Resumé af 10. samling i Det Europæiske Konvent den 28.-29/10

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

På Konventets møde den 28.-29. oktober 2002 præsenterede formanden Valéry Gicard d'Estaing det foreløbige udkast til struktur for en forfatningstraktat, som Konventets medlemmer fik lejlighed til at kommentere umiddelbart herefter. Udkastet er beskrevet i Info-note I 29 og behandles ikke i dette resumé. Mødets centrale emner herudover var præsentation og diskussion af konklusionerne fra henholdsvis arbejdsgruppe IV om de nationale parlamenter og arbejdsgruppe II om Charteret om grundlæggende rettigheder. Endvidere var der mundtlige redegørelser fra formændene for arbejdsgruppe VI om økonomisk governance og arbejdsgruppe V om komplementær kompetence.

Rapporten om de nationale parlamenter blev i store træk støttet af Konventet, der grundlæggende tilsluttede sig de heri indeholdte anbefalinger. Det store diskussionsemne i den forbindelse blev forslaget om at etablere De Europæiske Folks Kongres. Adskillige konventsmedlemmer udtalte sig imod etableringen af en ny institution. Få medlemmer udtalte sig direkte til fordel for ideen, mens der var flere medlemmer, som ikke umiddelbart ville afvise ideen. Giscard d'Estaing konkluderede derfor, at den bliver taget op til diskussion på et senere tidspunkt. Også rapporten fra arbejdsgruppen om Charteret blev overvejende mødt med anerkendelse fra konventsmedlemmerne. Konventet er også af den opfattelse, at Charteret bør gøres juridisk bindende, men det store spørgsmål er hvordan. Flere medlemmer udtalte sig til fordel for en model, hvor Charteret skrives direkte ind i forfatningstraktaten, mens andre mente, at der bør foretages en henvisning til Charteret i traktaten. Enkelte argumenterede for en indirekte henvisning i traktatteksten, således at Charteret gøres juridisk bindende, men ikke har forfatningsmæssig status. Mange af Konventets medlemmer støttede op om arbejdsgruppens forslag til præciserende ændringer i Charterets horisontale bestemmelser, selv om der også blev anført indvendinger herimod. Konventet støttede også op om anbefalingen om, at den nye forfatningstraktat skal gøre det muligt for Unionen at tiltræde EMK. Selve beslutningen herom tilkommer dog ikke Konventet.

På Konventets 10. møde den 28.-29. oktober 2002 præsenterede formanden Valéry Giscard d'Estaing indledningsvis det foreløbige udkast til struktur for en forfatningstraktat, som Konventets medlemmer fik lejlighed til at kommentere umiddelbart herefter. Udkastet er beskrevet i Info-note I 29 og vil derfor ikke blive behandlet i dette resumé.

Mødets centrale emner var præsentation og diskussion af konklusionerne fra henholdsvis arbejdsgruppe VI om de nationale parlamenter og arbejdsgruppe II om Charteret om grundlæggende rettigheder. Endvidere var der mundtlige redegørelser fra formændene for arbejdsgruppen om økonomisk governance og arbejdsgruppen om komplementær kompetence.

Arbejdsgruppens formand Gisela STUART præsenterede rapporten forholdsvis kortfattet. Indledningsvis nævnte hun, at gruppen har tilstræbt at leve op til Præsidiets opfordring til at være modige og fantasifulde i anbefalingerne og er nået frem til konklusionerne på baggrund af ni møder, hvoraf ét møde var fælles med arbejdsgruppen vedrørende nærhedsprincippet. Formanden har desuden besøgt det finske parlament, Eduskunta, og deltaget i COSAC-mødet i Folketinget, oktober 2002.

