Resumé af formøde for de nationale parlamentarikere 7/11

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Mødet blev primært brugt til en afrapportering fra John Bruton om arbejdet i arbejdsgruppe X om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed efterfulgt at en drøftelse af arbejdsgruppens arbejde samt en afrapportering fra Præsidiets medlemmer.

John Bruton indledte med at oplyse, at arbejdsgruppens hovedområder var retlige og indre anliggender, kampen mod kriminalitet og terrorisme, indvandring og asyl samt tilnærmelse af borgerlig ret og strafferet. Han forudså en stor risiko for, at arbejdsgruppen ville fokusere på ideologiske uoverensstemmelser, hvilket ville afskære arbejdsgruppen fra at nå til enighed om et resultat, ligesom Bruton var meget bekymret for den korte tidsfrist, der var sat for arbejdsgruppe ns arbejde.

Bruton gennemgik herefter arbejdsgruppens foreløbige overvejelser. I den efterfølgende debat var der især fokus på spørgsmålene om mangel på demokratisk kontrol/ansvarlighed inden for området for retlige og indre anliggender, spørgsmålet om at oprette en europæisk offentlig anklager samt spørgsmålet om bevogtning af fællesskabets ydre grænser.

Mødeleder Henrik Dam KRISTENSEN bød medlemmerne velkommen og oplyste, at man på sidste møde havde opfordret Konventets vicepræsidient Jean Luc Dehaene til at orientere om arbejdet i arbejdsgruppe VIII om forsvar og Michel Barnier til at orientere om arbejdet i arbejdsgruppe VII om EU´s optræden udadtil. De kunne imidlertid ikke være til stede ved dette møde. I stedet ville Dehaene orientere på mødet med de nationale parlamentarikere den 5. december 2002, og Barnier ville ligeledes gøre, hvad kan kunne for at komme til mødet den 5. december og orientere.

Dette møde ville derfor primært blive brugt til en afrapportering fra John Bruton om arbejdet i arbejdsgruppe X om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed efterfulgt af en drøftelse af arbejdsgruppens arbejde samt en afrapportering fra Præsidiets medlemmer.

John BRUTON indledte med at oplyse, at arbejdsgruppens hovedområder var retlige og indre anliggender, kampen mod kriminalitet og terrorisme, indvandring og asyl samt tilnærmelse af borgerlig ret og strafferet.

Indtil videre har arbejdsgruppens arbejde koncentreret sig om at indsamle oplysninger og viden fra relevante aktører og eksperter, som har været meget hjælpsomme med at give arbejdsgruppen et billede af, hvad et resultat kan være, og hvilke problemer der skal løses. Den store risiko for arbejdsgruppen er, at ideologiske uoverensstemmelser om institutionelle procedurespørgsmål, såsom hvor initiativretten skal være, og hvilken afstemningsmetode der skal anvendes, vil afskære arbejdsgruppen fra at nå til enighed om et resultat. Han eget forslag var, at arbejdsgruppen skulle fokusere på resultatet, hvorefter mange procedurespørgsmål ville løse sig selv. Bruton var dog meget bekymret for den korte tidsfrist, der var sat for arbejdsgruppens arbejde, idet arbejdsgruppen skulle afslutte arbejdet med udgangen af november måned.

I Maastricht- og Amsterdamtraktaterne er en række forskellige kategorier af kriminalitet allerede identificeret som europæiske anliggender, f.eks terrorisme, personsmugling, forbrydelser mod børn, narkotikasmugling, korruption og bedrageri. Drøftelserne i EU-Konventet vil formentlig medføre, at en række andre områder af grænseoverskridende kriminalitet vil blive EU-anliggender, herunder kontraktsforfalskning, cigaretsmugling og cyberkrimminalitet.

Der hvor EU kan håbe på at sætte ind over for disse områder er for det første ved mere effektivt samarbejde mellem politi og anklagemyndighed, hvor Europol og Eurojust allerede er etableret, og for det andet ved at tilnærme national lovgivning inden for dette område.

