Resumé af 9. samling i Det Europæiske Konvent 3.-4/10

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Arbejdsgrupperne vedrørende henholdsvis subsidiaritet og juridisk person præsenterede konklusionerne fra deres arbejde. Konklusionerne fik en positiv modtagelse, om end særlig forslagene fra subsidiaritetsgruppen gav anledning til en lang og livlig debat. Der var bred tilslutning til ønsket om at aktivere de nationale parlamenter yderligere i den europæiske beslutningsproces gennem en særlig hurtig varslingsmekanisme. Dette skulle ske uden at selve lovgivning sprocessen blev forsinket. Varslingsmekanismen skulle være en slags politisk, ikke bindende alarmfunktion til sikring af overholdelsen af subsidiaritetsprincippet.

Et overvældende stort flertal tilsluttede sig ønsket om, at EU blev tildelt status som én juridisk person, og at traktaterne derefter blev sammenskrevet i en ny to-delt forfatningstraktat med en forfatningsdel og en del med Unionens politikker, instrumenter m.v. Giscard d’Estaing understregede, at en sådan ny traktat ikke i sig selv ville ændre på de nuværende institutioner eller beslutningsprocesser. Unionens enhedsstatus ville på afgøre s forbedre Unionens muligheder for at spille en stærkere og mere sammenhængende rolle på den internationale scene.

Formændene fra arbejdsgrupperne vedrørende charteret og nationale parlamenter afgav mundtlige statusrapporter. De endelige rapporter vil foreligge ved næste konventsmøde. Vitorino sagde, at Charter-gruppen anbefalede at inkorporere charteret i traktaten og gøre det retligt bindende. Der var også tilslutning til, at EU tiltrådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Gisela Stuart tilsluttede sig tanken bag subsidiaritetsgruppens forslag om at inddrage de nationale parlamenter mere aktivt ved at indføre en hurtig varslingsmekanisme. Desuden anbefalede hun, at de interparlamentariske netværk blev udbygget og udnyttet langt bedre end i dag.

Forslaget om at nedsætte en arbejdsgruppe for et Socialt Europa blev foreløbig afvist, men ville blive taget op igen senere.

Det Europæiske Konvent afholdt deres 9. samling den 3. – 4. oktober 2002. Til forskel fra tidligere samlinger var der denne gang ikke ét enkelt tema for mødet. Dagsordenen bestod derimod af afrapporteringer og redegørelser fra fire af arbejdsgrupperne, hvoraf to af grupperne netop havde færdiggjort deres endelige rapporter. Denne mødeform havde som konsekvens, at debatten var mere velstruktureret og målrettet sammenlignet med tidligere konventssamlinger åbne debatform. Arbejdsgruppeformen blev rost af mange konventsmedlemmer for at være effektiv og konstruktiv. Indtrykket var, at konventsmedlemmerne var godt tilfredse med, at arbejdet nu var gået ind i en mere analyserende og resultatsøgende fase.

Dagsordenens hovedpunkter bestod i afrapporteringer fra formændene af de to arbejdsgrupper, der inden mødet havde færdiggjort deres endelige rapport. Det drejede sig om arbejdsgruppen vedrørende Unionens status som juridisk person samt om arbejdsgruppen vedrørende subsidiaritet. Derudover afgav formændene fra arbejdsgruppen vedrørende charteret og gruppen vedrørende nationale parlamenter en mundtlig redegørelse. Endelig drøftedes et f orslag fremlagt af en række medlemmer om nedsættelse af en arbejdsgruppe for et socialt Europa. Hovedvægten i dette resumé vil blive lagt på afrapporteringen fra de afsluttede arbejdsgrupper.

Konventets formand påpegede indledningsvis, at spørgsmålet om subsidiaritet var af særlig stor betydning, hvilket fremgik af såvel Nicetraktaten som Laeken-erklæringen. Målet var at finde en mekanisme til sikring af subsidiaritetsprincippets overholdelse, uden at det ville forhale eller blokere beslutningsprocessen.

Formanden for arbejdsgruppe I , medlem af Europa-Parlamentet Iñigo

MÉNDEZ DE VIGO, præsenterede indledningsvis retningslinjerne for arbejdsgruppens arbejde og gennemgik kort konklusionerne fra rapporten. Gruppen var nået til enighed om at forelægge Konventet tre overordnede forslag:

For det første skulle de institutioner, der deltager i lovgivningsprocessen – dvs. Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen – i højere grad tage hensyn til og anvende nærhedsprincippet i den fase, hvor forslaget til retsakt udarbejdes og behandles. Méndez de Vigo afviste, at der skulle oprettes en særlig kommissær med ansvar for overholdelsen af nærhedsprincippet. Ansvaret herfor måtte ligge hos de enkelte kommissærer med hver de mråder.

