Arbejdsgruppe om nationale parlamenters rolle

Arbejdsgruppen indledte drøftelserne med at se på mulighederne for at give nationale parlamentarikere en rolle i forbindelse med overvågningen af subsidiaritetsprincippet (punkt 3 i mandatet). Formanden begrundede dette med, at man er nødt til at kunne nå at formulere nogle synspunkter på dette felt, inden man den 18. juli skal mødes med Mendes de Vigos arbejdsgruppe, der har fået til opgave – mere generelt – at se på overvågning ritetsprincippet. Arbejdsgruppe I forventes at have sin rapport klar allerede inden udgangen af juli.

Under debatten om en mulig rolle for de nationale parlamenter i forbindelse med subsidiaritetsprincippet tegnede der sig to hovedsynspunkter:

For det første var der en stor del af arbejdsgruppens medlemmer, som syntes noget forbeholdne overfor at danne nye organer på europæiske plan til overvågningen af subsidiaritetsprincippet (Hvis man vel og mærke kan dømme ud fra de indlæggene på det første arbejdsgruppemøde). I stedet talte man om, hvordan man kan styrke de nationale parlamenters procedurer for overvågningen af subsidiaritetsprincippet. Bl.a. Lone DYBKJÆR (DK) og europaparlamentarikeren Hanja MAIJ-WEGGEN (Holland) efterlyste i den forbindelse oplysninger om, hvad de nationale parlamenter gør i dag for at sikre overholdelsen af subsidiaritetsprincippet.

Nogle enkelte MEP´er mente slet ikke, at der er noget problem med overholdelsen af subsidiaritetsprincippet. Andrew DUFF fra Europa-Parlamentet mente, at folk overdriver problemet, og at der er en tendens til, at man blander overholdelsen af subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet sammen. I øvrigt mente han, at de nationale parlamenter i stedet bør koncentrere sig om at sikre en ordentlig implementering i national lovgivning af EU-direktiver – samt overvåge effek europæisk lovgivning, når den omsættes i praksis.

Den østrigske europaparlamentariker Maria BERGER mente, at forudsætningen for at få et velfungerende subsidiaritetsprincip – snarere end at inddrage de nationale parlamenter – er, at man finder frem til en klarere kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne – uden for mange gråzoner (delekompetenceområder).

Det andet hovedsynspunkt blev tydeligst forfægtet af Hubert HAENEL fra det franske Senat, der talte kraftigt for at give de nationale parlamenter en position på europæisk plan i forbindelse med overvågningen af subsidiaritetsprincippet. Haenel lagde sig dog ikke fast på, om denne kontrolfunktion skal varetages af et styrket COSAC eller af et nyt kammer af nationale parlamentarikere. Haenel kaldte det nuværende politiske kontrolsystem ubrugeligt, fordi det er baseret p& aring;, at Kommissionen, Parlamentet og Rådet skal kontrollere sig selv.

Det britiske Underhus støtter ligeledes, at de nationale parlamenter skal spille en rolle i forbindelse med overvågningen af subsidiaritetsprincippet. Det skal dog hverken ske i COSAC eller i et nyt europæiske kammer af nationale parlamentarikere. Underhuset foreslår i stedet i en ny rapport fra 21. juni, at en bestemt procentandel af nationale parlamenter skal kunne indbringe EU-lovforslag for et "udvalg" bestående af 12 politiske personligheder (en såkaldt "subsidiarity wachdog").

Også en række talere kom med idéer til, hvordan man skal gribe diskussionen an om den nationale parlamentariske kontrol med regeringernes EU-politik. Det finske parlaments repræsentant i arbejdsgruppen Kimmo KILJUNEN talte for, at man skal nå frem til "en generel fælles fremgangsmåde" for alle EU-lande, som indbefatter en eller anden form for mandatgivning fra de nationale parlamenter. Han understregede dog, at den præcise fremgangsmåde sel vfølgelig skal respektere de forskellige nationale forfatninger og praksiser.

Hubert Haenel var mere forbeholden overfor benchmarking af de bedste nationale praksiser. Han frygtede, at det i virkelighedens verden vil være nærmest umuligt at nå frem til at udpege "de bedste praksiser", fordi alle landes systemer er "de bedste" i hver deres kontekst. F.eks. mente Haenel ikke, at den ellers højt berømmede danske model vil være anvendelig i Frankrig.

Gisela Stuart annoncerede, at der vil være en speciel debat om de nationale systemer for parlamentarisk kontrol med regeringernes EU-politik på arbejdsgruppemødet den 11. september. Gisela Stuart efterlyste i den forbindelse bidrag fra arbejdsgruppens medlemmer på 2-3 sider om hvert enkelt lands parlaments EU-kontrolsystem. Disse skal sendes på engelsk eller fransk til: verona.schubert@concilium.eu.int.

Ifølge arbejdsgruppens medlemmer er der ikke noget større behov for indkaldelse af eksterne eksperter, idet de fleste anser sig selv for eksperter inden for spørgsmålet om nationale parlamenters rolle.

Der er derfor kun planlagt indkaldelse af én ekspert, nemlig Andreas Maurer, som er tysk professor tilknyttet "Center for europæiske integrationsstudier" på Bonn Universitet. Maurer er hovedredaktøren på en bog om de nationale parlamenters rolle i EU, som udkom for nylig. Maurer sender et kort sammendrag af hovedkonklusionerne fra hans bog forud for det næste møde i arbejdsgruppen, der finder sted den 11. juli.

Også en række andre emner i relation til de nationale parlamenters rolle blev debatteret på arbejdsgruppemødet.

Det gælder f.eks. spørgsmålet om samarbejdsrelationerne mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Lone DYBKJÆR og andre bad i den forbindelse om flere oplysninger om, hvordan disse samarbejdsrelationer fungerer i de enkelte lande. Ifølge Andrew DUFF er det kun det belgiske parlament, som har oprettet et fælles udvalg for nationale parlamentarikere og europaparlamentarikere, som stiller de to grupper lige.

Dette emne forventes diskuteret på arbejdsgruppemødet den 19. september, hvor formanden for Europa-Parlamentets forfatningsudvalg, Giorgio Napolitano, vil blive inviteret for at gøre rede for sine ideer i så henseende.

Hubert HAENEL efterlyste en undersøgelse af, om der i de eksisterende EU-beslutningsprocedurer eksisterer hindringer, som kan besværliggøre de nationale parlamenters muligheder for at udøve en ordentlig kontrol med deres regeringers EU-politik. I den forbindelse ytrede nogle ønske om, at Kommissionen skal sørge for at sende alle forslag til retsakter direkte til de nationale parlamenter, samtidigt med at de sendes til regeringerne. Ifølge Protokol nr. 9 til Amsterdamtraktaten er Kommissionen kun forpligtet til at sende grøn- og hvidbøger direkte til de nationale parlamenter. Lovforslagene skal de nationale parlamenter have via deres regeringer.

Et sidste emne, som var oppe og som her bør nævnes, er spørgsmålet om den parlamentariske kontrol med EU-landenes stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd. Lone DYBKJÆR advarede i den forbindelse mod Det Europæiske Råds beslutning fra Sevilla om at vedtage treårige strategiske programmer for EU, som fremover skal vedtages af det Europæiske Råd – i samråd med Kommissionen og efter indstilling fra Rådet for al ige anliggender. Dybkjær frygtede her den manglende parlamentariske involvering i forbindelse med fastlæggelsen af disse langsigtede planer for EU’s udvikling.

Arbejdsgruppens mødekalender ser således ud: