Resumé af 7. samling i Det Europæiske Konvent, 11-12/7 02

udvalgets medlemmer og stedfortrædere samt de danske repræsentanter i

Det Europæiske Konvent

Det centrale dagsordenspunkt for 7. samling i Konventet var "EU's optræden udadtil". Af andre punkter skal afrapporteringen fra Ungdomskonventet og

Youth 2002 samt annonceringen af fire nye arbejdsgrupper fremhæves.

Formanden indledte debatten om EU's optræden udadtil og fastslog, at det ikke var et spørgsmål om EU skulle have en rolle udadtil, men et spørgsmål om hvordan det skulle gøres. Langt hovedparten af konventsdeltagerne støttede idéen om en stærkere rolle udadtil. Til gengæld var der uenighed om, hvordan rollen skulle udfyldes. En stor gruppe anført af kommissær Vitorino betegnede EU's nuværende beslutningsstruktur som labyr intisk og foreslog, at beslutninger vedrørende dele af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik fremover blev truffet med kvalificeret flertal. En mindre gruppe mente også, at dette burde gælde for forsvarspolitikken. De blev dog imødegået fra en bred front, bl.a. fra præsidiemedlem Gisela Stuart der fastslog, at kun de nationale parlamenter kunne tilføre EU's forsvarsdimension den nødvendige demokratiske legitimitet.

Afrapporteringen fra Ungdomskonventet og Youth 2002 gav et klart indtryk af, at hovedparten af de unge havde et udpræget transnationalt perspektiv på europæisk samarbejde. Begge ungdomssamlinger anbefalede en fremtidig føderal struktur for EU med et folkekammer og et statskammer. Ungdomskonventets formand Giacomo Filibeck pointerede, at EU i langt højere grad måtte indstille sig på at træffe beslutninger baseret på kvalificeret flertal, hvilket ogs& aring; havde været nødvendigt for at nå til et resultat i Ungdomskonventet.

Afslutningsvis annoncerede formanden oprettelsen af fire nye arbejdsgrupper om henholdsvis intern sikkerhed og justits, forenkling af de lovgivningsmæssige procedurer, eksterne relationer og forsvar. Tilmelding skulle ske inden udgangen af august, hvorefter arbejdet vil gå i gang primo september.

Indledningsvis lykønskede formanden præsidiemedlem Ana Palacio med hendes udnævnelse til ny spansk udenrigsminister. Giscard d'Estaing betragtede dette som en cadeau til Konventets arbejde.

Formanden oplyste, at der i alt var tilmeldt 85 indlæg til dagsordenspunktet om EU's optræden udadtil. Dertil måtte også beregnes tid til replikker. Som baggrundsmateriale henviste han til dok. CONV 161/02.

Formanden indledte debatten ved at fremhæve EU's betydningsfulde økonomiske vægt i international sammenhæng. EU var den største bidragsyder af udviklingsstøtte og økonomisk bistand. Spørgsmålet var imidlertid om EU fik nok politisk indflydelse som følge af denne indsats. EU' s evne til at spille en global rolle blev mødt med store forventninger såvel fra de europæiske borgere som fra EU's partnere. Det var ikke et sp&osl ash;rgsmål om EU kunne udfylde denne rolle, men et spørgsmål om hvordan det skulle gøres, understregede Giscard d'Estaing.

Langt hovedparten af alle indlæg tilsluttede sig tanken om en stærkere europæisk profil på den internationale scene. Dette omfattede først og fremmest en styrket fælles sikkerheds- og udenrigspolitik, men også et udvidet forsvarspolitisk samarbejde. Der var dog ikke enighed om, hvordan dette skulle konkretiseres.