For det andet blev der foreslået indført en mekanisme for hurtig varsling – early warning – af politisk karakter, som skulle styrke de nationale parlamenters kontrol med overholdelsen af nærhedsprincippet. Konkret foreslog gruppen, at Kommissionen blev forpligtet til at fremsende sine forslag til de nationale parlamenter, hvorefter disse inden for en frist på 6 uger kunne afgive en begrundet udtalelse om overholdelsen af nærhedsprincippet i det pågæl g. Hvis "et signifikant antal" af de nationale parlamenter afgav udtalelse, skulle Kommissionen genbehandle sit forslag. Genbehandlingen kan føre til, at Kommissionen opretholder sit forslag, ændrer det eller trækker det tilbage. Denne fremgangsmåde vil medinddrage de nationale parlamenter, uden at Kommissionens initiativret blev antastet, sagde Méndez de Vigo.

Det tredje forslag indebar, at de nationale parlamenters ret til at indbringe sager om ikke-overholdelse af nærhedsprincippet for Domstolen skulle udvides. Denne ret ville i givet fald forudsætte, at det pågældende parlament inden for seks-ugers fristen havde fremsat en udtalelse.

Rapportens konklusioner, herunder særlig forslaget om at inddrage de nationale parlamenter, blev generelt positivt modtaget, dog ikke uden at der også blev udtrykt visse betænkeligheder fra flere af konventets medlemmer. Der var bred tilslutning til, at der ikke var behov for oprettelsen af et nyt organ til at sikre overholdelsen af nærhedsprincippet, idet dette blot ville forsinke og besværliggøre beslutningsprocessen. Hovedparten af talerne fandt, at arbejdsgrup pens konklusioner var fint afbalancerede, således at det politiske ønske om øget parlamentarisk medinddragelse ikke ville hæmme en effektiv beslutningsproces, og at Kommissions initiativret ikke blev antastet.

Langt hovedparten af talerne kunne tilslutte sig etableringen af en mekanisme for hurtig varsling. Dette gjaldt eksempelvis Erwin TEUFEL, Lord TOMLINSON, Hubert HAENEL og Reinhard BÖSCH.

Blandt skeptikerne til forslaget om en hurtig varslingsmekanisme – early warning – hørte flere af Europa-Parlamentsmedlemmerne. Eksempelvis så Europaparlamentarikeren Alain LAMASSOURE en vis risiko for, at det ville kunne skabe spændinger mellem de nationale parlamenter og de europæiske institutioner. Han frygtede desuden, at mekanismen nemt vil kunne misbruges i et magtpolitisk spil mellem de nationale og de europæiske institutioner.

Den tyske regeringsrepræsentant Peter GLOTZ støttede gruppens konklusioner, men var betænkelig ved at 6-ugers fristen ville vise sig at være for kort, til at de nationale parlamenter vil kunne nå at drøfte Kommissionens forslag. En utilsigtet konsekvens vil derfor kunne blive, at de nationale parlamenter uanset kommissionsforslagenes indhold – nærmest pr. automatik – ville skynde sig at afgive en udtalelse for at overholde fristen, og dermed opn&ari il eventuelt at indgive en klage til Domstolen på et senere tidspunkt. Også AMATO delte Glotz’s betænkelighed. Han foreslog derfor, at de nationale parlamenter skulle have mulighed for at komme med en udtalelse på et hvilket som helst tidspunkt i beslutningsprocessen.

Enkelte af talerne, herunder den engelske regeringsrepræsentant Peter HAIN og den italienske regeringsrepræsentant Gianfranco FINI, foreslog, at man tillagde parlamenternes udtalelse større vægt og forpligtede Kommissionen til at omformulere sit forslag, hvis der forelå et signifikant antal udtalelser fra de nationale parlamenter. Ifølge Hain måtte hvert parlament begrænse sig til én udtalelse – altså ingen mulighed for mindretalsudtal

Debatten om nærhedsprincippet var en af konventets vigtigste, sagde Henrik Dam KRISTENSEN. Det var ifølge Dam Kristensen en udbredt opfattelse blandt EU’s borgere, at EU involverede sig i spørgsmål, der bedre kunne løses på nationalt plan. Målet var at sikre, at opgaveløsning i EU foregik så tæt på borgerne som muligt. Han så positivt på arbejdsgruppens forslag om at indføre en hurtig varslingsmekanisme, me rstregede samtidig, at en sådan mekanisme ikke måtte benyttes til at obstruere beslutningsprocessen. En mere præcis beskrivelse af konsekvenserne at ikke-overholdelse af nærhedsprincippet var også påkrævet, sagde Dam Kristensen.

