Drøftelse af Konventets arbejde på COSAC-mødet i København 17.-18/10

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

I nærværende Info-note er refereret den del af debatten på COSAC-mødet, som har relevans for arbejdet i Konventet. Mens man i Konventet drøfter de nationale parlamenters rolle under den næste traktat, beskæftigede COSAC-mødet sig primært med at forbedre samarbejdet på basis af den eksisterende traktat.

Fra italiensk side ? støttet af Europa-Parlamentet ? foreslog man, at hele problemstillingen skulle behandles i en arbejdsgruppe, som først og fremmest skulle følge arbejdet i Konventet og først derefter tage stilling til COSAC's fremtidige arbejde. Den idé vandt ikke genklang.

Der var almindelig tilslutning til det danske formandskabs oplæg, hvorefter der skulle nedsættes en arbejdsgruppe med henblik på at reformere

COSAC inden for den nuværende traktats rammer. Det blev fremført, at den bedste måde at støtte Konventets arbejde på var at fremsende et "bidrag" herom til Konventet, hvilket også blev tilfældet. Det blev fremhævet fra flere sider, at det bl.a. drejer sig om at styrke de nationale parlamenters indflydelse på overholdelsen af subsidiaritetsprincippet.

Valéry Giscard d'Estaings idé om at etablere en Kongres med repræsentativ deltagelse fra de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet blev kritiseret fra flere sider, fordi det ville gøre EU-konstruktionen endnu mere indviklet. Det var imidlertid det almindelige indtryk, at det ikke kunne udelukkes, at resultatet af Konventet og den efterfølgende regeringskonference ville indebære, at der blev nedsat et sådant ceremonielt organ.

Den mekanisme for tidlig varsling, som er foreslået fra Méndez de Vigos arbejdsgruppe I om subsidiaritetsprincippet, fik bred tilslutning. Det samme gjaldt udkastet til rapport fra Gisela Stuarts arbejdsgruppe IV om nationale parlamenter.

Ligesom det var tilfældet på det forrige COSAC-møde i Madrid den 12.-14. maj 2002, blev arbejdet i Det Europæiske Konvent drøftet på det XXVII. COSAC-møde i København den 17.-18. oktober 2002. Det var naturligt, idet det væsentligste punkt på dagsordenen for COSAC-mødet var de nationale parlamenters rolle i den fremtidige europæiske arkitektur og en reform af COSAC. Det førstnævnte spørgsmål drøftes også i Konventet, bl.a. i arbejdsgruppe IV om nationale parlamenters rolle og i arbejdsgruppe I om subsidiaritetsprincippet ? som i Danmark kaldes nærhedsprincippet. Hertil kommer, at adskillige af COSAC-deltagerne også sidder i Konventet

Forud for COSAC-mødet havde formanden Claus Larsen-Jensen og næstformanden Charlotte Antonsen drøftet med formanden for Konventets arbejdsgruppe IV, Gisela Stuart, hvordan arbejdsfordelingen skulle være mellem drøftelserne i COSAC og i Konventet. Der var enighed om, at mens Konventet drøfter de nationale parlamenters rolle under den næste traktat, som måtte blive resultatet af regeringskonferencen 2004, skulle man på COSAC-mødet i København drøfte, hvilke muligheder der er for at forbedre samarbejdet på basis af den eksisterende traktat. Denne arbejdsdeling gjorde ordstyreren på COSAC-mødet, Claus LARSEN-JENSEN, rede for i sit oplæg, idet han understregede, at det var hensigten at køre parallelt i COSAC og Konventet. I den efterfølgende debat blev den foreslåede arbejdsdeling stort set fulgt. Men naturligvis er der en sammenhæng, og derfor kom en del af talerne også ind på det arbejde med de nationale parlamenters fremtidige rolle, som foregår i Konventet. Nedenfor er refereret nogle af de mere markante synspunkter, der i den forbindelse blev fremført.

Mario GRECO, som er formand for Europaudvalget i det italienske senat, foreslog, at den arbejdsgruppe, som der var lagt op til at man skulle nedsætte på COSAC-mødet, først og fremmest skulle følge arbejdet i Konventet og først skulle tage stilling til COSAC's fremtidige arbejde, når Konventet var kommet med sit bud. Heller ikke David MARTIN, som er næstformand for Europa-Parlamentet, mente, COSAC burde tage stilling til institutionelle ændringer, før Konventet havde afsluttet sit arbejde. Disse synspunkter blev af flere opfattet som et forsøg på at udskyde en reform af COSAC og vandt derfor ikke genklang. I det bidrag, COSAC endte med at vedtage, kom der dog en sætning ind om, at den nedsatte arbejdsgruppe skal følge arbejdet i Konventet og på den efterfølgende regeringskonference ? også efter at arbejdsgruppen inden den 31. december 2002 har afgivet sin rapport om en reform af COSAC.

