Resumé af mødet i Det Europæiske Konvent den 6. -7. juni

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske medlemmer af Konventet

De overordnede emner for Konventets femte møde den 6. – 7. juni 2002 var "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed: Unionens og medlemsstaternes rolle" og "De nationale parlamenters rolle i den europæiske arkitektur".

Flere konventsmedlemmer gav udtryk for, at der er brug for klarere og enklere instrumenter for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Hovedparten af medlemmerne udtalte sig til fordel for, at der ikke længere bør være en tredje søjle, men at RIA-området bør gøres til et fællesskabsanliggende. Det blev af flere medlemmer påpeget, at der er behov for fælles asyl- og immigrationsregler, og flere medlemmer fremførte, at også strafferetten bør harmoniseres. Der var overvejende enighed om, at Domstolen bør have fuld kompetence inden for søjle 3. Der var overvejende enighed om, at Europol og Eurojust skal styrkes og underlægges en politisk og juridisk kontrol. Der var enighed om, at der i et udvidet EU vil være behov for en form for fælles kontrol af de ydre grænser. Der blev foreslået forstærket samarbejde om grænsekontrollen og øget koordination mellem de enkelte landes grænsekontroller, og en stor del af medlemmerne talte for etableringen af et europæisk grænsepoliti. Der bliver derfor nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge dette spørgsmål nærmere.

I debatten om de nationale parlamenters rolle i den europæiske struktur gav mange medlemmer udtryk for, at de nationale parlamenter bør indtage en central rolle i EU-samarbejdet, men hvordan og i hvilken form dette skal gennemføres var der forskellige bud på. Der var enighed om, at det er en god idé at se på best practice og udveksle ideer med hensyn til parlamenternes kontrol med regeringernes EU-politik. I sidste instans er det dog op til de nationale parlamenter og deres regeringer selv at finde en ordning. Et stort flertal ønskede ikke at oprette en ny institution til de nationale parlamentarikere, men i stedet bør man se på en udvikling og forbedring af COSAC-samarbejdet. De nationale parlamenter kan eventuelt involveres i kontrol af subsidiaritetsprincippet.

Det Europæiske Konvent trådte sammen for femte gang torsdag den 6. juni kl. 15.00–20.00 og fredag den 7. juni 2002 kl. 9.30–13.00. Dagsordenens emner var: "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed: Unionens og medlemsstaternes rolle", Spørgetid, Sammensætning af arbejdsgrupper samt De nationale parlamenters rolle i den europæiske struktur.

Til mødet den 6. juni var der omkring 50 talere på listen til emnet "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed".

Giscard d'Estaing henledte indledningsvis opmærksomheden på, at Konventet indtil nu har beskæftiget sig med generelle overordnede temaer, og at det er første gang Konventet beskæftiger sig med et sektorialt emne. Grundene til at Konventet nu beskæftiger sig med dette emne er, at mange af talerne under den tidligere debat har fremhævet RIA-området som et emne, der bør gives speciel opmærksomhed, og at det er et område, hvor der er udtrykt ønske om "mere Europa". Det Europæiske Råds møde i Sevilla den 21.-22. juni vil beskæftige sig med området og især spørgsmålet om illegal indvandring. Præsidenten anser i øvrigt området for at være et af de mere kreative – man har her den tredje søjle, hvor der er procedurer og kompetencer for både EU og medlemsstaterne, og der er mulighed for at visse medlemsstater ikke deltager i samarbejdet.

Konventssekretariatet har udsendt to dokumenter til debatten. CONV 78/02 beskriver den nuværende situation på området og indeholder en række muligheder eller spørgsmål, der kan undersøges nærmere. Giscard d'Estaing henledte opmærksomheden på, at Det Europæiske Råd i Tampere i 1999 havde vedtaget et ambitiøst program på RIA-området, og at man nu kunne konstatere, at der var gjort visse fremskridt, dog var man ikke nået så langt som forventet især ikke på asylrets- og immigrationsområdet.

I CONV 70/02 opfordres medlemmerne til at koncentrere sig om fem spørgsmål eller problematikker i deres indlæg. Giscard d'Estaing bemærkede, at det første spørgsmål kunne suppleres med spørgsmålet om, hvornår der er tale om en europæisk forbrydelse – hvad adskiller en europæisk forbrydelse fra en national forbrydelse?

CONV 70/02's fem spørgsmål er:

Generelt gav de fleste af konventsmedlemmerne udtryk for, at borgerne efter deres opfattelse forventer, at fællesskabet bekæmper terrorisme, menneskesmugling, organiseret kriminalitet og narkokriminalitet, hvilket er klare grænseoverskridende emner. På disse områder har borgerne forståelse for, at problemerne ikke alene kan tackles nationalt, men at det er en fællesskabsopgave.

