Resumé af 19. konventssamling 26/3

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Dagsordenen bestod i en videreførsel af drøftelserne af art. 1 – 7 i forfatningstraktaten. Vendingen "føderal model" i art. 1 gav anledning til en intens debat. Et betydeligt mindretal, heriblandt Peter HAIN (UK) og flere repræsentanter fra tiltrædelseslandene, vendte sig imod begrebet, som de fandt tvetydigt og tæt forbundet med en egentlig statsdannelse. Flertallet af talerne støttede vendingen "føderal model", som de fandt var i overensstemmelse med den allerede nu anvendte praksis. Formuleringen af art. 1 sikrede, at Unionen ikke udviklede sig til en stat, sagde De VRIES (NL). Ifølge DEHAENE ville vendingen blive fastholdt. Samtidig ville vendingen "mod en stadig snævrere union" blive anvendt i en ny præambel, sagde han.

Der var bred støtte til forfatningsudkastets henvisning til Unionens dobbelte legitimitetsgrundlag: Stater og folk. Adskillige konventsmedlemmer foreslog folk erstattet af borgere. Begrebet folk var for abstrakt og upræcist, hvorimod borgeren var et retssubjekt med rettigheder, lød argumentationen.

Omtalen af respekten for nationale identiteter i art. 1 blev støttet. Dog ønskede flere talere, at henvisningen blev præciseret. Jens-Peter BONDE fandt begrebet indholdsløst. I stedet skulle man henvise til respekten for de nationale forfatninger, sagde han.

Et stort antal konventsmedlemmer ønskede lighedsprincippet tilføjet listen over Unionens værdier. Flere fremhævede særligt ligestilling mellem kønnene.

Et betydeligt mindretal argumenterede for at medtage en henvisning til Unionens religiøse arv. Tro er en realitet for mange europæere, blev det sagt.

Der fremkom enkelte forslag om at udvide Unionens mål med territorial samhørighed og om at præcisere Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Der var bred støtte til at gøre charteret retligt bindende – uenigheden angik alene formen. DEHAENE foreslog art. 5, stk. 2 skærpet, således at Unionen forpligtes til at tilslutte sig Den europæiske menneskerettighedskonvention.

Konventssamlingen den 26. marts 2003 var den anden og foreløbig sidste ekstra konventssamling, Præsidiet besluttede at afholde som følge af de mere end 1.100 indkomne ændringsforslag til udkast til art. 1 – 16 i forfatningstraktaten. Temaet for samlingen var en videreførsel af drøftelserne af art. 1 – 7, som blev påbegyndt på 16. konventssamling den 27.-28. februar 2003, jf. info-note I 167. Ligesom på den første ekstra samling den 5. marts 2003 var mødeformen lagt an på korte indlæg og replikker.

Mødeledelsen blev varetaget af næstformand Jean-Luc DEHAENE, som lagde op til, at man debatterede en artikel ad gangen. Det skal bemærkes, at ud seks timers samlet debat optog debatten om art. 1 alene omtrent halvdelen af tiden.

En stor del af ændringsforslagene omhandlede vendingen "føderal model". Mens det i nogle af ændringsforslagene blev foreslået at slette denne vending, havde andre konventsmedlemmer udtrykt støtte til denne formulering, sagde DEHAENE. Blandt den sidstnævnte gruppe var der – helt logisk – også nogle, der ønskede målet om "en stadig snævrere union" tilføjet, sagde han.

Præsidiets indstilling var at fastholde vendingen "føderal model" i selve forfatningstraktaten og lade målsætningen om "en stadig snævrere union" indgå i en ny præambel, sagde DEHAENE.

En meget stor del af konventsmedlemmerne tog del i denne del af debatten. I hovedparten af indlæggene blev der udtrykt støtte til fordel for anvendelsen af begrebet "føderal model".

Blandt modstanderne af at anvende udtrykket var bl.a. den engelske regeringsrepræsentant Peter HAIN, den estiske regeringsrepræsentant Henrik HOLOLEI og Jens-Peter BONDE. HAIN fandt begrebet alt for tvetydigt og mente, at begrebet ville skabe unødvendig splittelse i befolkningerne forud for eventuelle afstemninger om den nye traktat. HOLOLEI frygtede, at begrebet ville åbne for Pandoras æske og dermed skabe mere uklarhed. Jens-Peter BONDE sagde, at for ham var begreberne stat og føderation tæt sammenknyttede. Derfor vendte han sig stærkt imod at indskrive begrebet. Han erkendte samtidig, at begrebet godt kunne tolkes anderledes. Men de forskellige opfattelser af begrebet gjorde i sig selv begrebet uegnet, sagde han. Den litauiske regeringsrepræsentant Rytis MARTIKONIS og den irske regeringssuppleant Bobby MCDONAGH foreslog, at man slettede hele anden del af art. 1, stk. 1, hvori begrebet "føderal model" indgik. De var enige om, at udtrykket ikke tilføjede noget substantielt af betydning, men at det derimod skabte en masse problemer.