Gisela Stuart anførte, at der er konsensus i gruppen om konklusionerne, og at det herefter vil vise sig, om debatten om de nationale parlamenter kommer til at gå videre end arbejdsgruppens anbefalinger. Stuart fremhævede her spørgsmålet om oprettelsen af en såkaldt "kongres" som mødeforum for de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Gruppen selv kommer ikke med en klar udmelding om, hvorvidt dette er ønskeligt, men anbefaler, at Konventet som sådan nærmere undersøger, om der er grundlag for at oprette et sådant forum til debatter om EU's overordnede politiske retningslinjer og strategi. Stuart understregede, at der ikke er tale om konkurrence mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, men at begge parter er væsentlige, og at de eventuelt kan arbejde sammen i et forum, der muligvis kan kaldes en kongres.

Gruppens anbefalinger kan sammenfattes under tre hovedoverskrifter:

Stuart gennemgik ikke anbefalingerne under disse overskrifter i detaljer, men nøjedes med at fremhæve overordnede holdninger hertil. Som det første fremhævede Stuart, at det er de nationale parlamenters primære opgave at overvåge deres egne regeringer, og for at sikre den optimale kontrol bør der udveksles erfaringer og ideer, men det er ikke hensigtsmæssigt at fastsætte regler for tilrettelæggelse af kontrollen på europæisk plan.

Herudover fremhævede Gisela Stuart, at når der i dag træffes beslutninger i Rådet, sker dette hovedsagelig for lukkede døre, og at der i gruppens anbefalinger ligger et ønske om at gøre lovgivningen gennemskuelig og åbne dørene for beslutningstagning i Rådet, hvilket også vil medvirke til, at de nationale parlamenter bedre kan kontrollere deres regeringer. Det er ikke meningen, at de nationale parlamenter skal gøres til direkte parter i den europæiske beslutningsproces, men processen skal gøres gennemsigtig. De nationale parlamenter skal have en rolle at spille i forbindelse med overvågning af nærhedsprincippet, og gruppen støttede grundlæggende anbefalingerne fra arbejdsgruppe I herom.

For så vidt angår ideen om at etablere et eventuelt samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet fremførte Gisela Stuart, at Kommissionens årlige lovgivningsprogram evt. kan bruges som udgangspunkt til dette, således at de nationale parlamenter også inddrages i en diskussion af EU's politiske dagsorden og strategi. Det er vigtigt, at de nationale parlamenter inddrages i den europæiske beslutningsproces på en måde, så de ikke bagefter kan komme og sige, at de ikke vidste hvad der foregik.

Arbejdsgruppens rapport blev positivt modtaget. Der var udbredt støtte til rapporten.og størstedelen af konventsmedlemmerne meddelte, at de syntes den fortjente ros. Der var dog også enkelte medlemmer, som påpegede, at rapporten var alt for beskeden med hensyn til sine anbefalnger om de nationale parlamenters rolle – herunder ABITBOL (Europa-Parlamentet) og David HEATCOAT-AMORY (House of Commons).

Generelt var medlemmerne enige om, at de nationale parlamenter indtager en central rolle i EU og er med til at sikre EU's demokratiske legitimitet. Blandt andet Joschka FISCHER, den tyske regeringsrepræsentant, der er ny i Konventet, fremhævede den vigtige rolle, de nationale parlamenter har i fremtidens Europa, i og med de har den tætte forbindelse til de europæiske borgere.

Flere medlemmer fremhævede, at det var en god ide, at den fremtidige forfatningstraktat kommer til indeholde en specifik formulering om de nationale parlamenters aktive deltagelse i EU's politik, blandt andre Søren LEKBERG fra den svenske Riksdag.

Der var enighed om, at de nationale parlamenters primære rolle er at kontrollere deres respektive regeringers EU-politik, og at det må være op til hver enkelt medlemsstat selv at organisere, hvordan denne kontrol bedst udføres. Dog bør der udveksles erfaringer med hensyn hertil. Den nordiske model for parlamentarisk kontrol af EU-politikken blev fremhævet af et par gange – blandt andet af Michel BARNIER fra Kommissionen. Medlemmerne anså det for vigtigt, at de nationale parlamenters kontrol styrkes, som blandt andet fremhævet af Elmar BROK (Europa-Parlamentet).

