Resumé af 20. samling i Konventet, 3-4/4 03

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

På konventsmødet torsdag den 3. april drøftede man Præsidiets udkast til artikel 31 og bestemmelserne i del II om frihed, sikkerhed og retfærdighed (artikel 1-23). Diskussionen viste, at nogle ønskede at tage skridtet fuldt ud og afskaffe enstemmighedsprincippet, samtidig med at man afskaffede søjlestrukturen. Andre ønskede stort set at opretholde status quo, hvorefter der kræves enstemmighed for at ændre på de regler, der gælder for retlige og indre anliggender, som hidtil har været omfattet af det interguvernementale samarbejde i Søjle 3, herunder asyl- og flygtningepolitik samt det politimæssige samarbejde. Præsidiets udkast, som var udtryk for et kompromis mellem de to skoler, fik stort set en god modtagelse. Størst diskussion var der om etablering af et europæisk grænsekorps og om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed.

Fredag den 4. april drøftede man Præsidiets udkast til artikel 38-40 om Unionens finanser. Indledningsvis gav Henning Christophersen en redegørelse for, hvor langt man var kommet i diskussionskreds II om budgetproceduren, som havde drøftet udkastet til artikel 40 og ville foreslå denne opdelt i to: en artikel om de flerårige finansielle overslag og en artikel om den årlige budgetprocedure. Diskussionen viste, at der var almindelig tilslutning hertil, samt til at de flerårige overslag skal indskrives i forfatningstraktaten, og at sondringen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter skal droppes. Størst diskussion var der om, hvilke afstemningsregler der skulle gælde vedrørende de forskellige artikler om EU's finanser. I forbindelse med drøftelsen af Unionens egne indtægter ønskede nogle indført en særlig EU-skat, som man understregede ikke måtte forøge det samlede skattetryk.

Den 20. samling af Det Europæiske Konvent fandt sted i Europa-Parlamentets bygning i Bruxelles torsdag den 3. og fredag den 4. april 2003. Om torsdagen drøftede man de foreslåede artikler vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed. Om fredagen drøftede man de foreslåede artikler vedrørende EU's finanser. Torsdagens møde blev ledet af vicepræsident Giuliano AMATO, mens Præsidiets anden vicepræsident, Jean-Luc DEHAENE, ledede mødet om fredagen. Fra Folketinget deltog Henrik Dam KRISTENSEN.

Ved begyndelsen af fredagens møde præsenterede Jean-Luc DEHAENE Præsidiets udkast til artikel 33-37 og artikel 42-46 samt de almindelige og afsluttende bestemmelser i del III. Disse tekster er udsendt i Info-note I 208. Deadline for ændringsforslag er den 11. april.

Ben FAYOT (luxembourgske parlament) bad om i god tid at få at vide, hvordan dagsordenen for den kommende samling ser ud, og hvilke punkter medlemmerne kan bede om ordet til. Baggrunden for denne opfordring var, at i forbindelse med indeværende møde havde de, der ønskede ordet, meldt sig til dagsordenens punkt 1 og forberedt indlæg vedrørende alle artiklerne, men ved begyndelsen af debatten fik de at vide, at de i første omgang kun skulle beskæftige sig med artikel 1-13 i del II.

Jean-Luc DEHAENE gjorde opmærksom på, at når der ikke samtidig blev forelagt udkast til en artikel om den åbne koordinationsmetode, var det fordi Præsidiet efter en længere diskussion var nået frem til, at der ikke bør være en særlig traktatartikel om denne metode, idet man vil undgå, at denne metode benyttes i stedet for lovgivningsmetoden. I øvrigt henviste han til, at den foreslåede artikel 15 om "områder med understøttende handling" gav mulighed for koordinering. Han forudså en diskussion om den åbne koordinationsmetode på næste konventsmøde, hvor de nu fremlagte artikler skulle drøftes, og sagde, at der ville blive mulighed for at indlevere "ændringsforslag" til den ikke foreslåede artikel.

Debatten torsdag foregik på grundlag af det udkast til artikel 31 i del I, som handler om de særlige procedurer, der gælder på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (også kaldet 3. søjle eller Retlige og Indre Anliggender eller blot RIA), samt udkastet til de artikler i del II, der drejer sig om samme emne, nemlig artikel 1-23. Teksterne findes i CONV 614/03, jf. Info-note I 182 og I 199. Til disse artikler var der fremsendt 733 ændringsforslag, som er analyseret i et oversigtsnotat fra Konventssekretariatet i Bruxelles i CONV 644/03. Mødelederen gjorde opmærksom på, at ikke alle de stillede ændringsforslag havde nået at komme med i det nævnte oversigtsnotat, men vil komme med i en revideret udgave. Samtlige ændringsforslag kan læses på Konventets hjemmeside: http://european-convention.eu.int.