Nærhedsprincippet var først og fremmest et politisk instrument, fastslog Dam Kristensen. Der ville blandt socialdemokrater og liberale være forskellige opfatter af, hvad EU skulle blande sig i. Nærhedsprincippet handlede om politik, påpegede han.

Afslutningsvis understregede Dam Kristensen, at EU’s fremtidige arbejdsopgaver ikke kunne afgrænses en gang for alle. En fleksibel tilgang var nødvendig for at muliggøre en dynamisk udvikling. Dette ville modsat også kunne betyde, at der i fremtiden kunne opstå behov for at tilbageføre beslutningskompetence fra EU-niveauet til medlemsstatsniveauet, noterede han. Det afhang af, på hvilket niveau opgaverne bedst vil kunne løses.

Jens-Peter BONDE var tilfreds med forslaget om, at de nationale parlamenter fremover ville modtage nye forslag direkte fra Kommissionen. Samtidig kritiserede han, at rapporten ikke tildelte de nationale parlamenter nogen reel magt, idet Kommissionen ikke var forpligtet til at omformulere sine forslag på baggrund af udtalelser fra de nationale parlamenter. De nationale parlamenter burde ifølge Bonde inddrages langt mere aktivt og eksempelvis godkende Kommissionens årlige lovkatalog. &qu ot;Co-influence er bedre end no-influence", bemærkede han.

Mens der var udbredt tilslutning til ideen om en hurtig varslingsmekanisme, blev forslaget om at give de nationale parlamenter en klageret til Domstolen mødt med betydelig større skepsis. Denne skepsis udsprang dels af frygten for, at Domstolen ville blive overbebyrdet, dels af at subsidiaritetsprincippet, som påpeget af en stor del af talerne, ikke var et entydigt retligt begreb, men derimod et politisk begreb. Forslaget kunne derfor føre til en uheldig politisering af Dom stolen, påpegedes det i flere indlæg.

Henning CHRISTOPHERSEN sagde, at Domstolen kun vil kunne spille en begrænset rolle i forhold til håndhævelsen af subsidiaritetsprincippet. En vigtig opgave for Domstolen vil derimod være at tage stilling til, om EU-institutionerne overholdt de formelle krav vedrørende kompetencespørgsmål, og om grænserne for EU’s beføjelser blev respekteret.

Christophersen fremhævede endvidere, at det klart burde fremgå, hvordan subsidiaritetsprincippet skulle kontrolleres. På hvilke områder kan det anvendes/ikke anvendes, spurgte han. Eksempelvis vil subsidiaritetsprincippet ikke kunne anvendes på områder, hvor Unionen har enekompetence, sagde han.

Som afslutning på subsidiaritetsdebatten fremdrog konventsformanden visse fællestræk fra indlæggene. Der måtte indføres mere klare regler for princippets anvendelse, og Kommissionen skulle blive bedre til at beskrive lovforslags overensstemmelse med nærhedsprincippet, fastslog han.

Den hurtige varslingsmekanisme måtte på den ene side ikke tildele de nationale parlamenter for store beføjelser, på den anden side måtte mekanismen heller ikke udvandes. Mekanismen skulle opfattes som en slags alarm med krav om, at Kommissionen måtte genoverveje begrundelsen for sit forslag. En egentlig blokerende effekt eller retlig bindende varslingsmekanisme ville der imidlertid ikke blive tale om.

Afslutningsvis fremhævede Giscard d’Estaing nogle endnu uafklarede problemstillinger, herunder hvor tærsklen for hvornår Kommissionen skulle forpligtes til at genoverveje forslag, skulle ligge. Et "signifikant antal" nationale parlamenter ville ifølge Giscard d’Estaing passende kunne bestå af en tredjedel af de nationale parlamenter. Dernæst måtte betydningen af medlemslandenes forskellige parlamentariske systemer – et-kammersystemer mer m.v. – drøftes yderligere. Endelig måtte det også drøftes mere indgående, om der skulle være en forbindelse mellem på den ene side anvendelsen af den hurtige varslingsmekanisme og på den anden side retten til at anlægge en sag ved Domstolen.

