Møde i EU-konventet 24.-25/6: Dialog med det civile samfund

Indledningsvis understregede næstformand Jean-Luc DEHAENE, som er ansvarlig for dialogen med det civile samfund og derfor indtog formandsstolen under dette punkt på dagsordenen, at mødet med det civile samfund var meget vigtigt, idet man måtte være indstillet på at lytte til det civile samfunds ønsker til fremtidens Europa, hvis man efterfølgende vil have dem til at acceptere resultatet.

Udover de allerede afholdte møder i kontaktgrupperne forestillede Dehaene sig, at det civile samfund skulle høres løbende under konventets arbejde. Det civile samfunds mulighed for at deltage i debatten er firestrenget: udover konventsmødet den 24.-25. juni og møderne i kontaktgrupperne havde det civile samfund mulighed for at deltage i debatten på internettet og de nationale debatter.

Fra kontaktgruppemøderne kunne Dehaene udlede følgende fællestræk/-ønsker:

Dehaene opfordrede konventsmedlemmerne til at læse de skriftlige bidrag fra det civile samfund samt konventssekretariatets opsummerende note om forløbet af kontaktgruppemøderne.

Klaus HÄNSCH var formand for kontaktgruppen for den sociale sektor (bestående af 38 netværk og paraplyorganisationer svarende til 1.800 individuelle organisationer) og afrapporterede herfra. Den sociale dialog burde finde plads i traktaten, og beskæftigelse burde være et centralt mål for EU. Desuden så de gerne den åbne koordinationsmetode samt dialogen med det civile samfund indskrevet i traktaten. Gruppen ønskede endelig at fortsætte dialo gen med konventet under hele dets arbejde.

De forskellige talsmænd fremførte deres ønsker om bl.a. en anerkendelse i traktaten af de offentlige tjenesters rolle og særlige status i EU i forhold til konkurrencepolitikken, mere fokus på ligestilling og sammenhæng mellem arbejds- og familieliv, EU skulle have juridisk personlighed mv. En taler mente, at hvis EU skulle tættere på borgerne, måtte man tage borgernes bekymringer for den sociale sikkerhed alvorligt, idet EU opleves som en risiko for nedbrydning af den sociale velfærdsmodel uden at sætte noget andet i stedet. Den sociale udvikling skulle ske på en bæredygtig måde og ikke behandles som et biprodukt af den økonomiske udvikling.

Fra den efterfølgende debat kan fremhæves, at et konventsmedlem bemærkede, at konventet mest beskæftigede sig med institutionelle spørgsmål, mens det, borgerne efterlyste, var forbedringer vedrørende den sociale dimension, bl.a. ved øget fokus på beskæftigelse. Et andet medlem mente, organisationerne burde blive repræsenteret i en fremtidig arbejdsgruppe om de institutionelle rammer.

Giorgios KATIFORIS rapporterede fra mødet med miljøorganisationerne. Organisationerne ønskede dyrevelfærd skrevet ind i charteret, og artiklen om miljøbeskyttelse skulle formuleres som en rettighed for borgerne. Landbrugspolitikken burde ændre sin fokus mod produktion af sunde fødevarer, beskyttelse af biodiversiteten og en bæredygtig landbrugsdrift. Nogle mente, at Euratom-traktaten skulle ophæves til fordel for øget fokus på be skyttelse af sundhed og miljø mod følgerne fra atomtrusler. Der var endvidere konsensus om at give EF-Domstolen øgede beføjelser til at dømme i miljøsager.

Flere talere nævnte, at miljøbeskyttelse har høj prioritet hos EU’s borgere

og derfor bør have en mere central placering i EU’s politik gennem mainstreaming, og ønskede en større afbalancering mellem miljøpolitikken og det indre marked. Man ønskede bedre og tidligere information om nye lovgivningsinitiativer og mere åbenhed i beslutningsprocessen, ikke mindst i Rådet. Desuden talte nogle for at give borgere og miljøorganisationer individuel søgsmålsret ved EF-Domstolen. Udviklingslandene skulle have fair ad il EU’s marked, og EU skulle arbejde for en generel adgang for udviklingslandene til det globale marked via WTO. Flere nævnte bæredygtig udvikling og ansvarlighed ("accountability") som hovedkriterier for en ny landbrugsrunde (CAP).