I sin forelæggelse af dette punkt sagde vicepræsident Giuliano AMATO, at man skulle opfatte Præsidiets forslag som et forsøg på at nå frem til en balance mellem ønskerne om at bevare de særlige karakteristika for området, som hidtil i høj grad har været præget af mellemstatsligt samarbejde, og ønskerne om at integrere det fuldt ud i den almindelige lovgivningsprocedure, som forfatningstraktaten lægger op til skal være hovedreglen. I nogle tilfælde havde Præsidiet valgt at bevare de nuværende regler om enstemmighed. I andre tilfælde havde Præsidiet valgt at overføre nogle beføjelser til Unionen, men definere dem snævert, samtidig med at man gjorde det muligt at ændre dem senere med kvalificeret eller superkvalificeret flertal.

Han gjorde ligeledes opmærksom på, at det er muligt, at de foreslåede artikler om Det Europæiske Råd og om de nationale parlamenter ikke skulle stå i del II, men et andet sted i forfatningstraktaten.

Drøftelsen af dagsordenens punkt 1 foregik på samme måde som tidligere ved at de konventsmedlemmer, som på forhånd havde indskrevet sig på en talerliste, fik ordet i den rækkefølge, hvori de havde meldt sig. Derfor blev debatten lidt spredt, selv om mødelederen af og til gav mulighed for korte replikker til medlemmer, som bad om ordet (ved hjælp af særlige blå kort). Nedenfor er nogle af de synspunkter, der kom frem i debatten, forsøgt rubriceret under de artikler, de mest knytter sig til.

Diskussionen viste, at der også blandt konventsmedlemmerne var to skoler. Den ene, bl.a. repræsenteret ved René VAN DER LINDEN (belgiske parlament), fremhævede, at man måtte tage skridtet fuld ud og afskaffe enstemmighedskravet, samtidig med at man afskaffede søjlestrukturen. Ellers kan et Europa med 25 medlemslande aldrig blive slagkraftigt. Jürgen MEYER (tyske Bundestag) tilføjede det argument, at hvis man i for mange tilfælde kræver enstemmighed, kan disse beføjelser alligevel ikke bruges; så er det bedre at lade være med at give EU de beføjelser. Den anden skole, bl.a. repræsenteret ved Sören LEKBERG (svenske riksdag), ønskede stort set at opretholde status quo mht. hvilke EU-love der kun kan vedtages med enstemmighed i Rådet.

Henning CHRISTOPHERSEN (danske regering) fremhævede i et principielt indlæg, at der i alle de lande, der har sendt repræsentanter til Konventet, er en stærk forventning om, at arbejdet vil resultere i et stærkere og mere effektivt europæisk samarbejde inden for området med frihed, lighed og retfærdighed. Tiden er i vid udstrækning løbet fra nationale løsninger, når det f.eks. drejer sig om asyl- og flygtningepolitik samt det politimæssige samarbejde. Henning Christophersen mindede om, at når udvidelsen er færdig, vil EU komme til at have ydre grænser mod Rusland og Irak, hvilket kræver en styrkelse af kontrollen ved de ydre grænser. Også den internationale kriminalitet kræver et integreret samarbejde mellem landenes politi- og justitsvæsener. Det mente han, de fleste borgere havde forståelse for – måske i højere grad end nogle af dem, der havde det politiske ansvar nationalt. Da der hidtil i høj grad har været tale om national kompetence, kræver det omstilling og nytænkning hos de nationale politiske myndigheder. På den baggrund kunne Henning Christophersen gå ind for forslagene fra Præsidiet om at gå bort fra enstemmighedskravet på en række områder. Ellers risikerer man, at der ikke sker noget i årevis, eller at man får nogle helt utilstrækkelige løsninger. Samtidig erkendte han, at der er nogle kerneområder, hvor medlemslandene ønsker at bevare enstemmigheden, hvilket fremgår de stillede ændringsforslag. Henning Christophersen sluttede med at appellere til, at man finder en fornuftig balance mellem disse ønsker og fællesskabsmetoden.

Den tyske udenrigsminister, Joschka FISCHER, betegnede det som historisk, at EU nu ti år efter Maastrichttraktaten gør fremskridt mht. integration og afskaffer søjlestrukturen. Han betegnede det som en logisk følge af, at landene var kommet nærmere hinanden og havde vænnet sig til et Europa uden indre grænser. Han opfordrede til, at man på to områder var mere ambitiøse, nemlig mht. fælles grænsepoliti og mht. en europæisk anklagemyndighed – jf. nedenfor under artikel 10 og artikel 20.

David HEATHCOAT-AMORY (britiske underhus) fremhævede, at området for retlige og indre anliggender er noget essentielt for nationalstaten. Han tvivlede på, at de foreslåede artikler ville gøre EU mere effektiv, men de ville i hvert fald blive opfattet som noget fjernt fra borgerne.

Giuliano AMATO sagde i et af sine svar til nogle af de mere konservative medlemmer, at hvis alt skulle blive som det var, var der ikke nogen realitet i, at man afskaffede søjlestrukturen.