Jimmy HOOD, som er formand for Europaudvalget i Underhuset, erklærede sig uenig med dem, der mente, at man skulle overlade diskussionen om de nationale parlamenters rolle til Konventet. Han var enig i den linje, Gisela Stuart lagde op til i arbejdsgruppe IV, men mente ikke, diskussionerne om den fjernere fremtid skulle afholde COSAC fra at gøre det, der kunne gøres for at styrke COSAC-samarbejdet inden for den eksisterende traktat.

Også Hubert HAENEL *, som er formand for det franske senats Europaudvalg, gik ind for, at man udnyttede den nuværende traktat fuldt ud, idet han tilføjede, at det kunne man godt gøre uden at komme i konflikt med det, der var lagt op til i de to arbejdsgrupper i Konventet, som beskæftiger sig med subsidiaritetsprincippet og med de nationale parlamenters rolle. Også Charlotte ANTONSEN slog til lyd for, at det "lidt gumpetunge" COSAC tog sig sammen og udnyttede de muligheder, som det havde haft siden ikrafttrædelsen af Maastrichttraktaten.

Josep BORRELL *, som er formand for Europaudvalget i det spanske andetkammer, og som ledede formøderne for de nationale parlamentarikere i Konventet under det spanske formandskab, mente, at den bedste måde, hvorpå man kunne støtte Konventets arbejde, var ved at fremsende et bidrag til Konventet fra COSAC, som jo består af repræsentanter fra de nationale parlamenter. Han fik støtte af formanden for det græske parlaments Europaudvalg, Dinos VRETTOS.

Ignasi GUARDANS fra Spanien syntes, man i diskussionerne havde en tendens til at blande COSAC og "de nationale parlamenter" sammen. COSAC er et organ, som består af medlemmer fra de nationale parlamenter, men det har meget begrænsede beføjelser, og Guardans betegnede det som tvivlsomt, hvor repræsentativt det er. Det er de nationale parlamenter, der hver for sig skal sørge for, at subsidiaritetsprincippet overholdes. Guardans mente, at hvis man overlader kontrollen til COSAC, risikerer man at svække den. I tilknytning hertil gav Lars BARFOED udtryk for, at det drejer sig om at styrke de nationale parlamenters indflydelse vedrørende subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet samt anvendelsen af artikel 308 ? ikke specielt om at styrke COSAC. I øvrigt undrede det ham, at COSAC ikke havde haft større vægt i de drøftelser, der hidtil havde været i Konventet vedrørende de nationale parlamenters rolle.

The Earl of STOCKTON * fra Europa-Parlamentet var ikke så glad for den rolle, det danske formandskabsoplæg lagde op til at give COSAC, idet han var bange for, at det ville gøre COSAC til det "tredjekammer", alle ellers hidtil havde vendt sig imod. Han opfattede Europa-Parlamentet som "førstekammer" og Ministerrådet som "andetkammer".

Ideer om at oprette et organ, hvori de nationale parlamenter kollektivt kan gøre deres indflydelse gældende, har gennem årene været fremsat adskillige gange. Men de er hidtil blevet afvist af et stort flertal. Bl.a. med det argument, at når der er behov for at gøre hele unionskonstruktionen enklere og lettere at forstå for borgerne, skal man ikke komplicere tingene ved at oprette endnu et organ.

I erklæring nr. 14 til Maastrichttraktaten fra 1992 nævnes muligheden for at indkalde til en parlamentskonference (en "assize" som den, der fandt sted i Rom i 1990), men det er aldrig sket.

På COSAC-møde efter COSAC-møde har man afvist den franske idé om et "andetkammer" (eller "tredjekammer" eller "senat"), som bl.a. skulle påse, at de forslag, der fremsættes af Kommissionen og vedtages af Ministerrådet og Europa-Parlamentet, er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Også under drøftelserne i Konventet har et stort flertal udtalt sig imod oprettelse af nye organer.

Da formanden for Konventet, Valéry Giscard d'Estaing, i en artikel i Le Monde den 23. juli 2002 fremkom med en idé om, at der ved den kommende traktatrevision skal etableres en Kongres med repræsentativ deltagelse fra de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, blev ideen imidlertid ikke umiddelbart afvist. Tværtimod har der både i Konventet og i den offentlige debat i landene været udtrykt en vis interesse for den.