Europas borgere forventer resultater fra EU, og det forudsætter, at en række spørgsmål bliver løst, hvis der skal ske fremskridt inden for disse områder. Bruton mente, at det er tvivlsomt, om der kan ske fremskridt, hvis EU fremover skal træffe afgørelser på dette område ved enighed i Rådet. Hidtil har det været vanskeligt at træffe afgørelser i enighed, og selv hvor der er truffet beslutninger, har det været va nskeligt at få beslutningerne gennemført. Det skyldes for det første, at mange beslutninger er inkorporeret i konventioner, som skal ratificeres i de enkelte lande, før de bliver gennemført som national lovgivning, og for det andet at der ikke er en instans på europæisk niveau, der kan overvåge effekten af beslutningers gennemførelse i de enkelte lande.

Man måtte overveje at overgå til flertalsafgørelser i EU inden for området for strafferet og straffeproces og måtte i den forbindelse ligeledes overveje konsekvenserne for de nationale parlamenters kompetence.

Bruton fandt det væsentligt, at de enkelte lande fik et bedre indblik i hinandens retssystemer, så de bedre kunne forstå hinanden. Det kunne eksempelvis ske ved at oprette "European judicial College", "European police College" og ved at indføre peer-review af medlemslandenes retssystemer. Endvidere foreslog Bruton, at der blev oprettet en europæisk offentlig anklager, hvis beføjelser nærmere skulle fastsættes.

Vedrørende spørgsmålet om demokratisk kontrol foreslog Bruton tillige oprettet en High representative for retlige og indre anliggender, på samme måde som der er en High representative for udenrigsanliggender.

Derudover var der spørgsmålene om asyl, indvandring, standarder for europæisk grænsekontrol og betaling for at bevogte fællesskabets grænser, som måtte drøftes.

I sine slutbemærkninger opfordrede Bruton medlemmerne til at blive enige om så mange spørgsmål som muligt, idet en liste over alternative muligheder ikke er operationel og ikke lever op til den ambitiøse målsætning om at udarbejde en varig traktat, som ikke skal revideres inden for den nærmeste fremtid, hvilket er Giscard d’Estaings forventning. Han opfordrede samtidig til, at de enkelte lande fik fastlagt deres mandat på dette område in r de næste to uger.

De nationale parlamentarikere var generelt tilfredshed med og de drøftelser, som arbejdsgruppen indtil videre havde haft.

Mange medlemmer delte Brutons synspunkt om mangel på demokratisk kontrol/ansvarlighed inden for området for retlige og indre anliggender.

David HEATHCOAT-AMORY (UK) fandt, at spørgsmålene om retlige og indre anliggender var yderst følsomme, og han var bekymret for, om man bevægede sig i retning af en yderligere centralisering i EU, hvorved skellet mellem borgerne og institutionerne blev øget. Hubert HAENEL (FR) foreslog, at arbejdsgruppen rapport blev udskudt 2-3 uger, fordi disse emner krævede en grundig bearbejdning i arbejdsgruppen. Især spørgsmålet om politisk kontrol og revisi on med elementerne i den 3. søjle burde overvejes nøje. René VAN DER LINDEN (NL) støttede, at medlemslandene ændrede retstilstanden i de enkelte lande for at skabe en fælles europæisk ramme, og var således indstillet på, at eksempelvis strafferet og asylpolitik blev samlet under 1. søjle. Jürgen MEYER (D) forsikrede skeptikerne om, at det ikke var arbejdsgruppens mål at centralisere på dette område, men derimod at skabe en klarere retstilstand, hvor den øverste maksime er nærhedsprincippet. Formålet med arbejdsgruppens arbejde var således at gøre medlemslandene mere kompetente til at løse spørgsmål inden for retlige og indre anliggender. A. Nazaré PEREIRA (PORT) støttede ligeledes, at nationalstaterne lande i fremtiden må afgive beføjelser inden for 2. og 3. søjle og i stedet lægge vægten på politisk kontrol inden for di sse områder. Proinsias DE ROSSA (IR) havde altid opfattet tre-søjle- strukturen som en overgangsstruktur, idet han mente, at en struktur, hvor der er meget demokratisk kontrol på nogle områder og ikke på andre områder, er uholdbar. Det er derfor nødvendigt med en demokratisk regnskabsaflæggelse på områder, hvor der i dag ikke er demokratisk kontrol.