Blandt medlemmerne var der udbredt støtte til anbefalingen om, at Rådets møder skal være åbne, når Rådet optræder som lovgiver. Dette er vigtigt for den demokratiske forankring og medvirker samtidig til at gøre det lettere for de nationale parlamenter at kontrollere deres regeringer.

Et andet aspekt, som vil fremme muligheden for kontrol, er at sikre at den relevante information oversendes til de nationale parlamenter. Dette indebærer blandt andet Rådets protokoller og forslag fra Kommissionen, høringssvar m.m.. Kommissær Michel Barnier erklærede, at Kommissionen er villig til at oversende dokumenter til de nationale parlamenter.

Arbejdsgruppen støtter op om modellen, hvor de nationale parlamenter inddrages i overvågning af nærhedsprincippet ved etableringen af en form for "tidlig varsel system", hvor de nationale parlamenter på et tidligt tidspunkt i lovgivningsprocessen får mulighed for at give en tilbagemelding på, hvorvidt et forslag er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Visse af gruppens medlemmer ønskede dog også, at den såkaldte Early warning model foreslået af arbejdsgruppen om nærhedsprincippet suppleres med en understregning af den sammenhæng, der er mellem nærheds- og proportionalitetsprincippet. Dette synspunkt blev understøttet af flere konventsmedlemmer – blandt andet Erwin TEUFEL (Bundesrat).

Et andet synspunkt, som kommer til udtryk i rapporten fra gruppen om de nationale parlamenter, er, at retten til at indbringe sager for Domstolen ikke bør begrænses til de nationale parlamenter, som tidligere i processen har indgivet en begrundet udtalelse. Flere medlemmer støttede denne anbefaling, bl.a. TEUFEL, hvorimod andre medlemmer var betænkelige ved at udvide kredsen af de, som har ret til at indbringe sager for Domstolen – herunder LEKBERG, der blandt andet blev understøttet af Hubert HAENEL (Det franske Senat), som understregede, at nærhedsprincippet er af politisk karakter.

Vigtigheden af at de nationale parlamenter samarbejder og udveksler erfaringer blev fremhævet af flere medlemmer. I den forbindelse blev COSAC af flere medlemmer fremhævet som et forum, der skal udbygges og styrkes – evt. med etableringen af et fast sekretariat. Blandt andet Jürgen MEYER (Bundestag) var fortaler for dette og påpegede, at man også burde overveje at afskaffe kravet om enstemmighed i COSAC. Henrik Dam KRISTENSEN fremhævede den koordination, der havde været mellem arbejdsgruppen om de nationale parlamenter og COSAC, og påpegede vigtigheden af, at COSAC havde påtaget sig en rolle med henblik på at finde ud af, hvordan de nationale parlamenters kontrol med deres respektive regeringer kan styrkes.

Spørgsmålet om etableringen af en kongres blev mødets hotte emne, som de fleste havde en mening om.

Flere af Konventets medlemmer ytrede sig direkte imod etableringen af en kongres, under henvisning til at de ikke ønskede at der blev skabt en ny institution, hvilket blot vil medvirke til at komplicere forholdene yderligere, og der er lagt op til at Konventet skal se på mulighederne for forenkling. Johannes VOGGENHUBER (Europa-Parlamentet) anvendte et latinsk citat "Cui bono" – "hvem drager nytte af dette?" – til at illustrere, at han er imod tanken om en kongres, og foreslog, at forslaget herom røg i skraldespanden, hvilket blev modtaget med bifald fra Konventets medlemmer. Søren LEKBERG påpegede, at han ikke kan se, at en sådan kongres kan udrette meget, og at der ikke er behov for ceremonielle institutioner, ligesom Proinsias De ROSSA påpegede, at der ikke er behov for en ny snakkeklub på europæisk plan. Gianfranco FINI, der repræsenterer den italienske regering, påpegede, at en sådan institution blot ville komplicere forholdene yderligere.

