Resumé af formøde for de nationale parlamentarikere 5/12

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Mødet blev primært brugt til en afrapportering fra Jean-Luc Dehaene om arbejdet i arbejdsgruppe VII om EU´s optræden udadtil efterfulgt af en drøftelse af arbejdsgruppens arbejde samt en afrapportering fra Præsidiets medlemmer.

Jean-Luc Dehaene indledte med at oplyse, at arbejdsgruppen endnu ikke var helt færdig med rapporten, men man dog var så langt, at han forventede at kunne afslutte arbejdet med rapporten i skriftlig procedure. Rapporten ville således blive skrevet færdig til den 16. december. På trods af indledende uenigheder var arbejdsgruppen nået frem til konsensus på en række områder.

Herefter gennemgik Dehaene en række af arbejdsgruppen foreløbige overvejelser, idet han lagde særlig vægt på institutionelle spørgsmål. Der var blandt andet i arbejdsgruppen bred tilslutning til en kompromismodel, hvorefter der blev udpeget en person med et dobbeltmandat fra Rådet og fra Kommissionen, som skulle repræsentere Unionen i eksterne anliggender. I den efterfølgende debat var der ligeledes tilslutning til dette forslag.

I præsidiemedlemmernes rapport fra det sidste præsidiemøde blev der ytret overraskelse over Prodis præsentation af Kommissionens udkast til en institutionel arkitektur, som i øvrigt blev foreslået behandlet på lige fod med øvrige bidrag til konventsarbejdet.

Endelig blev der brugt en del tid på at drøfte det fremtidige arbejde i Konventet og organiseringen af parlamentarikernes rolle heri.

Mødeleder Henrik Dam KRISTENSEN bød medlemmerne velkommen og bemærkede, at dette var det sidste møde for nationale parlamentarikere, som Danmark ville indkalde til, idet konventsmødet den 20. december 2002 startede kl. 9.30 om morgenen. Der ville derfor ikke være praktisk mulighed for at holde formøde inden konventsmødet. Indeværende møde skulle primært bruges til en afrapportering om arbejdet i arbejdsgruppe VII efterfulgt af en dr øftelse af arbejdsgruppens arbejde samt en afrapportering fra Præsidiets medlemmer.

Jean-Luc Dehaene indledte med at oplyse, at arbejdsgruppen endnu ikke var helt færdig med rapporten, men at man dog var så langt, at han forventede at kunne afslutte arbejdet med rapporten i skriftlig procedure. Rapporten ville således blive skrevet færdig til den 16. december, og medlemmer kunne indlevere forslag og bidrag til rapporten frem til den 13. december. På trods af indledende uenigheder var arbejdsgruppen nået frem til konsensus på en række omr&a ring;der. Rapporten ville herefter bestå af en række henstillinger, som indeholder arbejdsgruppens indstillinger, og som der er et meget bredt flertal bag.

Dehaene sagde indledningsvist, at arbejdsgruppen mente, at det i den kommende traktat var nødvendigt at få statueret, at udenrigsrelationerne skulle udøves på fællesskabsretligt plan. I præsentationen lagde Dehaene særlig vægt på institutionelle spørgsmål, idet han oplyste, at arbejdsgruppen havde brugt en del tid på at søge at definere institutionernes rolle. Blandt andet havde det været drøftet, om Råde t for almindelige anliggender og eksterne forbindelser skulle opdeles i to separate rådsformationer: et Råd for almindelige anliggender og et Råd for eksterne forbindelser med hver sin rolle. Denne ide havde imidlertid ikke vundet almindelig tilslutning.

Videre havde arbejdsgruppen haft en lang drøftelse af relationerne mellem hr. FUSP og kommissæren for eksterne forbindelser, hvor der var enighed i arbejdsgruppen om, at der skulle finde en omfattende koordinering sted. I arbejdsgruppen havde man drøftet 3 modeller for samarbejdet:

Der var i arbejdsgruppen en bred tendens til fordel for det sidste kompromisforslag.

