Henvendelse fra det franske senat om de nationale parlamenters rolle
Europaudvalget
(Info-note I 139)
(Offentligt)
OMTRYK
(Sætning fjernet på side 2)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Henvendelse fra det franske senat om de nationale parlamenters
kontrol med Europols arbejde
Det franske senat har bedt om en udtalelse fra Europaudvalget i forbindelse med et nyt forslag til protokol om ændring af Europol-konventionen. Specifikt ønsker det franske senat at vide, hvad Folketingets holdning er til spørgsmålet om inddragelse af de nationale parlamenter i den demokratiske kontrol af Europol.
Forslaget om ændring af Europol-konventionen har senest været på dagsorden i Europaudvalg den 13. december 2002.
Forslaget er fremsat på dansk initiativ og indebærer en række ændringer af Europol-konventionen vedrørende blandt andet Europols mandat, de nationale enheders rolle, analysedatabaser, aktindsigt og demokratisk kontrol med Europol.
I forbindelse med øget demokratisk kontrol af Europol indebærer forslaget, at formanden for Rådet, eller dennes repræsentant, og Europols direktør kan give møde for Europa-Parlamentet eller for et fælles udvalg nedsat af Europa-Parlamentet i samarbejde med medlemsstaternes parlamenter med henblik på at drøfte spørgsmål vedrørende Europol. Formanden for Rådet, eller dennes repræsentant, og Europols direktør skal tage hensyn til bestemmelserne om fortrolighed og tavshedspligt. Europaudvalget modtog et grundnotat om forslaget den 12. august 2002 (jf. Alm. del - bilag 1037 (2001-02 2. samling)).
Det danske formandskab fremsatte et ændringsforslag d. 21. oktober 2002, hvor bestemmelserne om de nationale parlamenter er blevet fjernet. Folketinget har ikke modtaget det ændrede forslag fra regeringen, men forslaget er beskrevet i bilag Alm. del - bilag 333 af 6. december 2002.
Ifølge den nye affattelse:
"kan formanden for Rådet, eller dennes repræsentant, give møde for Europa-Parlamentet med henblik på at drøfte generelle spørgsmål vedrørende Europol, idet der skal tages hensyn til bestemmelserne om fortrolighed og tavshedspligt. Formanden for Rådet, eller dennes repræsentant, kan lade sig assistere af Europols direktør."
Parlopol-samarbejdet
Ideen om inddragelse af de nationale parlamenter i forbindelse med den demokratiske kontrol af Europol stammer fra den anden interparlamentarisk konference om den nationale kontrol af Europol (Parlopol-konference) afholdte i Bruxelles den 15.-16. oktober 2001 (jf. Info-note - I-67 (2002-03) - bilag 1). Per Kaalund deltog i konferencen som repræsentant fra Retsudvalget og Europaudvalget. Konferencen vedtog en resolution, hvor nødvendigheden af de nationale parlamenters kontrol af Europol blev fremhævet, herudover blev Rådet opfordret til at vedtage en protokol til Europol-konvention vedrørende de nationale parlamenters inddragelse i den demokratiske kontrol af Europol.
Under det danske formandskab opfordrede det belgiske parlament Folketinget til at afholde en opfølgningskonference om emnet.
Spørgsmålet om afholdelse af en opfølgningskonference blev drøftet på et møde i Folketingets Retsudvalg den 7. november 2002, hvor udvalget skulle tage stilling til konferencen. Retsudvalget besluttede imidlertid ikke at tage et sådant initiativ. Retsudvalget henviste i den forbindelse til forslaget om en protokol om ændring af Europol-konventionen, og dets bestemmelser for et fælles udvalg nedsat af Europa-Parlamentet i samarbejde med medlemsstaternes parlamenter med henblik på at drøfte spørgsmål vedrørende Europol.
Med venlig hilsen,
Mongin Forrest
Bilag 1 . Info-note - I-67 (2002-03) af d. 3. december 2002
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Henvendelse fra det belgiske parlament vedr. evt.
opfølgningskonference om de nationale parlamenters kontrol af Europols arbejde
(PARLAPOL)
Folketingets Protokol har den 2. oktober 2002 pr. fax modtaget en kopi af et brev fra det belgiske parlament til Folketingets formand. Brevet er dateret den 27. juni 2002, men ses ikke modtaget i Folketinget, før det den 2. oktober 2002 blev modtaget pr. fax. I brevet opfordres Folketingets formand til under det danske EU-formandskab organisere en konference som opfølgning på en PARLAPOL-konference afholdt af det belgiske parlament i efteråret 2001 (jf. bilag 1).
