Resume af møder for de nationale parlamentarikere 4-6/6

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Resumé af møder for de nationale

parlamentarikere den 4.-6. juni 2003

Konventssamlingen 4.-6. juni 2003 var præget af Præsidiets konsultationer med komponenterne i Det Europæiske Konvent. I den forbindelse deltog de nationale parlamentarikere i følgende møder:

Arbejdsgruppen af nationale parlamentarikere holdt møde onsdag den 4. juni kl. 8, hvor man drøftede et diskussionspapir, som Van der Linden havde udarbejdet på grundlag af arbejdsgruppens første drøftelse den 31. maj.

Dette diskussionspapir blev drøftet kort på et møde for alle de nationale parlamentarikere onsdag den 4. juni kl. 9.30. Kl. 10 kom Giscard d'Estaing til stede og konsulterede de nationale parlamentarikere vedr. institutionerne.

Torsdag den 5. juni kl. 11.30 fortsatte de nationale parlamentarikere diskussionen, og arbejdsgruppen blev bedt om at udarbejde et holdningpapir, som skulle vedtages i den samlede gruppe, før det blev fremsendt til Præsidiet.

Arbejdsgruppen holdt møde torsdag eftermiddag kl. 17.30 og nåede frem til det udkast til holdningspapir, der er optrykt som bilag til denne Info-note. Da Præsidiet holdt møde allerede torsdag aften og nat for at nå frem til et kompromisforslag, blev holdningspapiret sendt til Præsidiet torsdag aften. Denne fremgangsmåde blev kraftigt kritiseret på mødet fredag den 6. juni kl. 8.30, men flertallet accepterede, at det for at blive hørt havde været nødvendigt at fremsende det foreliggende udkast.

På mødet for de nationale parlamentarikere fredag den 6. juni kom Giscard d'Estaing til stede og redegjorde mundtligt for indholdet af det kompromisforslag, Præsidiet var nået frem til i nattens løb. Det blev generelt positivt modtaget, men der blev stillet en række spørgsmål. Kompromisforslaget vil blive diskuteret igen på næste konventssamling den 11.-13. juni.

Konsultationerne resulterede i, at Præsidiet mundtligt præsenterede de enkelte komponenter for et kompromisforslag vedrørende institutionerne. Det fik stort set en positiv modtagelse. Kompromisforslaget vil blive forelagt i skriftlig form på konventsmødet onsdag den 11. juni kl. 15. Indholdet af det vil blive gennemgået i en særskilt Info-note. I nærværende Info-note refereres derfor ikke selve indholdt af kompromisforslaget. De mange indlæg om, hvilket indhold det burde have, er heller ikke refereret her, men det, man blev (mere eller mindre) enige om, fremgår af bilaget. Info-noten koncentrerer sig om at beskrive den konsultations- og forhandlingsproces i relation til gruppen af nationale parlamentarikere, der førte frem til kompromiset. Desuden er medtaget enkelte særlig markante udtalelser om andre emner, som vil blive genstand for en yderligere drøftelse på det kommende konventsmøde. Endelig er gengivet nogle af de svar, Giscard d'Estaing gav på det afsluttende møde med de nationale parlamentarikere, idet de kan have betydning for fortolkning af kompromiset.

Den arbejdsgruppe blandt de nationale parlamentarikere, som var blevet nedsat på sidste konventssamling (jf. Info-note I 276), og som havde holdt sit første møde lørdag den 31. maj, holdt sit andet møde onsdag den 4. juni kl. 8. På det møde drøftede man et diskussionspapir, som formanden for arbejdsgruppen, belgieren René van der Linden, havde udarbejdet på baggrund af den første diskussion i arbejdsgruppen.

Mødet blev ledet af Marietta GIANNAKOU fra Grækenland. Hun henviste til det diskussionspapir, som arbejdsgruppen havde drøftet, og som var blevet sendt til medlemmerne fra de nationale parlamenter, og redegjorde for, hvordan hun havde tænkt sig at mødet med Giscard d'Estaing, som ville komme kl. 10, skulle forløbe.

Jürgen MEYER fra den tyske forbundsdag fortalte, at han ville forelægge tre punkter, som arbejdsgruppen var blevet enige om:

Ben FAYOT tilføjede, at når man sagde "ingen nye institutioner", måtte konsekvensen være, at også Det Europæiske Råd blev slettet i artikel 18. Det så han gerne, idet han betragtede Rådet som omfattende såvel Det Europæiske Råd som det lovgivende råd og sektorrådene.

