CHRISTOPHERSEN (danske regering) mente dog, at det fremsatte forslag udgjorde et fair kompromis. Erwin TEUFEL (tyske Bundestag) støttede de flerårige finansperspektiver, men mente dog at de skulle underkastet enstemmighed.

Tirsdag den 27. maj 2003 udsendte Præsidiet sit udkast til forfatningens del II, jf. CONV 726/03 og Info-note I 274. Forslaget inkorporerer EU-chartret om grundlæggende rettigheder i forfatningen og gør det dermed juridisk bindende. Præsidiets forslag støtter sig dels på et flertal i arbejdsgruppe II og dels på et flertal under drøftelserne i plenum. Lidet overraskende blev Præsidiets forslag således generelt positivt modtaget, selv om der naturligvis var flere synspunkter både for og imod. Således støttede blandt andre Andrew DUFF (EP), kommissær Antonio VITORINO, kommissær Michel BARNIER og Pierre CHEVALIER (belgiske regering) og Sören LEKBERG (svenske riksdag) forslaget. Andrew DUFF (EP) og andre understregede imidlertid, at der skulle være flere referencer til EU-chartret i del I, og at EU-chartret skulle kommenteres nærmere, så det blev sikret, at der ikke var uoverensstemmelser med forfatningstraktaten.

Sören LEKBERG (svenske riksdag) og Lena HJELM-WALLÉN (svenske regering) og Sandra KALNIETE (lettiske regering) mente, at det brød med den forfatningsmæssige arkitektur at placere EU-charteret i del II, og støttede derfor, at EU-chartret blev en protokol til forfatningstraktaten.

Endelig synes der ikke at være enighed om at indsætte EU-chartrets præambel i forfatningstraktaten. Hvor kommissær Antonio VITORINO mente, at det var et godt forslag, påpegede andre, herunder Ben FAYOT (Luxemburgs parlament) og Peter HAIN (britiske regering) samt Adrian SEVERIN (rumænske parlament), at det var forvirrende.

Debatten om Præsidiets udkast til del III om Unionens politikker og funktionsmåde fandt sted på grundlag af Præsidiets reviderede forslag til tekst til forfatningens del III, jf. CONV 725/03, som var blevet omdelt til medlemmerne den 27. maj 2003, hvilket var 2 dage før mødet. Dette forhold blev kritiseret af flere, herunder Ernâni LOPES (portugisiske regering), Kimmo KILJUNEN (finske parlament) og Maria Eduarda AZEVEDO (portugusiske parlament), idet de ikke mente at have haft tilstrækkelig tid til at analyseres teksten igennem for at kunne drøfte den. I konsekvens heraf foreslog de, at den endelige stillingtagen til del III blev udskudt til et ekstraordinært konventsmøde i juli. Dick ROCHE mente dog, at en sådan udskydelse ville medføre, at regeringscheferne ikke ville kunne tage stilling til forfatningstraktaten på mødet i Tessaloniki, hvilket talte imod en forlængelse af Konventet.

På trods heraf var det dog mange kommentarer til udkastet til del III, som blev overvejende positivt modtaget af Konventets medlemmer, der dog understregede, at der var behov for justeringer.

Et overvældende flertal af talerne støttede Præsidiets forslag om udvidelsen af området for anvendelse af kvalificeret flertal. Dog støttede blandt andre Alain LAMASSOURE (EP), Hanja MAIJ-WEGGEN (EP), Elmar BROK (EP), Anne Van LANCKER (EP), Lamberto DINI (italienske senat), Hubert HAENEL og Pierre LEQUILLER (franske nationalforsamling) samt Hans-Martin BURY (tyske regering) fortsat, at der blev udvist mere mod på dette område ved yderligere at udvide anvendelsesområdet for brugen af kvalificeret flertal. Kommissær Michel BARNIER advarede i den forbindelse mod, at der kom for mange undtagelser til anvendelsen af kvalificeret flertal, idet det ville medføre en udvanding af begrebet. Andre som William ABITBOL (EP), Dick ROCHE (irske regering) og Peter HAIN (britiske regering) mente, at Præsidiet gik for langt i sit forslag.

