Dokumenter
Hvis et land ikke ratificerer kan det ikke være med i det fremtidige EU
Christiansborg, den 31. oktober 2002
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
samt de danske repræsentanter i Konventet
Giscard d'Estaing: Hvis et land ikke ratificerer, kan det ikke være med i det fremtidige EU
Nogle af de mest interessante ideer, der kommer fra den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, og som bliver livligt diskuteret i den europæiske debat, fremsættes ikke i Konventet – som han er formand for, og hvor han tilstræber at have Præsidiet med på de forslag, der fremsættes – men f.eks. på pressekonferencer, i offentlige taler, i artikler i Le Monde eller i interviews.
Tanken om, at et medlemsland, som ikke vil ratificere en ny traktat, kan "smides ud", har været kommenteret meget i den europæiske debat den sidste månedstid. Nogle sætninger i den tale, Giscard d'Estaing holdt for de studerende på Europakollegiet i Brugge i begyndelsen af oktober, fortolkede udgiveren af Agence Europe, Ferdinando Riccardi, i en leder den 7. oktober sådan, at den nye traktat ville udviske de eksisterende traktater. Forstået på den måde, at mens Maastrict-, Amsterdam- og Nicetraktaterne ikke ville være trådt i kraft, hvis blot ét medlemsland havde undladt at ratificere dem, så ville Giscard d'Estaing lægge op til, at den nye traktat kunne træde i kraft, når et vist antal lande havde ratificeret den, sådan at den kun kom til at gælde for de lande, der ville være med.
Senest har Giscard d'Estaing givet næring til diskussionen gennem det interview, han gav til det tyske ugeblad Der Spiegel den 21. oktober. Det relevante spørgsmål og svar lyder (i min frie oversættelse):
"SPIEGEL: Hvad sker det, hvis en stat, måske på grund af et nej ved en folkeafstemning, ikke kan sætte den nye forfatning i kraft? Er den stat så udenfor?
GISCARD: Ja. Hvis et land ikke ratificerer den nye traktat, deltager den ikke i det fremtidige system. Men der vil snarere ske det, at et land vil erklære, at det ikke kan gå med på bestemte områder. I så fald vil vi følge modellen for den Økonomiske og Monetære Union med globale rammer for alle og muligheden for, at enkelte lande står udenfor på bestemte områder."
Ideen bunder i en bekymring for, om det vil være muligt at få et EU, som måske kommer til at bestå af 25 medlemslande, til at vedtage en ny traktat, når hvert eneste land har vetoret, og i en bekymring for, om det overhovedet fremtidig vil være muligt løbende at tilpasse traktatgrundlaget til udviklingen, når enhver ændring kræver enstemmighed. Sagt på en anden måde: Hvordan undgår man i fremtiden, at et enkelt land kan blokere? I den offentlige debat har man været inde på, at ideen kan gives forskellige udformninger:
- Allerede den kommende forfatningstraktat kan indeholde en ikrafttrædelsesbestemmelse, som kendes fra mange internationale traktater, hvorefter den træder i kraft, når et nærmere angivet antal lande har ratificeret den, og da kun træder i kraft for disses vedkommende. De eksisterende traktater ophører med at eksistere – eller tømmes for indhold ved at de fleste af medlemslandene går med i det nye system.
- Den kommende forfatningstraktat kan indeholde en bestemmelse om, at fremtidige ændringer af traktaten kan ske med kvalificeret flertal. Med den virkning, at de, der ikke vil være med, træder ud af samarbejdet eller træder ud af de dele af det, de ikke vil være med til at ændre.
- Den kommende forfatningstraktat kan indeholde en bestemmelse om, at det operationelle afsnit i traktaten fremtidig kan ændres med kvalificeret flertal, mens ændringer af forfatningsafsnittet fortsat kræver, at alle lande ratificerer.
I debatten i medierne er ovennævnte problemstilling ofte blevet blandet sammen med den anden problemstilling, som Giscard d'Estaing besvarer i forbindelse med det følgende spørgsmål i Der Spiegel, der lyder: "Vil forfatningen indeholde en opsigelsesklausul?" I svaret herpå kommer Giscard d'Estaing ind på, at dels skal der være mulighed for, at et land, som ønsker det, frivilligt kan forlade Unionen, dels skal der være mulighed for at smide et land ud, hvis det foretager grove krænkelser af menneskerettighederne.
Med venlig hilsen
Bjørn Einersen