Tale om nationale parlamenters rolle i den europæiske institutionelle ramme, ved Ivar Hansen 8/6-02

Ærede formænd for Senatet og Deputeretkongressen, kære kolleger

Lad mig allerførst takke vore to gæstfri spanske værter for, at de har påtaget sig det store arbejde med at afholde denne konference. Vi takker for deres gæstfrihed og for den effektive forberedelse af mødet.

Jeg har med glæde taget imod Deres opfordring til at udarbejde en rapport om de nationale parlamenters rolle i den europæiske institutionelle ramme. Jeg håber, at den giver en tilfredsstillende beskrivelse af den seneste udvikling omkring de nationale parlamenter og den aktuelle problemstilling i Den Europæiske Union vedrørende parlamenterne.

Jeg vil nu trække nogle hovedlinjer op vedrørende EU-samarbejdet og de nationale parlamenters rolle. Afslutningsvis skal jeg nævne nogle ideer vedrørende parlamenternes fremtidige arbejde med EU-spørgsmål.

Ja, jeg synes der er problemer!

Valgdeltagelsen ved valgene til Europa-Parlamentet viser en stadig faldende tendens, og er nu nede på omkring 50 pct. for EU som helhed. Hertil kommer de negative resultater af folkeafstemningerne i Irland om Nicetraktaten og i Danmark om euroen. Begge er krisetegn for det europæiske samarbejde.

På topmødet i Laeken i december 2001 stillede man således en klar diagnose vedrørende holdningerne til EU: "Borgerne finder, at alt for mange beslutninger i EU træffes hen over hovedet på dem. Borgerne ønsker en bedre demokratisk kontrol med EU".

Man kunne givetvis også have stillet andre diagnoser. I Kommisionens hvidbog fra august 2001 om nye styreformer i EU, siges det direkte, at mange europæere føler sig fremmedgjorte over for Unionens arbejde på trods af de resultater, der er skabt i Unionen.

Det vigtigste er imidlertid, at vi er opmærksomme på problemerne og åbne over for nye løsningsmuligheder, samtidig med at vi går i dialog med befolkningerne. Så skal der nok findes en løsning.

Jeg tror, at EU-samarbejdet står ved en vigtig milepæl i sin snart 50-årige historie og det er ikke kun udvidelsen jeg tænker på. Et af de andre store spørgsmål som regeringskonferencen i 2004 skal tage stilling til er, hvordan vi kan styrke de nationale parlamenters rolle i fremtidens EU.

Der påhviler os - de nationale parlamenter - et særligt ansvar. Vi er de nærmeste til at igangsætte en offentlig debat blandt borgerne om Unionens fremtid og dens demokratiske legitimitet eller berettigelse i forhold til borgerne. Det er jo netop det sidste spørgsmål, nemlig berettigelsen i forhold til Unionens borgere, der skal forklares bedre. Selv er jeg ikke i tvivl om, at den europæiske integration har skabt stabilitet, fred og økonom isk velstand.

Man kan sige, at de nationale parlamenter udgør det vigtigste led i kæden mellem befolkningerne og EU-beslutningerne.

De nationale parlamenters rolle drøftes for tiden i det 105 mand store konvent om Europas fremtid, der skal forberede regeringskonferencen i 2004

I Laeken erklæringen fra topmødet i december 2001 stilles der følgende spørgsmål vedrørende parlamenternes demokratiske legitimitet, som konventet er bedt om at tage stilling til:

• Skal parlamenterne være repræsenteret i en ny institution ved siden af Rådet og Europa-Parlamentet?
• Skal de have en rolle på de områder, hvor Europa-Parlamentet ikke har nogen kompetence?
• Skal de koncentrere sig om kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne for eksempel ved forudgående kontrol af, om nærhedsprincippet overholdes?

Så der er altså lagt op til, at der skal ske ændringer i de nationale parlamenters rolle i fremtidens Europa. Spørgsmålet er blot hvilke ændringer, der bliver tale om.