Repræsentanten for landbrugs- og jordejernes organisationer adskilte sig noget fra miljøorganisationerne ved at argumentere for, at miljøbeskyttelse skulle opnås gennem frivillige aftaler fremfor lovgivning, samt at man skulle sikre proportionaliteten og involveringen af de berørte parter. Endvidere skulle alle miljøtiltag vurderes ud fra deres sociale og økonomiske virkninger.

I den efterfølgende debat nævnte et konventsmedlem bl.a., at nærhedsprincippet efter hans mening ikke har megen mening, når det drejer sig om miljøpolitik, men at EU hellere skulle koncentrere sig om at øve indflydelse på den internationale miljøpolitik.

Den akademiske verdens repræsentanter talte for en restrukturering og forenkling af traktaterne og ønskede at blive konsulteret og bidrage i arbejdet med udformningen af en EU-forfatning, hvilket blev støttet af flere konventsmedlemmer under den efterfølgende debat. De ønskede en demokratisering af Kommissionen bl.a. ved indførelse af en procedure for valg af formanden, evt. ved at de forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet nominerer deres kandidate r til posten forud for et Europa-Parlamentetsvalg, hvorefter Rådet efterfølgende kan bekræfte kommissionsformandens valg. Sådanne ændringer mente man kunne gennemføres uden at ændre traktaten. Talerne påpegede, at man ønskede at styrke både Rådet og Kommissionen. De nationale parlamenter burde spille en større rolle, f.eks. gennem overvågning af nærhedsprincippets overholdelse. En repræsentant talte om liges tilling mellem kønnene som en central faktor og ønskede køns-mainstreaming i alle politikker, ligelig repræsentation i Europa-Parlamentet og Kommissionen samt oprettelse af et generaldirektorat for ligestilling. Endelig mente nogle, at EU’s ombudsmand skulle styrkes.

Under den efterfølgende debat talte flere for at inddrage den akademiske verden mere aktivt i debatten om Europas fremtid, bl.a. at bede Firenze-instituttet og andre om at udarbejde oplæg om f.eks. forenkling af traktaterne. Hertil svarede Giscard d’Estaing, at det endnu var for tidligt at udarbejde egentlige tekstforslag.

CARLOS Carnero GONZALES fra Europa-Parlamentet var enig i, at spørgsmålet om ligestilling var centralt og burde indarbejdes i en europæisk forfatning, samt at man fortsat burde arbejde for en ligelig repræsentation i EU’s institutioner. Gianfranco FINI, som repræsenterede den italienske regering, mente, en evt. folkeafstemning om et udkast til en ny traktat eller EU-forfatning burde vente til efter regeringskonferencen.

Et mere muntert indslag blev leveret af Inese BIRZNIECE fra det lettiske parlament, som troppede op i en farverig nationaldragt og reciterede et lettisk midsommervers: "all year round I gather songs waiting for midsummer night; midsummer night is here at last, and it is time to sing all the songs!", som indledning på et causeri om EU’s indvirkning på den lettiske nationale identitet, som efter sigende var det lettiske folks største bekymring.

Flere talte om behovet for en EU-forfatning, der indeholder EU’s grundlæggende værdier og rettigheder, og som skulle sendes til folkeafstemning blandt borgerne. Talerne fremførte bl.a., at EU har brug for en egentlig regering, som ikke kunne bestå af Rådet, da hvervet ville være et fuldtidsjob. Desuden var Rådet ikke ansvarlig over for Europa-Parlamentet og derfor "demokratisk uansvarlig", ligesom rådsmedlemmerne først og fremmes algt af deres befolkninger til at varetage nationale interesser. Kommissionen var derfor bedst egnet til at påtage sig denne rolle, men der burde ikke være flere medlemmer end der var porteføljer, dvs. en 12-15 kommissærer, og formanden skulle udpeges demokratisk af Europa-Parlamentet, med tiden måske endda ved direkte valg i medlemslandene. Det blev endvidere fremført, at man skulle passe på at det Europa, som man byggede i dag, ikke blev et projekt kun for elite n, bureaukrater og tænketanke, og at det ikke var nok, at EU kunne tilbyde de unge beskæftigelse og økonomisk fremgang; man måtte også kunne byde på håb og et fælles værdisæt. De unge burde således blive mere involveret i drøftelserne omkring EU’s fremtid som forudsat i Laeken-erklæringen.

