Resumé af 11. samling i Det Europæiske Konvent 7.-8/11

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Den fortsatte drøftelse af første udkast til forfatningstraktat viste overvejende bred tilslutning til udkastets overordnede struktur. Henning CHRISTOPHERSEN mente, at udkastet gjorde op med myten om, at EU befandt sig på en glidebane på vej mod en centraliseret statsdannelse. Men husk at nævne ombudsmanden i næste udkast, sagde han. Joschka FISCHER roste ligeledes udkastet og anbefalede, at man straks gik i gang med del 2 – politikdelen.

Debatten vedrørende rapporten om Economic Governance viste, at Konventet ligesom arbejdsgruppen havde svært ved at nå til konsensus om anbefalingerne. Dog syntes der at være et overvejende flertal for at fastholde den økonomiske politik som et anliggende for medlemsstaterne, mens den monetære politik skulle forblive et fællesskabsanliggende. Der var bred tilslutning til at styrke koordinationen af den økonomiske politik og tillægge Kommissionen &os lash;gede beføjelser. Der kunne ikke opnås flertal for en harmonisering af skatte- og afgiftspolitikken. Den åbne koordinationsmetode blev anerkendt som et nyttigt instrument. Der var ikke flertal for at formalisere samarbejdet i eurogruppen. Efter pres fra et stort antal konventsmedlemmer lovede Giscard d’Estaing, at der vil blive nedsat en arbejdsgruppe om det sociale Europa.

Drøftelsen af rapporten om komplementær kompetence viste stor uenighed om rapportens anbefalinger. Der var udbredt skepsis imod at ændre navnet til "supplerende foranstaltninger", og forslaget om at ændre formuleringen vedrørende en "snævrere union" stødte også på hård modstand. Rapportens argeste modstandere fandtes blandt europaparlamentarikerne, bortset fra Helle THORNING-SCHMIDT der roste rapporten for at skabe mere kl arhed i kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne. Der var ligeledes ros til rapporten fra britisk side. Der var udbredt enighed om at bevare artikel 308 – gummiparagrafen – i en fremtidig traktat for at sikre fleksibiliteten. Det blev drøftet at inddrage flere områder under komplementær kompetence, som i øjeblikket havde artikel 308 som retsgrundlag, herunder energipolitikken.

Ved forrige konventssamling nåede man ikke gennem talerlisten vedrørende punktet om forfatningstraktaten. De konventsmedlemmer, der ikke nåede at komme til orde, fik nu muligheden. Talerlisten blev ikke åbnet for nye indlæg.

Den danske regerings repræsentant og præsidiemedlem Henning

CHRISTOPHERSEN sagde, at forfatningsudkastet havde vist, at beslutningen om at nedsætte et konvent havde været helt rigtig. Han var optimist hvad angik muligheden for, at der kunne præsenteres et samlet konventsdokument i sommeren 2003 i god tid inden næste regeringskonference.

Udkastet til forfatningstraktat formåede at imødegå den sejlivede myte, om at EU befandt sig på en glidebane mod en centraliseret europæisk statsdannelse, sagde Christophersen. Udkastet tydeliggjorde, at medlemsstaterne suverænt afgjorde, hvilke kompetencer der skulle overføres til EU.

Han var også tilfreds med, at det i udkastet blev lagt op til, at EU’s grundlæggende værdisæt skulle gøres klart for enhver. EU skulle løse sine opgaver demokratisk, effektivt og for åbne døre, sagde Christophersen og bemærkede afslutningsvis, at ombudsmandsinstitutionen naturligvis også burde omtales i en kommende forfatningstraktat.

Ombudsmanden Jacob SÖDERMANN støttede forfatningsudkastets intentioner om at fremme en åben og ansvarlig forvaltningskultur, men beklagede at ombudsmandsinstitutionen ikke var nævnt i forfatningsudkastet.