På den anden side påpegede flere, at borgerne også forventer, at subsidiaritetsprincippet bliver overholdt på de områder, der ikke har en betydelig og påviselig fællesskabsdimension.

HÜBNER fra den polske regering fremhævede, at RIA-området er uigennemskueligt for borgerne, og at der er behov for en højere grad af diskussion og åbenhed på dette område. Flere gav i øvrigt udtryk for, at man for at imødekomme borgernes forventninger må finde en balance mellem frihed og sikkerhed. Man kan ikke udøve frihedsrettighederne uden en tilsvarende grad af sikkerhed. Ana PALACIO ALLERSUNDI gav udtryk for, at man i Konventet må være ambitiøse. De europæiske borgere skal have en europæisk ordre public, og borgerne skal sikres, at de ikke diskrimineres. Der må være adgang til domstolsbeskyttelse, og man må også se på gensidig ret til anerkendelse af retssystemer, ligesom det må sikres, at de nationale forvaltninger arbejder sammen.

Visse af medlemmerne var i forbindelse med spørgsmålet om borgernes forventninger inde på, hvilken status charteret for grundlæggende rettigheder bør have. Blandt andet gav Jürgen MEYER fra den tyske Bundestag udtryk for, at borgerne forventer et område, hvor deres grundrettigheder og grundfriheder respekteres, og som følge heraf bør Charteret om grundlæggende rettigheder skrives ind i traktatgrundlaget. Dette synspunkt blev understøttet af flere – eksempelvis KUTSKOVA fra Bulgariens regering og Jacques Santer fra Luxembourgs regering.

Der blev givet udtryk for, at der er brug for klarere og enklere instrumenter på området. MAC SHERRY fra Europa-Parlamentet fremhævede som eksempel, at traktaten i afsnit VI foreskriver anvendelsen af rammeafgørelser og rådsafgørelser, men det er uklart, hvornår de forskellige typer af retsakter skal anvendes.

Der var flere som gav udtryk for, at der er behov for at udvikle nye procedurer blandt andet DUHAMEL fra Europa-Parlamentet. Andre igen mente, at det, der er brug for på området, er flere flertalsafgørelser f.eks. WUERMELING fra Europa-Parlamentet, ligesom også VITORINO fra Europa-Kommissionen gav udtryk for, at Rådet bør anvende flertalsafgørelser på området. Vitorino var af den opfattelse, at man bør kunne vælge retligt instrument efter ønsket intensitet – og at der også bør være mulighed for at anvende den åbne koordinationsmetode.

DUFF fra Europa-Parlamentet anførte, at post-Tampereprogrammet, der skulle skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, har fejlet på grund af at instrumenterne, som for en stor del er hentet fra anden søjle er alt for vage – specielt de mellemstatslige konventioner. Dertil kommer, at de hemmelighedsfulde kompromiser, der kræves for at opnå enstemmige aftaler, er skræmmende komplicerede og obskure. Der er derfor brug for den samme regulering med direkte virkning, som der er indenfor første søjle. Duff påpegede blandt andet også, at Schengen-aftalen skal integreres fuldt ud i traktaten, og at der må insisteres på, at de lande, som nyder den luksus at have forbehold fra Schengen-aftalen, ofrer disse.

VITORINO gav endvidere udtryk for, at Europa bør være et egentligt retligt område med fælles civil- og strafferet, og at der bør ske en harmonisering af strafferetten, hvilket flere af medlemmerne var inde på. Blandt andet også KUTSKOVA fra Bulgariens regering, der mener, at kriminel adfærd skal forfølges og straffes på samme måde overalt i fællesskabet. Der bør være fælles definitioner og fælles straffe. Dertil er det vigtigt med gensidig anerkendelse mellem de forskellige retssystemer.

På den anden side påpegede KIRKHOPE fra Europa-Parlamentet, at en strafferetlig harmonisering forekommer ham at være et om ikke uopnåeligt så ihvertfald meget svært opnåeligt mål, men på den anden side anerkender han, at et samarbejde på området er nødvendigt, og han går ind for en meget højere grad af samarbejde mellem landenes politi og retsvæsen.

Flere af medlemmerne påpegede, at der er stærkt brug for fælles asyl- og immigrationsregler blandt andet Baroness SCOTLAND of ASTHAL fra UK's regering. Lena HJELM-WALLÉN fra den svenske regering anførte, at der er behov for en fælles poltik på flygtninge -indvandrer området, der respekterer Genèvekonventionens principper. Asyl- og immigrationsreglerne skal derfor reformeres, og der bør der være flertalsafsteminger på dette område, som bør udvikles i nær sammenhæng med den fælles udenrigs- og bistandspolitik.

