Tysk EU-forsker fraråder andetkammer af nationale parlamentarikere

udvalgets medlemmer og stedfortrædere samt

de danske medlemmer af Det Europæiske Konvent

Den tyske Jean-Monnet professor, Andreas Maurer, fra Køln Universitet fraråder, at man giver de nationale parlamenter en styrket rolle i forbindelse med overvågningen af subsidiaritetsprincippet i EU på det europæiske plan. I stedet mener han, at de nationale parlamenter primært bør styrke kontrollen med deres regeringers EU-politik hjemme i hovedstæderne. Det europæiske konvent bør derfor koncentrere sit arbejde om at fastsætte minimumsretningslinier for god parlamentarisk kontrol af regeringernes EU-politik. Dette var hovedbudskabet fra den tyske forsker, da han var indkaldt som ekspert i konventets arbejdsgruppe om "de nationale parlamenters rolle i fremtidens EU" på et møde i Bruxelles den 10. juli.

Andreas Maurer opfordrede på mødet de nationale parlamenter til at få indskrevet sådanne mindstestandarder i EU-traktatens protokol om de nationale parlamenter. "Dette kan være med til at hæve niveauet for parlamentarisk kontrol i de svage parlamenter", fastslog Maurer.

Han foreslog desuden, at de nationale parlamenter skal forpligte sig til årligt at afgive rapport til Europa-Parlamentet om, hvordan status er for gennemførelsen af protokollens regler. Han vurderede, at en opgradering af det årlige møde i Europa-Parlamentets forfatningsudvalg mellem Europa-Parlamentet og repræsentanter fra de nationale parlamenters europaudvalg, ville være en passende form for denne rapporteringsforpligtelse. "Det er Europa-Parlamentet, der er det "fælles parlamentariske grundlag" i EU – ikke de nationale parlamenter, erklærede Maurer.

Andreas Maurer ser ikke noget åbenlyst demokratisk underskud i EU. Han mener kun, at der er et demokratisk problem i EU på de områder, hvor Europa-Parlamentet ikke har fuld indflydelse. Det gælder f.eks. inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (2. søjle) og politisamarbejdet (3. søjle) samt den åbne koordinationsmetode. Også COREPER og forskellige rådskommitter samt indflydelsen fra forpligtende internationale regler i f.eks. WTO mangler ifølge Maurer demokratisk legitimitet.

Maurer fandt ikke, at der er behov for at danne et nyt kammer af nationale parlamentarikere til at løse problemet med det demokratiske underskud - som f.eks. Hubert Haenel fra det franske Senat har talt om. I stedet ser Maurer tre fremgangsmåder for styrkelsen af EU's demokratiske legitimitet på det europæiske plan:

Trods den nedadgående vælgerdeltagelse ved europaparlamentsvalgene, fandt Maurer ikke, at Europa-Parlamentet har noget problem med dets demokratiske legitimitet. "Europa-Parlamentets eneste problem er, at det ikke formår at kommunikere sin store succes ud til borgerne", fastslog Maurer.

Specielt på det nationale plan kan de nationale parlamenter, ifølge Andreas Maurer, gøre meget endnu for at øge EU's demokratiske legitimitet. Dette skal ske ved at forbedre procedurerne for parlamenternes kontrol med deres regeringers EU-politik.

Maurer vurderede, at hovedproblemet for de nationale parlamenter i dag er, at de kommer for sent ind i EU's beslutningsproces. Ifølge Maurer sker det typisk først kort tid inden Rådets førstebehandling (den fælles holdning). Ifølge Maurer bør de nationale parlamenter komme ind allerede før de første rådsarbejdsgrupper mødes. De nationale parlamenter bør derfor fokusere mere på grøn- og hvidbøger fra Europa-Kommissionen, Kommissionens årlige arbejdsprogram samt de kommende årlige arbejdsprogrammer fra Rådet og de treårige strategiske programmer fra Det Europæiske Råd.

Denne kontrol bør primært foregå på det nationale plan, men kan også i et begrænset omfang udvides til det europæiske niveau.

Maurer foreslog at de nationale parlamenter på det europæiske niveau kunne bede COSAC-trojkaen om at overvåge Kommissionens og Rådets arbejdsprogrammer. COSAC-trojkaen kunne her have som opgave at identificere de vigtigste politiske prioriteter i disse arbejdsprogrammer med henblik på en årlig drøftelse mellem repræsentanter fra de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.

Med hensyn til at bringe de nationale parlamenter tidligere ind i EU-lovgivningsprocessen på det nationale niveau, kom Maurer ikke med nogen konkrete nye idéer. Han foreslog i stedet fire nøgleindikatorer, som han mente, der bør skeles til, hvis de nationale parlamenter skal udarbejde et sæt mindsteregler for parlamentarisk kontrol med regeringernes EU-politik.

Man bør her se på: 1) omfanget af den parlamentariske kontrol, 2) timing og håndteringen af den parlamentariske kontrol, 3) konsekvenser/betydningen af den parlamentariske kontrol og 4) muligheden for at få supplerende notater fra regeringerne om EU-lovforslag.

Arbejdsgruppens medlemmer støttede generelt Maurers vurdering af, at de nationale parlamenter kommer for sent ind i EU's lovgivningsproces. Der var dog åbenlyst betænkeligheder hos flere nationale parlamentarikere med hensyn til, hvor langt man kan gå med fastlæggelsen af fælles retningslinier for parlamentarisk kontrol med regeringerne. Adskillige nationale parlamentarikere - herunder Henrik Dam Kristensen og formanden Gisela Stuart - understregede, at det er de nationale parlamenter og regeringer, som selv bestemmer hvordan kontrollen med regeringernes EU-politik organiseres.