Det franske parlamentsmedlem Pierre CHEVALIER fandt strukturen i udkastet fornuftig og sagde, at Unionens værdier og målsætninger var godt beskrevet. Han efterlyste dog en mere klar beskrivelse af udtrykket "føderation", idet dette blev opfattet meget forskelligt i medlemsstaterne. Endelig tvivlede han på, om kongrestanken var en god idé. Europaparlamentarikeren Reinhard RACK advarede imod en europæisk kongres, som ville kunne komplicere Unionens institutionelle struktur yderligere.

Den østrigske regerings repræsentant Hannes FARNLEITNER og europaparlamentarikeren Olivier DUHAMEL opfordrede ligeledes konventsformanden til at lytte til kritikken af forslaget om en kongres.

Den tyske udenrigsminister og sin regerings repræsentant i Konventet Joschka FISCHER omtalte forfatningsudkastet i meget rosende vendinger. Han støttede udarbejdelsen af en europæisk forfatning og opfordrede til, at arbejdet med at formulere forfatningens del 2 – politikdelen – straks skulle påbegyndes. En ny forfatning skulle gøre det klart, at der var tale om såvel staternes som borgernes union. Endelig pegede han på behovet for at styrke Unio tiske legitimitet og foreslog i den forbindelse, at kommissionsformanden fremover skulle vælges af Europa-Parlamentet.

Jürgen MEYER fra den tyske Bundestag støttede Fischers positive vurdering af forfatningsudkastet og mente også, at arbejdet med del 2 nu måtte gå i gang. Han talte varmt for en mere handlekraftig union, afviste ikke tanken om en rådspræsident og støttede tanken om at lade kommissionsformanden vælge af Europa-Parlamentet. Til gengæld savnede han klarere retningslinier for en eventuel europæisk kongres.

Dette dagsordenspunkt omfattede dels en lang diskussion af rapporten fra arbejdsgruppe VI om Economic Governance og dels en kort debat om det sociale Europa.

Hovedkonklusionerne fra arbejdsgruppe VI om Economic Governance blev præsenteret af arbejdsgruppens formand Klaus HÄNSCH (MEP, PES). Han oplyste, at arbejdet havde været præget af store divergenser internt i gruppen. På den baggrund gik mange af arbejdsgruppens anbefalinger i retning af bevarelse af status quo.

Generelt kunne gruppen anbefale, at Unionens økonomiske og social- og arbejdsmarkedspolitiske målsætninger medtages i en ny forfatningstraktat. Man anbefalede også at fastholde den nuværende struktur, hvor Den europæiske Centralbank (ECB) udøver den monetære politik, og hvor medlemsstaterne har kompetencen hvad angår den økonomiske politik. Der var dog enighed i gruppen om behovet for en bedre samordning mellem medlemsstaternes økonomi ske politikker.

Nogle medlemmer af gruppen mente, at en bedre samordning kunne sikres ved at give Kommissionen ret til at fremsætte formelle forslag i stedet for henstillinger. Endvidere havde gruppen drøftet, om Kommissionen skulle have beføjelse til at udstede den første advarsel om uforholdsmæssigt store budgetunderskud til en medlemsstat. Der havde ikke kunnet opnås enighed om dette spørgsmål.

Den åbne koordinationsmetode kunne være et nyttigt instrument på politikområder, hvor der ikke fandtes mere bindende samordningsinstrumenter, sagde Hänsch. Der var også bred støtte til, at de grundlæggende målsætninger og procedurer for den åbne koordinationsmetode blev medtaget i forfatnings-traktaten.

Vedrørende spørgsmålet om beskatning oplyste Hänsch, at et flertal i gruppen gik ind for en indbyrdes tilnærmelse af beskatningssatser, minimumsstandarder og beskatningsgrundlag inden for indirekte skatter og selskabsskatter for at undgå skadelig konkurrence på det fiskale område og af hensyn til et velfungerende indre marked. Formålet med disse ændringer skulle dog ikke være at indføre ensartede skatter, og person- og ejendomsbesk atningen skulle heller ikke berøres, sagde Hänsch.

Angående de institutionelle spørgsmål sagde Hänsch, at et flertal i gruppen støttede, at eurogruppen skulle fastholdes som et uformelt debatforum. Der var enighed om, at der burde ske en styrkelse af eurogruppens repræsentation udadtil.