I den efterfølgende debat fremførte William ABITBOL fra Europa-Parlamentet kritik af den måde det civile samfund var repræsenteret ved det aktuelle konventsmøde, ikke mindst i den sidste kontaktgruppe, idet han mente, de fleste var forudindtagede for EU, da de alle sammen er modtagere af midler fra EU. Det blev modgået af Proinsias De ROSSA fra det irske parlament, som påpegede at han ikke ville være til stede i dag, hvis det ikke va r for økonomisk støtte fra det europæiske folk, hvorfor han ikke mente, det var relevant at diskutere, hvem der var finansieret af hvem.

Flere talere støttede kravet om en folkeafstemning om en EU-forfatning.

Neil MCCORMICK fra Europa-Parlamentet var begejstret for forslaget om at lade Kommissionens formand vælge af Europa-Parlamentet og understregede Parlamentets unikke situation som uafhængigt af Kommissionen, som ikke altid kunne være sikker på at få sine forslag vedtaget uden betydelige ændringer fra bl.a. Parlamentet. Europa-Parlamentets uafhængighed står således i kontrast til, hvad der normalt kendetegner forholdet mellem parlamentet og regeringer. Det mente han gjorde Europa-Parlamentet mere tilgængeligt for det civile samfund og mere åbent for debat. John BRUTON var imod at lade formanden for Kommissionen vælge af Europa-Parlamentet, da det ville gøre Kommissionen afhængig af Parlamentet og forstyrre magtdelingen mellem de tre institutioner – derimod mente han, formanden burde vælges direkte af borgerne.

Ana de PALACIO, som var formand for kontaktgruppen, bekendtgjorde, at kontaktgruppen, som bestod af 187 lokale og regionale myndigheder, efter gruppens ønske ville fortsætte med at mødes til efteråret. Der var konsensus i gruppen om behovet for at indsætte en formel konsultationsprocedure med de lokale og regionale myndigheder i traktaten, samt at man i den fremtidige fastlæggelse af EU’s beslutningsprocedurer skal finde den rette balance mellem alle reger veauer: EU, medlemsstaterne, de regionale og de lokale myndigheder.

Talsmændene for de regionale og lokale myndigheder mindede forsamlingen om den store og vigtige rolle, disse myndigheder har i gennemførelsen af EU-retten på bl.a. miljø-, transport- og telekommunikationsområderne samt den lokale landbrugs- og fiskeripolitik. Således gennemførtes mellem 60 og 70 pct. af EU’s regler lokalt, hvorfor det også var vigtigt, at de lokale myndigheder blev inddraget i beslutningsprocessen, når der skulle vedtages ny ning, som vedrørte disse myndigheder. De mindede ligeledes om, at de var de led i beslutningsprocessen, som var tættest på borgerne. Derfor skulle Regionsudvalget styrkes og indskrives i traktaten som en formel EU-institution. Både talsmænd og en række konventsmedlemmer talte for, at konsultation af Regionsudvalget burde gøres obligatorisk på flere områder samt at de lokale og regionale myndigheder burde have adgang til at anlægge sager ved EF-Do mstolen, bl.a. hvis de fandt at nærhedsprincippet ikke var overholdt. I det hele taget mente flere talere, at de lokale myndigheder var nærmest til at overvåge overholdelsen af nærhedsprincippet.