I sin indledning havde mødelederen gjort opmærksom på, at artiklerne i del II ikke ville blive forsynet med overskrifter, så de stikord, der var anført i udkastet, ville blive taget ud igen. Dette fik Sören LEKBERG (svenske riksdag) til at foreslå, at man bevarede overskrifterne, idet det vil gøre det lettere for borgerne at finde rundt i forfatningstraktaten.

Som den første, der tog ordet i debatten, gik Teija TIILIKAINEN (finske regering) imod en særlig artikel 31, som hun fandt overflødig efter afskaffelsen af 3. Søjle. Hun fik i den efterfølgende debat støtte til dette synspunkt fra en lang række talere, bl.a. Andrew DUFF (EP).

Der var dog også nogle, der forsvarede artikel 31. F.eks. henviste Hubert

HAENEL (franske senat) til, at dengang man diskuterede afskaffelse af søjlestrukturen, blev det sagt, at dette ikke var ensbetydende med, at der ikke skulle være særlige bestemmelser vedrørende samarbejdet på det retlige område, som hidtil havde været præget af interguvernementalt samarbejde og enstemmighed.

Neil MacCORMICK (EP) undrede sig over, at det kun nævnes her i artikel 1, at der skal tages hensyn til de forskellige europæiske retstraditioner og retssystemer, mens det er gledet ud i Præsidiets udkast til protokollen om nærhedsprincippet. Giuliano AMATO svarede, at det var fordi Præsidiet ønskede at medtage denne vigtige bestemmelse i selve forfatningstraktaten, således at protokollen kun kommer til at dreje sig om proceduren.

En række talere, bl.a. Göran LENNMARKER (svenske riksdag), gik imod, at der skulle være en særlig bestemmelse i del II om Det Europæiske Råd.

Nogle talere, bl.a. Algirdas GRICIUS (litauiske parlament), støttede ideen om at give 1/4 af de nationale parlamenter en særlig beføjelse, når det gælder forslag inden for det strafferetlige samarbejde og politisamarbejdet.

En række talere gik imod, at der i del II skulle være en særlig bestemmelse om de nationale parlamenter. Således argumenterede Esko HELLE (finske parlament) med, at de nationale parlamenter har ret til at blande sig i al europæisk politik; derfor skal det ikke stå i forfatningstraktaten, at de kan gøre det på bestemte områder. Nogle, bl.a. Paraskevas AVGERINOS (græske parlament), argumenterede for, at en sådan bestemmelse hørte hjemme i en særlig artikel i del I, mens andre, bl.a. Marietta GIANNAKOU, som ligeledes repræsenterer det græske parlament, mente, det var tilstrækkeligt at nævne de nationale parlamenter rolle i den protokol herom, som Præsidiet tidligere har fremlagt udkast til (CONV 579/03, jf. Info-note I 159), og som blev drøftet på konventssamlingen 17.-18. marts 2003, jf. Info-note I 193.

Alberto COSTA (portugisiske parlament) slog til lyd for, at de nationale parlamenters rolle skulle styrkes, og ville gøre det til en betingelse for at udvide EU's kompetence på området og for at gå over til afgørelser med kvalificeret flertal.

Ben FAYOT (luxembourgske parlament) gik imod, at man opfandt nye tærskler, nemlig 1/4 af de nationale parlamenter. Han mente, man i forenklingens navn skulle nøjes med den almindelige tærskel i protokollen om de nationale parlamenter, nemlig 1/3.

Omvendt gik Ján FIGEL (slovakiske parlament) ind for en tærskel på 1/5.

Neli KUTZKOVA (bulgarske regering) betegnede artikel 3 som overflødig, idet de nationale parlamenters interesser tilgodeses ved artikel 4, der handler om gensidig evaluering og peer review. Heller ikke Jürgen MEYER (tyske Bundestag) fandt behov for særlige politiske evalueringsmekanismer.

Kommissær Antonio VITORINO fandt artikel 6 overflødig, idet det er fuldstændig indlysende, at intet i traktaten er til hinder for, at medlemsstaterne kan udøve deres beføjelser mht. opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.

En række talere gik ind for, at man skulle fjerne medlemsstaternes initiativret. Det gjaldt bl.a. Edmund WITTBRODT (polske parlament). Ben FAYOT (luxembourgske parlament) argumenterede herfor på denne måde: Det Europæiske Råd fastlægger de overordnede retningslinjer, og inden for disse skal det kun være Kommissionen, der har initiativret; man kan ikke have delt initiativret, det er et enten-eller.

Andrew DUFF (EP) anbefalede, at den initiativret, man vil give 1/4 af medlemsstaterne, udøves gennem Kommissionen, så man sikrer, at forslaget er i overensstemmelse med traktaten.

Kommissær Antonio VITORINO syntes ikke, det var heldigt at definere Domstolens kompetence negativt i relation til politimæssige foranstaltninger til opretholdelse af lov og orden.

Lord MacLENNAN (britiske overhus) mente, begrænsninger i Domstolens kompetence i givet fald skal stå i artiklen om Domstolen. Men i øvrigt mente han ikke, Domstolsprøvelse skulle være udelukket fra noget område inden for traktaten.

