Resumé af 17. samling i Konventet den 17-18 marts 2003

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Emnerne for Konventets møde den 17.-18. marts 2003 var diskussion af de første udkast til artikel 24-33 om retsinstrumenterne, protokollen om de nationale parlamenter samt protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og de hertil fremsatte ændringsforslag.

De pågældende udkast blev generelt godt modtaget af konventsmedlemmerne, og efter debatten opsummerede Valéry Giscard d'ESTAING, at Præsidiet vil kigge nærmere på forslaget om at indføre en kategori af såkaldte organiske love og se nærmere på de indkomne forslag vedrørende delegerede forordninger, ligesom Konventet på et senere tidspunkt kan overveje, hvorvidt det er nødvendigt at have artikel 29-31 med.

Giscard d'ESTAING gav udtryk for, at de nationale parlamenter også bør få tilsendt Kommissionens årlige rapport om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Yderligere vil der i forbindelse med det tidlige varselssystem vil blive set på muligheden for, at hvert kammer i parlamenter med tokammersystemer tildeles én stemme, mens parlamenter med étkammersystemer får to stemmer. Tærsklen på 1/3 af de afgivne stemmer bibeholdes, og der var ikke opbakning til etableringen af et tidligt varselssystem, hvorefter de nationale parlamenter får mulighed for at blokere lovgivningsprocessen. Præsidiet vil se nærmere på den information, som skal tilsendes de nationale parlamenter, og endvidere giver spørgsmålet om COSAC og det interparlamentariske samarbejde anledning til nærmere overvejelser.

Emnerne for Konventets møde den 17.-18. marts 2003 var diskussion af de første udkast til artikel 24-33 om retsinstrumenterne, protokollen om de nationale parlamenter samt protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og de hertil fremsatte ændringsforslag.

Inden diskussionen af de foreliggende udkast præsenterede Valéry Giscard d'ESTAING de første udkast til artikel 38-40 om Unionens finanser (CONV 602/03) og udkastet til artikel 31 samt artikler i traktatens del II vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed (CONV 614/03).

Giscard d'Estaing indledte mødet med at gøre opmærksom på, at en krig står umiddelbart for døren, og pointerede, at krigen ikke må føre til en afbrydelse af Konventets arbejde, da Konventet er samlet for at forberede Europas fremtid. De aktuelle begivenheder kaster et grelt lys over den fælles Udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og Europa er svækket, men Konventet må fortsætte sit arbejde med at gøre EU enklere, mere effektivt og gennemsigtigt. Giscard d'Estaing reflekterede over, at der i øjeblikket er fem europæiske lande, som er repræsenteret i Sikkerhedsrådet, og at dette ville have gjort det muligt at sætte et synspunkt igennem, såfremt der havde været tale om et fælles synspunkt.

Ved præsentationen af de nye udkast til artikler fremhævede Giscard d'Estaing, at disse som udgangspunkt er baseret på de relevante arbejdsgruppers konklusioner.

Artikel 38 vedrører spørgsmålet om EU's egne indtægter, og da problemstillingen er en af de mere vanskelige, forelægger Præsidiet derfor den nuværende artikel 269 TEF i uændret form for at komme videre med en diskussion og få input fra Konventet. Ifølge artikel 269 i TEF i dens nuværende form skal bestemmelser vedrørende ordningen med EU's egne indtægter vedtages med enstemmighed, men der er ikke tale om obligatoriske bestemmelser, da Rådet kun anbefaler medlemslandene at ratificere dem. Giscard d'Estaing stillede derfor spørgsmålstegn ved, om denne procedure med vedtagelse af en beslutning med enstemmighed og ratifikation af alle medlemslande fortsat vil være egnet til at sikre de nødvendige vedtagelser til finansiering af EU's politikker i et udvidet EU.