Arbejdsgruppen havde tillige drøftet spørgsmålet om en præsident/formand for Den Europæiske Union; der var imidlertid enighed om, at det faldt uden for arbejdsgruppens kommissorium at udtale sig herom. Dehaene sagde samtidig, at drøftelserne havde vist, at der var stor uenighed om spørgsmålet, og at arbejdsgruppen også af den grund næppe ville have kunnet udtale sig herom.

Arbejdsgruppen drøftede tillige muligheden af for så vidt angår udenrigs- og sikkerhedspolitik at udvide området for kvalificeret flertal, hvilket en stor del af arbejdsgruppens medlemmer gik ind for. Således støttede en del medlemmer af arbejdsgruppen, at en eventuel ny person med et dobbeltmandat kunne tage initiativer baseret på kvalificeret flertal.

Samtidig drøftede arbejdsgruppen finansieringen af den fælles udenrigspolitik, hvor flere anbefalede en fremtidig budgetprocedure, som var tilpasset virkeligheden, og hvor midler kunne frigives tilstrækkelig hurtigt.

Endelig havde arbejdsgruppen drøftet, at det blev indarbejdet i traktaten, at en person med dobbeltmandat også fik en særlig udenrigstjenestegren med eksterne repræsentationer. De EU-lande, der så ikke selv var repræsenteret i et land, kunne i givet fald benytte sig af Unionens repræsentation i landet. Udenrigstjenesten kunne eventuelt suppleres med en egentlig diplomatskole, som supplerede medlemslandenes diplomatuddannelse.

De nationale parlamentarikere udtrykte generelt tilfredshed med de drøftelser, som arbejdsgruppen indtil videre havde haft, om end der var enighed om, at det var et meget ømtåleligt emne, som ville kunne indebære suverænitetsafgivelse fra medlemsstaterne.

Flere medlemmer delte Dehaenes synspunkter om en kompromismodel, hvorefter der blev udpeget en person med et dobbeltmandat fra Rådet og fra Kommissionen, som skulle repræsentere Unionen i eksterne anliggender. Vedrørende forslaget om en diplomatisk tjeneste for unionen advarede Van den Linden (NL) mod, at tjenesten kom til at udføre dobbeltarbejde. Han mente i øvrigt, at arbejdsgrupperapporten udgjorde en fin balance mellem forenkling, ambitioner og det realistiske. Marie tta Giannakou (GR) mente, at arbejdsgruppens succes afhang af, at retsgrundlaget for den fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik var beskrevet i rapporten. Det blev dog afvist af Dehaene, idet han anførte, at det måtte være Præsidiets opgave at beskrive retsgrundlaget i forslaget til en ny traktat.

4. Rapport fra præsidiemedlemmer fra det sidste præsidiemøde

Gisela Stuart (GB) bemærkede indledningsvist, at medlemmerne kunne forvente at få en invitation til en julemiddag torsdag den 19. december 2002 fra Konventets formand.

Derefter sagde hun, at Præsidiet havde drøftet det overraskende initiativ fra Prodi, som aftenene før havde givet pressen et meget omfattende arbejdsdokument indeholdende et udkast til forfatningm som Kommissionen som sådan slet ikke havde behandlet. Man var i Præsidiet meget overrasket over Prodis fremgangsmåde, som hun mente præcis var en sådan teatralsk fremgangsmåde, som gav Unionen et dårligt navn. Hun anså initiativet for at v&aeli g;re malplaceret i forhold til konventets arbejde. Hun anbefalede, at Konventet tog imod Kommissionens meddelelse på lige fod med øvrige bidrag.

Hun bemærkede herefter, at Præsidiet havde søgt at gennemtænke, hvordan Konventets arbejde i det kommende halvår skulle tilrettelægges. Størrelsen af traktaten gjorde, at Konventet måtte arbejde med traktatudkastet i bidder, men at tiden i øvrig, var til, at der blev arbejdet udkast til traktattekster.