Debatten afspejlede, at arbejdsgruppens divergerende synspunkter også fandtes i Konventet som helhed.

Den tyske udenrigsminister Joschka FISCHER, Europa-Parlamentarikeren Elmar BROK og den tyske parlamentariker Erwin TEUFEL støttede rapportens anbefaling om, at medlemsstaterne fortsat skulle være ansvarlige for den økonomiske politik, mens ECB havde ansvaret for den monetære politik. Hovedparten af indlæggene bakkede op om dette synspunkt. Europa-Parlamentarikeren Christina MUSCARDINI talte dog for, at Europa-Parlamentet skulle holdes tættere orienteret om ECB{{P dispositioner.

En stor gruppe konventsmedlemmer argumenterede for, at Kommissionen blev tildelt en langt stærkere koordinerende rolle på det økonomiske område. Lamberto DINI fra det italienske parlament fandt således den nuværende økonomiske koordination helt utilstrækkelig. Det var af afgørende betydning, at Kommissionen fremover kunne fremsætte formelle forslag og ikke blot komme med henstillinger, sagde Dini. Han fik bred støtte fra blandt andre J acques SANTER fra Luxembourgs regering, Joseph BORRELL fra det spanske parlament, Pierre MOSCOVICI fra den franske regering og Michel BARNIER fra Kommissionen.

Henrik Dam KRISTENSEN sagde i sit indlæg, at historien fra 1980’erne og 1990’erne havde vist, at når der ikke koordineres på europæisk plan, så stiger arbejdsløsheden og den sociale uro. Der var derfor behov for mere økonomisk samordning, understregede han.

Der var ikke større tilslutning til ideen om at indskrive stabilitets- og vækstpagten i en ny traktat. Ifølge Lamberto DINI fra det italienske parlament var der tale om et politisk instrument, som løbende skulle kunne ændres.

Der var ikke enighed om, hvorvidt den åbne koordinations metode skulle indskrives i traktaten. Den belgiske regeringsrepræsentant Louis MICHEL sagde, at en indskrivelse i traktaten ville kunne styrke EU’s demokratiske legitimitet. Den hollandske regerings repræsentant Gijs de VRIES og præsidiemedlem Gisela STUART var uenige og mente derimod, at den uformelle og fleksible karakter, der kendetegnede denne procedure, var dens afgørende styrke.

Konventet var delt i spørgsmålet om, hvorvidt eurogruppen skulle formaliseres. En gruppe konventsmedlemmer så et behov herfor, ikke mindst set i lyset af at de 12 lande i eurogruppen efter en udvidelse vil udgøre et mindretal i EU, som det blev påpeget af Lamberto DINI fra det italienske parlament. Regeringsrepræsentanten for Portugal Ernâni LOPES og den tyske regerings stedfortræder BURY fandt det mest formålstjenligt at bevare eurogruppen som et u formelt diskussionsforum uden institutionelle bindinger.

Den italienske regeringsrepræsentant Gianfranco FINI foreslog, at eurogruppen formaliseredes i henhold til bestemmelserne om forstærket samarbejde. Fini’s forslag vandt ikke genklang, men blev imødegået af blandt andre repræsentanten fra Luxembourgs regering Jacques SANTER.

Den franske regeringsrepræsentant Pierre MOSCOVICI mente, at eurogruppen skulle have en styrket ekstern repræsentation, samt at eurogruppens institutionelle forankring skulle styrkes ved at indskrive dens rolle i traktaten eller i en protokol. Han foreslog også, at eurogruppen skulle have en valgt præsident for en længere periode, f.eks. af to års varighed.

Kommissær Michel BARNIER argumenterede for, at det ikke blot var fornuftigt men helt afgørende nødvendigt, at Kommissionen blev udstyret med beføjelser til at rette en advarsel direkte til en medlemsstat – uden Rådets godkendelse – i tilfælde af risiko for uforholdsmæssigt store budgetunderskud.

