Hjælpemenu

Hovedmenu

Statsministerens tale på College of Europe i Natolin, Polen 28/2

Info-note tilgået Folketingets Europaudvalg

Folketingets Europaudvalg

Christiansborg, den 4. marts 2003

Europaudvalgets sekretariat

 

 

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

 

 

Statsministerens tale den 28. februar på College of Europe i Natolin, Polen

Under overskriften "Europa efter udvidelsen" holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen en tale på College of Europe i Natolin, Polen, den 28. februar 2003. Talen vedhæftes denne Info-note.

I talen gør statsministeren det klart, at de nye medlemslande skal deltage fuldt ud i den kommende regeringskonference.

Han fastslår, at medlemsstaterne udgør Unionens centrale byggestene, og at han ikke kan tilslutte sig en føderalt baseret model for Unionen.

I forbindelse med Konventets arbejde opridser statsministeren fire danske prioriteter:

  • Kompetencedelingen mellem EU og medlemsstaterne skal klargøres
  • De nationale parlamenters rolle skal styrkes
  • Der skal være klare regler for gennemsigtighed og åbenhed, herunder skal ombudsmandens rolle tydeliggøres
  • Charteret om grundlæggende rettigheder skal gøres retligt bindende

Vedrørende de institutionelle spørgsmål understreges betydningen af, at balancen opretholdes dels mellem Unionens store og små medlemslande og dels mellem EU's egne institutioner: Råd, Kommission og Parlament.

Statsministeren foreslår, at alle tre EU-institutioner styrkes: Europa-Parlamentet ved at udvide antallet af områder hvor den fælles beslutningsprocedure anvendes, Kommissionen ved f.eks. at indføre en ny procedure for udpegelse af kommissionsformanden, eventuelt gennem et valgkollegium bestående af repræsentanter fra Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Endelig vil Rådet kunne styrkes ved, at der f.eks. vælges en præsident for Det Europæiske Råd for en periode på 2-5 år. En sådan præsident vil udover formandskabsforpligtelserne i Det Europæiske Råd også skulle fungere som Unionens repræsentant for eksterne anliggender, fremgår det af talen. Varetagelsen af formandskabet for de øvrige rådsformationer vil fortsat kunne gå på skift mellem medlemsstaterne efter en afbalanceret metode.

Statsministeren stiller sig åben over for forslaget om eventuelt at sammenlægge de funktioner, der varetages af henholdsvis den Høje Repræsentant og kommissæren for eksterne anliggender. Samtidig fastslår han, at Unionens sikkerheds- og udenrigspolitik fortsat skal være et mellemstatsligt baseret samarbejde forankret i Rådet.

 

Med venlig hilsen

Peter Riis

Hent tale