Der var dog også flere medlemmer, som mente, at ideen bør overvejes, og derfor ikke ville afvise den med det samme. Dick ROCHE, der repræsenterer den irske regering, ville gerne have ideen om en kongres uddybet og påpegede yderligere, at de nationale parlamenter kan og bør have en rolle at spille i forbindelse med udpegning af Kommissionen. Joscka FISCHER gav udtryk for, at ideen om en europæisk kongres er interessant, men at man må gøre sig klart, at der med etableringen af en sådan skabes en ny institution, et tredje lag. Dette giver kun mening, såfremt denne institution sikrer en bedre effektiv demokratisk kontrol med Rådet og ikke kun tildeles en ceremoniel og rådgivende funktion i denne relation. Derudover må det sikres, at Europa-Parlamentet ikke svækkes, men at en sådan kongres udgør et supplement hertil. Kongressen bør ikke have lovgivningsmæssige beføjelser og bør ikke kunne udpege kommissærer, dette bør være Europa-Parlamentet.

Henrik Dam KRISTENSEN refererede til, at Præsidiet havde omtalt forslaget om en kongres som en åben konvolut, hvor indholdet skal puttes i, og at han derfor ikke ville afvise tanken som sådan, men også have i baghovedet, hvor COSAC skal være placeret. Henrik Dam Kristensen understregede, at han ikke går ind for en kongres, såfremt det betyder, at COSAC får mindre indflydelse.

De af medlemmerne, som mente, at ideen kan overvejes, påpegede dog behovet for at klarlægge, hvilke funktioner en sådan kongres evt. skal have.

Få af konventsmedlemmerne tilkendegav, at de gik ind for ideen om en kongres, dog uden lovgivningsmæssige beføjelser, men som et forum for udveksling af idéer, evt. demokratisk kontrol med Rådet, evt. udpegning af personer til vigtige poster i EU-systemet. De hørte fortrinsvis til i den franske del af Konventet – heriblandt Pierre LEQUILLER (Assemblée Nationale), Hubert HAENEL (Det franske Senat) og den franske regerings repræsentant, Pierre MOSCOVICI.

De af Konventets medlemmer, der udtalte sig om arbejdsgruppens ide om en årlig europæisk uge – som et middel til at skabe en fælles debat om EU – mente alle, at det var en god idé. Blandt andet Dick ROCHE, der repræsenterer den irske regering, roste ideen som et tiltag, man bør gå videre med.

Som afslutning på debatten om arbejdsgruppens rapport noterede Giscard d'Estaing sig, at der blandt konventsmedlemmerne er enighed om, at de nationale parlamenter i højere grad skal involveres i det europæiske arbejde, og at deres rolle skal anerkendes i den fremtidige traktat. Giscard d'Estaing bemærkede, at konventsmedlemmerne havde lagt vægt på, at de nationale parlamenters primære opgave i EU-sammenhæng er kontrol med regeringernes arbejde, og at det skal undersøges, hvordan mulighederne herfor kan gøres bedre. I forlængelse af dette blev arbejdsgruppens forslag om direkte oversendelse af relevant materiale til de nationale parlamenter modtaget positivt af Konventet, og Giscard d'Estaing noterede sig, at Kommissionen havde givet udtryk for sin samarbejdsvilje i forhold til de fremsatte forslag.

Giscard d'Estaing opsummerede, at der med mindre afvigelser var bred støtte til arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende nærhedsprincippet og etableringen af en early warning mekanisme.

For så vidt angår kongressen udlagde Giscard d'Estaing debatten således, at de mange indlæg viser, at det er et emne, som der er behov for at gå i dybden med. Til de mange kritiske indlæg svarede Giscard d'Estaing, at Konventet også skulle udvise en vis fantasi i sine forslag. Der er i EU behov for en demokratisk udtryksmåde, og man bliver nødt til at gøre noget for at bringe EU tættere på borgerne. Spørgsmålet om en kongres vil derfor blive taget op senere.