I debatten på COSAC-mødet betegnede flere organet som overvejende ceremonielt. De fleste omtalte det i ret neutrale vendinger, mens nogle gik direkte imod det.

Allerede den første taler, Bogdan BAROVIC fra Slovenien, pegede på, at

COSAC's fremtid bør diskuteres i lyset af Giscard d'Estaings idé om en Kongres (som han mente også kunne kaldes et permanent Konvent). På linje hermed fremførte Christian PHILIP fra den franske Nationalforsamling, at det ville være forhastet at ændre navnet på COSAC, så længe man ikke havde taget stilling til Giscard d'Estaings idé om en Kongres.

Professor Jürgen MEYER *, som på COSAC-mødet repræsenterede den tyske Forbundsdag, selv om han ikke blev genvalgt ved det seneste valg, var imod oprettelse af nye institutioner, men sagde samtidig, at man i den kommende arbejdsgruppe under COSAC kunne drøfte samarbejdet med Kongressen, hvis en sådan bliver resultatet af arbejdet i Konventet og den efterfølgende regeringskonference.

Genowefa GRABOWSKA *, som er formand for Integrationsudvalget i det polske senat, var imod nye organer og mente, at hvis man oprettede en Kongres, som ikke havde nogen kompetence, ville den eneste virkning være, at de europæiske skatteborgere blev påført en yderligere udgift. Samme synspunkt havde senator Andrea MANZELLA fra Italien, der betegnede Kongressen som et "eklatant unyttigt" organ, som ville indebære en masse bureaukrati og være spild af skatteborgeres penge. Jean Pierre FARRUGIA fra Malta gik også imod, at man oprettede yderligere organer, som blot ville forvirre befolkningen.

Senator Andrea MANZELLA fra Italien syntes ikke om, at COSAC blandede sig i Konventets arbejde med at skabe en ny europæisk forfatning, og advarede mod, at man overlappede Europa-Parlamentet. Han henviste til, at det danske formandskabsoplæg afviste forslaget om en Kongres. Dette fik Claus LARSEN-JENSEN til at replicere, at formandskabsoplægget afviste ideen om et "andetkammer", men overhovedet ikke tog stilling til forslaget om en Kongres, idet man ikke beskæftigede sig med, hvad der skal stå i en ny traktat.

Kimmo KILJUNEN * sagde, at man i Finland ikke har taget stilling til ideen om en Kongres, men fremhævede, at hvis den bliver realiseret, kan det ikke undgå at få betydning for COSAC. Han mente, at den politiske kontrol med subsidiaritetsprincippet bedst sker ex ante, derved at man i COSAC drøfter Kommissionens arbejdsprogram. I modsætning hertil mente Tunne KELAM * fra Estland, at det ville være vanskeligt for COSAC at overvåge subsidiaritetsprincippet, da en sådan kontrol skal foregå om ikke dagligt, så dog løbende.

Philippe MAHOUX, som er formand for det belgiske senats Europaudvalg, kædede diskussionen om Kongressen sammen med diskussionen om, hvad man skulle kalde det nye COSAC, idet han foreslog, at man kaldte det reformerede COSAC for en Kongres.

Arbejdsgruppe I, der under Mendez de Vigos ledelse har beskæftiget sig med subsidiaritetsprincippet, lagde i den rapport, som blev godt modtaget ved drøftelsen i Konventet den 3. oktober 2002, op til, at der ikke skal oprettes et nyt organ til kontrol med overholdelsen af subsidiaritetsprincippet, men at der skal etableres en mekanisme med tidlig varsling (kaldet "early warning" eller "watchdog").

Formanden for Europaudvalget i det italienske Camera dei Deputati, Giacomo STUCCHI, håbede, at man i arbejdsgruppe IV om de nationale parlamenter ville følge oplægget fra arbejdsgruppe I og gå ind for en mekanisme til kontrol af subsidiaritetsprincippet fremfor at oprette nye organer.

Jozef OLEKSY *, som er formand for Europaudvalget i det polske andetkammer, anbefalede den foreslåede mekanisme for tidlig varsling, idet han fremhævede, at der er tale om en vigtig nyskabelse, der ikke forsinker lovgivningsprocessen.