Behovet for, at EU i langt højere grad end det var tilfældet i dag kan tale med én stemme i internationale sammenhænge, blev bl.a. fremhævet af kommissær Michel BARNIER, som også gjorde opmærksom på, at EU havde indgået mere end 200 multilaterale aftaler, og at Kommissionen havde mere end 120 repræsentationer rundt om i verden. EU måtte blive i stand til bedre at udnytte disse faciliteter, sagde han. En del talere, heriblandt den i talienske regeringsrepræsentant Marco FOLLINI, argumenterede for, at EU burde have fast sæde i FN's Sikkerhedsråd, og at man skulle blive bedre til at udnytte sin rolle i internationale institutioner som f.eks. IMF, Verdensbanken og G7/G8.

Blandt talerne fra ansøgerlandene var der også udbredt tilslutning til behovet for en stærkere europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk profil. Et par af repræsentanterne fra parlamenterne i Litauen og Letland påpegede dog, at de transatlantiske bånd ikke måtte lide skade. Flere andre, herunder det hollandske parlamentsmedlem René van der LINDEN og den tyske regeringsrepræsant (suppleant) Günter PLEUGER støttede, at den fæll es udenrigs- og sikkerhedspolitik måtte integreres som en slags europæisk arm i NATO. Det nye konventsmedlem Pierre LEQUILLER fra den franske nationalforsamling var enig i ønsket om at bevare et tæt partnerskab med USA, men EU måtte også udvikle en evne til at handle autonomt, fremhævede han.

Den danske regeringsrepræsentant Henning CHRISTOPHERSEN havde inddelt sit oplæg i fire hovedpunkter. For det første pegede han på behovet, for at EU udviklede fælles strategier på det sikkerhedspolitiske område, og at politikområder som udenrigshandel, udvikling, sikkerhed og forsvar i langt højere grad blev set som en helhed. For det andet måtte EU i langt højere grad tale med én stemme i internationale organisationer og ove r for tredjelande. Problemet i dag, sagde Christophersen, var, at de store europæiske lande førte hver deres politik over for USA. Dermed lå han på linje med Peter HAIN fra den britiske regering, der i sit indlæg påpegede, at EU's manglende koordination betød, at Washington gik uden om Unionens institutioner og i stedet tog bilateral kontakt til regeringscheferne i EU's store medlemslande. For det tredje mente Christophersen, at EU kunne få langt stør re udbytte af sin ressourceanvendelse gennem sine medlemskaber af internationale organisationer. Endelig måtte man i forbindelse med udviklingen af EU's fælles udenrigspolitik tage højde for, at udenrigspolitikkens konstitutionelle stilling varierede fra land til land.

Henrik Dam KRISTENSEN fremhævede i sit indlæg, at det var helt afgørende, at EU's udenrigspolitik blev udviklet. I dag er EU en progressiv kraft i kampen for en bæredygtig udvikling på globalt plan, og sådan skal det også være i fremtiden, sagde han. EU har været førende ved indgåelse af internationale miljøaftaler, og Kristensen udtrykte forhåbning om, at EU også ville gå foran vedrørende en "global deal" og konferencen i Sydafrika til september. Han bemærkede, at også deltagerne i Ungdomskonventet ønskede, at EU skulle gøre en forskel.

Internationale udfordringer i form af fattigdom, etniske konflikter, brud på menneskerettigheder, terrorisme osv. stillede også store krav til EU i fremtiden, sagde han. I forbindelse med løsning af internationale konflikter måtte EU samarbejde med FN og NATO, og Kristensen mente, at det måtte overvejes, hvordan EU kunne tale med større styrke i en række sammenhænge – hvad enten det drejede sig om FN, sikkerhedsrådet eller G8-kredsen.

Kristensen fandt, at oprettelsen af embedet "Den Høje Repræsentant" havde ført til en synliggørelse og effektivisering af EU's udenrigspolitik. Det var dog stadig ikke klart nok, hvem der gjorde hvad, hvor og hvornår, bemærkede han. Kristensen havde forståelse for flere af Europaparlamentarikernes ønske om at få mere indflydelse på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men mindede i den forbindelse om, at udenrigspolitik ogs&arin g; handler om suverænitet. Holdbare konstruktioner vil derfor forudsætte, at også de nationale parlamenter inddrages aktivt, ellers vil resultatet hverken blive konsistent eller holdbart, sluttede Kristensen.