I artikel 39 fastlægges de budgetmæssige og finansielle principper i EU - balance, budgetdisciplin, bekæmpelse af svig m.m. - mens artikel 40 indeholder en ganske kort beskrivelse af budgetproceduren, der skal beskrives mere detaljeret i traktatens del II. Europa-Parlamentet og Rådet vedtager i fællesskab budgettet, og ved at skrive de finansielle overslag, der på nuværende tidspunkt er indeholdt i en interinstitutionel aftale, ind i traktaten gøres disse juridisk bindende.

Der er nedsat endnu en diskussionskreds til drøftelse af budgetproceduren. Henning Christophersen er formand for denne gruppe.

Giscard d'Estaing præsenterede også udkast til artikel 31 om implementeringen af området for frihed, sikkerhed og retfærdighed og artiklerne i del II om dette emne. Artikel 31 beskriver de særlige forhold, der gælder på dette område, da søjlekonstruktionen ikke skal anvendes længere. Artiklerne i del II indeholder en beskrivelse af politikdelen.

Giuliano AMATO indledte debatten om udkastet til artikel 24-33 med en opsummering af de ændringsforslag, som Præsidiet har modtaget hertil. Forslaget er generelt modtaget godt, og konventsmedlemmerne forholder sig positivt til den fremgangsmåde Præsidiet har valgt, hvilket også endte med at blive Giscard d'ESTAING's konkludering efter en opsummering af debatten.

Debatten var teknisk og som kommissær Antonio VITORINO påpegede, er der nok tale om en af de mindst medieegnede debatter i Konventet.

I det foreliggende udkast sondres mellem lovgivningsmæssige retsakter og ikke-lovgivningsmæssige retsakter. Giuliano Amato præciserede indledningsvis, at denne sondring ikke er anvendt for at angive, om der er tale om juridisk bindende akter eller ej, men for at indikere hvorvidt der er tale om en retsakt, hvor det er vigtigt, at Europa-Parlamentet deltager ved tilblivelsen. Sondringen har yderligere til formål at medvirke til en klarere skelnen mellem egentlig lovgivningsbeføjelse og udøvende beføjelser. I artikel 26 bestemmes det, at de ikke-lovgivningsmæssige akter anvendes i forbindelse med delegerede forordninger og gennemførelsesforanstaltninger.

Flere medlemmer mente, at sondringen bidrager til uklarhed og forvirring, men på den anden side udtrykte flere medlemmer deres støtte til den foretagne opdeling – heriblandt Ernani LOPES fra den portugisiske regering,

Andrew DUFF fremførte forslaget om, at der bør indføres de såkaldte organiske love, hvilket den belgiske regeringsrepræsentant Pierre CHEVALIER støttede. Giscard d'Estaing konkluderede, at forslaget om at anvende organiske love, er et forslag der må overvejes.

Generel anvendelse af den fælles beslutningsprocedure som lovgivningsprocedure er accepteret af konventsmedlemmerne. Imidlertid anførte flere konventsmedlemmer, at der må foretages en præcisering af undtagelserne hertil.

Flere medlemmer påpegede desuden, at afstemninger med kvalificeret flertal bør være hovedregelen for at undgå lammelse af lovgivningssystemet, og at dette bør skrives ind i artikel 25 om lovgivningsproceduren. Blandt andre Anja MAJ-WEGGEN, Lamberto DINI og Elmar BROK fremførte dette.

Som indledning på debatten anførte Giuliano AMATO, at flere medlemmer havde ønsket, at den åbne koordinationsmetode skrives ind i forfatningstraktaten, og han tilkendegav, at Præsidiet arbejder med dette i øjeblikket, og at en tekst præsenteres senere. I løbet af mødet gav blandt andre Göran LENNMARKER og Emilio GABAGLIO udtryk for dette.