Det var især sætningen i artikel 10, stk. 2, 4. pind, om, at der skal vedtages EU-love eller rammelove om "enhver nødvendig foranstaltning til gradvis udvikling af et fælles system for integreret forvaltning af de ydre grænser", der gav anledning til diskussion. Nogle, bl.a. Göran LENNMARKER (svenske riksdag) og Henrik HOLOLEI (estiske regering), gik ind for, at grænsekontrollen fortsat skal være et nationalt anliggende. Andre, bl.a. Neli KUTZKOVA (bulgarske regering) og Hildegard PUWAK (rumænske regering) samt andre repræsentanter for stater, som har lange ydre grænser, gik ind for, at der allerede nu skal indføres et EU-grænsekorps, som enten selv skal udføre kontrollen eller skal hjælpe medlemsstaterne med det. De appellerede i den forbindelse til solidaritet, når det gælder finansieringen af det fælles grænsepoliti.

John CUSHNAHAN (EP) nævnte de langstrakte kyster i Irland, hvor der foregik et omfattende smugleri, og slog kraftigt til lyd for, at man ikke alene skal styrke grænsekontrollen ved landegrænserne, men også kystbevogtningen. Mødelederen og flere andre konventsmedlemmer beroligede John Cushnahan med, at landegrænser også omfatter kyster.

Manuel LOBO ANTUNES (portugisiske regering) slog til lyd for, at det skal være muligt at genindføre grænsekontrol af hensyn til den nationale sikkerhed.

Den tyske udenrigsminister Joschka FISCHER henviste bl.a. til, at sikringen af de ydre grænser er en fælles opgave, hvorfor der er brug for et europæisk grænsepoliti, som især vil være til fordel for de nye medlemslande. Han var klar over, at det ville tage tid, men en målsætning herom bør tages med i forfatningstraktaten.

Henrik HOLOLEI (estiske regering) gik ind for, at grænsekontrollen stadig væk skal være de enkelte staters ansvar, men de kan godt have for at få hjælp hertil fra kontrollører fra andre medlemslande.

Kommissær Antonio VITORINO fandt, at man i asylpolitikken ikke skulle slå sig til tåls med nogle minimumsnormer, men i artiklen skulle præcisere, at vi skal overholde de konventioner, vi har skrevet under på. Han betegnede det som en illusion, at man ville kunne beskytte sit fædreland ved at fastholde enstemmighed vedrørende asyl og indvandring, og gik ind for kvalificeret flertal også på dette område. Dette synspunkt fandt støtte fra Peter HAIN (britiske regering). (Peter Skaarup har stillet ændringsforslag om, at artikel 11 og 12 udgår – ud fra det synspunkt, at det må være op til den enkelte stat selv at beslutte, hvilke udlændinge den vil have boende.)

Sylvia-Yvonne KAUFMANN (EP) foreslog, at artikel 12, stk. 2, udgik, idet hun ikke mente, så detaljerede bestemmelser hørte hjemme i en forfatningstraktat.

Jürgen MEYER (tyske Bundestag) argumenterede for, at princippet om solidaritet er så vigtigt, at det skal stå i forfatningstraktatens del I.

Alexandru ATHANASIU (rumænske parlament) slog til lyd for, at samarbejdet på det civilretlige område også skal omfatte familieret.

Joachim WUERMELING (EP) fandt det ikke tilstrækkelig klart, på hvilke områder EU skulle have kompetence vedrørende familieret. Han håbede ikke, EU ville blande sig i ægteskabslovgivningen.

En række talere advarede mod at harmonisere på strafferettens område, idet de gjorde opmærksom på, at medlemslandene havde meget forskellige traditioner på dette område.

Lena HJELM-WALLÉN (svenske regering) kunne godt gå med til at give Unionen større kompetence til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, men det bør tydeliggøres, hvilken kompetence medlemslandene overlader til Unionen, og der skal ikke lægges op til en almindelig harmonisering angående retlige og indre anliggender.

Sören LEKBERG (svenske riksdag) beskæftigede sig med den liste over forbrydelser, som findes i artikel 17. Han mente ikke, den behøvede være definitiv, men en udvidelse af listen skal forelægges de nationale parlamenter.

Lone DYBKJÆR (EP) tilsluttede sig det, der var sagt fra de svenske talere om en mere præcis liste, idet hun tilføjede, at traktaten skal være mere klar og præcis i sine definitioner af de forskellige forbrydelser, som EU skal have med at gøre, så man sikrer for, at der ikke blive tale om en glidebane.

Den tyske udenrigsminister Joschka FISCHER pegede på, at det politimæssige samarbejde skal kontrolleres af en europæisk anklagemyndighed, som udvikles på basis af Eurojust.

Gisela STUART (UK) var glad for, at de nationale parlamenter bliver knyttet til kontrollen med Eurojust og Europol.