Gruppens formand Antonio VITORINO præsenterede anbefalingerne i rapporten ved indledningsvis at opregne de tre overordnede spørgsmål, som gruppen havde taget stilling til. Gruppen havde set på en eventuel fremgangsmåde ved at indarbejde Charteret om grundlæggende rettigheder i traktaterne og konsekvenserne heraf. Dernæst havde gruppen set på den eventuelle fremgangsmåde ved Fællesskabets/EU's tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) og konsekvenserne heraf. Endelig havde gruppen set på spørgsmålet om enkeltpersoners adgang til Domstolen.

Amato understregede, at den politiske afgørelse af, hvorvidt Charteret skal indarbejdes i traktaterne, er op til Konventet som sådan, men at alle medlemmer i gruppen enten gik ind for, at Charteret indskrives i traktatgrundlaget, bliver juridisk bindende og får forfatningsmæssig status eller i det mindste ikke vil udelukke at forholde sig positivt til dette. Gruppen anbefaler Konventet at overveje tre muligheder for at gøre Charteret retligt bindende.

Yderligere var gruppen af den opfattelse, at den enighed, der på det tidligere konvent er opnået omkring Charterets indhold, bør respekteres, og at det ikke er ønskeligt at åbne en diskussion af Charterets indhold. Imidlertid er gruppen kommet frem til visse redaktionelle ændringsforslag til tre horisontale bestemmelser i Charteret, som skal medvirke til at klargøre indholdet af disse uden at røre ved det indhold, som det tidligere konvent nåede frem til.

Ændringsforslagene vedrører Charterets artikel 51, stk. 1, art. 51, stk. 2 og artikel 52 og er optrykt i bilaget til denne note.

Ændringen til art. 51, stk. 1 har til hensigt, at præcisere, at Charteret ikke ændrer på kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne. Ændringen til art. 51, stk. 2 har til hensigt at klargøre, at den beskyttelse, som følger af de grundlæggende rettigheder, ikke kan resultere i en udvidet anvendelse af traktatens bestemmelser i forhold til de beføjelser, som Unionen er tillagt. Ændringsforslaget i art. 52, stk. 6 skal klargøre, at nærhedsprincippet skal iagttages ved anvendelsen af Charterets bestemmelser. Forslagets art. 52, stk. 4 er en fortolkningsregel, der skal understrege betydningen af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, der er fastlagt af Domstolen, hvoraf flere ligger til grund for rettigheder medtaget i Charteret. Bestemmelsen skal sikre, at Charterets rettigheder fortolkes i overensstemmelse med medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, og at det ikke er laveste fælles nævner, som vælges. Ændringsforslaget i artikel 52, stk. 5 indeholder en sammenfatning af, hvad der skal forstås ved principper – for at medvirke til at klargøre den centrale sondring mellem rettigheder og principper i Charteret.

Amato fremhævede yderligere gruppens diskussion af Charterets præambel, hvor anbefalingen er, at præamblem bør bibeholdes i den kommende forfatningstraktatramme. Endvidere nævnte Amato, at gruppen havde drøftet, hvorvidt forfatningstraktaten bør indeholde henvisninger til eksterne kilder som EMK og medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, såfremt Charteret indarbejdes. Gruppens medlemmer er delte på dette punkt og vil lade afgørelsen være op til Konventet som sådan. Derudover er der spørgsmålet om den betydning, som "forklaringerne" til Charteret skal have. Gruppen mener, at såfremt Charteret indarbejdes, bør der på en passende vis gøres opmærksom på forklaringerne, selv om de ikke har retsgyldighed. Alle gruppens medlemmer går ind for, at der etableres en forfatningsmæssig bemyndigelse i den nye traktat, der gør det muligt for EU at tilslutte sig EMK. Forudsætningen herfor er dog, at en sådan tiltrædelse ikke ændrer kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne, samt at medlemsstaternes individuelle holdninger til EMK ikke bliver berørt af tiltrædelsen. Amato understregede, at selve beslutningen om en eventuel tiltrædelse skal træffes af Rådet.