Flere af medlemmerne påpegede det gode og vigtige i, at der i artikel 25, stk. 3 er indsat en bestemmelse om offentlighed i forbindelse med lovgivningen. Henning CHRISTOPHERSEN påpegede, at denne åbenhed er meget vigtig. Åbenheden skaber grundlag for, at de nationale parlamenter kan udøve en bedre kontrol med deres regeringer, når disse deltager i lovgivngsprocessen. Det vil tvinge regeringerne til at forbedre kvaliteten af deres arbejde og fremme ministres deltagelse i Rådet, ligesom det vil fremme viljen til politiske kompromiser.

Også Jens-Peter BONDE påpegede vigtigheden af, at Rådet vedtager love for åbne døre, men mente dog, at forslaget kun åbenbarer toppen af isbjerget, da en meget stor del af EU's love vedtages i arbejdsgrupper.

I det foreliggende udkast fastsætter artikel 27 betingelserne for delegation af beføjelser til Kommissionen, så denne kan vedtage europæiske forordninger (ikke-lovgivningsmæssige retsakter), der skal udbygge eller ændre visse ikke-væsentlige elementer i love eller rammelove. Love og rammelove skal udtrykkeligt afgrænse delegationens formål, indhold, omfang og varighed, og de væsentlige elementer på et område kan ikke være omfattet af delegation. Ydermere kan Europa-Parlamentet og Rådet beslutte at tilbagekalde delegationen.

Giuliano AMATO understregede, at formålet med de delegerede forordninger er, at disse skal vedrøre mere specifikke bestemmelser, og at Konventet evt. kan diskutere, om visse emner skal være udelukket fra delegation.

Flere medlemmer stillede spørgsmålstegn ved indførelsen af de delegerede forordninger. Blandt andet David HEATCOAT-AMORY, der påpegede, at indførelse af delegationen ikke bidrager til en forenkling af systemet, mens Lamberto DINI ligeledes anførte, at der ikke er grund til at sondre mellem delegerede retsakter og gennemførelsesbeføjelser. Flere medlemmer udtalte sig dog også positivt om indførelsen af denne type retsakt – herunder Alain LAMMASSOURE.

Den svenske regerings repræsentant Lena HJELM-WALLÉN, Klaus HÄNSCH, Søren LEKBERG, Alain LAMASSOURE på vegne af 36 PPE-medlemmer samt Göran LENNMARKER var blandt de medlemmer, der fremførte, at Europa-Parlamentet og Rådet hver for sig bør have adgang til at tilbagekalde delegationer.

Henning CHRISTOPHERSEN, der repræsenterer den danske regering, fremhævede, at det er afgørende nødvendigt at ændre det nuværende komitologisystem, der ikke vil kunne fungere i et EU med 27-28 lande, og påpegede at han syntes det var lykkedes at formulere artikel 27 og 28, så der var en klarere opdeling mellem den lovgivende og udøvende del af institutionerne.

Giscard d'ESTAING anførte afslutningsvis, at Præsidiet vil arbejde videre med ændringsfoslagene til de delegerede forordninger.

I det foreliggende udkast er disse artiklers indhold ikke medtaget, men bestemmelserne kommer til at omhandle henholdsvis den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (art. 29), fælles forsvarspolitik (art. 30) samt politik vedrørende politimæssige og retlige anliggender på det strafferetlige område (art. 31).

Flere medlemmer kritiserede, at der skal være specielle bestemmelser om disse områder, da det er meningen, at søjlestrukturen skal afskaffes. Blandt andet Lamberto DINI, SEVERIN og TIILIKAINEN påpegede at det ikke er nødvendigt med særskilte bestemmelser herom.

Giscard d'ESTAING præciserede imidlertid afslutningsvis, at disse artikler er taget med for at illustrere, at søjlestrukturen fjernes, og at der er forskellige procedurer, men at Konventet på et senere tidspunkt kan vurdere, om det er nødvendigt at opretholde disse bestemmelser her, eller om artiklerne i del II vil være tilstrækkelige.

