Konventets arbejdsgruppe VI om økonomisk koordinering anbefaler status quo
Europaudvalget
(Info-note I 35)
(Offentligt)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
samt de danske repræsentanter i Konventet
Konventets arbejdsgruppe VI om økonomisk koordinering anbefaler status quo
Den endelige rapport fra arbejdsgruppe VI om Økonomisk Governance forligger nu på dansk. Baggrunden for nedsættelsen af arbejdsgruppen og dens kommissorium er omtalt i Info-note I 260 fra forrige samling. Da arbejdsgruppens formand Klaus Hänsch præsenterede rapporten for Konventets plenum den 28. oktober, forklarede han, at når de indstillinger, som hele arbejdsgruppen står bag, nærmest kan betragtes som en anbefaling af at fortsætte som hidtil, skyld tes det, at der havde været meget lidt enighed og mange divergerende meninger i arbejdsgruppen. (I nedenstående uddrag af konklusionerne er enkelte af de anbefalinger, som et mindretal gik ind for, nævnt i parentes.)
Arbejdsgruppens generelle anbefalinger
Gruppen anbefaler, at Unionens økonomiske samt social- og arbejdsmarkedspolitiske målsætninger medtages i en ny forfatningstraktat. (Nogle medlemmer ville understrege holdbar vækst og konkurrenceevne, mens andre ville fremhæve fuld beskæftigelse, social og territorial sammenhængskraft og fremskridt samt social markedsøkonomi. Nogle ville desuden nævne dialogen med arbejdsmarkedets parter.)
Gruppen anbefaler, at det fortsat er Den Europæiske Centralbank, der har enekompetencen mht. den monetære politik i euroområdet, mens medlemsstaterne har kompetencen mht. den økonomiske politik. Det tilføjes dog, at der i gruppen enighed om, at der er behov for en bedre samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker. (Nogle medlemmer går ind for, at den makroøkonomiske politik gøres til fælles kompetence for Unionen og medlemsstaterne .)
Anbefalinger om den monetære politik
Mange medlemmer mener, at Den Europæiske Centralbanks opgaver, mandat og status bør bibeholdes uændret. (Nogle mener, at ECB's mandat bør udvides til at omfatte målsætningerne vækst og beskæftigelse, og at ECB i højere grad skal stå til ansvar over for Europa-Parlamentet.)
Anbefalinger om den økonomiske politik
Arbejdsgruppen anbefaler, at samordningen af den økonomiske politik styrkes. De nationale parlamenter bør inddrages, men en bestemmelse herom bør ikke medtages i forfatningstraktaten. De overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker er det væsentligste instrument med henblik på samordning af den økonomiske politik. Europa-Parlamentet bør høres om udkastet til de overordnede retningslinjer. Et flertal af gruppen ønsker, at d et bliver muligt for Kommissionen at udstede den første advarsel om uforholdsmæssigt store underskud direkte til den berørte medlemsstat. Stabilitets- og vækstpagten er et politisk instrument og bør derfor ikke indgå i forfatningstraktaten. Den åbne koordinationsmetode er et nyttigt instrument og bør nævnes i forfatningstraktaten – på en måde, der ikke svækker metodens smidighed. Det skal være lettere at gennemfør oniseringer på det fiskale område – herunder indbyrdes tilnærmelse af beskatningssatser, minimumsstandarder og ensartet beskatningsgrundlag mht. indirekte skatter og selskabsskatter – men det skal ikke gælde person- og ejendomsbeskatningen.
Anbefalinger om institutionelle anliggender
På konventsmødet den 28. oktober beklagede Klaus Hänsch, at der ikke var opnået enighed om væsentlige strukturelle reformer på det økonomiske område. Det eneste, arbejdsgruppen var enedes om, var at udtale, at Eurogruppen spiller en vigtig rolle som forum for drøftelser mellem de deltagende lande, men at flertallet mener, det stadig skal være et uformelt forum.
Diskussion på den kommende konventssamling
Arbejdsgruppens rapport skal drøftes på Konventets plenummøde den 7. november 2002, hvor man samtidig skal debattere Det Sociale Europa.
Med venlig hilsen
Bjørn Einersen