Endvidere er der det centrale spørgsmål om adgang til individuel retsbeskyttelse, når Charteret gøres bindende. Gruppen fremsætter ikke konkrete anbefalinger på dette punkt, men ønsker i stedet at henlede Konventets opmærksomhed på det problem, der ligger i de eksisterende betingelser for enkeltpersoners direkte adgang til Domstolen, jf. art. 230, stk. 4's formulering "berører ham umiddelbart og individuelt" og den hertil knyttede retspraksis.

Konventets medlemmer var fulde af lovord til Amato for at have produceret em rapport, som gør et så komplekst emne tilgængeligt. Der var da også enighed blandt Konventets medlemmer om, at Charteret skal gøres retligt bindende – heriblandt også Henning CHRISTOPHERSEN og Niels Helveg PETERSEN.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan Charteret gøres retligt bindende.

Flere medlemmer argumenterede for model 1, hvorefter Charterets artikler skrives direkte ind i starten af forfatningstraktaten, i et afsnit eller i et kapitel. Argumenterne herfor er blandt andet, at det vil synliggøre rettighederne og har stor symbolsk værdi for borgerne. Fortalerne for at indskrive Charteret i traktaten var blandt andet MENDEZ DE VIGO (Europa-Parlamentet), der påpegede, at Charteret allerede er affattet, som om det skal skrives ind.

Der var dog også flere medlemmer, som talte for mulighed nr. to, hvorefter Charteret gøres juridisk bindende ved, at der indføjes en passende henvisning til traktatens artikler, hvorefter Charteret f.eks. er et bilag eller en protokol til traktaten. Blandt andre Peter HAIN talte for denne mulighed, ligesom også Dick ROCHE gik ind for dette. Hovedargumenterne her var, at man ikke just forøger læsbarheden af den nye traktat ved at indsætte Charterets 56 artikler i traktatteksten, der bør være kort og læsevenlig. Desuden vil man undgå de tekniske vanskeligheder forbundet ved at indskrive hele Charterets tekst i traktatgrundlaget.

Også et vist antal konventsmedlemmer gik ind for den tredje mulighed, hvorefter traktaten indeholder en indirekte henvisning til Charteret, og Charteret gøres retligt bindende uden at have forfatningsmæssig status. Argumenterne var, at visse af Charterets rettigheder bør formuleres klarere, og at ikke alle Charterets bestemmelser omhandler rettigheder, der er egnet til at blive påberåbt ved domstolene. Blandt andet Henning CHRISTOPHERSEN udtalte sig til fordel for, at der foretages en indirekte henvisning til Charteret.

Flere af Konventets medlemmer støttede op omkring de ændringsforslag til Charterets horisontale bestemmelser, som gruppen præsenterede, udfra hensynet til at skabe klarhed over indholdet af bestemmelserne, for at Charteret kan blive en juridisk bindende tekst. Gianfranco FINI, der repræsenterer den italienske regering, anførte, at han syntes, klargøringen virkede godt, ligesom Peter Hain udtrykte glæde over de foreslåede ændringer. Også Henning CHRISTOPHERSEN gav udtryk for, at de nye horisontale bestemmelser bør tages med, da de skaber større klarhed om Charterets indhold. Nogle medlemmer påpegede, at de foreslåede præciseringer egentlig er overflødige, men kunne godt acceptere at de tages med.