Der var stærkt delte meninger om, hvorvidt der skal oprettes en europæisk anklagemyndighed – ligesom der var det i arbejdsgruppe X om frihed, sikkerhed og retfærdighed, jf. Info-note I 147, og ligesom der var det på Konventets plenarmøde den 6. december 2002, jf. Info-note I 82. De fleste, der tog ordet om dette emne, så gerne en sådan anklagemyndighed indført, mens andre, bl.a. David HEATHCOAT-AMORY (britiske underhus) gik kraftigt imod det og henviste til, at arbejdsgruppen ikke var kommet med en anbefaling på dette punkt. Denne diskussion var allerede begyndt på de nationale parlamenters formøde, jf. Info-note I 219. Gisela STUART (britiske underhus) fandt heller ikke, at den foreslåede europæiske anklagemyndighed var den rigtige måde at gribe sagen an på. Hun henviste i den anledning til den argumentation, der var fremført i den rapport, som var forelagt det britiske overhus (CONV 663/03). Christina MUSCARDINI (EP) var også imod og begrundede det med de store forskelle, der er i landenes juridiske systemer.

Præsidiets forslag går ud på, at Rådet med enstemmighed og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet kan vedtage en europæisk lov om oprettelse af en europæisk offentlig anklagemyndighed inden for Eurojust. Jürgen MEYER (tyske Bundestag) påpegede, at da der ikke vil kunne opnås enstemmighed i Rådet, vil der aldrig blive oprettet en europæisk anklagemyndighed. Derfor stillede han et kompromisforslag, der gik ud på, at efter 5 år skulle Rådet med superkvalificeret flertal (75 pct. af landene repræsenterende 75 pct. af befolkningerne) kunne vedtage oprettelse af en sådan europæisk anklagemyndighed. Jürgen Meyers kompromisforslag blev støttet af adskillige af de efterfølgende talere, bl.a. René VAN DER LINDEN (hollandske parlament).

Hvis der skal oprettes en europæisk anklagemyndighed, melder spørgsmålet sig, hvilke sager den skal tage sig af. Nogle talere gik ind for, at den – som foreslået af Præsidiet – skal have kompetence til at efterforske og retsforfølge gerningsmænd til og personer, som medvirker til grov kriminalitet, der berører flere medlemsstater, samt overtrædelser, der skader Unionens finansielle interesser. Andre talere, bl.a. Erwin TEUFEL (tyske Bundesrat) kunne kun gå med til, at den skulle tage sig af overtrædelser, der skader Unionens finansielle interesser.

Jens-Peter BONDE (EP) sammenlignede det, man var ved at indføre, med FBI, og så det som et skridt mod en føderation. I det hele taget opfattede han mange af de stillede forslag som en de-demokratisering, som ville give befolkningen indtryk af, at der i stedet for retfærdighed i den nationale retspleje ville blive tale om uretfærdighed fra de unionsmyndigheder, der var placeret langt væk.

Hubert HAENEL (franske senat) forudså, at det ville blive meget vanskeligt at opnå enstemmig tilslutning til oprettelse af en europæisk anklagemyndighed, og foreslog derfor, at man oprettede en sådan for de lande, som ville være med.

Henning CHRISTOPHERSEN sagde, at han ikke kunne lide ideen om en europæisk anklagemyndighed, som han ikke mente var nødvendig, men opfordrede til, at man var retfærdig over for Præsidiet og erkendte, at Præsidiet ikke foreslår, at der skal oprettes en europæisk anklagemyndighed nu, men blot vil gøre det muligt at oprette en sådan om 15 eller 20 år, hvis der til den tid måtte være enighed om det.

Lone DYBKJÆR (EP) henviste til, at man i arbejdsgruppen om nationale parlamenter havde haft som et mantra: "Ingen nye institutioner". Men nu ville man tilsyneladende skabe en ny institution i form af en europæisk anklagemyndighed.

Til sidst fik John BRUTON, som havde været formand for arbejdsgruppe X om frihed, sikkerhed og retfærdighed, ordet for at opsummere og eventuelt drage visse konklusioner af debatten. Han var taknemmelig for den store tilslutning, der havde været til Præsidiets forslag, og var glædeligt overrasket over, at så mange regeringsrepræsentanter havde overvundet deres oprindelige modvilje mod at gå væk fra det hidtidige enstemmighedsprincip på området. I øvrigt takkede han alle, som havde deltaget i debatten, for den konstruktive kritik, der havde været.

Han forklarede tilstedeværelsen af en artikel 2 om Det Europæiske Råd og en artikel 3 om de nationale parlamenter med, at området med frihed, sikkerhed og retfærdighed hidtil har været betragtet som et centralt område for udøvelse af national suverænitet. Derfor ville man nævne Det Europæiske Råd, som udstikker retningslinjerne, og de nationale parlamenter, som har stor erfaring på området, og som derfor skal inddrages.

I relation til artikel 8 havde nogle kritiseret, at man her brød med Kommissionens monopol på at tage initiativer, men John Bruton fandt det berettiget at give 1/4 af landene en initiativret på dette område, hvoraf store dele hidtil har været undergivet fuld national suverænitet.