Der blev endvidere fremført et ønske om nedsættelse af en arbejdsgruppe om regionale og lokale myndigheders rolle, hvilket efterfølgende blev støttet af flere konventsmedlemmer. Der var også et forslag om at indsætte en liste over regionernes kompetencer som en deklaration eller lignende til traktaten. Vigtigheden af større overensstemmelse (kohærens) mellem de forskellige EU-tiltag og politikker blev påpeget af en række talere, som endvidere mente, dette hensyn talte imod renationalisering af EU-politikker. Derimod ønskede flere en større decentralisering og øget anvendelse af rammelovgivning, som skulle udfyldes af de lokale myndigheder.

Jens-Peter BONDE henviste til Eurobarometer nr. 52 og 53, som viste, at 60 pct. de af europæiske borgere foretrækker lovgivning ved lokale, regionale og nationale myndigheder, og kun 18 pct. foretrækker et højere niveau – på trods heraf er hovedparten af den regionale lovgivning i dag indrammet af EU-regler. Han foreslog endvidere, at Regionsudvalget kunne få vetoret i forbindelse med fortolkningen af subsidiaritetsprincippet, og de kunne f.eks. lave en år pport om subsidiaritet.

Der var endvidere enighed om, at det er op til de enkelte medlemsstater og ikke EU at organisere deres regionale myndigheder efter egne traditioner.

Antonio VITORINO berettede som gruppens formand om mødernes forløb. Gruppen var enig om, at gode instrumenter som charteret og den europæiske menneskerettighedskonvention ikke gør det alene, når talen falder på beskyttelse af menneskerettighederne – det var også nødvendigt med mainstreaming af menneskerettigheder i alle EU’s politikker, særligt hvad angår kønsligestilling. Det var også nødvendigt med effek il domstolene for alle, bedre parlamentarisk og ombudsmandskontrol, øget gennemsigtighed, ansvarlighed og involvering af det civile samfund. Kontaktgruppen var enig om, at charteret bør indskrives i en kommende forfatningstraktat, mens der var delte meninger om, hvorvidt charteret skulle genåbnes. En indskrivning af traktaten skulle ikke ses som et alternativ til EU’s tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, men som komplementær hertil, og konta pens medlemmer talte for, at EU endvidere skulle tiltræde en række internationale FN-konventioner på menneskerettighedsområdet.

Talsmændene for menneskerettighedsorganisationerne talte bl.a. om EU’s udvikling fra at være en økonomisk enhed til et værdifællesskab med globale ambitioner. Nogle påpegede også EU’s manglende handling bag ordene både internt og eksternt, hvilket efterfølgende blev støttet af nogle konventsmedlemmer, som kritiserede EU for at lægge større vægt på handelsinteresser. Man advarede mod tendensen til at skubbe menneskerettighederne til side efter den 11. september, særligt i forsøget på at bekæmpe terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet og nu også illegal indvandring. Det var også vigtigt at sende ansøgerlandene det signal, at menneskerettighederne tages alvorligt, så de ikke holder op med at arbejde med disse, lige så snart de er blevet medlemmer af "klubben". Menneskerettighederne i EU var efte r nogles mening mere et spørgsmål om kodificering og proklamation end implementering og ansvarlighed, så hvis menneskerettighederne virkelig er kernen bag EU’s værdisæt, så burde det komme mere tydeligt frem i EU’s handling både internt og eksternt. Nogle mente, EU manglede et instrument til at drage medlemsstaterne til ansvar for deres brud på menneskerettighederne, da man ikke havde tiltro til, at sanktionsmulighederne i artikel 7 virkelig ville undtagen i yderste nødstilfælde. Endelig var det vigtigt at sikre sammenhæng mellem værdier, politikker og mål både internt og eksternt og sikre, at det globale mål om bæredygtig udvikling medtager det fulde spektrum af menneskerettigheder i sin sociale dimension.