Han argumenterede også for, at Kommissionen skulle kunne påpege eventuelle uoverensstemmelser mellem medlemsstaternes økonomiske politik og Unionens overordnede retningslinjer for den økonomiske politik. Barnier blev støttet i sine synspunkter af bl.a. den italienske parlamentariker Valdo Spini og regeringsrepræsentanterne Moscovici fra Frankrig og De Vries fra Holland. En næsten lige så stor gruppe gik imod, at Kommissionens beføjelser skulle udv ides på dette område. Denne gruppe talte bl.a. den britiske regeringsrepræsentant Peter Hain, den franske Europa-Parlamentariker Abitbol samt den portugisiske regeringsrepræsentant Ernâni Lopes.

Et stor gruppe af Konventets medlemmer så gerne, at fiskale spørgsmål blev gjort til et fællesskabsanliggende, og at beslutninger kunne træffes med kvalificeret flertal. Disse medlemmer fandtes i høj grad blandt samme kreds der støttede øgede beføjelser til Kommissionen i forbindelse med økonomisk samordning.

En anden stor gruppe af konventsmedlemmerne – heraf flere af dem som ikke ønskede udvidede beføjelser til Kommissionen – advarede stærkt imod at gøre skattepolitikken til et fællesskabsanliggende. Derudover argumenterede det britiske medlem af Europa-Parlamentet Tom KIRKHOPE for, at øget konkurrence – også på skatteområdet – ville betyde øget velfærd for alle. Han blev bakket op af det maltesiske parlamentsmedl dvarede imod for mange regler og love. Præsidiemedlem Gisela STUART fastslog, at fastsættelsen af skatter og afgifter var og skulle forblive et medlemslandsanliggende.

Henrik Dam KRISTENSEN støttede ideen om at tilstræbe en indbyrdes tilnærmelse af beskatningssatserne for dermed at undgå skadelig konkurrence. Det var helt afgørende at sikre et solidt indtægtsgrundlag for vores velfærd, sagde han. Indførelse af kvalificerede flertalsafgørelser vil kunne vise sig at være nødvendigt for at komme videre i denne proces. Han mindede afslutningsvis forsamlingen om Lissabon-processens forpligtende mål sætninger.

Konventsformand Giscard D’ESTAING opsummerede debatten og fremhævede i den forbindelse, at

Debatten om det sociale Europa blev forholdsvis kort. Hovedparten af de konventsmedlemmer, der havde bedt om ordet, argumenterede for, at begreber som solidaritet og ligestilling mellem kønnene måtte indskrives i traktatens værdigrundlag. Ben FAYOT fra parlamentet i Luxembourg fremhævede EU som en social markedsøkonomi og støttede – sammen med det irske parlamentsmedlem Proinsias de ROSSA samt Europa-Parlamentarikeren Helle THORNING-SCHMIDT – at den og med civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter blev styrket.

Helle THORNING-SCHMIDT understregede endvidere, at Unionens socialpolitik var en central del af Europas identitet, og at målsætningen måtte være en social markedsøkonomi. Hun fremhævede, at det sociale Europa måtte lægge stor vægt på ligestilling og være særlig opmærksom på børns vilkår. Støttet af et stort antal konventsmedlemmer – herunder Elmar Brok og Pierre Moscovici – argumenterede h ash;dvendigheden af, at der blev nedsat en ny arbejdsgruppe om det sociale Europa.

Per DALGAARD kom med det afsluttende indlæg, hvori han gjorde klart, at social- og arbejdspolitik også fremover skulle være nationale anliggender. Det burde heller ikke figurere som en EU-målsætning, da det ville give et falsk billede af, hvad EU kan og skal beskæftige sig med, sagde han. Han refererede til det særlige aftalesystem på det den danske arbejdsmarked, der sjældent gjorde det nødvendigt med lovgivning og statslig indgriben. Han p&ar ing;pegede ligeledes, at landenes måde at føre socialpolitik på var meget forskellige, hvilket stort set umuliggjorde en fælles måde, hvorpå borgerne i Europa kunne sikres samme sociale forhold og sociale ydelser. Per Dalgaard var overbevist om, at de enkelte EU-lande på god og ansvarlig vis vil være i stand til at sikre egne statsborgere et anstændigt liv og et socialt sikkerhedsnet af en vis standard. Han afviste, at EU’s kompetence på det le område skulle udvides og dermed fratage yderligere suverænitet fra medlemslandene.

