Referat af mødet i Det Europæiske Konvent 15.-16/4 02

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Det Europæiske Konvent trådte sammen for tredje gang den 15. – 16. april 2002.

Temaet for dette møde var EU’s opgaver, herunder spørgsmålet om et kompetencekatalog. Desuden drøftede man kort udpegelsen af ungdomskonventets medlemmer. Forud for mødet havde konventssekretariatet udsendt et oplæg fra Præsidiet med fire spørgsmål om EU’s opgaver, som konventsmedlemmerne kunne overveje nærmere. En række medlemmer ønskede udvidede beføjelser for EU inden for områder som den fælles g sikkerhedspolitik, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og terrorisme, asyl og indvandring mv., mens et mindretal ønskede visse områder af samarbejdet renationaliseret, bl.a. visse elementer af landbrugs- og miljøsamarbejdet, uddannelse, kultur mv. Der var generel enighed om, at nærhedsprincippet og til en vis grad også proportionalitetsprincippet samt princippet om solidaritet/social samhørighed burde være retningsgivende for afgrænsningen af arb ejdsområderne mellem EU og medlemsstaterne, om end mange også erkendte, at nærhedsprincippet ikke fungerer tilfredsstillende. Der var en vis opbakning til en idé om at nedsætte et politisk organ, der kunne bedømme, om et konkret forslag overholdt nærhedsprincippet. Idéen om en nedskrevet kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne blev forkastet fra stort set alle sider med en understregning af, at man bør bevare princippet om, at alt, som ikke udtrykkeligt er overladt til EU, fortsat er medlemsstaternes kompetence. Forslaget om en endelig afgrænsning af EU’s kompetencer og arbejdsområder blev også entydigt afvist, idet EU-samarbejdet har brug for at kunne udvikle sig fleksibelt i en foranderlig verden. Vedrørende ungdomskonventet blev det betonet, at man burde tilstræbe en så ligelig fordeling som muligt af køn, politisk anskuelse, uddannelse og erhverv mv., så forsamlingen så vidt mul spejlede ungdommen i dag.

Det Europæiske Konvent trådte sammen for tredje gang mandag den 15. og tirsdag den 16. april 2002. Forud for mødet havde Konventssekretariatet udsendt et debatoplæg (CONV 16/02) om EU’s opgaver med fire spørgsmål, som medlemmerne blev opfordret til at tage udgangspunkt i under deres indlæg:

Som et forsøg indførtes en ordning, hvor medlemmerne fik lejlighed til kort at kommentere de forgående indlæg efter ca. hvert femte indlæg for at skabe en mere livlig debat. En anden nyskabelse var, at repræsentanterne for ansøgerlandene for første gang fik mulighed for at udtrykke sig på deres eget sprog. Deres indlæg blev oversat af ansøgerlandenes egne translatører til et af EU-sprogene og herefter videreoversat til de &osla sh;vrige officielle sprog af Europa-Parlamentets translatører. Man fornemmede, at det betød en del for ansøgerlandenes repræsentanter ikke blot praktisk, men også følelsesmæssigt at kunne udtrykke sig på deres eget sprog.

En række talere henviste under deres indlæg til en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Kommissionen (Eurobarometer 56) om fremtidens Europa (vedlagt som bilag). Den viser bl.a., at et flertal af befolkningen ønsker en hurtigere integration af Europa, samt at befolkningen nærer større tillid til EU (53% har tillid til EU) end til deres nationale regeringer (48%).

Ifølge undersøgelsen nyder EU’s beføjelser inden for hovedområder som den fælles valuta, den fælles udenrigspolitik og en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik bred støtte i befolkningerne i EU, og 9 ud af 10 nævnte fred i Europa, bekæmpelse af arbejdsløshed, organiseret kriminalitet og narkosmugling, fattigdom og social udstødelse samt kvaliteten af fødevarer som områder, der burde være EU’s hove . Omvendt var der flertal blandt befolkningerne for, at områder som uddannelse, sundhed og social sikkerhed samt politi og retsvæsen burde høre til medlemsstaternes kompetence.