På den anden side anførte tyske medlemmer af Konventet – GLOTZ fra den tyske regering og TEUFEL fra den tyske Bundestag, at de nationale regeringer selv bør regulere asyl- og indvandringsspørgsmålet, da der er forskellige arbejdsløshedskvotienter og forhold i de enkelte lande. Alain LAMASSOURE fra Europa-Parlamentet gav udtryk for forbløffelse over, at de tyske repræsentanter talte for at de følsomme spørgsmål om asyl og immigration skal forblive nationale anliggender. Problemerne i Tyskland svarer til problemerne i de øvrige lande, og efter Lamassoures opfattelse er asyl- og immigrationsspørgsmålet netop et spørgsmål som EU-landene bør have mod til at tale om og håndtere sammen. Glotz svarede hertil, at han ikke er imod fællesskabsregler på dette område på længere sigt, men at det på nuværende tidspunkt vil være en dårlig ide.

Hovedparten af konventsmedlemmerne udtalte sig til fordel for, at der ikke længere bør være en tredje søjle, men at RIA-området bør gøres til et fællesskabsretligt område.

KAUFMANN fra Europa-Parlamentet gav udtryk for, at søjlestrukturen skal væk, og påpegede, at tredje søjle er grotesk uigennemskuelig, og at demokratisk kontrol er praktisk talt umulig.

Som en respons på de mange ønsker om at gøre emnerne i søjle tre til et fællesskabsanliggende fremførte HEATCOAT-AMORY, at disse ønsker om mere EU på områder som grænsekontrol, politi og aktion mod enhver form for forbrydelse helt basalt drejer sig om statens magt overfor individet. Hvis denne magt skal overføres til EU, må man sige, at EU er en regering, og at EU har legitimitet til at udøve disse funktioner, men de, som ønsker at forfægte dette synspunkt må være ærlige og beskrive præcis, hvilke konstitutionelle kompetencer EU har. Heatcoat-Amory mener ikke, at tidspunktet er inde til at udskille denne magt fra nationalstaterne. Hvis magten på dette område på nuværende tidspunkt tages væk fra medlemslandene og de nationale parlamenter, vil det være et argument for de ekstreme partier i Europa, som vil hævde, at den almindelige borger har mistet kontrol, og at magten nu ligger i en form for Euro-space uden ansvarliggørelse og legitimitet. Heatcoat-Amory mener derfor, at de, som går ind for at gøre det mellemstatslige samarbejde i tredje søjle til et overstatsligt samarbejde, bør være mere ærlige omkring EU's konstitutionelle status. Er EU en stat og kan EU derfor overtage den tvingende magt fra medlemsstaterne? - Hvilket dette spørgsmål dybest set handler om.

Selv om der var mange, som talte for at slette søjle tre, var det dog ikke alle. HAENEL fra det franske parlament troede ikke på ideen om at slette søjle tre, da der ikke er enighed om, hvad der forstås ved at gøre søjle tre til et fællesskabsanliggende.

Flere talere var inde på, at Domstolen bør have fuld kompetence også indenfor søjle tre. Derudover bør der være bedre rettergangsprocedurer og individuel klageret. Synspunktet om at det er vigtigt med mekanismer til beskyttelse af rettigheder blev understøttet af flere, og der var generel enighed om at Domstolen skal have flere beføjelser.

KAVAN fra Tjekkiets regering fremførte, at borgerne ikke vil få oplevelsen af et område med frihed sikkerhed og retfærdighed, hvis der ikke er en lettere adgang til domstolsprøvelse i medlemsstaterne, ligesom der bør være fuld anerkendelse af domme afsagt i andre medlemsstater. Direkte adgang til Domstolen bør være et af de mere markante tegn eller fundamentale symboler på etableringen af et Europa med stor retssikkerhed. F.eks. kritiserede KAUFMANN den såkaldte retsstat, idet han stillede spørgsmålet om, hvilken europæisk domstol borgerne kan henvende sig til, når de føler deres grundrettigheder krænket.

Generelt var flertallet af talerne af den opfattelse, at der ikke skal oprettes nye institutioner, men at Europol og Eurojust bør styrkes, og at de som konsekvens heraf bør underlægges en form for kontrol.

En del medlemmer udtalte sig også til fordel for, at Eurojust på længere sigt skal udvikle sig til en form for egentlig europæisk statsadvokatur, blandt andet Jacques SANTER fra Luxembourgs regering og GLOTZ fra den tyske regering.

Flere medlemmer påpegede dog, at den nuværende demokratiske kontrol af Europol ikke er god nok. Kaufmann fra Europa-Parlamentet mente, at Europol fremover bør være demokratisk kontrolleret via Europa-Parlamentet. KAVAN fra Tjekkiets regering mente, at hvis Europol tillægges operationelle beføjelser, så bør Europol også underlægges den samme form for juridisk kontrol, som de nationale politistyrker er underlagt.