Peter SKAARUP stillede sig i sit indlæg tvivlende over for, om nogen europæere ville give deres liv for EU. Til gengæld vil mange europæere være villige til at give deres liv for fædrelandet, mente Skaarup. EU var en konstruktion præget af kommercielt samarbejde og bureaukratisk management, som ikke er værd at dø for, sagde han. EU manglede nationalstaternes historiske forankring, som var nødvendig for at kunne føre en effektiv udenrigs - og sikkerhedspolitik. Skaarup afviste ikke, at EU i visse tilfælde kunne fungere som mægler i internationale konflikter, men han havde langt større tiltro til NATO i forbindelse med forsvaret af nationalstaterne og når det gjaldt håndteringen af vor tids nye trusler i form af terrorisme og som konsekvens af forskydninger i demografiske forhold.

Europaparlamentarikeren Jens-Peter BONDE vendte sig stærkt imod, at EU skulle udvikle sig til en supermagt. Dette ville uundgåeligt føre til, at EU ville få sin egen krig. EU skulle overlade det militære forsvar til NATO, og fredsskabelsen til FN. EU skulle være en civil stormagt, som satsede på bæredygtig udvikling, sagde han. Han foreslog desuden, at EU fremover skulle afholde sig fra at vedtage fælles strategier eller aktioner og i stedet udarbejd e henstillinger, som medlemslandene frivilligt kunne vælge at efterkomme.

En stærkere europæisk profil på den internationale arena ville indbefatte et bedre samarbejde og øget koordination mellem de europæiske institutioner. Dette gjaldt, ifølge mange af talerne, særlig forholdet mellem Den Høje Repræsentant Javier Solana og kommissæren for eksterne anliggender Chris Patten. En stor gruppe fremhævede, at Europa-Parlamentet ligeledes måtte involveres langt mere i den fælles udenrigspolitik. Det te kunne eksempelvis ske ved, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik også blev omfattet af fællesskabsmetoden, som blev anvendt under søjle 1. Andre påpegede, at udenrigspolitikken ofte omfattede så følsomme områder for medlemslandene, at den afgørende legitimitet nødvendigvis kun kunne udgå fra de nationale parlamenter.

Den britiske regeringsrepræsentant Peter HAIN tilsluttede sig behovet for at gøre EU til en mere magtfuld international aktør, og at man skulle tilstræbe sammenhæng i de forskellige elementer af EU's udenrigspolitik. Han foreslog konkret, at Den Høje Repræsentant varetog ledelsen af Rådet for eksterne anliggender, og at den Høje Repræsentant blev tildelt en initiativret, når det drejede sig om sikkerhedspolitikken.

Den tyske regeringsrepræsentant Peter GLOTZ tilsluttede sig Hains ideer og tilføjede, at på længere sigt måtte EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik omfattes af fællesskabsmetoden. Indtil da var det nødvendigt med kompromisvillighed og lade Den Høje Repræsentant have to hatte: En som kommissær med et mandat fra Rådet og én der var med til at opbygge en større grad af selvstændighed understøttet af et diplomatisk korps.

Mens der var udbredt enighed om behovet for at styrke EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik og til dels forsvarspolitik, var der divergerende holdninger til, hvordan dette skulle gøres. Grundlæggende kredsede debatten om spørgsmålet, hvordan man opnåede den bedste balance mellem fællesskabsmetoden med mulighed for at træffe afgørelser med kvalificeret flertal over for den mellemstatslige metode, der forudsatte enstemmighed.