Nogle talte om, at charteret skal betragtes som et "minimumsacquis" af de menneskerettigheder, der gælder i EU, og at det var vigtigt ved indskrivningen af charteret at arbejde for den højeste fællesnævner, når man sanerede blandt uoverensstemmelser og dobbeltheder mellem charteret og de andre EU-instrumenter. De, der talte for at ændre charteret, påpegede, at det burde ske i dialog med det civile samfund. Af mangler i charteret nævntes bl.a. de økonomiske og sociale rettigheder, som fortolkes for restriktivt og skelner mellem EU-borgere og tredjelandsborgere, børns rettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder, hvor acquiset er langt foran charteret, samt retsgarantier for individer, der står til tvangsmæssig udsendelse fra EU.

Under den efterfølgende debat talte en del konventsmedlemmer for at indsætte revisionsbestemmelser i charteret. Det ville bl.a. tage presset af ønsket om at ændre eller genåbne charteret her og nu hvad f.eks. de sociale rettigheder angår, som der var én der påpegede. I stedet burde man vente og se, om EU kunne leve op til de løfter, som det allerede har afgivet på dette område, inden man påtog sig urealistiske opga ver og derved gav folk falske forhåbninger.

Henning CHRISTOFFERSEN var formand for denne gruppe og nævnte bl.a., at næsten alle deltagere så et behov for at etablere en langt klarere forbindelse mellem Fællesskabets udviklingspolitik og dets øvrige eksterne politikker. De efterlyste også en bedre overensstemmelse mellem, hvad man gør på udviklingsområdet, og hvad man gør på andre politiske områder i Fællesskabet (kohærens). Der var ønske om, at udryddelse af fattigdom skulle have den højeste prioritet i en eventuel traktattekst, og at de sociale aspekter skulle understreges stærkere. Der var enighed om, at Den Europæiske Udviklingsfond burde inkorporeres i traktaten og i Fællesskabets budget.

Talmændene fremførte en række ønsker til bl.a. en stærkere bestemmelse i traktaten om udviklingspolitikken, som skulle være lige så højt prioriteret som andre eksterne politikker. Menneskerettigheder og bæredygtig udvikling skulle være de absolutte "benchmarks" for EU’s politikker og handlinger. Der skulle indføres en fælles ramme for den eksterne politik, som var baseret på fattigdomsudryddelse, demokrati, elig;mpelse af ulighed og et aktivt EU-engagement i konfliktforebyggelse i verdens brændpunkter. Flere udtrykte stærk utilfredshed med nedlæggelsen af Rådet for udvikling, idet man bl.a. frygtede, at EU’s udviklings- og humanitære politik fremover i højere grad ville blive anvendt som et instrument til fremme af EU’s egne interesser. Kontaktgruppen fremførte et ønske om, at Konventet nedsatte en arbejdsgruppe om udviklingspolitik. rende de institutionelle spørgsmål var der ønske om en mere åben og gennemsigtig beslutningsproces, og Europa- Parlamentet burde have en større rolle i fastlæggelsen af udviklingspolitikken. Det blev påpeget, at ligestilling mellem kønnene var en vigtig del af udviklingspolitikken og burde have en central rolle.

En repræsentant talte ansøgerlandenes sag som den største modtagergruppe af EU’s udviklingshjælp. De så medlemsskabet af EU som den hurtigste måde at opnå en forbedring af deres livskvalitet og ønskede at fortsætte med at være de største modtagere i et stykke tid fremover, hvilket stemte overens både med deres egne og EU’s interesser, bl.a. fordi ansøgerlandene snart vil udgør ;sentlig del af EU’s fællesmarked og være fremtidige donorlande.

I den efterfølgende debat fremhævede Baronessen af SCOTLAND (UK’s regeringsrepræsentant) EU’s vigtige rolle som verdens største donor for opfyldelsen af de "Global Millenium"-nøglemålsætninger defineret ved FN’s Millenium generalforsamling, som udstak mål om bl.a. en halvering i 2015 af antallet af personer, der lever for under 1 dollar om dagen, reduktionen af mødres dødelighed med 75 pct. og adgangen for alle b ndskoleuddannelse. Mange talte om EU’s ansvar for formindskelse af fattigdom og børnedødelighed, og nogle talere støttede organisationernes krav om nedsættelse af en arbejdsgruppe om udvikling. En taler fremhævede, at udviklingspolitikken kræver et større budget, og at det kunne være en lejlighed til at se på EU’s egne indtægter. Göran LENNMARKER fra det svenske parlament bemærkede, at udviklingslandenes største pr ar mangel på bistand, men manglende adgang til EU’s marked, og beskyldte EU for at være for protektionistisk.