Blandt tilhængerne af at anvende begrebet "føderal model" var bl.a. den engelske europaparlamentariker Andrew DUFF, der mente, at det var en meget præcis beskrivelse af unionens forvaltningsmodel. Den hollandske regeringsrepræsentant Gijs DE VRIES sagde, at Unionen allerede i dag forvaltede visse af sine fælles kompetencer efter føderal model. Dette skulle siges klart, sagde han og tilføjede, at man nødvendigvis måtte kalde tingene ved deres rette navn. De VRIES vendte sig stærkt imod, at man lod sig styre af den britiske tabloid-presses mistolkning af begrebet "føderal model". Han mente desuden, at art. 1, stk. 1 gjorde det helt klart, at der ikke var tale om skabelsen af en føderal stat.

Mange af støtterne til begrebet "føderal model" refererede til De VRIES’s argumentation, herunder europaparlamentarikeren Anne VAN LANCKER og kommissær Michel BARNIER. Sidstnævnte opfordrede til, at man ikke lod sig paralysere af Margaret Thatcher’s skygge. Vi må ikke være bange for at anvende de ord, vi arbejder i henhold til, understregede han. Lord MACLENNAN fra det britiske underhus tilsluttede sig ligeledes anvendelsen af vendingen føderal model, mens Helle THORNING-SCHMIDT gav udtryk for, at hun godt kunne leve med det. Jean-Luc DEHAENE understregede, at forfatningstraktaten ikke satte lighedstegn mellem føderation og EU, men at EU forvaltede visse fælles kompetencer efter en føderal model, jf. art. 1, stk. 1.

Som en udløber af debatten om unionens føderale karakter tilkendegav enkelte af konventsmedlemmerne deres syn på begrebet "forfatningstraktat". Den græske parlamentariker Paraskevas AVGERINOS og esteren HOLOLEI kunne godt lide udtrykket, som de fandt tilpas afbalanceret. Ben FAYOT fra parlamentet i Luxembourg og den rumænske parlamentariker Péter ECKSTEIN-KOVÁCS så derimod gerne, at man i stedet talte om en egentlig europæisk forfatning. Jens-Peter BONDE mente, at man skulle fastholde det traktatmæssige samarbejde, og foreslog, at Præsidiet lagde spørgsmålet ud til afstemning i plenum. Dette blev ikke kommenteret af mødelederen Jean-Luc Dehaene.

Paraskevas AVGERINOS var blandt de meget få, der udtalte sig om Unionens navn. Han støttede det nuværende – af borgerne kendte navn – Den Europæiske Union. Ingen konventsmedlemmer fremførte andre forslag.

Lone DYBKJÆR fandt, at formuleringen i art. 1 om oprettelsen af en union gav anledning til forvirring. Vi har jo allerede en Union, sagde hun, og mente derfor ikke, at man kunne bruge denne formulering. DEHAENE sagde, at forfatningstraktaten ville erstatte de eksisterende traktater og samtidig være udtryk for kontinuiten i det europæiske samarbejde. Præsidiet overvejede, hvordan dette tydeligere kunne komme til udtryk, svarede han.

DEHANE kunne berette om bred tilslutning til udkastets præcisering af Unionens dobbelte legitimitet, der stammede fra de europæiske folk og stater, jf. art. 1, stk. 1. En gruppe konventsmedlemmer havde dog foreslået, at vendingen "de europæiske folk" blev erstattet af "de europæiske borgere", sagde han. Iñigo MÉNDEZ DE VIGO begrundede dette ved at påpege, at begrebet folk var blevet et abstrakt, forvirrende begreb. "Borgere" var mere præcist, sagde han, idet en borger var et retssubjekt med anerkendte rettigheder.