René VAN DER LINDEN fra Belgien gennemgik det diskussionspapir, som var drøftet i arbejdsgruppen. Det svarer i store træk til det positionspapir, der er optrykt som bilag til denne Info-note, jf. herom nedenfor.

Kimmo KILJUNEN fra Finland argumenterede for, at man i stedet for de foreslåede særlige bestemmelser vedrørende forsvar skulle bruge det generelle system for forstærket samarbejde også på forsvarsområdet.

Lord MacLENNAN fra det britiske overhus gik ind for, at kommissionsformanden skulle vælges af Europa-Parlamentet efter nyvalg til dette, således at valget blev et resultat af drøftelserne blandt de politiske partier i Europa-Parlamentet.

Lord TOMLINSON fra det britiske overhus betegnede den måde, hvorpå man havde udarbejdet det nævnte diskussionspapir, som en skandale. På det sidste møde for nationale parlamentarikere havde det græske formandskab affejet hans kritik af, at der f.eks. ikke var nogen repræsentanter for tiltrædelseslandene med i arbejdsgruppen, med, at arbejdsgruppen var åben for alle. Han havde imidlertid først fået oplysning om, at gruppen skulle mødes kl. 8, da han kom på kontoret kl. 9. Hans kritik af mødeindkaldelserne blev mødt med bifald, men mødelederen afviste kritikken. Lord Tomlinson kritiserede også indholdet af diskussionspapiret og spurgte, på hvis vegne det ville blive præsenteret. Det svarede i hvert fald ikke til hans synspunkter, og han syntes ikke, det tog særlig hensyn til de nationale parlamenters ønske om at få en større rolle i den fremtidige europæiske struktur.

Da Giscard d'Estaing og de to næstformænd ankom til mødet kl. 10, blev medlemmernes medarbejdere smidt ud af mødelokalet, idet kommissionsformanden ønskede at konsultere medlemmerne, uden at disses medarbejdere var til stede. Giscard d'Estaing hørte på de reaktioner, der kom fra de nationale parlamentarikere. Generelt blev Præsidiets udkast positivt modtaget. Der var dog enkelte kritiske røster, og en række af de talere, som nåede at få ordet, nævnte nogle punkter, de gerne ville have tilføjet.

På to separate møder onsdag eftermiddag og aften konsulterede Giscard

d'Estaing de to andre store komponenter, nemlig regeringsrepræsentanterne og europaparlamentarikerne. Også disse møder var lukkede, man i den internationale presse stod der dagen efter, at Præsidiets forslag havde mødt stærk kritik på mødet med regeringsrepræsentanterne, og at man i denne komponent ligefrem havde foretaget afstemninger, som viste, at et flertal af regeringerne var imod en fuldtidspræsident for Det Europæiske Råd og i det hele taget var imod at pille ved den aftale, der blev indgået i Nice vedrørende landenes repræsentation i Europa-Parlamentet, stemmevægte i Ministerrådet og antallet af Kommissærer.

Første dagsordenspunkt var en rapport fra de nationale parlamenters repræsentanter i Præsidiet, men da præsidiemødet først var begyndt kl. 11, dukkede de ikke op. I stedet fortsatte man med indlæg fra de nationale parlamentarikere, som ikke havde nået at få ordet på mødet dagen før, selv om en del gav udtryk for, at der ikke var megen mening i at give udtryk for sine synspunkter, når de, der skulle høre på dem, altså Præsidiets medlemmer, ikke var til stede.

Diskussionen viste, at det ikke var alle de tilstedeværende parlamentarikere, der kunne tilslutte sig alle de synspunkter, der var nedfældet i diskussionspapiret. F.eks. sagde Henrik Dam KRISTENSEN, at han ikke på nuværende tidspunkt var parat til at opgive den balance mellem store og små lande, aftalen i Nice var udtryk for.

Antonio Nazaré PEREIRA fra Portugal ville ikke være med til, at arbejdsgruppen sendte hvad som helst videre til Præsidiet, og forlangte, at et eventuelt resultat fra arbejdsgruppen skulle forelægges på et møde for alle de nationale parlamentarikere og godkendes dér, inden det blev sendt til Præsidiet. Kimmo KILJUNEN fra Finland foreslog, at arbejdsgruppen skulle mødes hurtigst muligt og finde frem til: 1) hvad man var enige om, 2) hvad der var et klart flertal for. I øvrigt foreslog han, at man tog et møde med repræsentanterne fra Europa-Parlamentet, idet han mente, der var mange punkter, man kunne være enige med Europa-Parlamentet om.

