Christophersen-rapport: Første bidrag til klarere afgrænsning af EU's kompetencer

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske medlemmer i Konventet

Et centralt aspekt af Det Europæiske Konvents drøftelser om EU's fremtid er spørgsmålet om, hvor man trækker grænsen mellem, hvad der er henholdsvis EU's og medlemsstaternes kompetence. Dette er et af de fire hovedspørgsmål, som stats- og regeringscheferne i december 2000 i Nice bad regeringskonferencen i 2004 om at se nærmere på.

Det første væsentlige bidrag til afklaring af spørgsmålet ligger nu klar med en rapport fra Arbejdsgruppe V, hvis mandat har været at se på EU's såkaldt komplementære kompetencer. Komplementære kompetencer er samarbejdsområder, hvor det fortsat er de nationale parlamenter og regeringer, som er hovedlovgivere, og hvor EU blot supplerer medlemsstaternes indsats.

Den danske regerings repræsentant i Konventet, Henning Christophersen, har været formand for arbejdsgruppen, der afsluttede sine forhandlinger på et møde den 30. oktober i Bruxelles.

Rapporten vil blive præsenteret for Det Europæiske Konvent på dets møde den 8. november i Bruxelles.

I arbejdsgruppens rapport foreslås det at opdele EU's kompetencer i tre kategorier:

Arbejdsgruppen foreslår, at de komplementære kompetencer omdøbes til "supplerende foranstaltninger" for at angive, at lovgivningen inden for disse politikområder fortsat er medlemsstaternes ansvar og ikke EU's. EU skal alene kunne supplere eller komplementere medlemsstaternes lovgivning med ikke-bindende foranstaltninger, såsom: finansiel støtte, administrativt samarbejde, pilotprojekter, retningslinjer samt andre former for "bløde" foranstaltninger. Det foreslås derfor også i rapporten, at EU ikke skal kunne benytte sig af juridisk bindende retsakter, såsom forordninger og direktiver, inden for disse samarbejdsområder. I begrænset omfang skal EU dog kunne vedtage juridisk bindende "afgørelser" for f.eks. at sikre tilvejebringelsen af det finansielle grundlag for Unionens aktiviteter inden for de pågældende samarbejdsområder.

Arbejdsgruppen anbefaler, at EU's virksomhed begrænses til "supplerende foranstaltninger" inden for følgende samarbejdsområder:

Arbejdsgruppen har også diskuteret, hvorvidt EU's virksomhed skulle begrænses til "supplerende foranstaltninger" på områder som toldsamarbejde (TEF art. 135), forbrugerbeskyttelse (TEF art. 153) og udviklingssamarbejde (TEF art. 177-181), men gruppen enedes om, at disse områder nok snarere burde henlægges under "delt kompetence", hvor EU og medlemsstaterne deler kompetencen til at lovgive.

Der er ikke enighed i arbejdsgruppen om, hvordan EU's enekompetencer skal defineres. Ifølge rapporten er der i arbejdsgruppen to grundlæggende forskellige opfattelser af, hvordan man skal bestemme, hvilke områder der skal høre under EU's enekompetencer. Én gruppe medlemmer foreslår en "politisk definition", der indebærer, at EU enekompetence defineres som områder, hvor "EU har fuldt eller primært ansvar ". Det foreslås desuden at omdøbe enekompetenceområderne til "unionskompetence", så det gøres klart for borgerne, hvor EU spiller den ledende rolle eller måske er den eneste aktør. En anden gruppe medlemmer i arbejdsgruppen afviser denne fremgangsmåde og kræver i stedet, at man opretholder en mere "juridisk definition". Kun områder, hvor det er helt essentielt, at medlemsstaterne ikke agerer på egen hånd, vil ifølge denne definition falde under EU's enekompetencer.

Samarbejdsområder, hvor EU og medlemsstaterne deler kompetencen mellem sig, defineres i arbejdsgruppens rapport negativt ved at være de kompetenceområder, som hverken er enekompetencer eller områder, hvor der kun kan vedtages supplerende foranstaltninger.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt det i den kommende forfatningstraktat skal præciseres, hvilke kompetencer der alene tilhører medlemsstaterne. Arbejdsgruppen afviser en sådan opregning, idet man i så fald let kunne få det indtryk, at det er EU, som delegerer kompetence til medlemsstaterne og ikke omvendt.

Arbejdsgruppen foreslår i stedet, at man fastholder det eksisterende princip om de tillagte kompetencer (TEF art. 5, stk. 1) i den kommende forfatningstraktat. Det indebærer, at EU-institutionerne kun kan udstede retsakter på områder, hvor der findes et retsgrundlag i traktaterne. Alle andre områder er per definition nationale kompetencer. Arbejdsgruppen foreslår, at dette princip styrkes, ved at man specifikt skriver ind i den nye traktat, at alle beføjelser, som ikke er tillagt Unionen, forbliver medlemsstaternes.

For yderligere at sikre, at medlemsstaternes særlige identitet respekteres på visse nationalt følsomme områder, anbefales det i rapporten, at man i forfatningstraktaten mere præcist opregner medlemsstaternes vigtigste "kerne-ansvarsområder". Man forestiller sig her en bearbejdet udgave af TEU artikel 6, stk. 3, som i dag stiller et generelt krav om, at EU skal respektere medlemsstaternes nationale identitet. Det foreslås, at man i den kommende forfatningstraktat præciserer, at denne nationale identitet bl.a. omfatter medlemsstaternes grundlæggende strukturer og essentielle funktioner såsom: deres politiske og forfatningsmæssige strukturer; regionalt og lokalt selvstyre; medlemsstaternes valg mht. sprog; nationalt statsborgerskab; medlemsstaternes territorium, kirker og religiøse samfunds juridiske status; national forsvar og organiseringen af de væbnede styrker.