Men uanset hvilken rolle vi i fremtiden bliver enige om for de nationale parlamenter, vil de stadig skulle påvirke og kontrollere deres regeringer på EU-området, selvfølgelig afhængig af hvilken model de enkelte medlemslande selv vælger.

COSAC-samarbejdet har været en god platform for udveksling af synspunkter og ideer om generelle EU-spørgsmål for landenes EU-politikere. Men COSAC har endnu ikke, som det fremgår af min rapport, benyttet lejligheden til at behandle EU-lovforslag. Det er nok en svaghed ved dette samarbejde.

Under det seneste COSAC-møde i Madrid i maj måned blev man imidlertid enige om, at der skulle udarbejdes et oplæg til et mere effektivt COSAC, der sætter fokus på de nationale parlamenters rolle.

I den forbindelse vil jeg nævne, at den franske delegation på mødet i Madrid gik så vidt som at erklære COSAC for død i sin nuværende form. Frankrig mener ikke, at samarbejdet lever op til forventningerne. Det var Frankrig der i 1989 var initiativtager til COSAC, men nu erklærer man altså organisationen for død. Tretten år efter.

Jeg vil nu ikke gå så vidt i min vurdering af COSAC-samarbejdet som Frankrig. Men der var tilsyneladende en udbredt tilslutning til at reformere og styrke samarbejdet blandt de deltagende delegationer på Madrid-mødet.

Det vil jeg gerne erklære mig enig i.

Vi vil under det kommende danske formandskab arbejde på at styrke det, og håber at der under COSAC-mødet i København i oktober måned kan blive taget nogle vigtige beslutninger i den retning. Jeg skal senere vende tilbage hertil i mit indlæg.

Svaret er ja!

Medlemmerne af de nationale parlamenter er tættest på borgerne og de er valgt til at udpege og påvirke regeringerne. Derfor bør de også i højere grad end nu være med til at træffe de egentlige beslutninger angående borgenes hverdag, der træffes i Den Europæiske Union.

Vi må huske på, at skillelinjerne mellem indenrigspolitik og EU-politik i dag næsten er forsvundet. Mange EU-regler angår borgernes hverdag og blev tidligere fastsat ved national lovgivning. Derfor kan meget tale for, at vi under respekt for Europa-Parlamentets, EU-Kommissionens og Ministerrådets beføjelser finder nogle nye relationer i kompetencefordelingen mellem EU og de nationale parlamenter.

Og det er jo også det der er hovedindholdet i de spørgsmål der rejses i den tidligere nævnte Laeken-erklæring fra december 2001. Men vi mangler stadig konkret indhold i den nye kompetencefordeling mellem nationalstaternes parlamenter og EU. Men meget tyder på, at det især bliver nærhedsprincippets overholdelse i EU-lovgivningen, der bliver de nationale parlamenters nye arbejdsområde.

Mange spørger sikkert om den store udfordring, der ligger i at få et udvidet EU med 10-12 nye medlemsstater til at fungere effektivt. Især hvis – eller når – de nationale parlamenter inddrages yderligere i beslutningerne i EU.

På EU-plan har man som bekendt taget højde for udvidelsen ved at vedtage Nicetraktaten, der tilpasser EU-institutionerne organisatorisk til den udvidede medlemskreds. Herved bliver det muligt at opretholde effektiviteten, også efter udvidelsen.

På nationalt plan kan man med tilfredshed konstatere, at EU’s effektivitet ikke er faldet – snarere tværtimod – selvom EU’s medlemskreds er blevet udvidet og de nationale parlamenters indflydelse er øget.

Lad mig tilføje, at de landes parlamenter, der nok er mest involveret i EU-spørgsmål, nemlig mit eget land og Sverige og Finland, er blandt de lande der er hurtigst til at gennemføre EU-lovgivning i national ret, og har de færreste sager ved EF-Domstolen. Der er tilsyneladende ikke mangler i effektiviteten her.