I forlængelse af debatten på de nationale parlamentarikeres formøde (jf. Info-note I 120) var en række talere inde på afgrænsningen mellem EU’s opgaver eller mål og EU’s kompetencer, og flere opfordrede til, at man i første omgang fik fastlagt målene, før man gik videre med diskussionen af kompetencerne. Alligevel blev EU’s mål og kompetencer blandet noget sammen under de videre drøftelse ed til dels forskud på de drøftelser om, hvordan EU løser sine opgaver, som skal være temaet for konventsmødet i maj.

Mange talere var positive over for vedtagelsen af en føderal forfatning eller lignede for EU med en opremsning af EU’s værdier og grundlæggende rettigheder - samt en fastlæggelse af kompetencer og de enkelte opgaver i en særskilt traktat. Den sidste del skulle efter nogles mening være nemmere at ændre i lyset af tidens ændrede krav end EU’s mål, som burde være mere konstante. En del talere mente, at man burde afskaffe ed de tre søjler og integrere søjle 2 og 3 i "det rigtige" overnationale EU-samarbejde. Nogle nævnte endvidere, at det ville være ønskeligt, om EU fik egentlig juridisk personlighed.

En del talere ønskede et EU baseret på værdier som respekten for fundamentale rettigheder og retsstatsprincippet ("rule of law"). Matti VANHANEN (Finland) advarede dog mod nogle taleres ønske om at integrere EU’s charter om fundamentale rettigheder i traktaten uden først at undersøge, hvad det ville betyde for medlemsstaterne, idet han forudså problemer i forhold til visse landes forfatninger.

Mange talere nævnte, at EU først og fremmest var og burde vedblive at være et fredens projekt, og henviste til den store succes EU havde haft på dette område. På denne baggrund talte en række repræsentanter for det ønskelige i, at EU i højere grad spillede en rolle internationalt, der svarede til Unionens økonomiske formåen. "Verden venter meget af EU" på denne front, mente nogle. Et par talere fremf&oslas h;rte dog, at EU ikke alene kunne gøres ansvarlig for verdensfreden, men der var stort set enighed om, at EU burde gives de nødvendige redskaber for at gøre sig mere gældende udadtil. Alain LAMASSOUR (MEP) mente, at der i præambelen burde stå noget om, at Europa er frihedens kontinent, samt at man beklagede fortidens imperialisme og kolonialisme. Det fik et andet medlem af Europa-Parlamentet (MUSCARDINI) til at sige, at man omvendt ikke burde have mindreværdskomp lekser over at være europæer.

Et stort antal talere ønskede større beføjelser for EU navnlig hvad angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, asyl- og indvandringspolitikken, bekæmpelsen af terrorisme/narkotikahandel/grænseoverskridende organiseret kriminalitet, miljø og fødevaresikkerhed. Hvad udenrigspolitikken angår, betegnedes den nuværende struktur som ineffektiv og forvirrende, ikke mindst i lyset af, at EU har flere talerør på omr&a ring;det, heriblandt den skiftende rådsformand, Rådets Høje Repræsentant (Solana), Kommissionens formand (Prodi) og udenrigskommissæren (Patten).

Nogle ønskede endvidere et fælles retsvæsen og politi og en udøvende rolle for Europol, som skulle lægges ind under Europa-Parlamentets kontrol. En række repræsentanter navnlig fra ansøgerlande nævnte desuden en fælles grænsekontrol som et prioritetsområde for EU, da disse lande fremover vil udgøre størstedelen af EU’s ydre grænse mod øst. Et par medlemmer talte for en fælles beskatning eller epolitik uden dog at komme nærmere ind på, hvad det konkret skulle indebære. Kun få nævnte den fælles forsvarspolitik som et område, der burde integreres fuldt ud i EU-samarbejdet. Et par talere nævnte endelig nødvendigheden af en økonomisk regering eller lignende til at tackle de udfordringer, som globaliseringen og de negative sider af det indre marked medfører for borgerne i EU.