Formanden for arbejdsgruppe III, Giuliano AMATO, redegjorde indledningsvis for arbejdsgruppens overvejelser og konklusioner. På nær ét medlem af arbejdsgruppen havde alle været enige i, at EU fremover eksplicit bør have status som én enkelt juridisk person, der vil træde i stedet for de eksisterende juridiske personer.

Amato fremhævede, at en sådan anerkendelse ikke blot kunne begrundes i hensynet til effektivitet og juridisk sikkerhed, men også til EU’s gennemsigtighed og øgede synlighed såvel over for EU’s borgere som over for tredjelande. En status som én enkelt juridisk person vil desuden åbne vejen for en sammenskrivning af traktaterne og en mere sammenhængende forfatningsmæssig arkitektur i EU, påpegede Amato.

Arbejdsgruppen foreslog, at en kommende forfatningstraktat kom til at bestå af to dele: En grunddel, som vil bestå af bestemmelser af forfatningsmæssig karakter - enten nye bestemmelser eller bestemmelser, der stammer fra de nuværende traktater. I traktatens anden del vil alle bestemmelserne i TEU og TEF – der ikke er omfattet af grunddelen – blive kodificeret og omstruktureret.

Med den nye juridiske status ville EU’s søjlestruktur, ifølge Amato, forekomme noget anakronistisk og være en kilde til unødige komplikationer, idet alle de proceduremæssige forhold forbundet med de to såkaldte mellemstatslige søjler (FUSP og retligt samarbejde) vil kunne fastholdes i en ny forfatningstraktat.

Endelig påpegede Amato, at Unionens status som juridisk person ville styrke Unionens synlighed i verden. EU vil blive et internationalt retssubjekt og ville eksempelvis have mulighed for tilslutte sig internationale organisationer eller at tiltræde internationale konventioner som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Blandt de efterfølgende indlæg var der en overvældende støtte til det grundlæggende synspunkt, at Unionen måtte tildeles status som én enkelt juridisk person. Dette synspunkt deltes af repræsentanter fra alle grupper i Konventet: regeringsrepræsentanter, kommissærer, Europaparlamentarikere og nationale parlamentarikere.

For Gianfranco FINI, Michel BARNIER, Mesut YILMAZ, Andrew DUFF, Lena HJELM-WALLÉN og flere andre konventsmedlemmer var det af afgørende betydning, at Unionen dermed ville få mulighed for at spille en rolle på den internationale scene parallelt med medlemsstaterne. Kommissær Michel Barnier og medlem af Europa-Parlamentet Elmar BROK argumenterede for, at det ville være en logisk følge, at de funktioner, der henhørte under henholdsvis Den Høje Repr& aelig;sentant og udenrigskommissæren, blev lagt sammen.

Peter HAIN tilsluttede sig ligeledes arbejdsgruppens konklusioner og påskønnede, at der ville blive bragt en ende på den nuværende forvirrende sondring mellem Fællesskab og Union. Han fastslog dog, at den nye juridiske status ikke automatisk ville føre til, at Unionen ville tale med én stemme på det udenrigspolitiske område. Udenrigspolitikken skulle fortsat være en regeringsopgave og dermed være baseret på mellemstatslige princip per, sagde han.

Blandt de få konventsmedlemmer, der vendte sig imod at tildele Unionen status som juridisk person, var Jens-Peter BONDE og den engelske Europaparlamentariker Timothy KIRKHOPE. Bonde så en risiko for, at EU herefter kunne handle uden at have indhentet et mandat fra medlemsstaterne, mens Kirkhope betragtede det som en stor misforståelse at afskaffe søjlestrukturen netop nu, hvor EU stod over for en stor udvidelse.

GISCARD D’ESTAING bemærkede, at spørgsmålet om søjlestrukturens eventuelle afskaffelse, havde givet anledning til forvirring. Formelt findes der ingen søjler i traktaterne, fastslog han; søjlestrukturen er blot blevet en talemåde. En sammenlægning af traktaterne vil ikke ændre ved de eksisterende institutioner eller beslutningsprocedurer, sagde han.

Afslutningsvis uddrog Giscard d’Estaing visse emner fra debatten, hvor der havde været udbredt enighed. Det gjaldt f.eks. ønsket om at gøre Unionen til én enkelt juridisk person. Dette ville åbne mulighed for en sammensmeltning af de eksisterende traktater, hvilket givetvis ville bidrage til en forenkling, sagde han. Den nye traktat vil kunne tænkes at falde i to dele: En forfatningsdel og en anden del indeholdende andre bestemmelser, herunder politikområ instrumenter samt eventuelt tillægsprotokoller.