Kommissær Antonio VITORINO anså den nuværende søjlestruktur for labyrintisk og uhensigtsmæssig. Han anbefalede, at nogle dele af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som f.eks. våbenteknologisk samarbejde og våbenindkøb, blev placeret i søjle 1, mens andre aspekter som f.eks. beslutninger om militær intervention skulle forblive et mellemstatsligt anliggende. Af hensyn til legitimiteten var det afgørende nødvendigt, a t Europa-Parlamentet såvel som de nationale parlamenter blev inddraget aktivt i denne del af samarbejdet, fastslog Vitorino. Giscard d'Estaing, som ikke selv tog del i debatten, erklærede ganske kort, at hans tanker lå helt på linje med dem, Vitorino netop havde skitseret.

Andre konventsmedlemmer havde ikke de store betænkeligheder ved helt at overgå til fællesskabsmetoden og afskaffe enstemmighedsprincippet. Det gjaldt f.eks. det spanske parlamentsmedlem Diego LOPEZ, der anså det for afgørende for EU's troværdighed, at Unionen også rådede over militære midler. Luxembourgs regeringsrepræsentant Jacques SANTER mente, at EU's sikkerheds- og forsvarspolitik måtte baseres på et såkaldt "globalt stra tegisk koncept", som både Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet kunne stå inde for. Beslutninger skulle som udgangspunkt træffes efter fællesskabsmetoden, men der skulle samtidig være mulighed for, at enkelte lande konstruktivt kunne afstå fra at medvirke til gennemførelsen af visse beslutninger.

De nationale parlamenters repræsentant i Præsidiet Gisela STUART foreslog at lade muligheden for at indgå et såkaldt "forstærket samarbejde" blev udvidet til også gælde sikkerhedspolitikkens område. Samtidig med at "grupper af villige lande", skulle have mulighed for at gå foran, måtte der således også være en "opt-out"-mulighed for lande, der ikke ønskede at gå så langt. Det var dog magtpåliggende for Stuart at understrege, at hovedansvaret for udstationering af militære enheder fortsat måtte ligge hos de nationale parlamenter. Det hollandske parlamentsmedlem Frans TIMMERMANS fandt det ligeledes nødvendigt af effektivitetshensyn, at dele af udenrigs- og sikkerhedspolitikken blev lagt ind under søjle 1. Til gengæld måtte man erkende, at det var en umulig opgave at indføre fællesskabsmetoden på det forsvarspolitiske område, sagde han.

En mindre gruppe konventsmedlemmer, herunder det finske parlamentsmedlem Kimmo KILJUNEN og svenske Kenneth KVIST, udtrykte bekymring for at lade fællesskabsmetoden overføre til den fælles udenrigs- og sikkkerhedspolitik. Begge vendte sig også imod, at EU skulle udvikle sig til en militær alliance. Sikkerheds- og forsvarspolitik henhører under den nationale suverænitet, fastslog Kenneth Kvist, som desuden mindede om, at magt udgår fra andet end gevær løb.

Præsidiemedlem Alojs PETERLE betragtede det som en dårlig løsning helt at forlade enstemmighedsprincippet. Vi kan ikke gå på én fod, sagde han, og tilføjede at enstemmighedsprincippet ikke nødvendigvis førte til ineffektivitet. Den cypriotiske regeringsrepræsentant Michalis ATTALIDES var enig i, at EU's instrumenter på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område måtte gøres mere effektive, men den helt afgøre nde forudsætning var, at også den politiske vilje var til stede, understregede han.

Ungdomskonventets 210 medlemmer - udpeget af medlemmer og suppleanter af det ordinære Konvent - havde fra tirsdag den 9. juli til fredag den 12. juli om morgenen arbejdet intenst på at færdiggøre en samlet tekst (vedlagt som bilag 1). Arbejdet havde foregået i tre arbejdsgrupper under overskrifterne

Ungdomskonventets formand Giacomo FILIBECK fra Italien samt de to næstformænd Roberta TEDESCO TRICCAS fra Malta og danske Ellen TRANE NØRBY aflagde rapport. Giacomo FILIBECK sagde, at størstedelen af teksten var blevet godkendt med kvalificerede flertalsafgørelser. Han udtalte, at EU måtte udvise større mod i fremtiden ved i langt højere grad at basere sig på flertalsafgørelser og dermed lade flertallet styre.