I forbindelse med artikel 10 havde flere slået til lyd for, at man ikke skulle nøjes med gradvis at udvikle et fælles system for integreret forvaltning af de ydre grænser, men etablere et egentligt europæisk grænsekorps nu. Præsidiet ville overveje at præcisere formuleringen, idet det, det mente, svarede meget godt til det, Henrik Hololei havde været inde på.

I relation til artikel 14 om samarbejde om civilretlige spørgsmål beroligede John Bruton Wuermeling med, at EU ikke ville fastlægge regler om ægteskab og skilsmisse, idet man på disse områder allerede anerkender de afgørelser, der er truffet i andre medlemslande. Det eneste sted, hvor man vil åbne op for flertalsafgørelser på familierettens område, er angående forældreansvar.

Mht. artikel 16 om strafferetsplejen henviste John Bruton til, at Præsidiet kun har foreslået, at der bliver mulighed for at vedtage visse minimumsregler. Han gjorde opmærksom på, at også fra britiske jurister hører man somme tider ønsker om en vis ensartethed i strafferetten.

I anledning af de mange indlæg, der havde været om den mulighed, artikel 20 åbnede for ad åre at oprette en europæisk anklagemyndighed, gav John Bruton – som selv havde været skeptisk heroverfor – udtryk for den opfattelse, at om 5-10 år, når man i det daglige havde samarbejdet på det retlige område, ville dette ikke forekomme slet så kontroversielt. Han havde noteret sig forslaget om, at denne anklagemyndighed kun skulle beskæftige sig med forbrydelser mod EU's finansielle interesser, idet han var klar over, at man hidtil havde haft meget dårlige erfaringer mht. at forfølge sådanne forbrydelser. John Bruton mente ikke, tiden var moden til at gå ind for Jürgen Meyers ændringsforslag, som indebar, at man efter 5 år kunne oprette den nævnte anklagemyndighed, selv om nogle lande stadig var imod det.

Vicepræsident Jean-Luc DEHAENE, som ledede fredagens møde, forelagde Præsidiets forslag til artikel 38-40 (CONV 602/03, jf. Info-note I 196) og gennemgik hovedlinjerne i de 69 ændringsforslag, der var stillet (CONV 643/03).

Han nævnte, at udkastene til artikel 38 og 39 bygger direkte på konklusionerne fra arbejdsgruppe IX om forenkling. For så vidt angår artikel 40 fik arbejdsgruppens forslag til ny budgetprocedure imidlertid ikke særlig stor støtte under plenumdebatten i Konventet. Præsidiets udkast til artikel 40 om budgetproceduren er derfor baseret på laveste fællesnævner, idet det blot konstateres, at "Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab vedtager Unionens årlige budget."

Jean-Luc Dehaene tilføjede, at på grund af emnets teknisk vanskelige og politisk kontroversielle karakter havde Præsidiet nedsat to diskussionskredse. Diskussionskreds II om budgetproceduren, hvis kommissorium findes i CONV 612/03, havde Henning Christophersen som formand og planlagde at holde sit afsluttende møde samme eftermiddag, når konventsmødet var slut. Diskussionskreds III om EU's egne indtægter, hvis kommissorium findes i CONV 654/03, var netop blevet nedsat under ledelse af Iñigo Méndez de Vigo og skulle begynde sit arbejde den følgende uge.

Jean-Luc Dehaene resumerede derefter hovedtendenserne i de stillede 69 ændringsforslag således:

Som indledning på debatten redegjorde Henning Christophersen for, hvor langt man var kommet i diskussionskreds II, som havde til opgave at se nærmere på budgetproceduren, dvs. artikel 40. Man ville lytte til debatten på Konventet og derefter samme eftermiddag formentlig kunne færdiggøre sin rapport.

Diskussionskredsen ville lægge op til, at man delte artikel 40 i to, nemlig en artikel om de flerårige finansielle overslag og en artikel om den årlige budgetprocedure.

De flerårige finansielle overslag skulle ikke længere have form af en aftale mellem institutionerne, men skulle have karakter af en europæisk lov og indeholde lofter for de forskellige hovedposter. Der skulle være en vis fleksibilitet, så man kunne justere overslagene i forbindelse med vedtagelsen af de årlige budgetter.

I stedet for den nuværende underlige metode, hvorefter Kommissionen afleverer et foreløbigt budgetforslag til Ministerrådet, som derefter fremsætter forslag til det årlige budget, vil man give Kommissionen initiativret – svarende til det generelle princip i EU – og også give Kommissionen mulighed for løbende at revidere sit forslag.

Man vil fjerne den hidtidige skelnen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter.

Man vil forenkle budgetproceduren, således at der kun bliver én behandling i hver institution – med mulighed for at anvende en forligsprocedure, hvis man ikke kan blive enige.