Efter at man hele torsdagen havde drøftet de nationale parlamenters rolle og en reform af COSAC, kom formanden for Konventets arbejdsgruppe IV om de nationale parlamenter, det britiske underhusmedlem Gisela STUART *, fredag morgen kl. 8 med et oplæg, hvor hun præsenterede det udkast til arbejdsgrupperapport, som var omdelt til COSAC-deltagerne. Hun nævnte, at det store flertal i Konventet var gået imod oprettelse af nye institutioner eller organer, men kunne støtte forslaget fra Méndez de Vigos arbejdsgruppe I om en "trafiklysmodel" (også kaldet "early warning" eller "watchdog"). Men så var Giscard d'Estaing i sin artikel i Le Monde kommet med sin idé om en kongres, som ganske fikst var meget upræcist udformet. Reaktionerne havde vist, at flere mente, Europa havde behov for en sådan ceremoniel institution, og Gisela Stuart troede ikke, ideen ville "gå væk" af sig selv. Hun mente endog, noget kunne tale for at oprette et sådant organ, men understregede, at det ville være uden lovgivningsbeføjelser og uden beslutningskompetence. Hvis det bliver til noget, rejser det spørgsmålet: Hvad så med COSAC? I den forbindelse pegede Gisela Stuart på, at det i et vidt omfang vil være de samme personer, der vil komme til at sidde i COSAC og i den kommende Kongres.

Gisela Stuart forudså, at hendes arbejdsgruppe ville foreslå, at COSAC udarbejdede en "code of conduct" eller "guidelines" for de enkelte nationale parlamenters kontrol med deres egne regeringers Europapolitik, baseret på "best practices". Hun kom med den traditionelle tilføjelse, at hvordan de skal gøre det naturligvis er noget, der må afgøres suverænt i hvert enkelt parlament i henhold til det pågældende lands parlamentariske traditioner og forfatningsbestemmelser. Arbejdsgruppen ville pege på, hvad man kunne gøre på europæisk niveau for at gøre det lettere for de nationale parlamenter at foretage en effektiv kontrol på nationalt niveau. I øvrigt mente hun, det ville være godt, hvis der blev etableret et mere formaliseret og systematiseret samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.

Afslutningsvis sagde Gisela Stuart, at hun så frem til det bidrag, COSAC ville komme med til Konventet, idet hun håbede, det ville være med til at give forslaget fra arbejdsgruppen "flere tænder". Samtidig erklærede hun sig enig med Claus Larsen-Jensen i, at man i arbejdsgruppen og i COSAC arbejdede i samme retning.

I den efterfølgende drøftelse på COSAC-mødet fik Gisela Stuart megen ros for den måde, hun havde ledet arbejdsgruppen på. Et par af de mere kritiske indlæg er refereret nedenfor.

Professor Jürgen MEYER * pegede på, at hvis Kongressen skulle undgå at være en konkurrent til de andre EU-organer, kunne den ikke træffe beslutning vedrørende udnævnelser til høje EU-poster.

Jim DOBBIN fra Underhuset mente overhovedet ikke, subsidiaritetsprincippet ville blive styrket, fordi der i forslaget om tidlig varsel ikke står noget om, at de andre institutioner skal rette sig efter de "gule kort", der rækkes op fra de nationale parlamenter.

António NAZARÉ-PEREIRA * fra Portugal fandt det svært af forstå, hvorfor man skulle lave et ceremonielt organ, bestående af politikere, som ikke skal træffe nogen beslutninger.

I sit svar gentog Gisela STUART *, at hun ikke mente, ideen om en Kongres ville "gå væk" af sig selv. Spørgsmålet ville blive diskuteret det næste halve år i Konventet, og det måtte være op til regeringskonferencen at beslutte, hvilken kompetence en eventuel Kongres skulle have. Gisela Stuart erkendte, at den foreslåede mekanisme ikke tvinger de andre organer til at ændre deres forslag, altså ikke blokerer for ny lovgivning. Om COSAC sagde hun, at hun var bange for organets fremtid, hvis man ikke nu gennemfører reformer. Hun tilføjede, at det var noget, COSAC selv kunne gennemføre; man behøvede ikke vente på Konventet. Hun håbede, COSAC ville kunne finde frem til nogle "Københavnerkriterier" for, hvad der kræves af EU-systemet, for at de nationale parlamenter kan føre en effektiv kontrol med deres regeringers Europapolitik.

Gisela Stuart havde bevidst tilrettelagt møderne i arbejdsgruppe IV sådan, at man på sit afsluttende møde den 22. oktober 2002 kunne tage hensyn til diskussionen på COSAC-mødet og til det bidrag, COSAC sendte til Konventet.

Reform af COSAC

Som nævnt koncentrerer denne Info-note sig om den del af debatten på

COSAC-mødet, der har relevans for arbejdet i Konventet. Den øvrige del af drøftelsen om reformen af COSAC vil blive refereret i det officielle resumé af mødet, som udsendes senere.

Med venlig hilsen

Bjørn Einersen