Peter HAIN (britiske regering), John BRUTON (irske parlament) og Neil MACCORMICK (EP) var afvisende over for muligheden for at anvende kvalificeret flertal på skatteområdet, ligesom Dick ROCHE (irske regering) og Peter HAIN (britiske regering) tog afstand fra at anvende kvalificeret flertal i spørgsmål om social politik. Endelig tog William ABITBOL (EP), Dick ROCHE og Peter HAIN ligeledes konkret afstand fra at anvende kvalificeret flertal på FUSP-området, hvilket dog blev støttet af kommissær Michel BARNIER, Hannes FARNLEITNER (østrigske regering), Pierre CHEVALIER (belgiske regering) og Kimmo KILJUNEN (finske parlament), der understregede, at der både var mulighed for konstruktiv afståelse fra at stemme, og at der var en nødbremseartikel.

Antonio TAJANI (EP) og Lamberto DINI (italienske senat) foreslog, at man som et kompromis overvejede superkvalificeret flertal på FUSP-området.

Præsidiet havde i sit udkast til del III medtaget en protokol om ændring af EURATOM-traktaten som bilag I. Dette forlag om at medtage EURATOMtraktaten i den ny forfatningstraktat uden at revidere den blev stærkt kritiseret af Johannes VOGGENHUBER (EP) og af flere andre medlemmer, som mente at hele forfatningstraktaten kunne blive sat på spil og afvist alene af denne grund. Caspar EINEM (østrigske parlament) mente, at forslaget var en provokation, og John BRUTON (irske parlament), Yvonne Sylvia KAUFMANN (EP), Pat CAREY (irske parlament) og John GORMLEY (irske parlament) sagde, at Konventet måtte foreslå en gennemgribende revision af traktaten.

Ben FAYOT (Luxemburgs parlament) støttede dette synspunkt med at sige, at da EURATOM-traktaten blev skrevet i 1957, handlede det om at sikre energiforsyningen, mens spørgsmålene i dag derimod vedrørte bæredygtig udvikling.

Maria BERGER (EP) mente, at såfremt EURATOM-traktaten blev medtaget som et bilag, havde de enkelte lande mulighed for at udtræde af denne, hvilket hun anså for at være en fordel.

Præsidiets forslag blev dog støttet af enkelte medlemmer af Konventet, blandt andet af Hannes FARNLEITNER (østrigske regering), idet han mente, at disse regler skulle underkastes Europa-Parlamentets indflydelse.

Renée WAGENER (Luxemburgs parlament) foreslog at indarbejde en "sunset-clause", hvorefter EURATOM-traktaten skulle revideres senest i 2007.

Der var generel enighed om, at Unionen skulle sikre adgang til offentlige forsyningsydelser, mens der var uenighed om, hvad dette rent faktisk indebar. Kommissær Michel BARNIER mente, at adgangen til offentlige tjenesteydelser skulle garanteres i Unionens mål. Anne Van LANCKER (EP) og John BRUTON (irske parlament) støttede en klarere definition af offentlige tjenesteydelser og mente, at de nationale regeringer måtte definere, hvilke ydelser de ønskede at levere. Hertil bemærkede Göran LENMARKER (svenske riksdag), at det måtte være en ret for de enkelte regeringer at træffe beslutning om niveauet for offentlige forsyningsydelser, men at det måtte være en forudsætning, at de almindelige regler om konkurrence skulle finde anvendelse, så det offentlige ikke monopoliserede disse tjenesteydelser. Kommissær Michel BARNIER mente ikke, at markedskræfterne ville hjælpe de perifere regioner, og man måtte derfor finde andre løsninger. Proinsias De ROSSA (irske parlament) mente således, at det var nødvendigt med et retsgrundlag, der sikrede offentlige forsyningsydelser uden for området med konkurrence. Caspar EINEM (østrigske parlament) sagde, at artiklerne om offentlige forsyningsydelser var for vagt formuleret, hvilket blev støttet af Hildegard PUWAK (rumænske regering), Adrian SEVERIN (rumænske parlament) og Gijs De VRIES (hollandske regering), der mente, at der skulle være et egentligt retsgrundlag herfor.

Afslutning

Valéry GISCARD d´ESTAING sluttede af med at takke for debatten. Han oplyste samtidig at Konventet ville genoptage sine møder onsdag den 4. juni 2003 med følgende møder, hvor Præsidiet ville konsultere komponenterne:

9.30: møde med nationale parlamentarikere

15.00: møde med regeringsrepræsentanter

17.00: møde med medlemmerne af Europa-Parlamentet

Der ville tillige blive arrangeret et møde med kommissærerne samme dag.

Endelig ville Præsidiet formentlig fremsende en tekst vedrørende institutionerne mandag den 2. juni 2003.

Med venlig hilsen

Bjørn Einersen Eva Esmarch