Diskussionskredsen havde ikke lagt sig fast på, om budgettet først skulle behandles i Ministerrådet eller i Europa-Parlamentet. Den havde heller ikke lagt sig fast på, had der skulle ske i tilfælde af at forligsproceduren ikke førte til enighed.

Jürgen MEYER (tyske Bundestag) gjorde opmærksom på, at en detaljeret og afsluttende diskussion om hele afsnittet først vil være mulig, når de to nedsatte arbejdsgrupper har afsluttet deres arbejde. Han pointerede, at i et demokrati hænger beslutningerne om fremskaffelse af indtægter og bevilling af udgifter sammen, og at Europa-Parlamentet derfor bør have fuld indflydelse på begge dele.

Lena HJELM-WALLÉN (svenske regering) så artiklerne i sammenhæng og foreslog, at Rådet efter høring af Europa-Parlamentet ved enstemmighed traf beslutning om flerårige budgetlofter, hvorefter det ville være muligt at give Europa-Parlamentet større indflydelse på fordelingen af udgifterne på det enkelte års budget. For at sikre, at der altid er et budget, kunne man fastsætte regler om, at hvis Rådet og Europa-Parlamentet ikke kunne blive enige, skulle det laveste tal gælde – eller man kunne bruge tallet fra sidste års budget.

Det meste af diskussionen drejede sig om proceduren for vedtagelse af de såkaldte egne indtægter. Pierre LEQUILLER (franske nationalforsamling) gjorde opmærksom på, at de fleste af de såkaldte "egne indtægter" ikke er egentlige egne indtægter, men medlemslandenes bidrag til Unionen. Roberts ZILE (lettiske regering) foreslog, at man erstattede det forvirrende begreb "egne indtægter" med "Unionens ressourcer".

Flere medlemmer, bl.a. Sören LEKBERG (svenske riksdag), ønskede at bibeholde den nuværende procedure. Christina MUSCARDINI (EP) gik ind for, at Rådet skal have det sidste ord mht. indtægterne, mens Europa-Parlamentet har det sidste ord mht. udgifterne.

Andre talere ønskede også på det finansielle område at anvende en procedure, der mindede om den almindelige lovgivningsprocedure, eventuelt med superkvalificeret flertal. Kommissær Michel BARNIER gjorde gældende, at i et Europa med 25 medlemslande kan man ikke bevare et krav om enstemmighed. Der må være mulighed for at træffe beslutninger med superkvalificeret flertal, idet Europa-Parlamentet skal inddrages i højere grad end nu. I øvrigt pegede han på, at den overførsel fra medlemslandene, der er baseret på disses bruttonationalprodukter, ikke er en egentlig egen indtægt for Unionen. Den udgjorde efter hans mening for stor en del af de samlede indtægter, idet den i 2006 ville udgøre 70-75 pct. af indtægterne. Hans-Martin BURY (tyske regering) gik ind for ligestilling mellem Rådet og Europa-Parlamentet, og at der skal kunne træffes beslutning med kvalificeret flertal.

Flere ønskede at ophæve kravet om ratifikation i medlemsstaterne. Det gjaldt bl.a. Josep BORRELL (spanske parlament). Pierre CHEVALIER (belgiske regering) gennemgik i den forbindelse et belgisk ændringsforslag herom.

Alfonso DASTIS (spanske regering) ønskede indsat en bestemmelse om, at Unionen skal have de midler, der er nødvendige for at gennemføre dens mål. Dette princip om tilstrækkelige midler er indeholdt i TEU artikel 6, stk. 4.

Selv om der i Præsidiets forslag ikke er nogen bestemmelse om indførelse af en ny europæisk skat, som går direkte fra borgerne til EU, havde Præsidiet lagt op til, at man skulle drøfte dette spørgsmål på plenarmødet.

En række talere gik imod denne idé, mens andre, bl.a. Valdo SPINI (italienske parlament) og Hanja MAIJ-WEGGEN (EP), var mere positive over for den, idet de dog alle understregede, at det ikke måtte medføre et forøget skattetryk for borgerne. Der var forskellige ideer mht. hvordan en sådan egentlig europæisk skat i givet fald skulle udformes. Carlos CARNERO (EP) gik ind for en direkte progressiv skat. Ben FAYOT (luxembourgske parlament) ville gerne være med til en direkte skat til EU, hvis det kunne ske uden en ændring af den samlede skattebyrde, men han rejste spørgsmålet, hvordan borgerne skal kunne kontrollere dette, idet skattestrukturerne er så forskellige. Hvis den nævnte betingelse ikke bliver opfyldt, var Ben Fayot bange for, at det ville styrke EU-modstanderne. Franc HORVAT (slovenske parlament) erklærede sig enig i, at man på sigt skulle have en egentlig EU-skat, men mente ikke, det var muligt at traktatfæste det på nuværende tidspunkt, hvor man står over for en større udvidelse.

Der var ikke mange bemærkninger til denne artikel, som er i overensstemmelse med indstillingen fra arbejdsgruppe IX, og som i vidt omfang svarer til de gældende traktatbestemmelser.