Ellen TRANE NØRBY sagde, at et flertal af Ungdomskonventets medlemmer gik ind for et forenet Europa med en føderal struktur med rum for medlemslandenes kulturelle særpræg. EU's struktur måtte gøres mere forståelig, og kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne måtte klargøres, fastslog hun. Blandt de konkrete forslag til fremtidens EU nævnte Nørby ønsket om at tildele inititativret til Europa-Parlamentet, omdanne Kommi ssionen til en reel udøvende magt og omforme Rådet til et egentligt andet-kammer. Alle områder, Unionen beskæftigede sig med, skulle kunne afprøves ved EU-Domstolen. Hun fremhævede også behovet for, at europæiske spørgsmål i højere grad blev gjort til en del af alle medlemslandes grundskolers obligatoriske pensum for derved at skabe grundlaget for et aktivt, deltagerorienteret europæisk demokrati.

Roberta TEDESCO TRICCAS sagde, at EU måtte styrke sine relationer til andre dele af verden og i langt højere grad blive i stand til at tale med én stemme. EU burde gøre langt mere for at fremme udviklingen af demokrati og bæredygtig udvikling på globalt plan. Dette ville forudsætte en indsnævring af den økonomiske ulighed mellem landene i nord og syd. Konkret måtte EU åbne sine markeder for de fattige lande og styrke udviklingshjæ ;lpen i henhold til målet om at yde 0,7 pct. af BNP i støtte.

Immigration udgjorde en del af Europas grundlæggende kultur, hvilket nødvendiggjorde en fælles immigrationspolitik med særlig fokus på EU's naboområder, sagde Tedesco Triccas og tilføjede, at EU udgjorde den mest succesfulde integrationsmodel i verden.

Medlem af Europa-Parlamentet Helle THORNING-SCHMIDT havde tidligere på formiddagen været i kontakt med repræsentanter fra Youth 2002 i Danmark. Youth 2002-initiativet havde fundet sted på forskellige højskoler i Danmark i de første to uger af juli og havde haft deltagelse af 1000 unge fra EU's medlemslande, ansøgerlandene og landene på Balkan. Arbejdet var mundet ud i et forslag til en europæisk konstitution (vedlægges som bilag 2).

Helle THORNING-SCHMIDT refererede kort til teksten, der bl.a. anbefalede en klar føderal struktur med et folkekammer og et statskammer. Andre forslag omfattede indskrivningen af charteret om grundlæggende rettigheder i traktaten samt forslag om at tildele borgerne et eget lovgivningsinitiativ: På anmodning af 1 pct. af EU's borgere vil et forslag skulle forelægges folkekammeret.

Som afslutning på afrapporteringerne fra henholdsvis Ungdomskonventet og Youth 2002 var der en kort debat med medlemmerne af det ordinære konvent.

Næstformand i Præsidiet Jean-Luc DEHAENE sagde, at det var vigtigt, at resultatet af de unges arbejde ikke forsvandt op i den blå luft, men at Konventets medlemmer lod sig inspirere af de unge. Han inviterede dernæst repræsentanter fra Ungdomskonventet til at følge det ordinære Konvents fremtidige samlinger.

Et mindretal bestående af 50 af Ungdomskonventets medlemmer kritiserede, at de var blevet stemt ned, og at deres synspunkter slet ikke var nævnt i afrapporteringen fra de tre præsidiemedlemmer. Kritikken blev udtrykt kraftigst af Sam DOBBYN fra Storbritannien, der betegnede Ungdomskonventet som urepræsentativt og udemokratisk.