Nogle talere ønskede herudover at renationalisere en række områder som f.eks. dele af landbrugs- og miljøpolitikken, ligesom de beføjelser, som EU "havde tiltaget sig" på bl.a. uddannelses- og kulturområderne, burde føres tilbage til medlemsstaterne. EU skulle ikke blot udvide sine kompetencer i alle retninger. Det fik andre talere til at indvende, at den økonomiske integration var irreversibel, og at det kun var graden af den politiske integration, det var relevant at diskutere.

En række talere mente ikke, man skulle sende opgaver tilbage til medlemsstater, men i stedet se på arbejdsfordelingen mellem EU og medlemsstaterne ved løsningen af en konkret opgave. Man burde således gå bort fra detailreguleringen i EU og indføre en decentralisering som det i øjeblikket gennemføres nationalt. Henrik DAM KRISTENSEN m.fl. gik ind for, at EU i højere grad benyttede rammelovgivning og overlod gennemførelsen til de regionale myndigheder, som kunne udforme reguleringen i respekt for de enkelte landes traditioner og kultur. Det ville omvendt kræve, at man tillagde Kommissionen større kontrolbeføjelser. Flere nævnte Lissabon-processen og den åbne koordinationsmetode som eksempler til efterfølgelse også på andre områder.

En række talere, deriblandt Henning CHRISTOPHERSEN, mente man burde tage udgangspunkt i de succeser, som samarbejdet i EU har frembragt, og at man ikke skulle starte forfra med at definere EU’s opgaver. En enkelt taler mente ikke tiden var moden til at drage nye politikker ind i EU-samarbejdet – i stedet burde man først og fremmest arbejde på at konsolidere det udvidede samarbejde på bl.a. det retlige og indre område, som var føjet til med Maastricht- og ktaterne.

Som eksempler på områder, der alene hører ind under medlemsstaternes ansvar, nævnte bl.a. Henning CHRISTOPHERSEN den interne organisering af staten, indre politiske og administrative strukturer, fordelingspolitikken, indkomsskattetpolitik, skolepolitik, forholdet mellem stat og kirke, kompetencefordelingen mellem stat, amter og kommuner og forholdene for de kulturelle institutioner. En del talere nævnte navnlig kultur og uddannelsesområdet som områ der, der burde være forbeholdt medlemsstaterne.

På det sociale område var der nogenlunde enighed om at bevare den sociale fordelingspolitik på medlemsstaternes hænder, mens nogle talte varmt for at overlade en vis koordinering af social- og arbejdsmarkedspolitikken til EU, hvilket angiveligt skulle stemme overens med befolkningens ønsker ifølge det seneste Eurobarometer (se bilag). En taler nævnte, at arbejdsmarkedet slet ikke var mobilt nok i forhold til behovet, og at dette problem ikk e kunne løses uden fælles standarder på uddannelses- og sundhedsområderne samt området social sikkerhed. Giscard D’ESTAING undrede sig over det paradoks, at EU’s borgere efter det seneste Eurobarometer ønskede, at EU skulle beskæftige sig med områder, hvor ingen ønsker at tildele Unionen beføjelser, f.eks. socialpolitikken.

Vedrørende sundhedspolitikken var meningerne delte. Nogle ville forbeholde området for nationalstaterne. Andre mente visse aspekter burde høre ind under EU.

Overordnet set kan man vel konkludere, at der var rimelig enighed om at bevare de kompetencer hos EU, som Unionen allerede har (bortset fra et par talere, der som nævnt ønskede en vis renationalisering, men de udgjorde et mindretal). Desuden var der nogenlunde enighed om, at EU ikke skal have udvidet sine beføjelser ubegrænset. I den nærmeste fremtid bør samarbejdet efter de flestes mening således kun udvikle sig yderligere inden for det udenrigs- og sikkerhed spolitiske samarbejde samt den del af samarbejdet inden for det retlige og indre område, som omhandler bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og terrorisme og i et vist omfang også asyl og indvandring.