Konventets formand Giscard D’ESTAING erklærede afslutningsvis, at Præsidiet ville imødekomme det udbredte ønske om at nedsætte en ny arbejdsgruppe om det sociale Europa.

I sin præsentation af rapporten fra arbejdsgruppe V om komplementær kompetence sagde Henning CHRISTOPHERSEN indledningsvis, at man her stod over for en af Laeken-erklæringens helt store udfordringer, nemlig at afklare kompetencedelingen mellem EU og medlemsstaterne: Hvem gør hvad i EU?

Arbejdsgruppen havde taget afsæt i de eksisterende traktater og ikke drøftet ændringer i den institutionelle balance. Det havde ikke været et formål at renationalisere politikområder, men først og fremmest at skaffe mere klarhed.

Herefter fremhævede Henning Christophersen nogle af hovedkonklusionerne fra rapporten: For det første foreslog arbejdsgruppen, at udtrykket "komplementær kompetence" blev erstattet af et mere dækkende udtryk som "supplerende foranstaltninger". Herved vil det blive understreget, at lovgivningen på de omfattede områder er medlemsstaternes ansvar. I forlængelse heraf foreslås det i rapporten, at EU ikke skal kunne benytte sig af juridisk b indende retsakter, såsom forordninger og direktiver, inden for områder omfattet af komplementær kompetence. Det udelukker dog ikke, at EU kan træffe visse juridisk bindende afgørelser, understregede Christophersen.

Dernæst anbefalede Christophersen, at en fremtidig traktat bør indeholde et afsnit om alle spørgsmål vedrørende kompetence. Rapporten foreslår at opdele EU’s kompetencer i tre kategorier: Områder med enekompetence til EU, delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne samt supplerende foranstaltninger. Gruppen havde også drøftet den åbne koordinationsmetode, men havde henvist denne til videre drøftelser i arbejdsgruppe IX om foren

Det blev desuden i arbejdsgruppens rapport foreslået, at Konventet nærmere overvejer, om udtrykket "en stadig snævrere union" i artikel 1 i TEU bør omformuleres for ikke at give det indtryk, at fremtidig overførsel af kompetence til EU i sig selv er et mål for EU.

Endelig havde gruppen også diskuteret artikel 308 i TEF – den såkaldte gummiparagraf. Christophersen oplyste, at der i gruppen var enighed om at bibeholde artikel 308 for at sikre den nødvendige fleksibilitet. Ensstemmighed vil fortsat være en forudsætning for vedtagelser i henhold til artikel 308. Europa-Parlamentet vil desuden skulle inddrages, hver gang artiklen tages i brug.

Rapporten blev rost fra flere sider for dens grundige og systematiske behandling af emnet. Der var dog stor uenighed om rapportens anbefalinger og om, hvilke konsekvenser anbefalingerne ville kunne få. Eksempelvis omtalte Jens-Peter BONDE rapporten som meget intelligent og spændende læsning, om end han tog stærkt afstand fra rapportens overordnede linje, som han fandt bar tydeligt præg af en forbundsstatslig struktur.

De største kritikere af rapporten fandtes blandt europaparlamentarikerne. Dette gjaldt repræsentanter fra såvel den konservative gruppe (EPP) som den socialdemokratiske gruppe (PES). Klaus HÄNSCH (PES) kritiserede rapportens anbefaling om, at der ikke vil kunne vedtages bindende retsakter inden for områderne med komplementær kompetence. Dette vil fjerne Europa-Parlamentets indflydelse, og den parlamentariske kontrol vil dermed gå tabt. Hänsch afviste ikk e forslaget om at ændre udtrykket "snævrere union". Han foreslog, at man i stedet gjorde klart, at målet var en europæisk føderation.