Gisela Stuart sagde endvidere, at det ville blive nødvendigt at udarbejde en strategi for, hvordan de nationale parlamentarikere skulle arbejde sammen i Konventets sidste faser, for at sikre at deres rolle blev udfyldt.

Hun bemærkede tillige, at arbejdsgruppen om Socialt Europa blev meget stor, idet der var ca. 49 medlemmer af arbejdsgruppen. Til gengæld skulle arbejdsgruppen være meget hurtigtarbejdende, idet den skulle færdiggøre sit arbejde primo februar 2003.

Endelig bemærkede Gisela Stuart, at arbejdsgruppe X om frihed, sikkerhed og retfærdighed ikke berørte spørgsmålet om komitologi. Komitologiproblematikken ville blive drøftet i januar, og hun opfordrede medlemmerne til at studere dette vigtige emne.

John Bruton (IR) oplyste supplerende, at Præsidiet havde besluttet, at Konventets debat om institutionelle spørgsmål skulle holdes den 20. – 21. januar.

Han bekræftede endvidere, at Konventets metode ville være at behandle udkastet til en ny traktat bid for bid. Man ville starte med målene og derefter med kompetencer, institutioner m.v. og således arbejde sig igennem traktaten, som også ville blive præsenteret bid for bid. Bruton var bekymret over denne arbejdsmetode, idet han mente, at den ville indebære, et man ikke kunne få et nødvendigt overblik over traktatens indhold, inden man vurderede de enk elte elementer i traktaten.

Bruton var ligeledes bekymret for de nationale parlamentarikeres rolle i Konventet det kommende halve år, idet han påpegede, at de måtte organisere deres synspunkter, hvis de skulle høres i forbindelse med udarbejdelsen af traktaten. Hvis der skulle være mulighed for, at alle kunne høres i de vigtige drøftelser af de enkelte dele af traktatudkastet, kunne det blive nødvendigt at nedsætte parallelle arbejdsgrupper, som vedrørte de samme omr åder. Han bad medlemmerne om at overveje dette spørgsmål.

I den efterfølgende debat om Konventets arbejdsform var der generel tilslutning til Stuarts og Brutons overvejelser om konventets fremtidige arbejdsmetode. Der var bemærkninger om, at Præsidiet måske ikke havde tilstrækkelig kapacitet til at indarbejde alle konventets ønsker i skelettet til en traktat. Sam

tidig blev det påpeget, at konventets formand havde lovet at komme med et første tekstudkast til en samlet traktat i januar, og at det var utilfredsstillende, at man nu ville afvige herfra. Arbejdsgruppernes funktion havde netop været at muliggøre en fuldstændig tekst i januar, som konventets drøftelser af de enkelte delelementer kunne ske på baggrund af. Flere medlemmer insisterede således på, at Præsidiet senest i februar præsenterede et samlet udkast til en traktattekst.

Det blev tillige anført, at man fremover måtte bruge arbejdsgrupper til arbejdet med traktaten. Ellers ville der være lande, der hverken var repræsenteret i Præsidiet eller i sekretariatet, som ikke ville få indflydelse. Dette ville være særlig aktuelt for ansøgerlandene.

Afslutningsvis sagde Henrik Dam Kristensen, at det havde været det sidste møde for konventets nationale parlamentarikere, som Danmark havde indkaldt til. Han takkede medlemmerne for deltagelsen og overlod det nu trygt til det kommende græske formandskab at indkalde til de kommende formøder i den resterende del af konventet.

Under drøftelsen havde flere af parlamentarikerne rost det danske formandskabs ledelse af formøderne for de nationale parlamentarikere, og ved afslutningen af mødet udtrykte John Bruton præsidiemedlemmernes tak for det gode samarbejde, man havde haft med formandskabet og dettes sekretariat.

Med venlig hilsen

Eva Esmarch