På spørgsmålet om, hvilke kriterier der skulle gælde for fastlæggelsen af EU’s opgaver, var der stor enighed om, at nærhedsprincippet bør være et bærende princip, mens nogle også nævnte proportionalitetsprincippet og et par talere endvidere nævnte princippet om solidaritet (heriblandt især ansøgerlandene) og social samhørighed, deriblandt He CHRISTOPHERSEN. Der var dog også enighed om, at nærhedsprincippet i dag ikke fungerer tilfredsstillende, er uforståeligt for borgeren og de regionale myndigheder, samt at der hersker almindelig forvirring om, hvad nærhedsprincippet egentlig betyder. Nogle talte ligefrem om, at princippet havde spillet fallit og måtte omdefineres.

En del talere støttede derfor Neil MACCORMICKs (MEP) forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe under konventet til at se nærmere på nærhedsprincippets indhold og en evt. nedsættelse af et politisk eller andet kontrolorgan. Jens-Peter BONDE mente desuden, at arbejdsgruppen burde gennemgå det eksisterende acquis i lyset af nærhedsprincippet og komme med forslag til, hvad der kan sendes tilbage til medlemsstaterne.

En række talere (bl.a. kommissær Antonio VITORINO) støttede Erwin TEUFELs (Tyskland) forslag om at oprette et politisk kontrolforum bestående af f.eks. nationale parlamentarikere til at afgøre tvister om, hvorvidt princippet er overholdt i et konkret forslag fra Kommissionen. Argumentet herfor skulle bl.a. være, at nærhedsprincippet i lige så høj grad er et politisk som et juridisk begreb. Nogle talere ville også lade medlemmer af Europa-Parlamentet sidde i kontrolorganet. Henrik DAM KRISTENSEN ville tildele de nationale parlamentarikere en vis rolle i overvågningen af nærhedsprincippets overholdelse uden oprettelse af et "2. kammer" eller lignende. Enkelte mente, denne kompetence mere naturligt måtte ligge hos EF-Domstolen.

Mange talere var inde på det demokratiske underskud i EU og hvad der burde gøres for at højne befolkningens forståelse for og viden om EU. Det fik Giscard d’ESTAING til at bemærke på et tidspunkt, at EU pr. definition er det led, der er længst væk fra borgeren, og at behovet for nærhed bør tilfredsstilles på andre niveauer. EU skal være mere tydeligt og forståeligt for borgerne, men ikke nødvendigv elig;rmere. Ana PALACIO (MEP, repræsentant for den spanske regering) og Helle THORNING-SCHMIDT (MEP) foreslog, at EU skulle blive bedre til at forklare, hvorfor en given opgave skal løses af EU og ikke af nationalstaterne. Helle Thorning-Schmidt foreslog udpegelsen af en "subsidiarietskommissær".

Kommissær Antonio VITORINO (og Michel BARNIER) mente "den europæiske merværdi" burde være retningsgivende for, om EU skulle have beføjelser på et givent område og hvad rækkevidden heraf skulle være. Definitionen, afgrænsningen og fordelingen af kompetencerne bør afhænge af intensiteten af og niveauet for EU’s handling, frem for at man forsøger at fastlægge en fast kompetencefordeling og fo EU’s opgaver herefter. Kriterierne for fastlæggelsen af intensiteten af EU’s handling bør være, hvilken grad af fleksibilitet og effektivitet der er nødvendig for at løse de pågældende opgaver. Det var efter Vitorinos mening det rette mål for merværdien af at handle på europæisk plan.

Også Peter SKAARUP var inde på, at EU kun burde have tillagt beføjelser, hvor der var en merværdi i forhold til, hvad nationalstaterne kunne præstere på egen hånd eller til løsning af fælles problemer, mens samarbejdet aldrig måtte være et mål i sig selv. Peter Skaarup nævnte den religiøse og kulturelle identitet som eksempler på områder, som EU burde holde sig fra, og henviste særligt t il hensynet til ansøgerlandene, som havde kæmpet så hårdt for deres nationale kultur og identitet. Peter Skaarup og andre nævnte endvidere tendensen til, at man i nogle situationer overlader områder til EU, fordi man ikke selv orker at løse problemerne – en slags ansvarsforflygtigelse.