Lone Dybkjær efterlyste idéer til, hvordan man kan bringe de nationale parlamenter ind i forbindelse med selve EU's lovgivningsproces.

Andrew Duff fra Europa-Parlamentets liberale gruppe svarede, at det ikke er de nationale parlamenters rolle at være europæiske lovgivere. "Nogen gange forstås dette ikke i de nationale parlamenter. De spilder vores tid her i Bruxelles", beklagede Duff. I stedet skal de nationale parlamenter, ifølge Duff, hjælpe Europa-Parlamentet med at overvåge måden, hvorpå medlemsstaterne implementerer EU-lovgivningen.

Kimmo Kiljunen fra det finske parlament præciserede i den forbindelse, at der ikke kun er behov for demokratisk kontrol overfor EU's udøvende magt i Kommissionen og Rådet, men også overfor den lovgivende magt, som de nationale parlamenter har givet væk til Ministerrådet. Kiljunen understregede, at denne demokratiske kontrol ligger hos de nationale parlamenter. Det er med andre ord de nationale parlamenter, som udgør Rådets demokratiske legitimitet - og ikke Europa-Parlamentet. Ifølge Kiljunen har de nationale parlamenter på den måde en aktie i den del af EU's lovgivende myndighed, som udgøres af Rådet.

I anden halvleg af arbejdsgruppens møde deltog den franske EU-kommissær Michel Barnier for at fortælle, hvordan Europa-Kommissionen anvender subsidiaritetsprincippet i praksis. Baggrunden for Barniers redegørelse var otte konkrete spørgsmål vedrørende subsidiaritetsprincippet, som arbejdsgruppens formand, Gisela Stuart, havde bedt kommissæren om at besvare.

Michel Barnier fastslog indledningsvist, at det ikke kun er Kommissionen, men også Rådet og Europa-Parlamentet, som er forpligtet til at overholde subsidiaritetsprincippet. Han tilføjede, at 1/3 af EU-lovgivningen er afledt af internationale forpligtelser, 1/3 kommer af den sociale, økonomiske eller teknologiske udvikling i samfundet, mens den sidste tredjedel stammer fra anmodninger fra en EU-institution eller en medlemsstat.

Barnier oplyste, at Kommissionen siden 1992 har gennemført konkrete tests forud for lovforslagenes fremsættelse med hensyn til deres overholdelse af subsidiaritetsprincippet. Kontrollen er her baseret på de retningslinier for eksterne og interne konsultationer, som findes i den eksisterende protokol om subsidiaritetsprincippet. Barnier tilføjede, at Kommissionen hvert år offentliggør en rapport om anvendelsen af subsidiaritetsprincippet.

Den franske EU-kommissær blev spurgt om, hvorvidt han kunne sige noget om, hvor mange lovforslag, som hidtil er blevet fundet i strid med subsidiaritetsprincippet – samt eventuel give konkrete eksempler herpå.

Barnier svarede, at der i sagens natur ikke findes mange eksempler, idet subsidiarietskontrollen foregår forud for fremsættelsen af lovforslagene. Han nævnte dog et gammelt forslag til direktiv om dyrs forhold i zoologiske haver, som Kommissionen i 1992 foreslog at trække tilbage.

Forespurgt hvilke forbedringer af subsidiaritetsprincippet Michel Barnier kunne forestille sig, svarede han, at specielt de nationale parlamenter kan forbedre deres kontrol med subsidiaritetsprincippet overfor regeringerne. Han nævnte i den forbindelse også muligheden for, at EU-kommissærer kan møde op i de nationale parlamenter. Barnier støttede også idéen om, at nationale parlamenter konsulteres i forbindelse med Kommissionens årlige arbejdsprogram.

Endeligt blev den franske EU-kommissær spurgt, om han mente, at Rådet overholder kravet om, at der skal gå seks uger fra et lovforslag fremsættes af Kommissionen til det bliver sat på Rådets dagsorden til beslutning.

Kommissæren svarede her, at der generelt ikke er nogen problemer i så henseende, idet kun de færreste afgørelser i EU i praksis kan træffes indenfor seks uger. Kun i sager, hvor det alene er Rådet, der træffer afgørelse, er det muligt at krænke seksugers reglen, understregede Barnier.

Lovforslag, som vedtages efter den fælles beslutningsprocedure eller høringsproceduren, hvor Europa-Parlamentet først skal behandle sagen før den går til Rådet, vil altid trække ud så længe, at man kommer ud over de seks uger, før Rådet skal træffe afgørelse.

Kommende møder i arbejdsgruppen

På det kommende møde i arbejdsgruppen den 18. juli skal man først og fremmest se at nå frem til et standpunkt med hensyn til muligheden for at inddrage de nationale parlamenter i overvågningen af subsidiaritetsprincippet. Dette er nødvendigt for at være ordentligt rustet forud for det fælles møde med subsidiaritets-arbejdsgruppen den 22. juli.

Der er her fortsat en række spørgsmål, som er blevet rejst, og som Stuarts arbejdsgruppe mangler at finde svar på:

Endeligt oplyste Gisela Stuart, at arbejdsgruppens første møde i september vil blive anvendt til at fortsætte diskussionen af, om man kan nå frem til en eller anden form for retningslinier for de bedste "praksiser" for parlamentarisk kontrol med regeringernes EU-politik.

Hun bad derefter de nationale parlamenters repræsentanter om at sende skriftlige bidrag til mødet i september om deres nationale kontrolprocedure.

Med venlig hilsen

Morten Knudsen