Præsidiet vil være klar med et første udkast til ramme for en ny traktat ved næste konventssamling i slutningen af oktober, sagde Giscard d’Estaing. Udkastet ville præsentere strukturen, men ikke komme ind på det substantielle indhold. På et spørgsmål fra Jens-Peter Bonde om omfanget af dette udkast, svarede konventsformanden, at det formentlig ikke ville fylde mere end 10 sider.

Formanden for arbejdsgruppe II om charteret for fundamentale rettigheder, kommissær António VITORINO, orienterede om, at alle i arbejdsgruppen kunne tilslutte sig, at charteret blev indkorporeret i traktaten og gjort retligt bindende. Der var ikke helt enighed om formen, som også ville afhænge af en kommende traktats struktur. Et flertal i gruppen ønskede charteret direkte indskrevet i begyndelsen af en ny forfatningstraktat. Et mindretal fandt det mere hensigtsmæssi gt at anføre en henvisning i traktaten til charteret der så kunne vedlægges som et bilag.

Indholdet af de i charteret beskrevne rettigheder havde ikke været til forhandling. Dog var det erkendt, at de horisontale artikler, herunder artikel 51 og 52, måtte revurderes og eventuelt præciseres.

Alle gruppens medlemmer så positivt på Unionens tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK). Derved ville de europæiske borgere opnå samme grad af beskyttelse over for Unionen, som de i dag har over for medlemslandene. I forbindelse med en eventuel tiltrædelse skulle det klargøres, at kompetencedelingen mellem EU og dets medlemsstater ikke ville blive berørt. Unionens tiltrædelse af EMK ville heller ikke berøre medl emsstaternes indbyrdes stilling i Strasbourg. Ikke alle lande har ratificeret alle protokollerne i EMK, og nogle lande har visse forbehold.

Vitorinos afrapportering blev positivt modtaget, bl.a. understreget af klapsalver fra salen i et omfang der fik formanden til at indskærpe, at det ikke var god kutyme at klappe af holdninger. En henstilling hovedparten af konventsmedlemmerne i øvrigt valgte at sidde overhørig.

Peter HAIN var generelt blevet opmuntret af Vitorinos afrapportering, men sagde, at formuleringen af de horisontale artikler måtte skærpes, bl.a. foranlediget af den kendsgerning, at Storbritannien ikke havde en formel grundlov. Hubert HAENEL opfordrede gruppen til yderligere at klargøre kompetenceforholdet mellem EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den tyske parlamentariker Jürgen MEYER mente, at de britiske betænkeligheder blev overflødig gjort af de horisontale artikler, herunder særlig artikel 51, stk. 2.

VITORINO bemærkede afslutningsvis vendt mod Peter Hain, at gruppen var meget opmærksom på de horisontale artikler. Ambitionen var, at gruppen ville være klar med sin endelige rapport forud for næste konventssamling i slutningen af oktober.

Formanden for arbejdsgruppe IV, Gisela STUART, præsenterede kort arbejdsgruppens foreløbige overvejelser og resultater. Gruppen havde beskæftiget sig med tre overordnede temaer: 1) Subsidiaritet, 2) Parlamentarisk kontrol og 3) Interparlamentariske mekanismer. Hun fastslog, at der var enighed om, at de nationale parlamenter ikke skulle gøres til egentlige medlovgivere sammen med Rådet og Europa-Parlamentet. Den institutionelle balance i Unionen skulle ikke ændres. De rimod anbefalede hun, at europæiske spørgsmål blev taget op i de nationale parlamenter som led i kontrollen af deres respektive regeringer.

Gisela Stuart kunne oplyse, at gruppen var enig i subsidiaritetsgruppens konklusioner om behovet for at oprette en hurtig varslingsmekanisme med henblik på at overvåge subsidiaritetsprincippet. Hun fandt imidlertid ikke, at det foreliggende forslag til overvågningsmekanisme ville forsyne de nationale parlamenter med tilstrækkelig indflydelse. Ifølge Stuart var det ikke ideelt, at de nationale parlamenters adgang til at indbringe en klage for Domstolen var afhængig af, at de pågældende parlamenter havde afgivet en begrundet udtalelse til Kommissionen inden udløbet af 6-ugers fristen.