Jürgen MEYER fra den tyske Bundestag, Europaparlamentarikeren Johannes VOGGENHUBER og den rumænske parlamentariker Adrian SEVERIN bakkede op om anvendelsen af "borgere". Sidstnævnte mente, at begrebet "folk", havde konnotationer til "national selvbestemmelsesret", mens "borger-begrebet" knyttede an til det europæiske statsborgerskab. Lone DYBKJÆR foretrak ligeledes "borgere", idet dette vil tydeliggøre, at alle europæere var lige individer.

Den slovenske parlamentariker og medlem af præsidiet Alojz PETERLE gik på dette punkt imod hovedparten af indlæggene, idet han gerne så referencen til "folk" bevaret. Den portugisiske regeringssuppleant Lobo ANTUNES sagde, at det var qua folkenes vilje, at staterne var rede til at afgive kompetence til Unionen. Folkene kunne dermed opfattes som de forfatningsgivende enheder, sagde han. Lord MACLENNAN fra det britiske underhus foretrak ligeledes termen "folk", idet det var de europæiske folk, der i fællesskab skulle opbygge deres fælles fremtid, sagde han.

DEHANE gjorde opmærksom på, at en erstatning af begrebet "folk" med "borgere" vil være et brud med den hidtidige kontinuitet i den anvendte terminologi. Dette måtte derfor gennemtænkes grundigt, sagde han.

Mødelederen oplyste, at det var kommet frem i mange af ændringsforslagene, at henvisningen til respekten for de nationale identiteter var rigtigt placeret i art. 1. Dette blev i vidt omfang bekræftet under selve debatten. En del konventsmedlemmer, heriblandt Jürgen MEYER fra Bundestag, så dog behov for, at udtrykket blev præciseret og udbygget med henvisninger til respekten for kulturel og sproglig mangfoldighed samt for regionernes særpræg, som udgjorde en væsentlig del af nationernes identitet, påpegede han.

Den finske regeringsrepræsentant Teija TIILIKAINEN og parlamentarikeren Riita KORHONEN foreslog, at den bredere omtale af medlemsstaternes nationale identitet i art. 9, stk. 6, passende kunne flyttes til art. 1, stk. 2. Den maltesiske regeringsrepræsentant Peter SERRACINO-INGLOTT støttede, at en definition af nationale identiteter blev bragt allerede i art. 1 og ikke i art. 9, stk. 6. Der vil dog aldrig kunne blive tale om en entydig og totalt dækkende definition, snarere vil der blive tale om en eksemplificering, sagde han.

DEHAENE gjorde opmærksom på, at flere af de indkomne ændringsforslag omhandlede relationen mellem art. 1, stk. 2 og art. 9, stk. 6. Han bekræftede at Præsidiet ville overveje denne problemstilling nærmere.

Europaparlamentarikeren Johannes VOGGENHUBER sagde, at nationale identiteter ikke var et anerkendt retsbegreb, men snarere en politisk mytologisk betegnelse. Jens-Peter BONDE mente også, at artiklens omtale af respekten for de nationale identiteter reelt var indholdsløs. Derimod skulle det klart fremgå, at Unionen vil respektere medlemsstaternes forfatninger, sagde han.

En gruppe konventsmedlemmer beklagede, at målet om åbenhed og gennemsigtige beslutningsprocesser ikke var nævnt i nogen af traktatens første artikler. Helle THORNING-SCHMIDT anbefalede, at der blev rådet bod på dette ved at indføje disse hensyn allerede i art. 1. Alternativt kunne art. 8 også anvendes, sagde hun. Det foreliggende udkast måtte betragtes som et tilbageskridt fra den eksisterende unionstraktat, hvilket hun fandt helt uacceptabelt.

DEHAENE bemærkede, at hensynet til åbne og gennemsigtige beslutningsprocesser ikke var glemt, men ville indgå i forfatningstraktatens afsnit VI om Unionens demokratiske liv. Thorning-Schmidt replicerede straks, at det ikke var tilstrækkeligt. Hensynet til åbenhed skulle have en central placering i et af de første kapitler, sagde hun.

Indledningsvis bemærkede Jean-Luc DEHAENE, at der var indkommet en del forslag om at medtage lighedsprincippet blandt Unionens værdier og ikke blot lade det indgå som et af Unionens mål. Mens nogle foretrak en generel henvisning til dette princip, ønskede andre en præcisering af princippet om ligestilling mellem kønnene. Debatten demonstrerede, at der var udbredt tilslutning til dette i Konventet.