Der var almindelig tilslutning til den foreslåede bestemmelse om, at den dobbelte budgetmyndighed består af Europa-Parlamentet og Rådet, som på forslag af Kommissionen vedtager Unionens årlige budget.

Næsten alle, bl.a. Vytenis ANDRIUKAITIS (litauiske parlament), kunne gå med til at ophæve den hidtidige sondring mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter. Peter HAIN (britiske regering) stillede dog som betingelse, at der skal være et bindende loft over udgifterne, som kun kan forhøjes af Rådet med enstemmighed. Han argumenterede for, at der skal indføres en mekanisme, som gør, at man altid får vedtaget et budget inden begyndelsen af året. Filadelfio Guido BASILE (italienske parlament) henviste til, at sondringen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter i sin tid blev indført for at begrænse Europa-Parlamentets magt. Det mente han ikke, der længere var behov for, og derfor kan sondringen ophæves.

Der var ligeledes almindelig tilslutning til den nye bestemmelse i stk. 2 om, at de flerårige finansielle overslag, som hidtil har hvilet på en interinstitutionel aftale, nu traktatfæstes. I den forbindelse pegede Erwin TEUFEL (tyske Bundesrat) på, at flerårige finansielle overslag ville give medlemsstaterne større sikkerhed i deres planlægning.

Der var forskellige meninger om, hvilke regler der skal gælde for vedtagelse af de finansielle overslag. Josep BORRELL (spanske parlament) gik ind for, at de skal vedtages efter regler, der er inspireret af den almindelige lovgivningsprocedure. Antonio NAZARÉ PEREIRA (portugisiske parlament) gik ind for, at de skal vedtages ved enstemmighed i Rådet, efter at man har hørt Europa-Parlamentet.

Hans-Martin BURY (tyske regering) pointerede, at en forøgelse af de midler, EU får stillet til rådighed, kun skal kunne ske med enstemmighed og efter ratifikation i de nationale parlamenter. Carlos CARNERO (EP) mente derimod godt, man kunne fastlægge lofterne over finanserne gennem en almindelig lov – uden ratifikation i medlemslandene.

Filadelfio Guido BASILE (italienske parlament) argumenterede for, at de finansielle overslag skal være femårige – svarende til valgperioden for Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Vicepræsident Jean-Luc Dehaene nævnte først, hvad debatten havde bekræftet ham i at der var almindelig tilslutning til:

Blandt de emner, der var forskellige opfattelser af, nævnte han:

Tidsplanen

Ved begyndelsen af torsdagens møde gjorde vicepræsident Giuliano AMATO opmærksom på, at Præsidiet havde besluttet at udvide mødet medio maj, således at det ville komme til at strække sig over 3-4 dage, nemlig onsdag den 14. maj til fredag den 16. maj samt eventuelt lørdag den 17. maj om formiddagen. Som lovet ville Præsidiet offentliggøre udkast til artiklerne om institutionerne inden udgangen af april måned, og de øvrige resterende artikler i del I ville blive offentliggjort på konventssamlingen 24.-25. april. Han bebudede, at konventsmedlemmerne måtte regne med en hektisk mødeaktivitet i de første uger af juni.

Ved mødets afslutning rejste flere talere igen spørgsmålet om tidsplanen. F.eks. foreslog Andrew DUFF (EP), at man "satte uret i stå", hvis man i juni ikke var tilfreds med kvaliteten af det arbejde, man havde nået at udføre. Vicepræsident Jean-Luc Dehaene syntes, det ville være en dårlig idé at bruge denne middelalderlige teknik, og tilføjede, at hvis man allerede nu tog stilling til, hvad man skulle gøre, hvis man ikke blev færdige, kunne man være sikker på, at man ikke blev færdige.

Flere medlemmer, bl.a. Wim VAN EEKELEN (hollandske parlament), opfordrede Præsidiet til så snart som muligt at offentliggøre datoerne for de ekstra møder, der ville blive brug for, hvis man skulle blive færdige. Caspar EINEM (østrigske parlament) var klar over, at konventsmedlemmerne blev nødt til at opholde sig i Bruxelles i en længere periode i juni måned. Derfor bad han Præsidiet om at tilrettelægge indbydelserne til plenarmøderne sådan, at det blev muligt for repræsentanterne fra de nationale parlamenter indimellem at holde møder i de politiske grupper og i Konventets komponenter samt i mere uformelle grupper. Mødelederen lovede at tage dette spørgsmål op på det kommende præsidiemøde.

Jean-Luc Dehaene udtrykte håbet om, at man medio maj ville have drøftet de første udkast til alle artiklerne i del I og en del af artiklerne i del II, men tilføjede, at det var en stor udfordring ikke alene for konventsmedlemmerne, men også for Præsidiet.

Til sidst nævnte han, at det var tanken at drøfte de artikler, som var fremlagt samme morgen, på den kommende konventssamling den 24.-25. april, og mindede om, at mødet medio maj ville blive forlænget.

Med venlig hilsen

Bjørn Einersen