I sin opsummering af drøftelserne tilsluttede VAN DER LINDEN sig ideen om, at arbejdsgruppen skulle udarbejde et holdningspapir, som de nationale parlamentarikere skulle tage stilling til, hvorefter det kunne fremsendes til Præsidiet. Det var forskellige synspunkter på, hvornår de nationale parlamentarikere skulle mødes for at tage stilling til et sådant holdningspapir. Det græske formandskab talte om onsdag i den følgende uge, men Ben FAYOT fra Luxembourg påpegede, at det ville være for sent. Resultatet blev, at arbejdsgruppen blev indkaldt til møde samme eftermiddag kl. 17.30, og at alle de nationale parlamentarikere skulle drøfte holdningspapiret på et møde den følgende dag kl. 8.30.

Arbejdsgruppemødet var indkaldt til det tidspunkt, hvor der var en halv times kaffepause i Konventets plenummøde, men arbejdsgruppens møde varede flere timer og fandt altså sted sideløbende med konventsmødet. Resultatet blev det holdningspapir, der er optrykt som bilag til denne Info-note.

Torsdag aften holdt Præsidiet et møde, hvor man på grundlag af de foretagne konsultationer drøftede, hvordan man kunne skrue et kompromis sammen, som havde mulighed for at samle konsensus. Ifølge pressen var det fremmende for kompromisviljen, at præsident Giscard d'Estaing ikke deltog i de første par timer af præsidiemødet, idet han foretrak at spise middag med den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin. Ud på natten til fredag nåede Præsidiet frem til et kompromisforslag.

Mødelederen Marietta GIANNAKOU henviste til, at arbejdsgruppen på sit møde dagen før havde udarbejdet et holdningspapir. Efter afslutningen af arbejdsgruppemødet var det blevet oplyst, at Præsidiet ville holde møde torsdag aften for at nå frem til et kompromis, og hun var blevet bedt om at give Giscard d'Estaing arbejdspapiret, således at det kunne indgå i Præsidiets drøftelser. Det ønske havde hun imødekommet.

Lord TOMLINSON kritiserede i kraftige vendinger den anvendte procedure, han som medlem af arbejdsgruppen ikke havde fået noget at vide om dagen før. Professor Jürgen MEYER roste derimod mødelederen, idet han henviste til, at hvis hun ikke havde fremsendt papiret, ville de nationale parlamenters synspunkter slet ikke være blevet taget i betragtning. Han fik opbakning fra en række konventsmedlemmer, bl.a. Lord MacLENNAN, René VAN DER LINDEN og Tunne KELAM fra Estland. Omvendt fik Lord Tomlinsons kritik tilslutning fra Sören LEKBERG fra Sverige og Alberto COSTA fra Portugal. En tredje gruppe, omfattende bl.a. Josep BORRELL fra Spanien og Panayiotis DEMETRIOU fra Cypern, accepterede, at mødelederen havde fremsendt papiret, da det ellers ville have været for sent.

Hubert HAENEL kritiserede indholdet af holdningspapiret, som han ikke fandt var udtryk for alle de nationale parlamentarikeres synspunkter, men tværtimod indeholdt formuleringer, som nogle fandt uacceptable. I øvrigt betegnede han det som meget beklageligt, at der i dokumentet fra de nationale parlamentarikere ikke stod ét ord om COSAC. Dette synspunkt fik tilslutning fra Alberto COSTA fra Portugal.

Proinsias DE ROSSA fra Irland slog endnu engang til lyd for, at der skulle indføjes en artikel i forfatningen om den åbne koordinationsmetode.

Alojz PETERLE gav som repræsentant for de nationale parlamenter i Præsidiet en kort redegørelse for hovedpunkterne i det kompromisforslag, som Præsidiet på mødet torsdag aften og nat på grundlag af konsultationerne med Konventets fire komponenter var nået frem til.

Henrik Dam KRISTENSEN udtrykte forståelse for, at Giannakou havde afleveret papiret aftenen før, idet han gik ud fra, at hun havde gjort Giscard

d'Estaing opmærksom på, at det var et arbejdsgruppepapir, som ikke alle nationale parlamentarikere havde tilsluttet sig. I øvrigt pegede han på, at da Præsidiet jo havde holdt sit møde og var fremkommet med et kompromisforslag, som tegnede til, at der ville kunne opnås konsensus på næste konventssamling, havde holdningspapiret på nuværende tidspunkt mest historisk interesse. Nu var udgangspunktet for de videre drøftelser det kompromisforslag, Præsidiet var nået frem til. Han foreslog, at de nationale parlamentarikere holdt møde onsdag den 11. juni for at drøfte deres holdning hertil. Her kunne man bl.a. prøve at få noget med om COSAC og Copenhagen Parliamentary Guidelines, som netop for de nationale parlamenter måtte være et naturligt emne at tage op.