Konventsmedlemmerne var overvejende enige om, at der i det udvidede EU vil være behov for en form for fælles kontrol af de ydre grænser. Der var dog flere bud på, hvordan man i fællesskab kan løse opgaven.

HÜBNER, den polske regerings repræsentant, påpegede, at i et udvidet EU vil Polen have en betragtelig ydre grænse at kontrollere, og Hübner understregede derfor vigtigheden af, at de eksisterende former for samarbejde på dette område udbygges. Efter Hübners opfattelse skal det overvejes at indføre et fælles grænsekontrolsystem som en form for forstærket samarbejde.

MAC SHARRY fra Europa-Parlamentet talte for en øget grænsekontrol med henblik på at bekæmpe illegal immigration, men mener, at dette bør klares ved at forbedre den operationelle koordination mellem landenes grænsekontroller fremfor at lave nye institutioner. På linje hermed var Lena HJELM-WALLÉN fra den svenske regering, som ikke mente, at der er brug for et fælles grænsepoliti, men at det øgede samarbejde om grænsekontrollen bør kunne iværksættes på anden vis.

MIERLO fra den hollandske regering påpegede, at kontrollen af de ydre grænser har brug for et fælles organ dog ikke nødvendigvis et nyt, men Europol og Eurojust må have en rolle i den forbindelse. Der var dog mange, som udtalte sig til fordel for etableringen af et europæisk grænsepoliti eller grænsekorps, blandt andre TEUFEL fra den tyske Bundestag, KAVAN fra Tjekkiets regering og VAN DER LINDEN fra det hollandske parlament. KUTSKOVA fra Bulgariens regering foreslog en form for refusionsordning, hvor der bliver mulighed for en økonomisk byrdedeling mellem medlemsstaterne, men mente også at man bør se på muligheden for at etablere et fælles euopæisk grænsepoliti.

I sin opsummering af dagens debat gav Giscard d'ESTAING udtryk for, at der havde været tale om en udbytterig debat med udveksling af mange interessante synspunkter. Det var dog slående, at der herskede uklarhed omkring definitionen af grænseoverskridende kriminalitet. I de fleste af medlemstaternes juridiske systemer er definitionen af forbrydelsen helt central og den, som det juridiske system er baseret på. I dette tilfælde er det ikke defineret, hvad der udgør grænseoverskridende kriminalitet, hvilket er vigtigt, da denne grænseoverskridende karakter er afgørende for, om der skal være tale om europæisk justits, eller det er et område som nationalstaterne skal tage sig af.

Herudover var der debatten om, hvilke emner der kan gøres til et fællesskabsanliggende. I den forbindelse ønskede Giscard d'Estaing at præcisere, at brugen af ordet tredje søjle er forkert. Fremfor en tredje søjle drejer det sig om et tredje emne. Det første emne er det fælles marked. Det andet emne er udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og i dette tilfælde er der tale om en søjle, fordi organiseringen er helt anerledes. Endelig har man med Amsterdamtraktaten introduceret et tredje emne som er retlige og indre anliggender i Europa. Der er ikke her tale om en søjle. Der er ikke tale om en specifik procedure, men en samling af beslutninger og aktioner. Problemet er derfor ikke, om man kan gøre området til et fællesskabsanliggende, men det drejer sig om at ekstrahere de emner, der bedre og mere effektivt kan administreres indenfor de euopæiske institutioners rammer. Der vil være nogle områder, som efter sagens natur ikke vil kunne administreres på denne måde, og der har man f.eks. koordinationsmetoden eller gensidig anerkendelse.

Der er mange, som gerne ser Europol og Eurojust styrket, men der støder man på to huller – dels de utilstrækkelige midler og på den anden side den manglende klarhed over hvordan Europol og Eurojust skal passes ind i det europæiske politiske system.

Endelig kræver ideen om fælles grænsekontrol nogle praktiske overvejelser. Der er visse, som går ind for oprettelsen af et korps, men i den forbindelse må man også huske på, at spørgsmålet om de ydre grænser ikke er begrænset til grænserne på landjorden. Fly benyttes hyppigt og en stor del af beskyttelsen af de ydre grænser handler derfor også om kontrol i lufthavne. Der er i Konventet enighed om, at det er en god ide med fælles varetagelse af de ydre grænser, og man er nødt til at se på spørgsmålet om udbyggelse og uddannelse af et korps og der vil blive nedsat en arbejdsgruppe til at se på dette emne.

Konventets anden mødedag blev indledt med spørgsmål til præsidenten om Konventes funktion.