Forslaget om et kompetencekatalog med en nedskrivning i traktaterne af en liste eller lignede opgørelse over henholdsvis EU’s og medlemsstaternes kompetencer blev afvist af stort set samtlige talere. Forslaget blev kun lunkent støttet af TEUFEL fra Tyskland og til dels også FINI fra Italien og HAENEL fra Frankrig. Det blev generelt betegnet som ufleksibelt og imod EU’s natur.

Endvidere lagde mange talere (bl.a. Peter SKAARUP) vægt på at bevare det nuværende tildelingsprincip, hvorefter EU kun har en kompetence, hvis det udtrykkeligt fremgår af traktaterne, mens kompetencer, der ikke nævnes i traktaterne, bliver hos medlemsstaterne. Det er medlemsstaterne, der tildeler EU kompetencer og ikke omvendt, og sådan bør det forblive. Henning CHRISTOPHERSEN var også af den opfattelse, at medlemsstaternes ansvarsområd er bør holdes uden for EU’s kompetencefordeling i traktaterne, men mente at man af politiske årsager måske kunne nævne medlemsstaternes kompetencer i en præambel til traktaten.

Ana PALACIO fra den spanske regering henviste til, at EF-Domstolen i sidste ende sætter grænserne for, hvortil EU’s kompetencer går, og nævnte som eksempel underkendelsen af tobaksreklamedirektivet. Andre betonede vigtigheden i at bevare den fleksibilitet, som bl.a. artiklerne 308 ("gummiparagraffen") og 95 i EF-traktaten giver mulighed for.

En række talere pegede desuden på praktiske vanskeligheder ved at opstille et "kompetencekatalog," idet de allerfleste kompetencer i dag er delte kompetencer, hvor både EU og medlemssstaterne har beføjelser på områderne. Andre nævnte, at en kompetencefordeling allerede eksisterer, hvad konventssekretariatets papir om EU’s kompetencer bl.a. illustrerer, men fandt det ikke ønskeligt at fastlægge medlemsstaternes kompetencer i en trakta EU.

Derimod talte mange for, at EU’s kompetencer skal udtrykkes mere klart og enkelt, så borgerne bedre kan gennemskue beslutnings- og lovgivningsprocedurerne i EU. Således nævnte bl.a. den franske Europaminister MOSCOVICI, at det er meget vanskeligt at få overblik over, hvilke EU-institutioner der har hvilke roller samt hvad rollefordelingen er mellem EU og medlemsstaterne. Nogle gange bliver EU efter nogles opfattelse ukorrekt gjort til syndebuk for nogle beslutninger, som EU k ikke har truffet, eller hvor hovedansvaret eller initiativet faktisk kommer fra medlemsstaterne.

Ligeledes entydig var afvisningen af en fastlæggelse "én gang for alle" af EU’s opgaver – det blev igen betegnet som ufleksibelt og urealistisk i en foranderlig verden. Henrik DAM KRISTENSEN nævnte som eksempler BSE-skandalen på fødevareområdet, og flere med ham kom ind på situationen efter den 11. september, hvor det havde været nødvendigt at reagere samlet på en situation, der ikke var forudset es nuværende kompetence- og opgavefordeling.

Mødet afsluttedes med en kort drøftelse af Præsidiets forslag til udpegelse af repræsentanter til ungdomskonventet, der skal finde sted den 9. – 11. juli i umiddelbart tilknytning til "det rigtige" konventsmøde den 11. – 12. juli 2002. Giscard d’ESTAING gjorde endnu en gang rede for udpegelsespoceduren (hvert konventsmedlem kan udpege en repræsentant, evt. i samarbejde med EU’s og nationale ungdomsorganisatio er der frit slag).

Der var flere forslag til, hvordan man kunne sikre en mere vedvarende kontakt mellem ungdomskonventet og det "rigtige" konvent også efter ungdomskonventets afslutning. Der var også forslag om, at der burde oprettes en hjemmeside, som kunne tjene som diskussionsforum for hele Europas ungdom og komme med input til de udpegede medlemmer af ungdomskonventet og derved hjælpe dem i deres forberedelse til ungdomskonventet i juni. Andre foreslog, at der skulle udarbejdes en liste af spørgsmål til de unge (eller et Eurobarometer for unge), som kunne danne udgangspunkt for deres drøftelser. Giscard d’ESTAING lovede at arbejde videre med disse forslag.