Det er alene et spørgsmål om, at indrette sig hensigtsmæssigt.

Men det kan da ikke udelukkes, at det bliver nødvendigt at tilpasse selve COSAC-samarbejdet, når der kommer så mange nye medlemmer. Måske skal vi gå over til flertalsbeslutninger i dette organ?

Det er et godt spørgsmål. Som før nævnt drejer det sig i hovedtræk om, hvorvidt der skal skabes en ny institution ved siden af Rådet og Europa-Parlamentet og (eller) om parlamenterne eksempelvis skal koncentrere sig om forudgående kontrol af nærhedsprincippets overholdelse. Det må forventes, at konventet færdiggør sit arbejde medio næste år.

Men allerede før konventet blev nedsat var der en livlig debat på europæisk plan om netop de nationale parlamenters eller parlamentarikeres inddragelse i EU-politikken. Men der bør også finde en livlig offentlig debat sted i Danmark. Denne debat bør vi under hele processen inspirere til så konventet får et folkeligt mod- og medspil.

Jeg skal kort trække hovedlinjerne op i begge debatter og slutte af med at fremføre, hvad der er kommet af "kvalificerede ideer" til styrkelse af de nationale parlamenter.

Specielt franske, britiske og tyske politikere har gjort sig til talsmænd for, at man opretter en kollektiv repræsentation for de nationale parlamenter på europæisk plan – enten i form af et andetkammer til Europa-Parlamentet eller som et selvstændigt organ.

Andre har blankt afvist ideen om at der oprettes nye institutioner, idet det kun kan besværliggøre EU’s i forvejen meget komplicerede beslutningsproces. De mener, at man i stedet bør koncentrere sig om at styrke de nationale parlamenters muligheder for at kontrollere regeringens EU-politik derhjemme – bag landegrænserne. Europa-Parlamentet gør sig ikke overraskende til fortaler for dette synspunkt i den såkaldte Napolitano-betænknin 2002.

Den tyske udenrigsminister Joscha Fischer var den første til at tage hul på ideen om et lovgivende andetkammer af nationale parlamentarikere. Det gjorde han i en tale i Berlin i maj 2000. Fischer foreslog, at man involverede repræsentanterne fra de nationale parlamenter direkte i EU’s lovgivningsproces via et lovgivende tokammersystem.

En anden model, som flere efterhånden har talt for, er fremført af den britiske premierminister Tony Blair på en tale i Warszawa i oktober 2000. Blair taler om oprettelsen af et andetkammer bestående af nationale parlamentarikere, der overvåger overholdelsen af næhedsprincippet og kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene.

Det franske senats repræsentant i konventet, Hubert Haenel, har også talt for en sådan model, hvor andetkammeret erstatter COSAC, og overtager dette organs funktion.

I stedet for etableringen af et egentligt andetkammer har det også været fremme at styrke COSAC-samarbejdet, således at dette organ kunne overvåge overholdelsen af nærhedsprincippet. Dette synspunkt har den tidligere danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen fremført i en tale i Prag i sommeren 2001. Andre har foreslået, at man styrkede COSAC ved at opbygge et permanent sekretariat, til betjening af de nationale parlamentarikere.

Det danske Folketing har ikke tilendebragt drøftelserne om fremtidens Europa. Men jeg tror alligevel godt, at vi kan sige, at ideen om et egentligt andetkammer næppe vinder tilslutning. Det vil blot gøre hele opbygningen af EU-institutionerne og hele lovgivningsprocessen endnu mere kompliceret.

På COSAC-mødet i Madrid den 12.-14. maj foreslog den danske delegation, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter sammen styrker demokratiet i Europa, at COSAC kan omdøbes til "Parlamenternes Forum", der får øgede beføjelser gennem et mere formaliseret samarbejde mellem de nationale parlamenter, der omfatter vigtige emner og lovforslag og at COSAC (eller Parlamenternes Forum) får et fast sekretariat. Hert il kommer, at det ville være ønskeligt om det nye forum kunne træffe egentlige flertalsbeslutninger. Der var bred opbakning til det danske forslag eller dele deraf.