Retsudvalgets behandling
Folketingets Retsudvalget har på et møde den 7. november 2002 drøftet, om udvalget skulle tage initiativ til en PARLOPOL-konference inden udgangen af 2002 eller eventuelt i starten af 2003. Retsudvalget besluttede imidlertid ikke at tage et sådant initiativ. Retsudvalget henviser i den forbindelse til, at det danske formandsskab har fremsat et forslag om en protokol om ændring af Europol-konventionen. Forslaget, som forhandles p.t., indebærer en række ændringer af Europol-konventionen vedrørende bl.a. Europols mandat, de nationale enheders rolle, analysedatabaser, aktindsigt og demokratisk kontrol med Europol. Det fremgår af forslaget vedrørende den demokratiske kontrol, at formanden for Rådet eller dennes repræsentant og Europols direktør kan give møde for Europa-Parlamentet eller for et fælles udvalg nedsat af Europa-Parlamentet i samarbejde med medlemsstaternes parlamenter med henblik på at drøfte spørgsmål vedrørende Europol.
Baggrund
Konferencen i Haag den 7.-8. juni 2001 (jf. info-note I 193 af d. 7. juli 2001).
Den 7.-8. juni 2001 afholdt det nederlandske parlament (Senatet) en Europol-konference i Haag med det formål at øge interessen for og derved den parlamentariske kontrol med Europol i EU-medlemsstaterne. Det blev fremhævet under konferencen, at behovet for et nyt interparlamentarisk forum skyldes, at Europa-Parlamentet kun har begrænsede beføjelser i henhold til EU-traktatens søjle 3. Da Europa-Parlamentet ikke er i stand til at udøve en demokratisk kontrol af bl.a Europol og Eurojust, foreslog delegationen fra Nederlandene, at et netværk bestående af nationale parlamenter og Europa-Parlamentet skulle oprettes. Endvidere blev det fremhævet, at den demokratiske kontrol af den mellemstatslige søjle 3 ligger hos medlemslandene og deres parlamenter. Det skal bemærkes, at det
nederlandske parlament har oprettet en særlig "søjle 3-komite", hvis opgave er at udøve en parlamentarisk kontrol af forhandlinger inden for det mellemstatslige retssamarbejde.
Karsten Nonbo (V) deltog for Retsudvalget i konferencen, mens Europaudvalget efter et afbud ikke var repræsenteret. Konferencen vedtog en resolution, som bl.a. opfordrede de nationale parlamenter til at oprette et parlamentarisk netværk med det formål at udveksle information og koordinere de nationale parlamenters kontrol af Europols arbejde .
PARLAPOL-Konferencen i Bruxelles den 15.-16. oktober 2001 (jf. info note I 29 af d. 15. november 2001)
Det belgiske parlament (La Chambre des représentants) afholdt den 15.-16. oktober 2001 i Bruxelles en opfølgningskonference. Formålet med konferencen var at formalisere oprettelsen af PARLAPOL, og dermed forstærke den parlamentariske kontrol af Europol i medlemsstaterne. Per Kaalund deltog i konference som repræsentant fra Retsudvalget og Europaudvalget. Konferencen vedtog en resolution, hvor nødvendigheden af de nationale parlamenters kontrol/regulering af Europol blev fremhævet. Der blev endvidere opfordret til oprettelsen af en arbejdsgruppe bestående af Sverige, Belgien, Spanien og Holland, hvis formål skulle være at fremsætte konkrete forslag til, hvordan en forstærket kontrol af Europol kunne realiseres. Disse forslag skulle derefter meddeles de nationale parlamenter med henblik på parlamentarisk debat. Endvidere blev tilkendegivet ønske om, at arbejdet med oprettelse af PARAPOL, kunne tilvejebringes under det spanske formandskab.
Status på arbejdet i PARLAPOL
Som det fremgår af brevet fra det belgiske parlament (formandsskabet for PARLAPOL-konferencen i Bruxelles) til Folketingets formand (bilag 1) er der intet sket under det spanske formandsskab.
På telefonisk forespørgsel om, hvorvidt der har været en opfølgning af den sidste PARAPOL-konference i Bruxelles den 15-16. oktober 2001, har det belgisken parlament, oplyst, at den arbejdsgruppe, som ifølge resolutionen fra mødet skulle nedsættes med deltagelse af Sverige, Belgien, Spanien og Holland, aldrig er blevet indkaldt, og at en eventuel videreførelse af PALAPOL må ske på baggrund af resolutionen fra konferencen i Bruxelles.
Ændring af Europol-konventionen
Justitsministeren har den 12. august 2002 tilsendt Europaudvalget et grundnotat om ændring af Europol-konventionen, jf. alm. del – bilag 1037, 2001-02, 2. saml. Det fremgår bl.a. heraf, at forslaget indebærer, at formanden for Rådet, eller dennes repræsentant, og Europols direktør kan give møde for Europa-Parlamentet eller for et fælles udvalg nedsat af Europa-Parlamentet i samarbejde med medlemsstaternes parlamenter med henblik på at drøfte spørgsmål vedrørende Europol.
Justitsministeriet har telefonisk oplyst, at forhandlingerne om forslaget om ændringen af Europol-konventionen ikke forventes afsluttet under det danske formandsskab, men at der måske under det danske formandskab kan opnås politisk enighed om elementer af forslaget.
Med venlig hilsen
Mongin Forrest