Den franske socialist Olivier DUHAMEL roste de unges arbejde, men påpegede at der forestod en stor opgave med at engagere den meget store gruppe af unge i Europa, som ikke var engageret i europæiske spørgsmål. Jens-Peter BONDE fra Europa-Parlamentet udtrykte skuffelse over, at de unge stort set blot gentog, hvad føderalister havde sagt gennem de seneste 50 år vedrørende de institutionelle spørgsmål. Peter SKAARUP fra Folketinget kunne godt tilslut te sig Ungdomskonventets forslag om, at Europa-Parlamentet skulle have fast hjemsted i Bruxelles, men stillede sig i øvrigt skeptisk over for de unges idéer om en ny konstitutionel struktur for EU. De unge måtte nødvendigvis forholde sig til, om en sådan struktur ville kunne tilpasses de nationale forfatninger, påpegede han. Han havde også noteret, at et stort mindretal i Ungdomskonventet ikke kunne støtte flertallets tekst.

Elmar BROK fra Europa-Parlamentet roste de unge og beundrede dem for deres engagement og transnationale tankegang. De ældre konventsmedlemmer havde meget at lære af de unge, sagde han. Helle THORNING-SCHMIDT efterlyste i sine bemærkninger til Ungdomskonventet en øget opmærksomhed på sociale forhold, herunder social udstødning samt arbejdsmarkedsforhold.

18 medlemmer af Konventet havde i henhold til artikel 2 i forretningsordenen anmodet Præsidiet om at få optaget et punkt på dagsorden, hvori det foreslås, at Europa-Kommissionen anmodes om at udarbejde et udkast til en europæisk forfatningstraktat til forelæggelse i oktober.

Formanden oplyste, at præsidiet havde behandlet forslaget på dets møde den 10. juli, og at der var enighed om, at forslaget måtte afvises. En af forslagsstillerne Europaparlamentsmedlem Maria BERGER meddelte, at hun hermed trak forslaget tilbage, idet hun havde fået opfattelsen af, at præsidiet til oktober ville forelægge en tekst om Europas fremtidige arkitektur. Det var i den forbindelse af mindre betydning, hvem der udarbejdede teksten, sagde hun.

Formanden konstaterede kort, at forslaget var blevet trukket tilbage.

Konventets formand afsluttede denne 7. samling i Konventet med at annoncere nedsættelsen af følgende fire nye arbejdsgrupper:

Mens der allerede var udarbejdet et mandat vedr. arbejdsgruppen om intern sikkerhed og justits (jf. CONV doc. 179/02), vil mandaterne for de øvrige tre grupper følge i løbet af kort tid. Grupperne vil være åbne for tilmelding indtil udgangen af august, hvorefter arbejdsgrupperne vil påbegynde deres arbejde i begyndelsen af september.

Det finske parlamentsmedlem Kimmo KILJUNEN og det irske parlamentsmedlem Proinsias De ROSSA vendte sig imod at to så sammenhængende emneområder som eksterne relationer og forsvar skulle behandles i hver deres arbejdsgrupper. Giscard d'Estaing svarede, at udformningen af arbejdsgruppernes mandater ville klargøre hensigtsmæssigheden i denne opdeling. På et efterfølgende pressemøde præciserede han, at mens der allerede eksisterede et retligt grundlag for Unionens udenrigspolitik, var forsvarspolitikken helt under medlemsstaternes kontrol.

Giscard d'Estaing om udenrigspolitikken og fællesskabsmetoden

På pressemødet fredag den 12. juli efter konventssamlingen svarede Giscard d'Estaing desuden på et spørgsmål om indførelsen af fællesskabsmetoden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det var ikke et spørgsmål om på alle områder at erstatte det mellemstatslige enstemmighedsprincip med fællesskabsmetodens flertalsafgørelser. Derimod kunne man forestille sig en kombination af begge metoder - ikke mindst af hensyn til Unionens mindre lande, sagde han. Han overvejede desuden, om man i en ny artikel kunne definere de to forskellige legitimitetsopfattelser, der lå til grund for henholdsvis fællesskabsmetoden og den mellemstatslige metode.

Med venlig hilsen

Peter Riis