Spørgsmålet om at oprette en europæisk offentlig anklager blev også drøftet indgående.

Hubert HAENEL (FR) var tøvende over for ideen om en europæisk offentlig anklager. Han fandt, at det ville være mere operationelt at oprette en europæisk anklagemyndighed, der bestod af et kollegium af nationale anklagere, der skulle træffe beslutning sammen, men hvor den egentlige retsforfølgelse skulle finde sted inden for medlemsstatens system. Derved ville det sikres, at både nationale hensyn og fællesskabets hensyn ville kunne tilgodeses. Gabriel CISNEROS (ESP) støttede dette synspunkt, og mente at et kollegium af nationale anklagere ville kunne medvirke til at reducere national modstand mod at rejse tiltale. Lord John THOMLINSON (UK) mente ikke, at dette spørgsmål ville kunne løses af Konventet. Han advarede især mod, at arbejdsgruppen endte med at udarbejde en liste over områder, hvor en fælles regulering var ønskelig, og opfordrede til en mere pragmatisk tilgang til arbejdet i arbejdsgruppen, h vor man indsnævrede arbejdet til det, som realistisk kunne gennemføres. Jürgen MEYER (D) fandt ideen om en europæisk offentlig anklager frugtbar, idet formålet var at sikre, at sager om fællesskabets økonomiske interesser blev rejst i de enkelte medlemslande.

Endelig blev spørgsmålet om bevogtning af fællesskabets ydre grænser berørt af flere.

Paraskevas AGERINOS (GR) påpegede, at det var væsentligt i relation til illegal indvandring at afklare om spørgsmålet om bevogtning af fællesskabets ydre grænser var de enkelte landes eller fællesskabets problem. Han påpegede tillige, at dette ikke kun var et økonomisk spørgsmål. René VAN DER LINDEN (NL) støttede, at der skulle arbejdes for at lave en fælles europæisk grænsepolitik. I særdeleshed me nte Jürgen MEYER (D), at beskyttelsen af fællesskabets ydre grænser efter udvidelsen skulle løses i fællesskab, hvilket Proinsias DE ROSSA (IR) støttede, idet han understregede, at uden solidaritet er fællesskabet intet.

Alojz PERLE (SLOV) bemærkede kort, at man på det seneste præsidiemøde havde gennemgået rapporterne fra henholdsvis arbejdsgruppe V om komplementære kompetencer og fra arbejdsgruppe VI om økonomisk governance. I særdeleshed blev arbejdsgruppe V´s forslag om omskrive art. 1 i TEU, der vedrører en stadig tættere union, genstand for stærke meningsudvekslinger. Ligeledes blev spørgsmålet om terminologien til beskrivelse at kompl ementære kompetencer drøftet indgående.

Præsidiet havde også drøftet, hvordan debatten om de institutionelle spørgsmål skal føres, og man havde besluttet at tage den første debat herom i Konventet, efter at alle arbejdsgruppernes rapporter er drøftet. Til brug for denne drøftelse ville Præsidiet forberede et oplæg .

Præsidiet havde også behandlet vicepræsident Giuliano Amatos forslag om at organisere en vejledende afstemning, der ville kunne give større offentlig opmærksomhed om Konventets ønsker. Der vil blive truffet beslutning herom på Præsidiets næste møde.

Præsidiet havde også bemærket ønsket om at arrangere en særlig "European Spring Day" i foråret 2003, hvor man forsøger at inddrage unge mennesker i europæiske spørgsmål.

Med venlig hilsen

Eva Esmarch