TIMMERMANS fra det hollandske parlament rejste spørgsmålet om, hvorvidt Konventets medlemmer mundtligt eller skriftligt vil blive informeret om indholdet af den rapport om Konventets arbejde, som Giscard d'Estaing skal fremlægge på Det Europæiske Råds møde i Sevilla. Hertil svarede Giscard d'Estaing, at dette ikke er muligt, da der ikke foreligger en rapport, og der ifølge Laeken-erklæringen er tale om en afrapportering. Duhaemel fra Europa-Parlamentet bad præsidenten om at fortælle om dele af indholdet, hvilket Giscard d'Estaing afslog under henvisning til, at Konventet netop skulle til at diskutere de nationale parlamenters rolle, og dertil kommer det meget vigtige møde med repræsentanter fra civilsamfundet. Ikke før i sidste øjeblik vil Giscard d'Estaing gøre status over, hvor langt Konventet er kommet i sit arbejde, og det var alt for tidligt at forsøge at gøre dette.

VOGGENHUBER fra Europa-Parlamentet kritiserede, at Giscard d'Estaing i sin opsummering af gårsdagens møde ikke havde taget med, at et flertal af talerne ønsker at gøre regeringssamarbejdet om den indre sikkerhed til et fællesskabsanliggende. Derudover var det Voggenhubers opfattelse at over 90 pct. af talerne havde givet udtryk for, at Charteret om grundlæggende rettigheder skal være juridisk bindende, men at Giscard d'Estaing ikke havde nævnt noget om dette. Giscard svarede hertil, at der med opsummeringen ikke er tale om et komplet resumé, og at han for så vidt angår charteret i øvrigt ville overlade det til arbejdsgruppen herom at komme med konklusioner.

SPINI fra det italienske senat spurgte, om man forventer, at Konventet efter at det har udført sit arbejde vil følge regeringskonferencen og de nationale parlamenters ratifikation. Giscard svarede, at det endnu ikke vides på nuværende tidspunkt, men at han forventer, at Konventet selv vil få lejlighed til at gøre sit arbejde færdigt, hvis kvaliteten af Konventets arbejde svarer til det, han håber på.

Under dette punkt blev det meddelt, at listen med arbejdsgrupperne nu foreligger. Som hovedregel har medlemmerne fået tildelt deres førsteprioritet, men da der var for mange tilmeldt visse af grupperne er der nogle, som kun har fået deres anden prioritet. Man er dog ikke gået længere ned end andenprioriteten.

Præsidiet har modtaget to anmodninger fra konventsmedlemmer, der ønsker en liste over kommende arbejdsgrupper. Dette afviste Giscard d'Estaing imidlertid, da det ikke stemmer overens med den måde, Konventet arbejder på. Som det fremgik af gårsdagens session, nedsættes kommende arbejdsgrupper efter debat. Det er klart, at der er behov for flere arbejdsgrupper, men på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at identificere alle de grupper, som der er behov for, da det afhænger af Konventets arbejde. Mødet den forrige dag viste, at der er behov for en arbejdsgruppe indenfor sikkerhed og retlige anliggender. Senere vil der også være brug for en mere teknisk arbejdsgruppe, som skal se på en forenkling af traktaterne, hvilket også er en af Konventets opgaver. Eventuelt vil Amatos arbejdsgruppe om juridisk personlighed blive sat til at beskæftige sig med dette spørgsmål. Der vil også være behov for en gruppe om fællesskabets udenrigspolitik. Derefter vil der formentlig også være flere institutionelle spørgsmål, som kræver at der bliver oprettet arbejdsgrupper. Konventsmedlemmerne kan sidde i to grupper.

På næste møde den 24.-25. juni vil Giscard d'Estaing præsentere arbejdsgruppen om det han betegner som sikkerhed og retlige anliggender og øvrige kalder for søjle tre. På det følgende møde den 11.-12. juli vil gruppen vedrørende udenrigsanliggender blive præsenteret.

For så vidt angår sproget i arbejdsgrupperne, så er udgangspunktet ifølge Laeken-erklæringen, at der arbejdes på alle fællesskabets sprog, dog med forbehold af tekniske vanskeligheder. Arbejdsgruppernes møder vil finde sted i henholdsvis Europa-Parlamentets, Kommissionens og Rådets lokaler. Tolkefaciliteterne er ikke tilstrækkelige til, at der vil være komplet tolkning i alle arbejdsgrupper. For medlemmerne fra kandidatlandene gælder samme sprogordning som i Konventets plenarmøder.