Hänsch blev bakket op i sin kritik af den franske Europa-Parlamentariker Alain LAMASSOURE (EPP), der også gav udtryk for sin skuffelse over rapportens konklusioner. Fremfor at skabe enkelhed vil det blive langt mere indviklet at træffe beslutninger fremover, sagde han. Han undrede sig desuden over, at arbejdsgruppen ikke havde drøftet muligheden for at inddrage flere politikområder, herunder områder der havde borgernes udtalte interesse som f.eks. beskæftigelsesp olitik og sport. Heri blev han støttet af socialisten Pervenche BERÈS, der tilføjede, at man var ved at fraskrive sig muligheden for at øve indflydelse på Lissabon-processens målsætninger.

Det danske medlem af Europa-Parlamentet Helle THORNING-SCHMIDT var overvejende positiv i sin vurdering af rapporten. Hun mente, at det var et skridt i den rigtige retning for at skabe klarhed om kompetencedelingen mellem EU og medlemsstaterne. Derved vil det blive tydeliggjort, at borgerne ikke havde grund til at frygte tab af yderligere identitet, og at EU ikke befandt sig på en ukontrollerbar glidebane, sagde hun. Hun støttede omformuleringen af vendingen "snævrere union", i erkendelse af at der allerede nu var tale om en union. I stedet foreslog hun udtrykket "en stærkere union" eller "et stærkere samarbejde mellem de europæiske folk".

Hun fandt det positivt, at rapporten ikke lagde op til en udvidet anvendelse af artikel 308, og at man i stedet anbefalede at skabe et egentligt retsgrundlag for områder som f.eks. energipolitikken, der i dag havde artikel 308 som sit retsgrundlag. Derved ville man samtidig sikre, at Europa-Parlamentet ville blive inddraget i beslutningsprocessen, sagde hun.

Diego LOPEZ GARRIDO fra det spanske parlament hørte også til den kritiske fløj. Han mente ikke, at der kunne findes en mere præcis formulering end udtrykket "snævrere union", som var et kernemål for Unionen. Flere andre konventsmedlemmer var også meget skeptisk indstillede over for at ændre denne vending. Lopez Garrido vendte sig også kraftigt imod at erstatte vendingen "komplementære kompetencer" med "supplerende fora nstaltninger". Han fandt det vigtigt, at det understregedes, at der var tale om reel kompetence.

Den varmeste fortaler for rapportens overordnede konklusioner var den britiske parlamentariker Lord John TOMLINSON. Han mente, at der var skabt et godt grundlag for øget klarhed og transparens i kompetencespørgsmålene. Udtrykket "supplerende foranstaltninger" var langt bedre end "komplementær kompetence", sagde han og opfordrede kritikerne til at se nærmere på rapportens argumenter herfor. Ligeledes støttede han også en omformuler ing af udtrykket "en snævrere union". Endelig bakkede han også op om rapportens konklusioner vedrørende anvendelsen af artikel 308. Parlamentskollegaen David HEATHCOAT-AMORY støttede ligeledes rapportens forslag til omformuleringer, idet han så det som et vigtigt skridt bort fra den såkaldte "euro-speak" til et mere forståeligt sprog.

Den tyske regeringsrepræsentant Joschka FISCHER udtrykte støtte til rapportens sigte om at skabe mere klarhed over kompetencedelingen mellem EU og medlemsstaterne. Det var afgørende nødvendigt, at de nationale konstitutioner og grundlove ikke blev overtrådt, sagde han. Han fandt i øvrigt behov for, at subsidiaritetsprincippet fik en mere central betydning.

Repræsentanten fra den svenske regering Lena HJELM-WALLÉN syntes, at debatten havde været meget forvirrende, og at konventsmedlemmerne havde fået mange forskellige opfattelser, af hvad der egentlig stod i rapporten. Selv påpegede hun vigtigheden af at få fastslået, at det var medlemsstaterne der havde hovedansvaret inden for områder med komplementær kompetence. Hun nævnte specifikt områderne beskæftigelse og folkesundhed, hvor EU sk ulle nøjes med at supplere medlemsstaterne. Det var ikke en nedvurdering af områdernes betydning, men en simpel præcisering af hvem der havde hovedansvaret, sagde hun.

I sin opsummering henledte Henning Christophersen opmærksomheden på arbejdsgruppens relativt snævre mandat. Mandatet gav alene mulighed for at behandle de supplerende foranstaltninger – og ikke områder underlagt harmoniseret EU-lovgivning. Han understregede, at rapporten ikke fastlagde en hierarkisk inddeling. Supplerende foranstaltninger er ikke mindre vigtige end områder med enekompetence eller med delt kompetence, påpegede han. Gruppen havde endvidere ikke ig;rskilt drøftet Europa-Parlamentets rolle i beslutningsprocessen, sagde han.

Det var helt bevidst, at der i konklusionerne ikke var blevet lagt op til at inddrage flere områder under området supplerende foranstaltninger, sagde Christophersen. Det lå udenfor mandatets område. Men han var ikke afvisende over for, at man kunne overveje at inddrage områder som f.eks. energi, der i øjeblikket var dækket af artikel 308.

Til kritikerne af forslaget om at omformulere udtrykket "snævrere union", sagde han, at forslaget skulle ses i lyset af, at vi i dag levede i en helt anden verden end dengang det omdiskuterede udtryk var blevet formuleret.

Afrapporteringer fra de to arbejdsgruppeformænd blev meget korte, dels på grund af det fremskredne tidspunkt og dels fordi at arbejdet endnu var i opstartsfasen.

Giuliano AMATO, formand for arbejdsgruppe IX om forenkling af EU’s instrumenter, sagde, at kravet om enkle og forståelige beslutningsinstrumenter var afgørende for beslutningernes demokratiske legitimitet.

Han mente imidlertid ikke, at der var behov for at ændre grundlæggende hverken på proceduren for fælles beslutningstagen eller på budgetproceduren. Dog ville gruppen drøfte, om man skulle ophæve den proceduremæssige skelnen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter.

Udvidelsen af EU vil give anledning til at drøfte forligsudvalgets fremtidige størrelse samt spørgsmålet om, hvornår forligsproceduren skulle iværksættes. Det måtte fastlægges, hvilket flertal der fremover skal være den udløsende faktor, sagde Amato.

Det var ambitionen at nedbringe EU’s nuværende ca. 15 forskellige retsakter til fem. Grundlæggende skulle man skelne mellem love og rammelove, sagde Amato. Det skulle dog fortsat være muligt at vedtage bindende foranstaltninger inden for områder omfattet af komplementær kompetence.

John BRUTON, formand for arbejdsgruppe X vedrørende Frihed, sikkerhed og retfærdighed, sagde, at kampen mod international kriminalitet, terror samt spørgsmål om asyl og immigration var områder, som borgerne i Europa forventede at EU skulle løse. Derfor var det hans håb, at gruppen ville arbejde målrettet og ikke gå i stå som følge af uenighed om proceduremæssige spørgsmål.

John Bruton udtrykte bekymring over den korte tid, gruppen havde til sin rådighed, og appellerede til medlemsstaternes regeringer, og i særdeleshed til deres justitsministre, om at være villige til at støtte arbejdsgruppen.

Blandt de emner, arbejdsgruppen stod for at skulle drøfte, var bl.a.

Brutons præsentation blev fulgt op af et par korte bemærkninger. Præsidiemedlem Gisela STUART opfordrede til, at spørgsmål om asyl og immigration kom til at indgå i den ny forfatningstraktat.

Hubert HAENEL fra det franske parlament så gerne, at områderne under søjle 3 blev gjort mere operationelle, og at den parlamentariske kontrol blev styrket.

Herefter afsluttede viceformand Jean-Luc DEHAENE mødet i formandens fravær.

Det kan oplyses, at hovedemnet på det efterfølgende pressemøde var Giscard d’Estaings udtalelse til Le Monde den 8. november 2002 om perspektiverne for Tyrkiets optagelse i EU. Dette var ikke et emne, der blev drøftet under selve konventssamlingen. Dehaene sagde på pressemødet, at Giscard d’Estaings bemærkninger var af privat karakter, og at det ikke var Konventets opgave at træffe beslutninger om EU’s udvidelse.

Med venlig hilsen

Peter Riis