På den anden side var der medlemmer, som var imod de foreslåede ændringer, da de anså dem for unødvendige og som en måde at forringe Charterets rettigheder på. F.eks. anførte Olivier DUHAMEL (Europa-Parlamentet) og Hubert HAENEL, at den foreslåede ændring i artikel 52, stk. 5, som klargør, hvilken betydning der skal tillægges "principper" omtalt i Charteret, er i modstrid med forpligtelsen, jf. art. 51, stk. 1 til at overholde og fremme anvendelsen af Charterets principper. Blandt andet også Pierre MOSCOVICI, anførte, at det nye stk. 5 i artikel 52 er uacceptabelt.

Flere af Konventets medlemmer understøttede gruppens anbefaling om at fremhæve den forklarende tekst til Charteret, der er udarbejdet af det foregående konvents præsidium. Sylvia-Yvonne KAUFMAN (Europa-Parlamentet), der deltog i det forrige konvents arbejde, påpegede imidlertid, at den forklarende tekst blev skrevet af konventets præsidium, og ikke er legitimeret via konventet. Kauffmann er derfor imod, at forklaringerne legitimeres "via bagdøren".

Flertallet af konventsmedlemmerne støttede gruppens anbefaling om, at der i forfatningstraktaten bliver indsat en bestemmelse, som giver mulighed for, at Unionen kan tiltræde EMK – under forudsætning af at en sådan tiltrædelse ikke ændrer kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne samt at medlemsstaternes individuelle holdninger til EMK ikke berøres af tiltrædelsen.

Flere medlemmer fremhævede også, at indskrivning af Charteret i traktatgrundlaget og Unionens tiltrædelse af EMK ikke skal betragtes som to alternativer, men derimod supplerende initiativer.

Der var dog også konventsmedlemmer, som ytrede sig imod ideen om, at Unionen skal tiltræde EMK. Blandt andet HAENEL gav udtryk for et vist forbehold overfor en sådan tiltrædelse. Haenel anførte, at det ikke altid er bedre med to rettigheder fremfor én, og at det vigtige er, at borgerne forstår de appelmuligheder, som de tildeles. Haenel frygtede yderligere, at det vil føre til langsommelige procedurer og dermed svækkede retsgarantier, såfremt Unionen tiltræder EMK. Haenel sagde yderligere, at hele EMK er gengivet i Charteret, og at det kræver en dybtgående gennemgang af konsekvenserne af en sådan tiltrædelse, før beslutning herom træffes.

Guiliano AMATO afviste, at tiltrædelse af EMK vil føre til langsommelig rettergangsbehandling, idet han henviste til, at EU's borgere allerede i dag via de nationale domstoles prøvelse af EU-retten kan påberåbe sig EMK og indbringe sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Amato påpegede yderligere, at der består et misforhold mellem, at Unionen som betingelse for medlemskab kræver, at kandidatlandene tiltræder EMK, og så ikke selv er rede til at tage samme skridt.

Medlemmerne var enige om nødvendigheden af en effektiv domstolsbeskyttelse, når Charterets bestemmelser gøres juridisk forpligtende, og at der bør ses på muligheden for at forbedre individers ret til at indbringe sager for Domtolen.

Kommende debat om social- og arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål

En gruppe på mere end 40 konventsmedlemmer – heriblandt Lone DYBKJÆR og Helle THORNING-SCHMIDT – har tidligere forelagt Præsidiet et ønske om oprettelse af en ny arbejdsgruppe vedrørende det sociale Europa. Giscard d'Estaing har hidtil afvist at oprette en sådan arbejdsgruppe, da det efter hans opfattelse var for tidligt at afgøre, om der var behov derfor, og under henvisning til at arbejdsgruppen om Charteret samt arbejdsgruppen om økonomisk governance behandler dele af dette område.

Imidlertid annoncerede Guiliano AMATO, at debatten den 7. november 2002 om den endelige rapport fra arbejdsgruppen om økonomisk governance vil blive koblet sammen med en drøftelse af social- og arbejdsmarkedspolitiske forhold med afsæt i spørgsmål, som Præsidiet formulerer.

Med venlig hilsen

Marianne Treumer Andersen