Det er op til arbejdsgruppernes formænd og medlemmer at tage beslutninger vedrørende gruppernes arbejde. De seks formænd fortalte herefter datoerne for gruppernes første møde:

"Juridisk personlighed" v. Amato: tirsdag den 18. juni kl. 15.00

"Subsidiaritetsprincippet" V. Mendez de Vigo: fredag den 7. juni kl. 13.00-15.00

"Charteret" v. Vitorino: 25. juni kl. 15.00

"Økonomisk governance" v. Klaus Hänsch: 7. juni kl. 13.00

"Nationale parlamenter" v. Gisela Stuart: 26. juni kl. 10.30

"Komplementære kompetencer" v. Henning Christophersen: 17. juni kl. 11.00 til ca. kl. 18.00

Hver arbejdsgruppe har to medlemmer af Konventssekretaiatet til at følge arbejdet i gruppen og forberede dokumenter m.m. Det er muligt for medlemmerne at tage én samarbejdspartner, der ikke udtaler sig, med til arbejdsgruppemøderne.

Konventssekretariatet havde udsendt to debatoplæg til dette emne. CONV 67/02 indeholder en oversigt over de nuværende ordninger i medlemsstaternes parlamenter samt en liste over de forskellige forslag, der indtil nu er blevet fremlagt til forbedring af koordineringen mellem de nationale parlamenter. CONV 68/02 er et debatoplæg med fem spørgsmål om de nationale parlamenters rolle i den europæiske struktur. Formålet med debatten var at give Konventet mulighed for at udstikke nogle første retningslinjer for arbejdet i arbejdsgruppen om de nationale parlamenter, der skal gå mere i dybden med spørgsmålene. De spørgsmål, Præsidiet bad konventsmedlemmerne udtale sig om, var:

Efter at Giscard d'Estaing havde orienteret om baggrundsdokumenterne, orienterede Gisela Stuart om det forestående arbejde i arbejdsgruppen om de nationale parlamenter. Der vil specielt være to funktioner vedrørende de nationale parlamenter, som arbejdsgruppen vil gå nærmere ind på. Den første er overvågning af EU's beslutninger, og den anden mere vanskelige funktion er, hvilken rolle de nationale parlamenter skal indtage i det centrale led mellem regeringer på nationalt plan og EU-institutioner.

For så vidt angår overvågningsspørgsmålet vil gruppen undersøge den nugældende praksis i medlemsstaterne, og der vil bestemt indgå et element af best practice. Fremfor at EU fortæller medlemsstaterne, hvordan de skal gribe sagen an, vil der blive tale om at udveksle erfaringer om, hvad der virker bedst teoretisk, men også i praksis. Gruppen vil se på, om nationale parlamenter kan have en større rolle i forbindelse med gennemgang af lovgivning, før den bliver vedtaget. Med andre ord: Hvad er de nationale parlamenters rolle i en europæisk sammenhæng?

Der var 46 på talerlisten og Stuart indskærpede, at medlemmerne måtte overholde taletiden, som i begyndelsen var 3 minutter, men som senere blev sat ned til 2 minutter, hvilket gav anledning til en del kritik.

Der var blandt konventsmedlemmerne overvejende enighed om, at de nationale parlamenter bør indtage en central rolle i EU-samarbejdet. Det blev af flere fremhævet, at EU's demokratiske legitimitet er direkte forbundet med de nationale parlamenters deltagelse i beslutningsprocessen. Der var flere forskellige forslag til, hvordan dette skulle sikres.

Henrik Dam KRISTENSEN fra Folketinget fremhævede, at de nationale parlamentarikere vil diskutere politik, og at de derfor skal have mulighed for at komme ind i den politiske diskussion så tidligt som muligt.

Flere konventsmedlemmer var inde på, at et middel til at hjælpe parlamenterne i deres rolle med at sikre EU-samarbejdets legitimitet er en forbedring af informationen til de nationale parlamenter. Det blev blandt andet foreslået, at der sker en samtidig oversendelse af Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet, Rådet og de nationale parlamenter. Det blev også understreget, at det er vigtigt, at de nationale parlamenter får de relevante dokumenter i tide og ikke er afhængige af at få dokumenterne fra regeringerne.

Det blev endvidere foreslået at oprette et kontor for de nationale parlamenter i Bruxelles.

Kaspar EINEM fra den tyske Bundestag foreslog øget brug af rammebestemmelser, så der er mulighed for, at de nationale parlamenter kan påvirke bestemmelserne.

Lone DYBKJÆR fra Europa-Parlamentet fremhævede, at hvis den parlamentariske kontrol skal være effektiv, bør der være åbne rådsmøder.

Der var generelt enighed om, at det er en god idé at se på bedste praksis for parlamentarisk kontrol med regeringernes EU-politik. Fra flere sider blev der udtrykt sympati for den nordiske model med forudgående kontrol af regeringens europapolitik.