Som optakt til diskussionen af de to protokoller påpegede Giscard d'Estaing, at det vil være næstsidste gang konventsmedlemmerne får disse at se i udkast, og han understregede derfor vigtigheden af, at medlemmerne på dette møde udtalte sig om de uafklarede punkter.

Giscard d'Estaing påpegede, at de fremkomne ændringsforslag til protokollen om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet havde identificeret 6 uafklarede spørgsmål: Begrebet "ethvert nationalt parlament i en medlemsstat", tærsklen for at de nationale parlamenters udtalelser får konsekvenser, de nationale parlamenters adgang til at afgive begrundede udtalelser i perioden mellem indkaldelse til møde i forligsudvalget og afholdelsen af dette møde, adgangen til domstolsprøvelse, Regionsudvalgets inddragelse i overvågningen af nærhedsprincippet og oversendelse af Kommissionens årlige rapport om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet til de nationale parlamenter.

Ifølge det foreliggende udkasts punkt 9 skal Kommissionen udarbejde en årlig rapport om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der skal oversendes til Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Rådet, Regionsudvalget og ØSU. Et stort antal medlemmer har i deres ændringsforslag påpeget, at de nationale parlamenter også skal have tilsendt Kommissionens årlige rapport om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Giscard d'Estaing konkluderede, at der ikke er noget problem i dette, og at denne ændring herefter vil blive indføjet i protokollen.

Et spørgsmål, der ikke kunne elimineres helt så let, er spørgsmålet om, hvorvidt begge kamre i parlamenter med tokammersystemer skal have adgang til at afgive en begrundet udtalelse som led i det tidlige varslingssystem. Ifølge det foreliggende udkast tilkommer indsigelsesretten "ethvert nationalt parlament i en medlemsstat", hvilket lader det være op til hvert enkelt parlament at arrangere sig, så der tages højde for, at hvert kammer i parlamenter med flerkammersystemer konsulteres, og så der tages højde for de tilfælde, hvor der er tale om regionale parlamenter med lovgivende kompetence.

Imidlertid udtalte flere af medlemmerne sig til fordel for, at der i protokollen tages højde for parlamenter med to kamre. Enkelte medlemmer var imod ud fra den betragtning, at det tilkommer hvert enkelt land at løse dette spørgsmål internt. Dette blev blandt andet fremført af DASTIS, SEVERIN og BÖSCH.

Flere medlemmer gav dog udtryk for, at det skal skrives ind i protokollen, at hvert af kamrene i parlamenter med tokammersystemer har ret til at fremsende en begrundet udtalelse. Gisela STUART fremhævede muligheden for, at hvert parlament som udgangspunkt har to stemmer, så parlamenter med tokammersystemer kan afgive en begrundet udtalelse, og at begrundede udtalelser fra parlamenter med ét-kammersystemer derfor tæller for to - for at sikre, at parlamenterne repræsenteres på lige vilkår. Flere af medlemmerne ytrede sig til fordel for denne løsning – blandt andet Lamberto DINI, TIMMERMANS, COSTA og Pierre LEQUILLER. Giscard d'ESTAING anførte i sin opsummering af debatten, at Præsidiet vil arbejde videre med dette forslag om de to stemmer.

Ifølge det foreliggende udkast er Kommissionen forpligtet til at genoverveje sit forslag, hvis der er mindst 1/3 af EU-landenes nationale parlamenter, som afgiver en begrundet udtalelse, hvori de hævder, at et forslag krænker nærhedsprincippet, og Kommissionen kan vælge at fastholde, ændre eller trække sit forslag tilbage, men de nationale parlamenter får ikke adgang til at blokere lovgivningsprocessen.

I løbet af mødet blev det diskuteret, om der skulle være en anden tærskel, og om der skulle være større konsekvenser forbundet med en vis mængde udtalelser.

Flere medlemmer udtalte sig til fordel for en tærskel på 1/3 heriblandt Lone DYBKJÆR og kommissær Michel BARNIER. Andrew DUFF påpegede yderligere, at denne tærskel bør være på 1/3 af ensartede udtalelser om et forslags uoverensstemmelse med nærhedsprincippet, da han ellers kan forestille sig en række modsatrettede udtalelser. Giscard d'ESTAING endte med at konkludere at 1/3 er en passende tærskel.

Det centrale spørgsmål var dog mere, hvilke konsekvenser de nationale parlamenters udtalelser skal have. Gisela STUART argumenterede for den såkaldte gult kort/rødt kort-model, hvorefter konsekvensen af, at 2/3 af de nationale parlamenter afgiver en begrundet udtalelse om at et forslag ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet (rødt kort), skal være at lovgivningsprocessen blokeres. Enkelte medlemmer bakkede op om dette forslag, heriblandt den britiske regerings repræsentant Baroness Scotland of ASTHAL, ligesom også Poul SCHLÜTER gav udtryk for, at der er behov for at styrke de nationale parlamenters rolle yderligere, og at lovgivningsprocessen bør blokeres, såfremt ½ af de nationale parlamenter afgiver en begrundet udtalelse.

Et stort flertal af konventsmedlemmerne var dog direkte imod rødt kort modellen og den deraf følgende adgang for de nationale parlamenter til at blokere lovgivningsprocessen. Hovedargumentationen var centreret omkring uviljen mod at give de nationale parlamenter adgang til at blokere lovgivningsprocessen kombineret med synspunktet om, at regeringernes holdninger i Rådet må formodes at afspejle synspunkterne repræsenteret i parlamenterne, og at et forslag, som 2/3 af de nationale parlamenter ikke kan bifalde, derfor ikke vil kunne vedtages i Rådet.

Giscard d'Estaing konkluderede da også, at der ikke var opbakning til Gisela Stuarts forslag om "det røde kort".

Et andet emne, som Konventets medlemmer diskuterede indgående, var udkastets punkt 7, hvorefter de nationale parlamenter også i perioden mellem forligsudvalgets indkaldelse og afholdelsen af det første møde i forligsudvalget kan afgive begrundede udtalelser, hvis de mener, at Rådets fælles holdning eller Europa-Parlamentets ændringsforslag er i strid med nærhedsprincippet. Konsekvensen heraf er, at Rådet og Europa-Parlamentet forpligtet til i høj grad at tage hensyn til sådanne eventuelle begrundede udtalelser fra de nationale parlamenter.

Flere af medlemmerne talte for, at punkt 7 bør stryges heriblandt Louis MICHEL og TIMMERMANS. Imidlertid gav Giscard d'Estaing afslutningsvis udtryk for, at det var hans opfattelse, at modviljen i forhold til punkt 7 er baseret på en misforståelse, da parlamenternes begrundede udtalelser i denne fase ikke indgår i et tidligt varselssystem – på samme måde som de begrundede udtalelser, der afgives indenfor 6 uger efter et forslags fremsættelse. Mendez de Vigo skal herefter se på, om bestemmelsen kan affattes tydeligere.

Ifølge det foreliggende udkast har de nationale parlamenter ikke selvstændig adgang til at indbringe klager over krænkelse af nærhedsprincippet for EF-Domstolen, men dette skal gøres via medlemslandenes regeringer.

Flere af konventsmedlemmerme udtalte sig til fordel for, at de nationale parlamenter bør have ret at indbringe klager for Domstolen, uden at dette skal ske via deres respektive regeringer, herunder VAN DER LINDEN, den tyske regerings repræsentant Hans Martin BURY, den spanske regerings repræsentant Alfonso DASTIS, Alain LAMMASSOURE og BÖSCH.

På den anden side var der dog også medlemmer, der ytrede sig imod dette synspunkt – heriblandt Hubert Haenel og den nederlandske regerings repræsentant DE VRIES, der gav udtryk for at nærhedsprincippet er politisk og ikke egner sig til juridisk prøvelse.