Esko HELLE fra Finland beskæftigede sig med Præsidiets forslag om, at fremtidige forfatningsændringer skal baseres på konventsmetoden. Han argumenterede for, at i så fald skal konventet selv vælge sin formand og sit præsidium, så man er sikker på, at de pågældende lytter til, hvad der bliver sagt på konventsmøderne. I øvrigt fandt han det ikke demokratisk at fastsætte, at konventet absolut skal nå frem til et enstemmigt forslag.

Jürgen MEYER fra den tyske forbundsdag forelagde et forslag, der drejede sig om at give de europæiske borgere mulighed for at kræve, at Kommissionen fremsatte forslag om et bestemt emne. Reglerne for, hvor mange borgere der skulle stå bag et sådant krav, og hvordan man i øvrigt skulle tilrettelægge et sådant borgerinitiativ, foreslog han blev fastsat i en europæisk lov. Mange konventsmedlemmer tilsluttede sig ideen og skrev under på forslaget, som på mødet dagen efter blev forelagt for præsident Giscard d'Estaing.

Marietta GIANNAKOU kom med nogle afsluttende bemærkninger, inden konventsformanden kom til stede. Hun havde noteret sig Haenels opfordring vedrørende COSAC, De Rossas opfordring vedrørende den åbne koordinationsmetode og Henrik Dam Kristensens forslag om at diskutere de nationale parlamenters holdning til det af Præsidiet fremsatte kompromisforslag den følgende onsdag. Hun kunne ikke sige, hvornår de nationale parlamentarikere ville blive indkaldt til møde, idet det endnu var uafklaret, hvordan repræsentanterne fra Europa-Parlamentet stillede sig til ideen om et fællesmøde.

Klokken 11 kom præsident Valéry GISCARD d'ESTAING for over for de nationale parlamentarikere at aflægge en detaljeret mundtlig redegørelse for det kompromisforslag, Præsidiet var nået frem til natten til fredag, idet han på en række punkter forklarede, hvorfor Præsidiet havde truffet det valg, som kompromisforslaget var udtryk for. På samme tidspunkt gav de to næstformænd i Præsidiet en tilsvarende mundtlig redegørelse over for regeringsrepræsentanterne og europaparlamentarikerne. Mht. indholdet af kommissionsformandens redegørelse henvises til den særskilte Info-note, der analyserer Præsidiets kompromisforslag.

Konventsformandens redegørelse blev efterfulgt af en spørgerunde, hvor 18 parlamentarikere stillede opklarende spørgsmål vedrørende Præsidiets kompromisforslag eller fremkom med synspunkter på det. Kompromisforslaget fik generelt en positiv modtagelse. Giscard d'Estaing svarede klart og præcist på de stillede spørgsmål og imødekom eller imødegik de fremsatte synspunkter. Her refereres kun nogle af de svar, der kan bidrage til en fortolkning af kompromisforslaget.

På et spørgsmål fra René VAN DER LINDEN om, hvorfor Præsidiet ikke havde foreslået en valgperiode på 2 år for formanden for Det Europæiske Råd, svarede Giscard d'Estaing, at hvis den pågældende blev genvalgt, ville valgperioden svare til de 5 år, der gjaldt for kommissionsformanden og for formanden for Europa-Parlamentet.

Kommissionsformanden svarede på en kritik fra Ben FAYOT, at når man tog Det Europæiske Råd med blandt institutionerne i stedet for blot at lade det være omfattet af udtrykket "Rådet", var det fordi det bestod af stats- og regeringschefer. Det havde altså en anden sammensætning end det generelle råd, som man regnede med skulle holde møde hver mandag.

I et svar til Peter ALTMAIER sagde Giscard d'Estaing, at når Præsidiet foreslog, at al lovgivning skal ske gennem et lovgivningsråd, er det for at genskabe den koordinering, som fagministrene ikke altid har sørget for, når de har siddet sammen med deres kolleger og gennemført EU-lovgivning.

I øvrigt havde Giscard d'Estaing personligt sympati for Altmaiers forslag om at reducere antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet til 700, men da han stod alene med dette synspunkt i Præsidiet, havde han bøjet sig, selv om han mente, det ville være i Europa-Parlamentets egen interesse at reducere antallet af medlemmer.

I et svar til Alojz PETERLE præciserede Giscard d'Estaing, at den metode for ligelig rotation efter 2009, som Præsidiet foreslog, indebar, at ethvert medlemsland ville have enten en kommissær eller en vicekommissær.

Med venlig hilsen

Bjørn Einersen