Lone Dybkjær, det litauiske parlamentsmedlem Vytenis ANDRIUKAITIS og den irske parlamentariker Proinsias DE ROSSA var blandt dem, der argumenterede for, at art. 2 ikke blot skulle indeholde en reference til lighedsprincippet, men også eksplicit nævne ligestilling mellem kønnene som en af Unionens grundlæggende værdier.

I flere af indlæggene blev det foreslået at medtage en række yderligere værdier, herunder minoritetsbeskyttelse, ikke-diskriminationsprincippet samt kulturel og sproglig mangfoldighed. Fred og social solidaritet blev ligeledes bragt på banen. Disse forslag fik en vis om end begrænset tilslutning.

DEHAENE advarede imod at udvide listen over værdier, idet dette kunne føre til en udvanding. Paolo PONZANO – der var suppleant for kommissær VITORINO – betragtede de nævnte forslag som udtryk for en uheldig sammenblanding af værdier og mål.

Lord MACLENNAN foretrak at indkredse Unionens værdier til nogle få overordnede overskrifter. At nævne for mange kunne føre til en uønsket "uniformering" af borgerne, sagde han. Han mente således, at princippet om lighed og ligestilling i forvejen var omfattet at værdierne menneskelig værdighed, solidaritet og retfærdighed. På trods af at han vægtede Unionens kulturelle mangfoldighed meget højt, mente han ikke, at der skulle refereres specifikt hertil i art. 2.

AVGERINOS advarede ligeledes imod at "unionisere" værdibegreber såsom kulturel og sproglig mangfoldighed, religion og andre nationalt rodfæstede traditioner. Disse værdibegreber skulle overlades til de nationale rammer og derfor ikke medtages blandt Unionens værdier i art. 2, sagde han.

Forfatningstraktatens omtale af Unionens religiøse arv var genstand for debat efter samme mønster som kom frem ved konventsmødet den 27.-28. februar. Tilhængerne af at indskrive en reference til Unionens religiøse arv udgør et ikke ubetydeligt mindretal og er i grove træk stærkest repræsenteret i Italien, Spanien, en del af tiltrædelseslandene fra Central- og Østeuropa samt i den krist-demokratiske gruppe i Europa-Parlamentet.

Filadelfio Guido BASILE fra det italienske parlament sagde, at de jødisk-kristne ideer udgjorde en central drivkraft for et socialt og humanitært Europa. Han fik støtte fra bl.a. Tunne KELAM fra det estiske parlament, der desuden fremhævede kristendommens opfattelse af mennesket som et enestående væsen. Elmar BROK fra EPP-gruppen i Europaparlamentet støttede også, at der blev indføjet en reference til kristendommen. Han kunne dog acceptere, at dette eventuelt skete i præamblen, samtidig med at Amsterdamtraktatens erklæring nr. 11 om kirkernes rolle blev bevaret. Joachim WUERMELING fra Europaparlamentet mente, at det måtte være muligt på tolerant og moderne vis i traktaten at imødekomme mennesker, der bekender sig til metafysiske værdier. Tro er en realitet for en meget stor del af borgerne i Europa, sagde han.

Modstanderne af at indskrive en religiøs reference i selve traktatteksten talte bl.a. regeringsrepræsentanterne Peter HAIN og Gijs de VRIES samt europaparlamentarikerne Anne VAN LANCKER og Lone DYBKJÆR. De var dog ikke direkte afvisende over for at indføje en reference til kristendommen i en ny præambel. De ROSSA fra det irske parlament påpegede, at mange religiøse samfund havde en opfattelse af kønsrollerne, som var i modstrid med ligestillingsprincippet.

DEHAENE sagde, at Præsidiets holdning var, at en reference til Unionens religiøse arv mest hensigtsmæssigt kunne anbringes i præamblen, men at man samtidig overvejede muligheden for at tilføje et nyt afsnit i selve forfatningstraktaten om kirkernes rolle.

Europaparlamentarikeren Sylvia-Yvonne KAUFMANN og den maltesiske regeringsrepræsentant Peter SERRACINO-INGLOTT opfordrede til, at art. 2 og charteret for grundlæggende rettigheder blev set i sammenhæng. Sidstnævnte så helst, at charteret blev indskrevet direkte i art. 2.

Neil MACCORMICK fra Europa-Parlamentet og Riitta KORHONEN fra det finske parlament undrede sig over, at Præsidiet havde undladt at nævne de grundlæggende frihedsrettigheder i art. 2.