Ifølge udkastet får Regionsudvalget adgang til at indbringe sager for Domstolen, såfremt der er tale om sager, som er blevet forelagt Regionsudvalget til udtalelse. Der var blandt konventsmedlemmerne delte meninger om, i hvilket omfang Regionsudvalget skal inddrages i kontrollen af nærhedsprincippet.

F.eks ytrede repræsentanten fra Maltas regering, Peter Serracino INGLOTT, sig til fordel for at Regionsudvalget skal tildes en større rolle, mens den nederlandske regerings repræsentant Gijs De VRIJS er direkte imod, at Regionsudvalget får adgang til at indbringe sager for Domstolen.

Ved indledning af debatten om de to protokoller insisterede Giscard d'ESTAING på, at medlemmerne ved afleveringen af deres indlæg skulle sondre mellem de to protokoller. Debatten om protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet blev taget først, og diskussionen vedrørende protokollen om de nationale parlamenters rolle forekom derfor en smule tam i forhold til det forventede.

Selv om begge protokoller generelt blev vel modtaget af konventsmedlemmerne, var der dog også kritiske røster, som påpegede, at protokollernes indhold var for tyndt.

Flere medlemmer krævede øget information til de nationale parlamenter – således fremhævede van DER LINDEN, at de nationale parlamenter skal have ret til information på lige fod med Europa-Parlamentet og Rådet. Flere af medlemmerne var inde på, at Kommissionens årlige lovgivningsprogram bør forelægges de nationale parlamenter.

Giscard d'ESTAING lovede i sin opsummering, at Præsidiet vil forholde sig til ønsket om flere oplysninger til de nationale parlamenter - dog ud fra den betragtning at det heller ikke er meningen, at de nationale parlamenter skal overstrømmes med oplysninger.

I det foreliggende udkast er de bestemt, at der skal gå 6 uger fra Kommissionen stiller et lovgivningsforslag til rådighed for Europa-Parlamentet, Rådet og de nationale parlamenter, før forslaget sættes på Rådets dagsorden med henblik på vedtagelse eller vedtagelse af en fælles holdning.

Flere medlemmer var inde på, at denne seks ugers frist også bør omfatte et forbud mod, medlemslandenes regeringer indgår aftaler om forslaget i denne periode – herunder Proinsas de ROSSA og Hubert HAENEL. Giscard d'ESTAING anerkendte, at Rådets arbejde er mere kompliceret end bestemmelsen lader ane, da der arbejdes i parallelle systemer, og at der derfor er behov for en væsentlig større gennemsigtighed. Fristen på de 6 uger kan evt. suppleres med en restriktion, hvorefter det bestemmes, at Rådet ikke må tage initiativer i løbet af denne periode.

COSAC

Flere medlemmer påpegede behovet for at styrke COSAC's rolle for at opbygge et bedre forum for interparlamentarisk samarbejde – herunder van der Linden, Kimmo KILJUNEN, HAENEL, samt CARRÉ, der påpegede, at der skal henvises til COSAC's stærkere rolle i overensstemmelse med Copenhagen Parliamentary Guidelines.

Giscard d'ESTAING konkluderede, at det interparlamentariske samarbejde giver anledning til overvejelser, men ved behandlingen af dette må man have in mente, at COSAC ikke er en forfatningsfæstet institution. Dog kan idéen om regelmæssige møder mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter tages op i en eller anden form, men det må i så fald blive under bestemmelserne om EU's institutioner.

Konventets videre arbejde

Adspurgt af Kaspar EINEM om, hvorvidt det vil være nødvendigt for Konventet med supplerende mødedatoer for at færdiggøre arbejdet og præsentere et færdigt udkast til den fastsatte tid, undlod Giscard d'ESTAING at berøre muligheden for en evt. forlængelse af Konventets arbejde, men svarede, at det muligvis vil blive nødvendigt at afholde ekstra møder i maj og i juni.

Med venlig hilsen

Marianne Treumer Ammitzbøll

(Løbenr. 14757)