Der var dog flere af medlemmerne, som påpegede, at spørgsmålet om de nationale parlamenters kontrol med deres regeringers EU-politik ikke bør være et spørgsmål, som reguleres af EU, men at det er op til de enkelte landes egne europaudvalg og regeringer at finde frem til en ordning. Blandt andet Henrik Dam KRISTENSEN understregede, at det er op til de nationale parlamenter at afgøre, hvordan kontrollen med deres regeringer skal forløbe, men at det er en god idé at udveksle inspiration og ideer. Jürgen MEYER fra den tyske Bundestag fremhævede, at den parlamentariske kontrol med regeringen er nedfældet i den tyske forfatning, så det er ikke et spørgsmål, der kan reguleres via EU.

EARL of STOCKTON fra Europa-Parlamentet mindede om, at de forskellige parlamenter er yderst forskellige med hensyn til tradition, historie, valgsystemer og forfatningsmæssige beføjelser, og han advarede derfor mod, at man på Konventet forsøger at presse de mange varierede former for parlamentarisk kontrol sammen til én procedure. Man risikerer at miste borgernes støtte og tillid. Repræsentanterne fra de nationale parlamenter skal passe på med ikke at være selvtilfredse, men skal se på deres metoder med objektive øjne.

John BRUTON fra det irske parlament støttede et svensk forslag om at samle et katalog over metoder, da der er behov for at se på, hvordan metoderne fungerer i praksis.

BORELL fra det spanske parlament kritiserede metoden med forhåndskontrol af regeringernes EU-politik, idet han mener, at den besværliggør Rådets arbejde. Dette blev afvist af LEKBERG fra den svenske Riksdag, der henviste til, at metoden tværtimod medvirker til at skabe fleksibilitet og styrke regeringsrepræsentanterne, da de herigennem får opbakning til at agere i Rådet.

Flere af konventsmedlemmerne var inde på at styrke COSAC-samarbejdet.

Blandt andet DINI fra det italienske senat foreslog, at dette kunne gøres ved at oprette et fast lille sekretariat i tilknytning til COSAC. Baroness SCOTLAND of Astahal fra UK's regering udtalte sig også til fordel for, at COSAC-samarbejdet skal udbygges, og fremførte, at UK vil komme med et bidrag om de nationale parlamenters rolle, der bl.a. går ud på at lade de nationale parlamenter overvåge subsidiaritetsprincippet

Ben FAYOT fra Luxembourgs parlament påpegede, at der er visse svagheder ved COSAC-samarbejdet. Selvfølgelig kan man udstyre COSAC med et fast sekretariat, men der er også behov for at se på beslutningsprocedurerne. Ben Fayot mente også, at der bør være mulighed for at nedsætte konventer til diskussion af større emner.

John BRUTON mente, at kommissærer regelmæssigt bør deltage i de nationale europaudvalgs møder via video-link. Video-link muligheder bør være standardudstyr i alle EU's nationale parlamenter, og kommissærer bør afsætte to dage om måneden til sådanne møder.

Kommissær Michel BARNIER foreslog bl.a., at kommissærerne skal inviteres til at deltage i de nationale parlamenters arbejde med implementeringen af direktiver for at forklare direktivernes baggrund og formål. I visse særlige tilfælde skal de nationale parlamentarikere og medlemmer af Europa-Parlamentet arbejde sammen i en kongres - f.eks. i forbindelse med forberedelse af traktatændringer.

Konventsmedlemmerne var imod etableringen af en ny institution til de nationale parlamentarikere. Der var generelt enighed om, at en ny institution vil skabe ubalance og gøre systemet mindre effektivt. I stedet bør procedurerne ændres eller de eksisterende fora som f.eks. COSAC udnyttes.

Henrik Dam KRISTENSEN fremhævede, at det, Konventet skal tage stilling til, er, hvordan den mest effektive inddragelse af de nationale parlamenter sikres, uden at de udvikles til et demokratisk vedhæng ved siden af de øvrige EU-institutioner. Vi har ikke brug for nye EU-paladser eller svært gennemskuelige sammenhænge. Henrik Dam Kristensen understregede, at der ikke skal etableres et nyt kammer, hvilket vil resultere i kamp om beføjelser m.m.

Peter SKAARUP mente, at der ikke bør oprettes nye institutioner i EU for at give de nationale parlamentarikere en platform, men at der bør repareres på de eksisterende forhold. Peter Skaarup ser allerhelst, at Europa-Parlamentet får beskåret sin magt eller måske endda reelt bliver afskaffet, da selve ideen om en repræsentativ forsamling for europæere er en "uting". Demokratiet forudsætter et folk med en vis kulturel og sproglig ensartethed.