Jeg synes, at forslaget indeholder så mange gode elementer, at der absolut kan arbejdes videre med det.

Jeg vil også gøre opmærksom på, at den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen på den årlige Europakonference i Danmark arrangeret af Kommissionen og Europa-Parlamentet den 24. maj i år, kom med nogle lignende tanker vedrørende styrkelse af de nationale parlamenter.

Den danske statsminister er imod, at der opbygges nye lovgivende EU-institutioner, der gør lovgivningsprocessen endnu mere besværlig.

Statsministeren går ind for at der oprettes et forum, som en slags videreudvikling af COSAC, af nationale parlamentarikere som løbende kan evaluere EU-institutionernes lovgivende virksomhed, og herunder forvaltningen af både nærheds- og proportionalitetsprincipperne.

Eksempelvis kunne forummet op til hvert møde i Det Europæiske Råd dels udtale sig om EU-institutionernes respekt for nærheds- og proportionalitetsprincippet og dels om lovgivningen generelt.

Det foreslås også, at forummet med kvalificeret flertal skal kunne gribe ind i konkrete retsakter, og eventuelt gå til EF-Domstolen for at få retsakten prøvet der.

Statsministeren påpeger i sit oplæg vigtigheden af, at det ikke er EU-institutionerne selv, der sikrer at nærheds- og proportionalitetsprincippet overholdes. Derimod er der behov for en politisk kontrol, som er uafhængig af EU-institutionerne selv.

Muligheden for, at de enkelte nationale parlamenter skulle have beføjelser til at gå direkte til EF-Domstolen for at afprøve kompetencefordelingen og principperne om nærhed og proportionalitet og måske oven i købet brugen af den berømte "gummiparagraf" (art. 308), nævnes også.

Den danske statsminister præciserer, at det afgørende ikke er den konkrete model. Der er blot givet nogle eksempler på, hvordan man kan styrke de nationale parlamenter. Det afgørende er at der findes en løsning der på en gang styrker de nationale parlamenter og sikrer en stærkere politisk kontrol med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Jeg kan tilføje, at Kommissionen i sit oplæg til konventets videre arbejde af 22. maj i år også opererer med, at der bør finde en ekstern kontrol af nærheds- og proportionalitetsprincippet sted. Kontrollen skal ikke være systematisk, dvs. den skal ikke omfatte alle retsakter, men kun de særlige tilfælde, hvor der er virkelig tvivl om princippernes overholdelse. Kontrolproceduren skal være hurtig og effektiv, det vil sige ikke s trække sig over mere end 2-4 uger. Endelig skal kontrollen finde sted i slutningen af lovgivningsproceduren.

Kommissionen tager ikke stilling til, om kontrollen skal være politisk eller juridisk. Begge muligheder står åbne. Endelig nævner Kommissionen heller ikke direkte, om det skal være de nationale parlamenter, der skal forestå dette arbejde. Men mon ikke det kan fortolkes i den retning.

Afslutningsvis er det min opfattelse, at meget peger i retning af, at der vil ske en styrkelse af de nationale parlamenters rolle i EU-politikken og herunder i selve EU-lovgivningen. Hvor omfattende den bliver, kan ikke siges endnu. COSAC-mødet i København til oktober og resultatet af konventets drøftelser, vil selvsagt spille en afgørende rolle.

Demokratiet på europæisk plan kan kun blive styrket af, at de nationale parlamenter får en større rolle. Kun derved kan vi i realiteten nå det fælles mål – at bringe Unionen så tæt på borgerne, at de kan forstå, identificere sig med og aktivt indgå i den europæiske integrationsproces.

Tak for Deres opmærksomhed.