Gruppen havde bl.a. drøftet kulturens placering i traktaten og var enig om, at kulturområdet var undervurderet i EU i dag. Man var dog enige i, at EU ikke skulle have flere kompetencer på dette område, men at man kunne komme langt med at udnytte de muligheder, der allerede var i traktaten inden for kultur og uddannelse. Man så således ikke noget modsætningsforhold mellem overholdelse af nærhedsprincippet og ønsket om, at medlemsstaterne fortsat selv kunne bestemme over deres uddannelse og bevare deres kulturelle særpræg over for lanceringen af fællesinitiativer på EU-plan som f.eks. Erasmus-programmet. Man fremhævede endvidere, at der udover den nationale kultur også var en fælles europæisk kulturarv og værdigrundlag centreret omkring bl.a. velfærd, som EU burde værne om i fællesskab. Man nævnte kulturens centrale rolle i udvidelsen, som kun kunne lykkes, hvis befolkning erne følte et tilhørsforhold til Europa. Det multikulturelle samfund og globaliseringen skabte nye udfordringer for EU og de enkelte medlemslande og bekymrede befolkningerne, hvilket EU burde anerkende og tage hånd om. Uddannelsespolitikken skulle reformeres og orienteres mere mod videnssamfundet. På kulturområdet var der behov for at gribe ind inden for medie- og underholdningsindustrien for at sikre pluralismen, ligesom man skulle værne om Europas kulturelle arv i for m af bygningsværker, kunstgenstande mv. Det blev fremhævet, at konventets succes bl.a. afhænger af, at borgerne ser EU som et værdifuldt samarbejde, også når det gælder kulturen.

De kirkelige og religiøse organisationer var også repræsenterede i kulturkontaktgruppen. Som andre grupper fremhævede deres talsmand, at EU først og fremmest burde være et værdifællesskab, som skulle arbejde for en realisering af disse værdier og normer inden for alle politikområder. Han talte også om EU’s globale ansvar for bl.a. udryddelse af fattigdom og støtte til de socialt udstødte, o vet for at EU taler med én stemme i det globale samfund for at forankre det i solidaritet og bæredygtig udvikling. Han talte for en adskillelse af stat og religion og ligebehandling af troende og ikke-troende. Endelig burde de religiøse og filosofiske samfunds bidrag til det europæiske kultur- og værdifællesskab anerkendes, og det var her vigtigt at anerkende også andre religiøse og filosofiske fællesskabers positive bidrag til en pluralistisk og fors kelligartet europæisk kultur.

En organisation talte for opretholdelsen af den sproglige variation og beskyttelsen af de mindre sprogområder, og mente nærhedsprincippet som det er udformet i dag kun var til fordel for store og stærke sprog- og kulturområder.

Under den efterfølgende debat påpegede flere konventsmedlemmer, bl.a. den hollandske regeringsrepræsentant Hans van MIERLO på, at man havde noteret sig, at de kulturelle institutioner mente, kultur og uddannelse ikke kun vedrørte medlemsstaterne, men også var en sag for EU, på trods af at man ofte hører politikerne fremføre, at befolkningerne ikke ønsker disse områder omfattet af samarbejdet. Tværtimod havde organisationerne fre mført, at EU kan bidrage til at bevare Europas kulturelle mangfoldighed. Ali TEKIN fra det tyrkiske parlament mente ikke, det var foreneligt med de værdier, som bl.a. charteret er udtryk for at henvise til religionerne i traktaterne. Charterets henvisning til EU’s åndelige og moralske arv mente han var en mere afbalanceret fremgangsmåde.