DEHAENE oplyste indledningsvis, at Præsidiet i sine formuleringer havde stræbt efter en afbalanceret ordlyd, der ikke skulle være et tilbageskridt i forholdt til unionstraktatens nuværende formuleringer. Der var indkommet en del ændringsforslag om at skærpe formuleringerne vedrørende Unionens sociale profil, sagde han. Andre havde foreslået at medtage et mål om territorial samhørighed. Nogle konventsmedlemmer havde været kritiske over for at medtage udforskningen af rummet som et af Unionens mål.

Debatten demonstrerede tilstedeværelsen af en bred opbakning til målsætningerne, som de var beskrevet i art. 3. En del medlemmer så dog behov for, at nogle af elementerne blev bedre defineret og fik en skærpet ordlyd. Andrew DUFF fandt således, at definitionen af bæredygtig udvikling skulle præciseres, med henvisning til at dette begreb både har en økonomisk, samfundsmæssig og økologisk dimension. Han fik støtte af bl.a. Peter HAIN og Helle THORNING-SCHMIDT.

Helle THORNING-SCHMIDT anbefalede i sit indlæg, at Præsidiet skærpede formuleringerne, der vedrørte den europæiske sociale model. Hun foreslog, at man benyttede formuleringen fra Lissabon-konklusionerne om en social markedsøkonomi med en høj beskæftigelsesgrad på et kvalitativt højt niveau.

Thorning-Schmidt var i øvrigt meget tilfreds med, at børns rettigheder blev nævnt særskilt i artiklen, men syntes at referencen til børns rettigheder hørte mere naturligt hjemme i art. 3, stk. 2 fremfor placeringen i stk. 4, der primært omhandlede forsvaret af Unionens værdier i den øvrige verden.

Enkelte konventsmedlemmer, herunder Anne VAN LANCKER og den irske parlamentariker Proinsias DE ROSSA, støttede indføjelsen af en horisontal passus, der vil bringe EU’s målsætninger om bekæmpelse af social ulighed, fattigdom og sygdom på linje med FN’s målsætninger. Det skal gøres klart, at EU ikke har opgivet FN-sporet, sagde De Rossa.

Peter HAIN så behov for at indskrive en præcis målsætning for Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) i art. 3. Han fik støtte af Paolo PONZANO, der sagde, at Unionens havde behov for en retningsviser vedr. FUSP og forsvarspolitik, selv om vi i øjeblikket befandt os langt fra målet.

Drøftelserne af art. 4-7 blev forholdsvis kort, hvilket bl.a. hang sammen med, at der blot var 10-20 konventsmedlemmer tilbage i den sidste time af konventssamlingen. Drøftelserne kan kort opsummeres som følger:

Ingen talte imod at tildele Unionen status som juridisk person, jf. art. 4. Peter HAIN sagde, at også Storbritannien kunne støtte formuleringen.

Debatten om art. 5 om de grundlæggende rettigheder viste, at mens der er konsensus om at gøre charteret retligt bindende, er der fortsat ikke enighed om indskrivningsformen. DEHAENE konstaterede, at et flertal ønskede charteret direkte indskrevet i traktaten. Peter HAIN refererede imidlertid til, at bl.a. UK, Danmark, Holland og Irland foretrak en henvisning til charteret, som skulle placeres i en særskilt protokol. Europaparlamentarikeren Anne VAN LANCKER påpegede, at en direkte indskrivning af charteret i forfatningstraktatens del I ville muliggøre en afkortning eller sletning af artikler i det foreliggende udkast, f.eks. art. 6 om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. René VAN DER LINDEN tilsluttede sig en direkte indskrivning af charteret og beskrev en protokolhenvisning som at gemme charteret i skabet.

Ingen konventsmedlemmer gik imod, at Unionen fik mulighed for at tiltræde Den europæiske menneskerettighedskonvention, jf. art. 5. DEHAENE bemærkede, at Præsidiet overvejede at erstatte "kan" med "skal" i art. 5, stk. 2, således at Unionen forpligtes til at tiltræde menneskerettighedskonventionen.

I forbindelse med debatten om art. 5 gjorde Jens-Peter BONDE opmærksom på, at der var stor uklarhed om kompetencefordelingen mellem Strassbourg- og Luxembourgdomstolen. Han fandt det afgørende, at Strassbourgdomstolens forrang blev fastslået, hvilket europaparlamentarikeren Andrew DUFF også kunne tilslutte sig.

Peter HAIN foreslog, at de fire frihedsrettigheder blev indskrevet i art. 5, hvilket DEHAENE lovede at tage op i Præsidiet.

Med venlig hilsen

Peter Riis