Et par talere argumenterede for at nedsætte aldersgrænsen for deltagelse i ungdomskonventet fra 18 til 16 år, men der var ikke enighed om at ændre på den vedtagne aldersgrænse på 18-25 år.

Det blev understreget fra flere sider, at ungdomskonventet – modsat "voksenkonventet" – burde tilstræbe en reel ligelig fordeling på køn, race, politisk tilhørsforhold og andre grupperinger baseret på uddannelse eller erhverv, så det så vidt som muligt afspejlede den samlede ungdom. Nogle medlemmer påpegede, at selv om man måtte tilstræbe en ligelig fordeling, kunne det blive svært, n&a ulle udpeges af de forskellige medlemmer af konventet.

Et (mandligt) medlem af konventet foreslog til almindelig morskab som løsning på kønsfordelingen, at hvert medlem af konventet jo blot skulle sørge for at udpege en af modsat køn som én selv (hvilket ville give et overvældende flertal af kvindelige ungdomskonventsmedlemmer). Det fik Jens-Peter BONDE til at foreslå, at ethvert medlem af konventet også skulle udpege en person, der havde den modsatte holdning til europæisk integration som &eac ute;n selv, hvilket efter hans mening også ville kompensere for en anden skævhed i konventets sammensætning.

Et andet af de mere pudsige indslag kom fra et medlem, der foreslog, at man også burde nedsætte et "ældrekonvent", hvilket fik andre til at sige, at det var sådan set allerede nedsat, hvilket man kunne overbevise sig om ved at se sig omkring i salen.

Endelig er det værd at nævne, at en række medlemmer fra Europa-Parlamentet

bevidst synes at have sat sig for at udfordre den vedtagne ordning om, at det som udgangspunkt kun er de ordinære medlemmer af konventet, der har taleret, mens suppleanterne kun kan tale, såfremt deres ordinære medlem har meldt afbud til hele mødet senest samme morgen. Således tog en række suppleanter fra Europa-Parlamentet allerede på et tidligt tidspunkt ordet, selv om deres ordinære medlemmer var til stede og deltog i debatten. Det er uvidst, om denne praksis stiltiende blev toleret af Præsidiet, eller de blot ikke var opmærksomme på, at de pågældende suppleanter talte "ureglementeret". Også Helle THORNING-SCHMIDT tog flere gange ordet, uagtet at hendes ordinære repræsentant var til stede samtidigt og deltog i debatten. Nogle gange forlod de ordinære medlemmer mødet, mens deres suppleant talte, men hen mod slutningen af konventsmødet blev de i stigende grad siddende under suppleantens tale.

På et tidspunkt gjorde MACCORMICK endda direkte opmærksom på, at han ikke håbede, at det faktum, at han nu tog ordet, ville afskære hans ordinære medlem fra at holde sit indlæg på et senere tidspunkt. Heller ikke dette blev dog kommenteret af Præsidiet. Det skal blive interessant at se, om dette brud på de vedtagne regler om taleret stille og roligt vil manifestere sig som en slags sædvane og derved markant udvide antallet af potentielle t alere.

Konventets næste møde afholdes torsdag den 23. maj kl. 15.00 og fredag den 24. maj 2002 kl. 9.30. Temaet for det næste møde bliver "hvordan EU løser sine opgaver/udøver sine beføjelser", hvilket i nogen grad allerede er blevet drøftet under konventsmødet i april. Konventssekretariatet vil udarbejde dokumenter til brug for drøftelserne på mødet. Uanset konventsmødets stort set enige af visning af et egentligt kompetencekatalog bebudede Giscard d’ESTAING, at man vil lave et udkast til en liste over kompetencer, der skal ligge hos medlemsstaterne, og en liste over Unionens opgaver, "bare for at se, hvad det fører til".

Med venlig hilsen

Nicoline Nyholm Miller