John BRUTON gik et skridt videre med spørgsmålet om, hvorvidt det er ønskeligt at etablere en ny institution til de nationale parlamenter, hvilket han var imod, idet han foreslog, at man kan lægge Regionsudvalget sammen med ØSU. Bruton fremhævede i øvrigt, at der bør gøres meget mere brug af Europarådets parlamentariske forsamling som et forum for europæisk politik. Denne idé fik støtte fra blandt andet René VAN DER LINDEN fra det hollandske parlament.

Flere konventsmedlemmer fremførte, at de nationale parlamentarikere bør have udvidede beføjelser, og pegede på, at de kan have en rolle at spille i forbindelse med overvågning af subsidiaritetsprincippet.

Blandt andet Henrik Dam KRISTENSEN mente, at de nationale parlamentarikere vil kunne give et væsentligt bidrag til håndhævelse af subsidiaritetsprincippet, hvilket også Michel BARNIER fra Kommissionen gav udtryk for.

FINI fra den italienske regering talte for, at de nationale parlamenter skal indkobles i beslutningsproceduren, og fremhævede i den forbindelse Lamassoure-betænkningen, der forudser muligheden for, at de nationale parlamenter kan spille en rolle efter vedtagelse, men før ikrafttræden. Linda MC AVAN fra Europa-Parlamentet mente, at de nationale parlamentarikere bør involveres tidligt i processen. Eventuelt kan de nationale parlamenter få en rolle at spille i forbindelse med den forudgående diskussion af Kommissionens arbejdsprogram, og de kan eventuelt få adgang til at komme med en udtalelse, der er juridisk bindende for Kommissionen, men dette må diskuteres nærmere.

Peter SKAARUP fra Folketinget hilste enhver magtforskydning fra Europa-Parlamentet til de nationale parlamentarikere velkommen. EU kan vanskeligt legitimeres gennem et parlament, der skal dække 16 eller snart 25 nationaliteter med lige så mange forskellige sprog, og det er en utopi at forestille sig, at Europa-Parlamentet nogensinde vil kunne spille samme rolle i EU som et nationalt parlament i nationalstaten.

Lone DYBKJÆR fra Europa-Parlamentet foreslog, at de nationale parlamentarikere kan involveres i udvælgelsen af kommissærer eller udpegning af Kommissionens formand, hvilket er en mulighed, der bør undersøges nærmere. De nationale parlamentarikere bør dog ikke kun have mere at sige i forhold til institutioner, men også politikker. For eksempel bør de også samles for at diskutere miljøpolitik, subsidiaritet, kompetencer og måske endda også udenrigs- og sikkerhedspolitik. Lone Dybkjær foreslog endvidere obligatoriske høringer over artikel 308.

Jens-Peter BONDE fra Europa-Parlamentet foreslog, at ethvert EU-lovforslag fremover skal behandles parallelt i de nationale parlamenter, og at et nationalt parlament skal kunne nedlægge veto i vitale spørgsmål, hvis det vedtages i parlamentet og forsvares af statsministeren på et efterfølgende EU-topmøde. Vetoet kan eventuelt ændres til en undtagelse. Jens-Peter Bonde foreslog endvidere, at de nationale parlamenters relevante fagudvalg skal mødes regelmæssigt og gennemgå det relevante kapitel i lovgivningsprogrammet. De nationale parlamenter skal vedtage lovprogrammet, og for hvert lovforslag skal parlamenterne afgøre hjemmelen i traktatgrundlaget. På denne praktiske måde vil nærhedsprincippet blive styret nedefra og op i stedet for oppefra og ned.

Michel BARNIER foreslog, at man under visse betingelser kan knytte to medlemmer af parlamentet til regeringernes arbejde i Rådet i forbindelse med lovgivningsprocessen. Dette forslag blev kritiseret af René VAN DER LINDEN fra det hollandske parlament, der ikke kunne gå ind for denne ide om at medbringe nationale parlamentarikere til rådsmøderne, idet han påpegede, at der så vil være 81 talere, før der kan træffes beslutninger.

Giscard d'Estaing opsummerede yderst kort, at der havde været tale om en interessant debat med mange forslag til forbedringer, og at han så frem til resultatet fra arbejdsgruppen om de nationale parlamenter.

Giscard d'Estaing orienterede derefter om Konventets kommende møde med repræsentanter for civilsamfundet og understregede vigtigheden af, at medlemmerne deltager i dette møde. NGO'erne vil få ordet gruppevis, hvorefter der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Der vil blive udsendt et dokument med en oversigt over tid og sted for kontaktgruppernes møder.

Konventets næste plenummøde er mandag den 24. juni kl. 14.30 og tirsdag den 25. juni kl. 9.30.

Med venlig hilsen

Marianne Treumer Andersen