Angående den parlamentariske kontrol af medlemslandenes respektive regeringer understregede Stuart, at denne måtte finde sted i overensstemmelse med hver enkelt lands forfatningsmæssige traditioner. De nationale parlamenters primære rolle ville også fremover være at kontrollere deres egne regeringer. Hun så imidlertid et behov for at etablere af stærkere interparlamentariske netværk og platforme for udveksling af erfaringer. I den forbindelse fremh&ae lig;vede hun de danske forberedelser af COSAC-mødet i København medio oktober som meget lovende og perspektivrige.

I den efterfølgende debat blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved Gisela Stuarts tre hovedprioriteter. Debatten blev hovedsagligt ført af nationale parlamentarikere, der på hver deres måde argumenterede for, at de nationale parlamenter i højere grad måtte medinddrages i behandlingen af kommissionsforslag. Den engelske parlamentariker David HEATCOAT-AMORY beklagede, at arbejdsgruppen ikke i tilstrækkeligt omfang havde formået at involver e de nationale parlamenter i den europæiske beslutningsproces. De nationale parlamenter er en "non-institution", sagde han og fandt det absolut nødvendigt, at magtbalancen blev ændret til fordel for de nationale parlamenter.

René VAN DER LINDEN fra det hollandske parlament hævdede, at de nationale parlamenter ikke var på omgangshøjde med den løbende europæiske debat. De har ikke anvendt deres muligheder godt nok, sagde han og foreslog, at de nationale parlamenter fremover afsatte tid til at drøfte Kommissionens årlige lovprogrammer.

Peter HAIN påpegede, at det ikke var tilstrækkeligt blot at styrke demokratiet i EU, resultaterne skulle også forbedres. Han efterlyste et katalog over "guide-lines" eller "best practices" for, hvordan de nationale parlamenter kunne udøve deres kontrolfunktion. I øvrigt fandt han det dybt problematisk, at en meget stor del af de nationale parlamentarikere ikke besad nogen større viden om EU. Her kunne udbyggelsen af kontakter mellem Europa-Parlam entet og de nationale parlamenter være en velkommen støtte, sagde han.

GISCARD D’ESTAING bemærkede, at netop dette Konvent var en oplagt mulighed for at knytte tættere kontakter mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamentarikere.

Gisela STUART rundede debatten af ved at foreslå, at konventsmetoden blev benyttet forud for alle kommende regeringskonferencer. Arbejdsgruppens endelige rapport ville i øvrigt blive præsenteret ved næste samling i slutningen af oktober.

Forslag forelagt præsidiet

På vegne af en gruppe på mere end 40 medlemmer og suppleanter af Konventet, herunder Lone DYBKJÆR og Helle THORNING-SCHMIDT, fremlagde den belgiske Europaparlamentariker Anne VAN LANCKER et forslag om at oprette en ny arbejdsgruppe vedrørende det sociale Eruopa. Udover ønsket om at få nedsat en arbejdsgruppe argumenterede Van Lancker desuden for, at der også blev afsat tid til en plenumdebat inden udgangen af november. Van Lancker begrundede forslaget med, at d en sociale dimension udgjorde et cen

tralt element i Unionens målsætninger og således havde en høj grad af relevans i forhold til en fremtidig forfatningstraktat.

Flere af de øvrige medunderskrivere var med til at motivere forslaget yderligere. Den østrigske Europaparlamentariker Johannes VOGGENHUBER påpegede, at den sociale dimension står meget stærkt i borgernes bevidsthed, og henviste til undersøgelser fra EUROSTAT samt til konklusionerne fra Ungdomskonventet. Andre argumenterede for, at forslaget lå i naturlig forlængelse af Lissabon-processen, og at det sociale Europa ville udgøre et centralt supplemen t til EU’s indre marked og handelspolitiske samarbejde. Alain LAMASSOURE advarede imod at gå ind i enkelte politikområder, som forslaget lagde op til. Vi er samlet her for udelukkende at se på de forfatningsmæssige problemer og ikke på enkelte politikområder, indskærpede han.

GISCARD D'ESTAING mente, at det endnu var for tidligt at afgøre, om der var behov for en sådan ny arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen om charteret samt arbejdsgruppen om Economic Governance behandlede dele af dette område, bemærkede Giscard d’Estaing. Han foreslog, at man foreløbig afsatte tid til en plenumdebat i forbindelse med fremlæggelsen af resultaterne fra arbejdsgruppe VI om Economic Governance den 7.-8. november. Så kunne man derefter tage stilling til et for eventuelt at nedsætte en arbejdsgruppe.

Med venlig hilsen

Peter Riis